En del af rejsen er naturligvis transporten mellem de besøgte steder både at komme dertil, men også at komme derfra. Nu er det så hjemrejsen, som jo altid er lidt vemodigt, når det har været en spændende oplevelse. Når du rejser med offentlige transportmidler, skal der jo lidt planlægning til, både med at finde det rette transportmiddel og få dem til at spille sammen. Denne gang skal jeg bruge en taxa, to tog, en bus og et fly. Fra det dejlige ophold på klosteret uden for Avigliana bestilet jeg en taxa de 12 km, som turen til Avigliana Station var på. Skulle jeg have vandret, kunne de gøres på ca. 6 km, men da jeg dagen før så stien og dens profil kunne jeg se, at jeg skulle bruge mindst 2 1/2 time på vandringen, hvilket ville betyde at jeg skulle starte vandringen omkring kl. 6 for at nå toget til den valgte afgang. Fra Avigiliana til Torino med lokaltoget og her skulle jeg skifte til hurtigtoget til Milano Hovedbanegård med en transfertid på 3/4 time. Præcis afgang og med en hastighed på op mod 300 km/t blev de ca. 150 km tilbagelagt hurtigt i behagelig og lækker kupe. Vel ankommet til Milano købte jeg billet en shottlebus til Malpenza Airport, der ligger ca. 50 km fra stationen. Busturen tog lige så lang tid som med hurtigtoget fra Toino til Milano. Malpenza Terminal 2 er udelukkende lavpris flyselskabernes paradis. Men det er ikke noget paradis at opholde sig der. Mere uinteressant lufthavnsterminal skal der ledes længe efter. Så godt jeg kun skulle opholde mig der de obligatorisk par timer. Jeg rejste med EasyJet fra Malpenza til København, da tidspunktet passede med togtiderne. Jeg landede sidst på eftermiddagen i København Lufthavn og kunne så tage min bil resten af vejen hjem til Holbæk.

For at kunne besøge klosteret og kunne gå rundt og se klosteret indvendig, var det nødvendigt på forhånd at booke en besøgsdag og tidspunkt. Det tidspunkt jeg havde fået booket nåede jeg frem til efter at have vandret fra stationen af stien op til klosteret. Jeg havde endog tid til at slappe lidt af efter den hårde vandring op og i cafeen ved klosterområdet at købe cappuccino og en croissant. For at komme ind i klosterområdet skal man igennem besøgscentret for registrering og derefter kan man enten komme på en guidet tur igennem klosteret eller man kan selv bevæge sig rundt. Jeg foretrak det sidste. Fra besøgscentret skal gå op ad adskillige trappetrin til forskellige flade afsatser for endelig at komme op på en stor plads med indgangen til klosterkirken. Det er et stort kirkerum med højalter og to sidealtre. Til højre for højalteret er der en smuk farvet religiøs figur af Ærkeenglen Michael med foden på Satans hoved. Den figur er for mig ærkeudtrykket på Skt. Michael. Bagerst i kirkerummet er et antal sagofager, der er gravmæler for egnens notabiliteter. Da klosteret er i adskillige etager bevæger man sig på gange og trapper. På et stort repos er en udstilling med flere religiøse figurer af Ærkeenglen Michael , som forskellige skulptører gennem tiderne har udført. Fra en af etagerne er det muligt at bevæge sig ud, hvor der er en fantastisk udsigt over Val di Susa. På toppen af bjerget har der før klosteret blev opført, været en borg, som i dag kun er resterne tilbage og derfra er der denne flotte udsigt over hele dalen. I det smukke solrige sommervejr kan der ses op til Alperne og ned til Po Sletten. Som – jeg er ved skrive sædvanligt – er udgangen gennem klosterets butik for souvenirs, bøger, religiøse figurer m.v.

