Da jeg blev klar over denne pilgrimsrute, havde jeg ingen anelse om, hvad jeg skulle komme ud for på denne vandring. At den på alle måder var fantastisk på flere måder overraskede ved at være i en utrolig flot natur, at der var mange højdemeter over korte afstande og flere efter hinanden, på vandrestier langs og nær kystlinjen, over et af de højeste punkter i Cornwall, til vandring på stranden ved lavvande, gennem gamle industrielle mineområder, besøg i mere end en snes åbne keltiske kirker, vandrede forbi flere keltiske kors, forbi lanterne kors, over sandstrande, på trapper op og ned ved kløfter for at komme forbi, igennem små hyggelige kyst- og fiskerbyer, forbi monoliter alt sammen igennem et grønt og frodigt landskab. De næsten 200 km er en odyseé igennem de første århundrede fra England blev kristnet omkring år 400. Mødet med de mange åbne sognekirker åbenbarede en indsigt i kirkelivet i det sydlige Cornwall før og nu. Kirkerne benyttes i sognets aktiviteter bl.a. i forbindelse med Blomsterfestival, udstilling af tæpper i pathwork og udsmykket med sejl i forbindelse med regatta.

Pilgrimsvejen er ikke afmærket, men den findes på The Britsh Pilgrimage Trust og kan uploades på GuruMaps og ruten bringer pilgrimmen fra søtkysten tværs over Cornwall og langs vestkysten, hvor jeg stoppede min pilgrimsvandring i stationsbyen Hayle, Pilgrimsruten er et miks af alt fra mark-, skov- og kyststier til lokale asfaltveje, dog de sidste med et lille antal kilometer. Dagligt med flere højdemeter, hvor de falder over korte afstande og derfor er anstrengende at vandre.

Kvalitet af pilgrimsvejen er god, forstået sådan at passagerne fra toppen af kløfterne til bunden ved standstrandene og til toppen på den anden side er anstrengende, da de højeste af dem foregår ved at vandre ned og op ad trappetrin. det er ret krævenden.

Cornich Celtic Way er ikke den første pilgrimsrute en begynder skal kaste sig ud i at vandre. Dels er den uden afmærkning og dels er det nødvendigt at planlægge vandringen med hensyn til overnatnings muligheder. Det er muligt at overnatte ved kirker, men det kræver henvendelse fra mindst 2 døgn til optil 14 dage før opholdet. Der er overnatningsmuligheder i bl.a. hoteller, B&B, YHA’s, men det er med varierende afstand og der skal tænkes over dagsvandringerne længde mellem overnatningsstederne.

Cornish Celtic Way er en vandring i de keltiske helgenes fodspor, da det er en pilgrimsvandring mellem kirker og tidlige hellige steder. derfor ligger kirkerne som perler på en snor. Nogle vandringsdage med besøg i flere kirker og andre med færre, men altid med åbne kirker og der er mulighed for at få stempel i pilgrimspasset.

Vejret i Cornwall er omskifteligt fordi det ligger mellem 2 have. Ofte er der regn på et eller andet tidspunkt på dagen. Sommetider den halve eller hele dag, så man skal søge for at have beklædning med til både tørvejr og regnvejr.

Lad det være sagt, det er en fantastisk oplevelse at vandre Cornich Celtic Way – prøv det selv og se om jeg ikke har ret.

