Det var en rolig morgen. Receptionen har bestilt taxa til mig kl. 10:00 så jeg i ro kan spise morgenmad på hotellet inden jeg bliver kørt til Bari Lufthavn. Der er 15 min. kørsel til lufthavnen. Bari er en by på 350.000 indbyggere og er en udpræget turist by med en flot strand udi Adriaterhavet. På dette tidspunkt af året, er der ikke overrendt af turister, så byen er mere autentisk. Den flyafgang jeg skal med er Eurowings kl. 12:10 via München til København med Lufthansa. Ankomst i København kl. 18:50. Der er 3 timers transit i München.
Dagen i dag er begyndelsen til morgendagens hjemrejse. Jeg blev venligst opfordret til at besøge katedralen i kystbyen Trani. Så det gjorde jeg. På vej mod Trani skal som i går køre ned oppe fra bjergplateauet. Og i dag lykkedes det tage billeder fra nedkørsel til marsklandet eller slettelandet. Hastighedsskiltningen her i Italien og overholdelse af dem henstår i stor mystik for mig. Bilisterne køre som det passer dem undtagen når det er automatisk kontrol. På vej til Trani går landevejen igennem to større byer hvor hastigheds- grænsen er sat til 30 km/t. Det var så de rene anarki, hvor nogen så kørte det halve og andre det dobbelte. Hyper frustrerende. Vel ankommet til Trani gik jeg parkeret ved havnen. Straks ses katedralen der står som en markant høj bygning som tætteste på havet. Katedralen og kvarterets bygninger omkring ses nyligt fuldstændig renoveret. Flotte lyse og rengjort bygninger og renoverede belægninger på gader og pladser. Det var en virkelig stor kontrast til oplevelsen i går. Indgangen til katedralen er gennem krypten. I krypten er et smukt messerum med et alter som synligt indeholder katedralens relikvier. Fra krypten er der trappe op til katedralens store kirkerum. Kirkerummet er i forhold til ældre katolske kirker overraskende spartansk udsmykket og med klare vinduer endog rosenvinduet. Det giver et store og høje kirkerum en særlig ro. Katedralens tårn er en meget slankt og højt og står selvstændigt med en enkel sammenføjning som en bro. Havnen er en fiskerihavn for jollefiskeri. Fiskerne faldnød deres fangster på kajen som alt fra sardiner til små blæksprutter til større smukke rødlige fisk. Ud til kysten på modsatte side af havnen er en ældre park med orkesterpodie, mindesmærker og mindre forlystelser og caféer. Jeg fik afleveret den lejede bil og blev fragtet til det bookede hotel her nær lufthavnen. Jeg rejser i morgen kl. 12.10 med Lufthansa via transferer på 2 timer i München videre til København ankomst kl. 17:30. Selvom jeg måtte opgive vandringen i går har jeg haft et spændende udbytte af at besøge Monte Sant’Angelo, der er det 5. kloster/kirke indviet til Sct Michael på Via Sancti Michaelis.