Jeg synes aldrig, at jeg på de snart 13.000 km, jeg nu har vandret over årene, har følt mig så udmattet og dog dejlig forløst efter dagens vandring fra Sant’Ambrugio i Val di Susa til Saca di san Michele bygget på Monte Pirchiriano i kote 936 m i med en enestående udsigt over dalen. I midten af byen var kirken, der er indviet til San Giovani Vincenso åben og jeg startede her vandringen med et besøg. Vejret var bare ulideligt varmt og da jeg så den vandresti jeg skulle betræde, stigningen og kvaliteten og bare ved at se op til klosteret fra byen, måtte jeg forøge beholdning af vand til 2 L i den lokale multibutik/cafe/restaurant. Det er godt nok meget ekstra at slæbe på. Til klosteret er der i fugleflugt en afstand på 1,5 km. I virkeligheden er der 2,6 km med en stigning på lidt over 600 højdemeter, 25 % stigning. Alene af det bliver man træt, inden første skridt tages op ad den. Det viser sig, at den gamle pilgrimssti er udlagt med en god fast stenbelægning, forsynet med mindst 20 hårnålesving, 3 vandposte og 10 vejkors. Den er en variant af Via Francigena. På vandringen op mødte jeg flere med dagrygsæk både på vej op og på vej ned. Særligt fik jeg en lang vandring og snak sammen med en italiensk mand, som var på dagsvandring til klosteret. Vi fik en lang snak om alt og intet på engelsk. Det hjalp på vores trælse vandring op, op, op. Da vi endelig møjsommeligt havde slidt os fuldstændig op, viste sig at indgangen til klosterområdet var ca. 200 m og et utal trappetrin længere oppe. Vel ankommet til klosterindgangen ca. 2 timer senere, kunne jeg tage rygsækken af, der nu var 1,5 kg lettere efter det vand jeg havde drukket undervejs og sætte mig ind på cafeen og spise en kage for at få noget sødt og en sodavand. En særlig opdatering om besøget på Saca di San Michele kommer efter denne. Efter besøget vandrede jeg de godt 6 km til det overnatningssted jeg har booket. Vandringen den første kilometer var på en utrolig dårlig sti med en ondskabsfuld blanding af løs jord og løse sten med ubehagelige stejle nedstigninger på næsten 200 højdemeter. Resten var på asfalteret lokalvej, der ikke var meget trafikeret. Det lagde yderligere en anstrengelse oven på dagens udfordring.

Jeg tror ikke jeg har overnattet på et mere smukt, roligt og fredfyldt sted på mine pilgrimsvandringer. Certosa 1515 – er et gammelt franciskanerkloster fra 1515, der frem til slutningen af 90’erne var kloster. En nonprofit fond/organisation overtog klosteret og har renoveret og gjort klosteret til et sted for retræte, stilhed, fordybelse, enkelthed, ægthed og gæstfrihed. Der er fredfyldt, skønt og autentisk ved, at de gamle beskedne munkeceller nu har et lækkert badeværelse og værelsesdelen har tilknyttet en restaurant, der serverer meget veltilberedte retter med lokale råvarer på højt niveau. Klosterkirken er fortsat i brug for gudstjenester. Det ydre er totalt renoveret, men det oser af klosterliv med gård og haver, velpasset med smukke blomster og planter i de grønne omgivelser. Det er bestemt et sted at holde pause fra det sædvanlige stressede liv.

For overnatning inkl. morgenmad betalte jeg beskedne € 66.

Jeg havde brugt megen tid i forbindelse med planlægningen af pilgrimsrejsen og i særdeleshed rejsen fra Pontorson til Torino – 4. etape – til Saca di san Michele ved San’Ambrogio di Torino – som ikke er lige til at rejse imellem og udgifterne skal jo også afvejes. Det endte med, at jeg flyver med Lufthansa fra Rennes Lufthavn via Frankfurt Lufthavn til Torino Lufthavn. Det virker lidt mærkværdigt, at skulle flyve nordpå for senere at flyve syd på, men sådan fungere de europæiske flylinjer åbenbart ved at der samles passagerer op i de større lufthavne og de fordeles til de mindre. Det indebærer, at der skal ventes i den store lufthavn og i mit tilfælde bliver det Frankfurt, der en af Europas største efter antal passagerer. Rennes Lufthavn er på størrelse med den i Billund og er beliggende ca. 10 min med taxa fra hotellet. Sikkerhedspersonalet havde god tid til sikkerhedstjek med de få passagerer der denne morgen skulle ud at flyve, så vi fik den store undersøgelse. det er OK. Afgang og ankomst til tiden. det tog ca. 1,5 times flyvning. Så var der bare at slå 4,5 time ihjel i Frankfurt Lufthavn. Det er godt nok lang tid. Oven i købet er lufthavnen ikke særlig spændende, men jeg fandt dog en acceptettabel restaurant og bestilte fish & chips. Jeg skal igen flyve med Lufthansa – fra Afsnit B, hvilket er igennem en meget lang tunnel fra Afsnit A. Flyvningen fra Frankfurt til Torino tager ca. 1,5 time. Så sammenlangt brugte jeg omkring 10 timer på dagens transport inkl. taxakørsel fra Torino Lufthavn til hotellet 2 min. gang fra Torino Banegård.