Aftensmaden i går på Portreath Arms er noget af det bedste jeg har nydt på denne vandring. Og der var en velassoteret morgenmadsbuffet her til morgen. Det var en af de rigtige gode overnatninger – og så endda den sidste. Både i forgårs og sørme også i går overnattede 4 belgiere på samme hoteller som jeg. De vandre hele South West Coast Path fra Newquay til Bornmouth på østkysten rundt om Lands End – lidt over 1.000 km. De var også godt trætte af de mange trappetrin og for at det ikke er løgn, så startede dagens vandring igen på en hob trappetrin og inden for 2 km var de 2 gange op og ned på trapper. De 4 belgiske mænd så også noget opgivende ud og jeg var ved at smide håndklædet i ringen. Nu var det 3. dag med de udmattende trapper. Det var så også de sidste trapper jeg så på denne vandring. Jeg vandrede væk fra kyststien, da jeg i Gwithian vil besøge den lokale kirke. Herfra vandre jeg tilbage mod stranden for at vandre langs den. Men meget bedre blev ikke længere fremme, hvor det blev vandring oppe i klitterne over en flere kilometer lang strækning langs den brede sandstrand og for at gøre vandringen yderlige udfordrende regnede det. Jeg fandt til sidst en mulighed for at vandre ned på stranden for nogle kilometer, men det affødte så ,at jeg skulle finde en vandrevej på tværs af klitterne for at besøge Phillack Parich Church. At vandre op fra stranden gennem klitterne var også noget af en udfordring i det tunge våde strandsand. Jeg kom op til et større “sommerhusområde” eller rettere et en meget stor udstykning med faste caravans, som jeg vandrede igennem for at komme ud til den lokale vej for at besøge kirken. Og herefter var det slut for mig med kyststien, da jeg kun var 3 km fra Hayle og dagens slutmål. Vandringen ind til Hayle er langs en promenade langs Copperhouse Pool – et lavvandet fjord – hvor Hayle Parish Church ligger med udsigt over og som er mit slutmålet for denne vandring på Cornish Celtic Way. Ærgerligt var kirken ikke åben. Hayle er stationsby og herfra kan jeg komme retur til Gatwick. Toget jeg skulle retur med var aflyst og jeg måtte så i regnvejret vente næsten 3 kvarter i et lille skur på Hayle station. Cornish Celtic Way fortsætter gennem Hayle til St. Ives og videre til The Saint Michaels Mont ved Marizon på østkysten. Men dette stykke vandrede jeg i juni som del af Via Sancti Michaelis – som I kan læse om under denne pilgrimsrejse.

Vejret har været enestående dejligt hele dagen med op til over +20C – sol/sol – næsten ingen vind. Atlanterhavet havde bløde dønninger og bugterne med sandstrande var igen befolket. Det var kyststien bestemt også både med vandrere, familier med børn og hunde. Det sidste var altid inden for nogle få kilometer af en af de mange parkeringspladser, der lå ud til kyststien. Så det skule jo tegne til alletiders gode vandring! Men der er slanger i Paradiset – og her hedder de trapper. Kyststien er gennemgående god og på lange stræk passabel for vandrere i begge retninger og stigning og fald er overkommelige – lige bortset fra trapper. Dagens start gik gennem et gammel industriområde, hvor der havde været en ammunitionsfabrik under 2. Verdenskrig, som var spruget i luften og lå som en overgroet ruin i dag. Senere vandrede jeg gennem et stort minedriftsområde, der er nedlagt. Området har været aktivt helt tilbage fra 1600 tallet, hvor der er blevet udvundet tin, bly, kobber og i mindre omfang andre mineraler. Hvis nogen af Jer har set den engelske TV-serie Poldark, der er baseret på bogen om Damelza, vil I sikkert kunne huske, at der er afsnit som omfatter minedrift i slutningen af 1700 tallet. Serien er filmet i Cornwall på forskellige lokationer. Bl.a. Tin Coast – eller Cornish Mining World Heritage Site mellem Perranporth og Portreath især omkring St. Agnes. Og nu til det med trapperne. Jo, se der er mange bugter på kyststien og engelsk er det: cove/s. Når kyststien kommer til en bugt skal der vandres omkring 40 m til 70 m ned på kort afstand. Her er det så trapperne bruges til først at vandre ned ad skrænten til bugten og på den anden side op ad skrænten på den anden side i gen. I dag var det 3 gange. For det første er trinene ikke ens i højde, bredde og længde og hældning. Dernæst er tilgangen til dem fra stien ofte med små rullesten og stejl hældning. Det tager forbandet lang tid at forcere en bugt – især for en gammel mand med angst for at falde med 10 kg på ryggen og 2 vandrestave til at tage fra med. Jeg kan godt forstå at de unge mennesker, der kom løbende, så med undren på den gamle mand med dødsforagt gå i krig med bekæmpelse af trapperne. De 2 øvrige andre gange var der mindre en 1 km mellem bugterne, hvor der at vandre ned og op. Og så var der også de gange, når en af de små maleriske engelske kystbyer med badestrand , som der skulle vandres ned igennem. Og nu sidder jeg her på et dejligt værelse på et lille familiedrevet hotel midt i Portreath med +20C ude, har været i bad og fået vasket T-shirten, underbukser og vandresokker, der var drivvåde af sved efter dagens hårde vandring. Nu vil jeg gå i hotellets restaurant og spise aftensmad og få mig en stor Gin og Tonic og nyde resten af aftenen.