Dagen forløb hverken som planlagt eller forventer. Da jeg i går aftes bad receptionisten om at være behjælpelig med at kontakte taxaen for at køre mig til Monte Saint’Angelo for at jeg kunne vandre retur, gjorde hun mig opmærksom på, at det nok ikke var den bedste måde at komme retur ved at vandre. Hun fortalte at provinsen er voldsomt udfordret med vilde hunde uden for byerne, hvorfor det ikke tilrådes at cykle og vandre alene, og det anbefales at være mindst 2 eller flere, i de ikke befolkede områder. Jeg takkede pænt for informationen og bad hende om ikke at kontakte chaufføren. For nogle år tilbage vandrede jeg I Georgien fra Tiblisi til den russisk grænse hvor jeg den sidste vandredag gav op fordi jeg der også blev forfulgt af vilde hunde. Så jeg bakkede ud af at vandre idag. Ærgerligt men hellere det end blive angrebet af hunde som man ikke engang ved om de er vaccineret mod rabies. Jeg er det nemlig ikke. I stedet kørte jeg til den nærmeste kystby ud til Adriaterhavet – Manfredonia – en by på ca. 60.000 indbyggere. Meget ærligt er det ikke den store oplevelse at gå rundt i byen. Småkedelig, støvet og lidt nedslidt med få interessant ting at opleve. En lukket borg ned til en trist strandpromenade, en stor imposant kirke på en stor trist plads og en meget moderne kirke, det lå op til et nyt etagebyggeri halvfærdige og standset byggeri. Eneste lyspunkt var et hyper moderne konditori på hvad der var gågaden, hvor jeg købte en cappuccino og en fyldt croissant med appelsinmarmelade til en pris derefter. Jeg fik ikke taget foto konditoriet for jeg var i chok over prisen. Køreturen de 30 km til Manfredonia er en oplevelse, dels er vejen ret befærdet og dels køres der fra kote 700 m til næsten 0 m gennem 7 skarpe hårnålesving med en fantastisk udsigt når der køres ned. Fra bjergplateauet til marsklandet. Desværre er der ikke vigeplads på strækningen til at man kan stå ud og tage fotos. At køre op foregår i sneglefart på grund af busser og lastvogne. Men jeg prøver i morgen at tage fotos, når jeg skal retur mod Bari af den samme vej ned. Sidst på dagen tog jeg mig sammen til at gå fra hotellet til den historiske bydel. Der er 3 km imellem. Her fik jeg besøgt den kirke som Padre Pio var tilknyttet som præst. Ligeledes besøgte jeg en moderne kirke. Jeg er fascineret af de moderne katolske kirkes arkitektur, form, indretning og deres religiøse udsmykning. Den katolske kirke er bestent ikke på det område konservativ, jeg er vil næsten at sige modernistisk. Men bedøm selv dagens to kirker. I morgen kører jeg omkring kystbyen Trani og besøger katedralen inden jeg tjekker ind på det bookede hotel i den nordlige forstad til Bari.
Grotten er kendt fra overleveringer tilbage fra 490-493, hvor Ærkeenglen Michael flere gange viste sig for Biskoppen Sipontum, hvor ærkeenglen bad Biskoppen om at gøre grotten til en helligdom til forkyndelse af kristendommen, da regionen dengang var hedensk. En anden overlevering er at Ærkeenglen viste sig på toppen af bjerget med et flammende sværd i forbindelse med en hedensk hærs invasion af byen og skræmte den hedenske hær på tilbagetog.
Med baggrund i de hændelser blev der opført en basilika på anvisning fra Pave Gelasius til ære for Ærkeenglen Michael. Den nuværende basilika er opført i 1300tallet og er beliggende over den grotte hvor Ærkeenglen viste sig for biskoppen.
Der er en yderligere legende, hvor Ærkeenglen Michael påkaldes af en bonde for at hjælpe ham med at få en genstridig tyr ind i grotten, som bruges som stal til husdyr. Ærkeenglen genne tyren i med sit sværd.
En særlig og besynderlig opdagelse er, at grottens beliggenhed er, at den og klostrene ved Susa Dalen i Pimonte og Saint Michele i Normandiet har indbyrdes nøjagtig den sammen afstand.
Grotten ligger dybt under basilikaen og man kommer ned til den store højloftede grotte ad en lang trappe. I et hulerum i grotten er opsat et alter, vor der bag dette er et stort sølvskrin med en hellig figur af Sankt Michael med sit svær, hvor ærkeenglen træder på Satan. Det mest kendte hellige motiv af ærkeenglen.
I grotten er andre altre og hellige figurer, herunder den ældste kendte hellige figur at ærkeenglen. Der er endvidere rester af kalkmalerier på grottens vægge.
Fra 500 tallet har grotten været et vigtigt pilgrimsmål og selv i dag er det besøgt og der valfartes af pilgrimme fra hele verden dertil.