For overnatning inkl. morgenmad på Hotel Roma e Rocca Cavour betalte jeg € 80.

Kaj og Bøje gik først i seng omkring kl. 22:30 og stod op kl. 5:30, der imellem var fred og ro for deres larm. Lettere udhvilet tog jeg afsked med Mont Saint-Michel efter fransk morgenmad kl. 8:30 og vandrede retur mod Pontonson. Hvad jeg ikke fik set på vejen ud, fik jeg nu set på vejen tilbage. Strømmen af turister var så småt begyndt og i dag var der mange på cykel. Vejret var allerede fra morgenstunden med sol fra let overskyet himmel og temperaturen var næsten +25C. Jeg tog et par små afstikkere til de små samlinger af huse der lå ud til vandrestien. Egentlig ganske hyggelige flækker. Retur i Pontorson kunne jeg spise tidlig frokost på en fortovsrestaurant midt i byen. Jeg var i god tid inden jeg skulle med lokaltoget til Rennes kl. 13:40, der faktisk var det første der afgik. Togrejsen tager 3 kvarter og toget var helt fyldt med passagerer. Rennes er hovedby i regionen Bretagne og med sine omkring 225.000 indbyggere i byen og sine derudover omkring 500.000 indbyggere i regionen en markant by, der har satset på teknologiske virksomheder og er den ottende største universitetsby. Efter at have tjekket ind på det bookede hotel, der er beliggende 5 min gang fra byens moderne togstation, tog jeg på byvandring. Jeg vandrede den knap halve time ind i det gamle Rennes centrum og besøgte Rennes katedral – Cathedrale Saint- Pierre – og den store nabo kirke i katedralstørrelse – Basilique Saint-Aubin et Notre Dame de Bonne-Nouvelle. Vandringen gik bl.a. gennem de gamle gader med toppe brosten og de gamle velholdte bindingsværkshuse i flere etager. På vej tilbage tog jeg en anden rute, hvor vandringen retur gik igennem et utroligt smukke parkområder.

For overnatning i Rennes på Hotel Le Sevigne – Sure Hotel Collection by Best Western, betalte jeg inkl. morgenmad € 87.

Efter at have gået og skubbet mig igennem de mange turister lykkedes det at komme op ad de mange trappetrin til indgangen til klosterområdet. Jeg have online købt adgang kl. 13:00. Og sådan blev det, så jeg måtte pænt vente da jeg var 10 min. før adgangstidspunktet. Fransk skik – punktlighed. Køen for de turister der ikke havde forud købt adgang var uoverkommelig lang. Igennem sikkerhedskontrollen, som i lufthavnen, kunne jeg så begynde min rundtur sammen med de øvrige flere hundrede besøgende. Det blev et næste 2 timer langt besøg. Kloster og kirke og de øvrige mange rum og kapeller i flere etager blev besøgt. Sankt Michael finder man som en beskeden religiøs figur i kirken. Derimod er ærkeenglen guldbelagt statue på spidsen af kirkens høje slanke tårn, mere end 150 m over havet. Klosteret blev påbegyndt opført omkring år 700 og er selvfølgelig gennem tiderne om- og tilbygget og befæstet. Når man tænker på at der i miles omkrans ikke findes andet end marsk og agerland, har det været noget af en byggeopgave at få leveret granitsten, tømmer, kalk og andre byggematerialer for, fra starten og over de næste århundreder, at få opført dette mytiske og glorværdige religiøse bygningsværk og holdt det vedlige. Klosteret er oprindelig et benediktinerkloster og i dag er det underlagt klosterbroderskaber i Jerusalem. Kloster og kirke er opført i gotiskstil. Kloster og kirke har ca. 3 mio. besøgende om året. Sluttelig besøgte jeg kirken indviet til Skt. Peter der ligger ud til gyden og dens lille kirkegårde inden jeg vente retur gennem mylderet af turister for at tjekke ind på mit overnatningssted.