For overnatning inkl. morgenmad på Portreath Arms betalte jeg £ 95.

Før morgengry blev jeg vækket ved, at himmel og jord stod ud i et. Plastikhavemøblerne væltede og det trommede på ruden i værelset af regn. Og det hyrede af storm. Jeg lagde mig til at sove igen og da jeg vågnede halv syv var det vindstille og skyfrit og solen var på vej op. Som jeg nævnte i går ville dagen blive anderledes. Jeg magter ikke mere at vandre 31 km på en dag. Da jeg planlagde og bookede overnatningsstederne viste det sig, at jeg havde forregnet mig på afstanden mellem dagens start og dagens overnatningssted med omkring 12 km. Imidlertid startede jeg ud i morges med forventningen om en løsning. Og den fandt jeg så også senere på formiddagen. Jeg traske ud på den første kilometer på asfaltvej til jeg kunne vandre ind på kyststien. Kyststin var allerede fra morgenstunden befolket af løbende motionister, hundeluftere og andet godtfolk. Og ved første bugt var det surferne og i næste var det unge og ældre på paddelbords og på den nærmeste Newquay, var det børnefamilier med og uden hunde, der nu sloges om at benytte sandstranden og badevandet. Løsningen på dagens transport blev, at jeg hyrede en taxi kl. 13:00 til at køre mig de 12 km, som er mellem Newquay og Perranporth, hvor jeg lidt syd for byen overnatter på St. George Hotel. I mellemtiden ville jeg så finde Newquay Parish Church og derefter være turist og tage en gåtur rundt i byen. Kirken var lukket selv om det var søndag formiddag. Det var skuffende. Sammen med de øvrige flere tusinde andre feriegæster i byen, lykkedes det mig i kampen med mange af dem at få et 1 mandsbord på en af konditorierne og bestille Cornich Cream Tea med scornes, clotted cream & jam. Og frem til chaufføren ankom fik jeg set lidt af byen. Newquay er på ca. 25.000 indbyggere og mere end de dobbelte i ferietiden. Aftalen med taxiselskabet var, at chaufføren skulle standse ved 2 landsbykirker på vejen, så jeg kunne se og besøge dem. Chaufføren var så i øvrigt skotte(!), katolik(!) og bor, som nabo til den sidste af kirkerne. Jeg fik besøgt St. Carantroc Church, lidt syd for Newquay og kirken indviet til St. Cubert i byen af samme navn yderligere sydpå. Velankommet til Perranporth – byen er på 5.000 indbyggere, kunne jeg også her traske rundt i byen sammen med feriegæsterne – dem af dem – som ikke var taget på byens store sandstrand. Det satte så ind med dagens regnvejr, der sugede gader og fortove tomme for mennesker, som derefter flokkedes under butikkernes markiser og udhæng og indendørs i butikker eller cafeer og restauranter. Ved forretningen der solgte originale Cornish Pasties var køen så lang, at isforretningen i Strandgade i Helsingør på en god sommerdag var det rene vand, selv om det regnede her. De må have været særlige gode de pasties de solgte. Jeg skulle i øvrigt også købe et eller andet til aftensmad og til frokost til morgendagens vandring. der var en bagerforretning hvor jeg fik købt 2 pasties. De er nemme at opbevarer, fylder ikke så meget og mætter i øvrigt godt med det fyld, som er i dem. det lykkes efter nogen søgen at finde det Keltiske kors i byen, der i øvrigt stod på en lille ø i søen, der er en del af byens parkanlæg. Herefter var det tid til at vandre de sidste kilometer ud af byen mod syd til hotellet. Dejlig nyrenoveret hotel ejet at et finsk ægtepar, der har arbejdet og boet i Malmø i mange år, før de fik ideen og realiserede den med at drive hotel i Cornwall. Hvor er verden lille.

For overnatning på det nyrenoverede St. George Hotel uden for Perranporth betalte jeg £ 144 inkl. et rigtigt godt morgenmåltid.