I formiddag besøgte jeg den nye kirke, der er pilgrimskirken og kan rumme 6.500 personer. Den er opført fra 1998 til 2004. Pilgrimskirken ligger som nabo til Convento Santa Maria Delle Grazie, det er den „gamle‟ kirke. Det er lidt forvirrende, da Pater Pio ligger i en glassagofag i den „gamle‟ kirkes krypt. Og bliver det ikke mindre forvirrende, at der ved siden af den „gamle‟ ligger den oprindelige af samme navn. Som altså den ældste. Håber I kunne forstå det. Det er næsten ikke til at komme uden om en messe om morgenen – selv på hverdage – i de italienske katolske kirker. Så dagen i dag var ingen overtagelse. I krypten bag glassarkofagen med Padre Pio i den gamle kirke, var der messe. Derfor var der mange kirkegængere. I erfaring fra i går aftes, så deltog jeg ikke, men fik set og besøgt Padre Pios hvilested. Som nævnt kørte jeg til Monte Sant’Angelo og det blev så samtidig en rekognoscering til vandringen.
Efter at have besøgt de tre kirke om formiddagen kørte jeg de 25 km om vest til byen Monte Sant’Angelo. Monte Sant’Angelo ligger på en bjergtop. Den er på 11.000 indbyggere og netop på grund af pilgrimslået og dens smukke beliggenhed med udsigt over Adriaterhavet og tæt på havet, så byen besøges af pilgrimme og turister i hobetal. Byen er beliggende i kote 796m . Da Gargano netop her har de højeste bjerg mod vandet. Efter jeg ankom til byen gik jeg til grottekirken. Og det er en lang vandring ned af mange trappetrin til grotten. Her var der så en igangværende messe med 3 præster i grøn ornat. Besøgende og kirkegængere var blandet sammen under messen, med besøgende der går rundt og tog fotos. Messen sluttede umiddelbart som jeg ankom, men kun 15 min senere var en ny messe. Så den deltog jeg i. Denne messe var det en særlig oplevelse. Jeg har aldrig set en ældre katolsk præst gå så meget op i nadverindstiftelse og prædiken, alene ved hans mimik, gestikuleren og hans sprog og smil og øjne kunne man næsten aflæse, hvad han havde på hjertet i sin prædiken.
Landskabet er meget bakket med lange dale, der er grønne. På den bakkede del er der utrolig mange hvide sten på størrelser fra tennisbolde til fodboldsbolde, så det ser ud, som om der ligger sne på bakkerne.
I morgen er tanken at jeg vil vandre fra Monte Sant’Angelo tilbage til San Giovanni Rotondo. Da jeg skal bruge omkring 8 timer på vandringen og jeg først kan spise morgenmad på hotellet fra kl. 7, har jeg også at den grund valgt at besøge byen og basilikaen i dag, da jeg skal bruge mellem 7-8 timer på vandringen. Jeg vil ikke rigtig få den fornødne tid til at besøge grottekirken inden jeg skal vandre. Vandringen er på 25 km og der er ingen byer fra start til slut. Og jeg har også valgt at vandre mod San Giovanni Rotondo, da terrænet falder ca. 250 m ned mod Rotondo. Det lyder ikke så voldsomt, men faldet er konstant over distancen. Derudover er det efter de oplysninger jeg fik, kun sporadisk offentlig transport uden for den gængse turistsæson. Så i morgen kl. 8.00 bliver jeg hentet af en taxa der kører mig de 30 min til Monte Sant’Angelo. Og så vandre jeg retur ned ad bakke. Tilbage til i dag.