Ovenlysvinduet i mit værelse var vådt af regn da jeg vågnede i morges. Da jeg vandrede ud kl. 8.30 efter morgenmad var det lunt og let overskyet. Pilgrimsruten går igennem byen og runder kirken og kirkepladsen. Gaderne op til kirkepladsen og pladen var der stillet boder op til den lokale markedsdag. Alt fra strømper til store krabber var i udbud til det tidlige købelysten publikum. I går da gik forbi kirken var det efter lukketid, men her til morgen var den åben og derfor kunne besøges. En meget mørk kirke, der ikke gjorde det store væsen ud af sig. Jeg tænkte 2 lys som ritual ved starten på denne pilgrimsvandring. Det krævede ikke den store navigation at finde ned til floden – Le Couesnon – og den skal bare følges hele vejen ud til Mont Saint-Michel I vadehavet. Stien er en kombination af cykel-og gangsti vekslende mellem fast grus og asfalt og går gennem marskområdet, der er overvejende fladt og uden træer. På en lille bakke står en gammel renoveret vindmølle. Efter omkring halvvejen ser man Mont Saint-Michel tårne sig op i horisonten. Jo nærmere man vandre imod, jo mere imponeret bliver man af dens størrelse og højde. Pilgrimme fra Irland og England sejlede i middelalderen til Normandiet og vandrede langs kysten og brugte Mont Saint-Michel som vejviser på vej til enten Santiago i Spanien eller Rom. Begge på omkring 2.000 km og så i ufredstider. Som pilgrim er det jo noget mere sikkert at vandre i dag, men trods det, lader den franske stat åbenbart ikke bare at lade stå til, da jeg mødte både gendarmeri og militær ikke kun på stien, men også senere i gyderne og ved indgangen til klosteret. Jo længere jeg kom frem på vandringen, jo flere mennesker var på vej ud til seværdigheder, som dagsturister. Både gående, cyklende eller transporteret i shottle-busserne, der køre i en evig strøm mellem fastlandet over broen til øen. Det virkede som en hel folkevandring af voksne med barnevogne og børn i alle aldre eller med hunde i alle størrelser. Og så i den varme. Og helt kaos blev, da man skulle igennem ringmurens lille hul af en indgang og ind over vindebroen og op gennem den stejle gyde med restauranter, cafeer, souvenirbutikker, udsigt pladser, der leder op til klostret og klosterkirken øverst på øen. Det var et kaotisk menneskehav, der gik i hver sin retning eller stod stille for at købe is, slik eller noget at spise til familien. Det i nok nu sidder og venter på er vel “kan han ikke skrive noget om det kloster og den kirke, der er så vigtig at rejse til”?

Jo, men det bliver i et særligt opslag.

Jeg overnatter Hotel Les Terrasses Poulard er ligger ved den første gyde inde på øen og lige neden for klosterområdet. For overnatning inkl. morgenmad betalte jeg € 285.

De her klostre på øerne ligger godt nok langt ude fra “alfarvej” faktisk i udkanten af regionerne jeg skal til. Nu er det så klosterøen i Normandiet som skal besøges. Ca. 375 km vest for Paris og tæt 12 km fra turistbyen Pontorson-Mont Saint-Michel. I morges kl. 8:25 fløj jeg med SAS til Paris Charles de Gaulle Airport fra København Lufthavn. Lufthavnene var pakkede med rejsende og i København var tjek ind af bagage udfordret på grund af personalemangel og i Paris kom bagagen efter ankomsten først omkring 3 kvarter frem til bagageudleveringen. Det gjorde nu ikke så meget, fordi den taxa jeg havde bestilt til at køre mig til Gare Montparnasse var forsinket på grund af trafikken. Det var godt jeg havde sat 3 timer af til transport mellem lufthavnen og stationen. Det tog omkring 1 3/4 time i taxaen. Så det skal nok gå godt under de Olympiske lege i Paris med for gæster at komme rundt. Toget til Granvill kørte til tiden og uden forsinkelse og det samme gjorde lokaltoget til Pontorson derfra. Efter 4 timer med tog ankom jeg så til Pontorson. En jævn ikke så spændende provins/turist by med 4.500 indbyggere. Efter at have tjekket ind på mit overnatningssted midt i byen, gik jeg ud for at spiseaftensmad og derefter for at slå en runde rundt i byen. det blev godt nok en lang rejsedag på næsten 12 timer.

Jeg har booket overnatter på et lille hotel “al la Halløj på Badehotellet” – den engelske serie fra 80’erne med John Cleese. Hotel de France overnatter jeg på og har for overnatning inkl. morgenmad betalt € 58

På vej hjem skal jeg holder forlænget weekend hos min datter og svigersøn, der bor i Ivybridge om 20 min. kørsel efter Plymouth. Jeg har købt togbillet til rejse fra Penzance til Ivybridge – et par timers togrejse gennem det grønne Cornwall til Ivybridge i Devon med ryggen til Dartmor.