Denne gang er det til det 5. kloster/katedral der er indviet til Ærkeenglen Michael. Mont Sant’Angelo er en mindre by der ligger i provinsen Apulien. Apulien er den italienske provins der ligger fra „støvlens „knyste‟ og ca. 3/4 ned mod syd på „støvlen‟ og ud til Adriaterhavet. Jeg fløj med Lufthansa tidligt i morges med mellemlanding i Frankfurt til den kendte eksklusive badeby – Bari. Bari er en af de største byer i den sydlige del af Italien. Der boer 320.000 indbyggere. Jeg lejede en bil for at køre 125 km nordpå langs kysten igennem et nærmest fladt landbrugs-og marskområde. Herefter kørte jeg op i det nordlige del af provinsen – i den bjergrige region Gargano, der går vestpå ind i landet fra kysten. Jeg overnatter i San- Giovanni Rotondo, der er en by med et meget stor pilgrimsmål, hvor pilgrimme fra den katolske verden besøger og ære San Pedro – Pater Pio, der ligger i en glassagofag i krypten unde byens meget stor kirke. Byen lever og eksisterer af de omkring 5 mio. pilgrimmene der kommer hvert år til begivenheder og mærkedage. Der er bygget en ny moderne kirke, der kan rumme 6.500 søgende. San-Giovanni Rotondo er oversået med hoteller og de sædvanlige souvenirbutikker på hvert gadehjørne med religiøse tingeltangel. Byen der på 60.000 indbyggere. Vejen til San Giovani Rotonto er de første ca. 75 km på god motorvej, hvorimod de sidste 50 km er på elendige og misligholdt landeveje og sogneveje, hvor der er dybe huller i den asfalt der er tilbage, så det tit er nødvendigt at bremse op og forcere hullerne med max 5 km i timen.
Men det var jo Ærkeenglen Michael det drejede sig om.
I nabobyen 25 km østpå i Gargano bjergene ud mod kysten, ligger bjergbyen Monte Sant’Angelo, hvor basilikaen opført i 1100 tallet og bygge oven på den grotte, som det efter overleveringen er der Sankt Michael åbenbarede sig for en bonde. Bonden havde en vred tyr og Sct. Michael hjalp bonden med at få tyren ind i grotten, så den kunne bindes. Derefter er grotten blevet et pilgrimsmål. I grotten er kirkerummet med en religiøs figur af Sct. Michael, der står bag alteret.
Inden jeg spiste aftensmad på hotellet deltog jeg i aftensmessen i byens hovedkirke der er indviet til Jomfru Maria.
En meget stor stilren og moderne kirke med bagvæg til alteret i mosaik med motiv af Maria med Jesusbarnet og Pater Pio. Det var en meeeget lang messe. Alene nadverens indstiftelse varede mere end 1/2 time. Og de vel omkring 100 nadvergæster så også noget trætte ud inkl. mig.
I morgen er vejret ikke til vandring så derfor bliver det til besøg i kirken med Pater Pio og en køretur til udvalgte interessante kulturminder
En del af rejsen er naturligvis transporten mellem de besøgte steder både at komme dertil, men også at komme derfra. Nu er det så hjemrejsen, som jo altid er lidt vemodigt, når det har været en spændende oplevelse. Når du rejser med offentlige transportmidler, skal der jo lidt planlægning til, både med at finde det rette transportmiddel og få dem til at spille sammen. Denne gang skal jeg bruge en taxa, to tog, en bus og et fly. Fra det dejlige ophold på klosteret uden for Avigliana bestilet jeg en taxa de 12 km, som turen til Avigliana Station var på. Skulle jeg have vandret, kunne de gøres på ca. 6 km, men da jeg dagen før så stien og dens profil kunne jeg se, at jeg skulle bruge mindst 2 1/2 time på vandringen, hvilket ville betyde at jeg skulle starte vandringen omkring kl. 6 for at nå toget til den valgte afgang. Fra Avigiliana til Torino med lokaltoget og her skulle jeg skifte til hurtigtoget til Milano Hovedbanegård med en transfertid på 3/4 time. Præcis afgang og med en hastighed på op mod 300 km/t blev de ca. 150 km tilbagelagt hurtigt i behagelig og lækker kupe. Vel ankommet til Milano købte jeg billet en shottlebus til Malpenza Airport, der ligger ca. 50 km fra stationen. Busturen tog lige så lang tid som med hurtigtoget fra Toino til Milano. Malpenza Terminal 2 er udelukkende lavpris flyselskabernes paradis. Men det er ikke noget paradis at opholde sig der. Mere uinteressant lufthavnsterminal skal der ledes længe efter. Så godt jeg kun skulle opholde mig der de obligatorisk par timer. Jeg rejste med EasyJet fra Malpenza til København, da tidspunktet passede med togtiderne. Jeg landede sidst på eftermiddagen i København Lufthavn og kunne så tage min bil resten af vejen hjem til Holbæk.