Besøget på St. Michael’s Mount gik jo som forventet – lidt ægerligt – at jeg ikke kunne vandre ud til øen. Øen er landfast, når det er lavvande, men netop den dag jeg havde valt, var faktisk den eneste, hvor der var højvande midt på dagen. Der var mange besøgende bl.a. på grund af det gode vejr og at sommersæsonen er begyndt, så der er mange turister i Cornwall. Det var et interessant besøg og selvfølgelig var højdepunktet mit besøg i kirken. Kirken er ikke særlig stor og med de mange besøgende var det lidt besværligt at opleve det autentiske i kirkerummet. I 1992 blev der opsat en bronzefigur, hvor Ærkeenglen Michael – til hvem kirken er indviet – er opstillet på en søjle på højre side af kirkerummet. Figuren er Ærkeenglen i kamp med Djævlen, hvor englen med den ene hånd byder de døde mod himmelen og hindre Djævlen med at tage de døde mod Helvede. Inden jeg gik mod havnen for at tage en båd retur til fastlandet, fik jeg i administrationens kontor 3 stempler i mit pilgrimspas. Således sluttede mit ophold på St. Michael’s Mount og pilgrimsrejse ved at vandre tilbage til Penzance.

Det har været en spændende pilgrimsrejse med mange elementer heri en noget krævende vandring tværs over Cornwall i et flot landskab med udsigt til hav både mod vest og mod øst.

I dag var en succesfuld dag, jeg kunne med båd lægge til øen – St. Michael’s Mount. Det er jo ren oprejsning fra der mislykkede forsøg ved Skellig Michael i sydvest Irland I mandags. Forsøget var så også sammen med 4.000 andre gæster, der dagligt mellem april og oktober besøger øen og det gjorde så besøget knap så spændende. For at komme til St. Michael’s Mount fra Penzance, vandres der enten på en cykelsti eller ved lavvande langs havet på den tørre del af stranden på St. Michaels Way små 6 km til Marazion by, hvor der er causeway (dæmningsvej) over til øen, når der er ebbe. Ved højvande med små turbåde til 10 personer sejle i pendulfart mellem ø og fastland med besøgende. I dag er den eneste dag i maj, hvor der er højvande kl. 12 som var det tidspunkt jeg fik tildelt ved køb af adgang til øen. Øen er i en aftale fra 1954 overdraget til National Trust (pendant til Real Danica) der ejer historiske bygninger og jorder i Storbritannien, fra den daværende ejer mod, at slægten i 999 år måtte bo på slottet/borgen/fæstningen og udnytte indtægter fra turistbutikker og caféer. Udover disse, er der selvfølgelig det gamle slot/ borgfæstning og diverse boliger samt erhvervsbygninger på øen, hvor de første bygninger (kloster) blev opført omkring 1080. Det jeg selvsagt er mest interesseret i, er kirken, der er en integreret del af slotsbygningerne. Oprindelig har der været et kloster på øen frem til Henry VIII – som jeg tidligere har omtalt, fra omkring 1536 til 1548 rev klosterne ned, og lod klostervæsenet opløse, da han brød med den Romersk Katolske Kirke og dannede den Anglikanske Kirke. Men kirken består intakt og er indviet til Ærkeenglen Michael Og Alle Engle. Kirken er ikke særligt rummelig, men der forrettes stadig gudstjenester i den. I 1992 blev der i kirken opsat en bronze figur af Ærkeenglen Michael, hvor denne med spyd i den ene hånd holder djævelen væk fra at tage de døde i Helvede og med den anden byder de udvalgte døde til Himmelen. Det er en meget traditionel religiøs figurgørelse af Ærkeenglen Michael. Ærkeenglen er Himmelens beskytter og samtidig “overhoved” for Guds hær. Efter besøget i kirken gik jeg en rundtur i slottet sammen med alle de øvrige besøgende for at se de udstillede effekter, billeder, møbler m.v. Inden afrejse fra øen fik jeg ikke mindre end 3 stempler i mit pilgrimspas af en elskværdig medarbejder i øens administrationskontor. Med turbåden retur til fastlandet kunne nu ses, at de gik mod ebbe og stranden nu var blevet meget bredere end tidligere. I Marazion by er ikke særlig stor og synes nærmest at være færgested for bådrejse til St Michels’s Mount. Der er nogle cafeer og restaurationer, som ligger op til den lokale kirke, så inden jeg begav mig retur mod Penzance besøgte den lokale kirke. Det blev i det rolig og dejlig vandring tilbage til Penzance i skønt eftermiddagsvejr med sol fra en næsten skyfri himmel en vandretur på stranden iført kortærmet T-shirt .