For at kunne besøge klosteret og kunne gå rundt og se klosteret indvendig, var det nødvendigt på forhånd at booke en besøgsdag og tidspunkt. Det tidspunkt jeg havde fået booket nåede jeg frem til efter at have vandret fra stationen af stien op til klosteret. Jeg havde endog tid til at slappe lidt af efter den hårde vandring op og i cafeen ved klosterområdet at købe cappuccino og en croissant. For at komme ind i klosterområdet skal man igennem besøgscentret for registrering og derefter kan man enten komme på en guidet tur igennem klosteret eller man kan selv bevæge sig rundt. Jeg foretrak det sidste. Fra besøgscentret skal gå op ad adskillige trappetrin til forskellige flade afsatser for endelig at komme op på en stor plads med indgangen til klosterkirken. Det er et stort kirkerum med højalter og to sidealtre. Til højre for højalteret er der en smuk farvet religiøs figur af Ærkeenglen Michael med foden på Satans hoved. Den figur er for mig ærkeudtrykket på Skt. Michael. Bagerst i kirkerummet er et antal sagofager, der er gravmæler for egnens notabiliteter. Da klosteret er i adskillige etager bevæger man sig på gange og trapper. På et stort repos er en udstilling med flere religiøse figurer af Ærkeenglen Michael , som forskellige skulptører gennem tiderne har udført. Fra en af etagerne er det muligt at bevæge sig ud, hvor der er en fantastisk udsigt over Val di Susa. På toppen af bjerget har der før klosteret blev opført, været en borg, som i dag kun er resterne tilbage og derfra er der denne flotte udsigt over hele dalen. I det smukke solrige sommervejr kan der ses op til Alperne og ned til Po Sletten. Som – jeg er ved skrive sædvanligt – er udgangen gennem klosterets butik for souvenirs, bøger, religiøse figurer m.v.
Jeg synes aldrig, at jeg på de snart 13.000 km, jeg nu har vandret over årene, har følt mig så udmattet og dog dejlig forløst efter dagens vandring fra Sant’Ambrugio i Val di Susa til Saca di san Michele bygget på Monte Pirchiriano i kote 936 m i med en enestående udsigt over dalen. I midten af byen var kirken, der er indviet til San Giovani Vincenso åben og jeg startede her vandringen med et besøg. Vejret var bare ulideligt varmt og da jeg så den vandresti jeg skulle betræde, stigningen og kvaliteten og bare ved at se op til klosteret fra byen, måtte jeg forøge beholdning af vand til 2 L i den lokale multibutik/cafe/restaurant. Det er godt nok meget ekstra at slæbe på. Til klosteret er der i fugleflugt en afstand på 1,5 km. I virkeligheden er der 2,6 km med en stigning på lidt over 600 højdemeter, 25 % stigning. Alene af det bliver man træt, inden første skridt tages op ad den. Det viser sig, at den gamle pilgrimssti er udlagt med en god fast stenbelægning, forsynet med mindst 20 hårnålesving, 3 vandposte og 10 vejkors. Den er en variant af Via Francigena. På vandringen op mødte jeg flere med dagrygsæk både på vej op og på vej ned. Særligt fik jeg en lang vandring og snak sammen med en italiensk mand, som var på dagsvandring til klosteret. Vi fik en lang snak om alt og intet på engelsk. Det hjalp på vores trælse vandring op, op, op. Da vi endelig møjsommeligt havde slidt os fuldstændig op, viste sig at indgangen til klosterområdet var ca. 200 m og et utal trappetrin længere oppe. Vel ankommet til klosterindgangen ca. 2 timer senere, kunne jeg tage rygsækken af, der nu var 1,5 kg lettere efter det vand jeg havde drukket undervejs og sætte mig ind på cafeen og spise en kage for at få noget sødt og en sodavand. En særlig opdatering om besøget på Saca di San Michele kommer efter denne. Efter besøget vandrede jeg de godt 6 km til det overnatningssted jeg har booket. Vandringen den første kilometer var på en utrolig dårlig sti med en ondskabsfuld blanding af løs jord og løse sten med ubehagelige stejle nedstigninger på næsten 200 højdemeter. Resten var på asfalteret lokalvej, der ikke var meget trafikeret. Det lagde yderligere en anstrengelse oven på dagens udfordring.
Jeg tror ikke jeg har overnattet på et mere smukt, roligt og fredfyldt sted på mine pilgrimsvandringer. Certosa 1515 – er et gammelt franciskanerkloster fra 1515, der frem til slutningen af 90’erne var kloster. En nonprofit fond/organisation overtog klosteret og har renoveret og gjort klosteret til et sted for retræte, stilhed, fordybelse, enkelthed, ægthed og gæstfrihed. Der er fredfyldt, skønt og autentisk ved, at de gamle beskedne munkeceller nu har et lækkert badeværelse og værelsesdelen har tilknyttet en restaurant, der serverer meget veltilberedte retter med lokale råvarer på højt niveau. Klosterkirken er fortsat i brug for gudstjenester. Det ydre er totalt renoveret, men det oser af klosterliv med gård og haver, velpasset med smukke blomster og planter i de grønne omgivelser. Det er bestemt et sted at holde pause fra det sædvanlige stressede liv.
For overnatning inkl. morgenmad betalte jeg beskedne € 66.
Jeg havde brugt megen tid i forbindelse med planlægningen af pilgrimsrejsen og i særdeleshed rejsen fra Pontorson til Torino – 4. etape – til Saca di san Michele ved San’Ambrogio di Torino – som ikke er lige til at rejse imellem og udgifterne skal jo også afvejes. Det endte med, at jeg flyver med Lufthansa fra Rennes Lufthavn via Frankfurt Lufthavn til Torino Lufthavn. Det virker lidt mærkværdigt, at skulle flyve nordpå for senere at flyve syd på, men sådan fungere de europæiske flylinjer åbenbart ved at der samles passagerer op i de større lufthavne og de fordeles til de mindre. Det indebærer, at der skal ventes i den store lufthavn og i mit tilfælde bliver det Frankfurt, der en af Europas største efter antal passagerer. Rennes Lufthavn er på størrelse med den i Billund og er beliggende ca. 10 min med taxa fra hotellet. Sikkerhedspersonalet havde god tid til sikkerhedstjek med de få passagerer der denne morgen skulle ud at flyve, så vi fik den store undersøgelse. det er OK. Afgang og ankomst til tiden. det tog ca. 1,5 times flyvning. Så var der bare at slå 4,5 time ihjel i Frankfurt Lufthavn. Det er godt nok lang tid. Oven i købet er lufthavnen ikke særlig spændende, men jeg fandt dog en acceptettabel restaurant og bestilte fish & chips. Jeg skal igen flyve med Lufthansa – fra Afsnit B, hvilket er igennem en meget lang tunnel fra Afsnit A. Flyvningen fra Frankfurt til Torino tager ca. 1,5 time. Så sammenlangt brugte jeg omkring 10 timer på dagens transport inkl. taxakørsel fra Torino Lufthavn til hotellet 2 min. gang fra Torino Banegård.
For overnatning inkl. morgenmad på Hotel Roma e Rocca Cavour betalte jeg € 80.