Jeg skal vel være ærlig, så sov jeg fra det larmende bands hysteriske lyde i aftes. Morgenmadsbuffeten var lige stillet frem kl. 8:00, da jeg angreb den, før de udenlandske campingbørnefamilier tog over og reducerede den til tomme fade, som er græshoppesværm angriber og raserer en mark for afgrøde. Det var koldt til morgen og der var lovet regn frem til kl. 11:00. Regnen var så kun nogle korte men intense byger, som trodsalt krævede regntøj. Surferne var allerede i aktion i de høje bølger i den første bugt jeg kom til. Morgenvandringen langs kysten var spektakulær og frisk, men ikke med mange højdemeter som ellers frygtet. Som pilgrimsruten er udlagt forløber den afvekslende mellem kysten og indlandet. En halvsnes kilometer fremme vandrede jeg nogle kilometer på en sognevej mod øst væk fra kysten frem til St. Eval. Her er et stykke historie fra 2. Verdenskrig og RAF, da der blev ryddet en landsby i 1939, hvor kirken var det eneste tilbageværende bygningsværk efter anlæg af en stor militær flyveplads med flere start og landingsbaner. Flyvepladsen blev nedlagt i 1956 og overladt til en ikke navngiven offentlig institution, der har behov for høje master. Derfor ingen billeder. Middelalderkirken derimod blev adopteret af RAF, som dets officielle kirke og kirkegård. Men kirken bruges stadig til kirkelige handlinger. Det tog næsten 1 time at få lagt den gamle flyveplads bag mig igen på vandringen igen ud mod havet, for næsten at nå det, for så jeg igen vandrede indlands, nu denne gang på en par kilometer skøn sti til landsbyen St. Mawgan. Ved byens kirke står et af de meget sjældne og særlige “lanterne kors”. Lanterne korset så jeg også ved kirken i Looe på første vandringsdag. I St. Magwan ligger i øvrigt et Karmeliterkloster. Nu vil I synes det lyder tosset, men nok engang vandring tilbage mod kysten. Denne gang var det mest gennem en række græsningsarealer, hvor der gik får og køer som hyggede sig med godt saftigt grønt græs. Denne zik zak vandring bragte mig til sidst frem til det bookede overnatningssted Trevartian Lodge, der ligger i byen af samme navn, er nyt stort B&B, der er familie drevet med venlige værter.

Jeg har booket overnatning på Trevartian Lodge, der ligger midt i den lille by og umiddelbart ud til pilgrimsruten. Jeg betalte for overnatning inkl. english breakfast £141.

Så overnatter jeg på vandrehjem, der ligger ud til kysten. Der er tilknyttet er stort campingområde til vandrehjemmet. Det er Bankholiday dvs. det er forlænget weekend, vejret har været dejlig lunt og med solskin indtil her i aften, hvor det så igen er slået om til blæst, småkoldt og småregn. Mit værelse i går havde udsigt til byens lille kirke i Petherick. Så til morgen gik jeg over og lukkede mig ind i kirken, der er indviet til St. Petroc Minue og jeg blev overrasket over hvor smuk den var inde. Der er adskillelse mellem hvor menigheden sidder og alterrummet. Det ses sædvanligvis i ortodokse kirker. Så det var lidt overraskende. Og i øvrigt med religiøse figurer. Jeg er nu ved at nå vestkysten efter at have vandret tværs over Cornwall. Så stort var det, at vandre op i skoven tæt på den lavvandede Fjord – Little Petherick Creek og se udover å udmunding mod Padstow, med det bakkede landskab. En flot udsigt over udmundingen og til byerne langs det bakkede landskab ned til fjorden. Padstow er en middelstor havneby, der lever af feriegæster og turister og derfor var der også et mylder af mennesker i gaderne før middag. Jeg gik en lille tur i byen, der er typisk for byerne langs kysten med de bakkende gader. På vejen ud vandrede jeg frem til byens kirke , der også er indviet til St. Petrock. I weekenden huser kirken en udstilling af patchwork. Og der var stor søgning. Fra Padstow vandres tværs over næsset mellem Padstow og Trevone, hvor der er udsigt over Atlanterhavet. Ud til Cornish Celtec Way ligger en stor Farmshop i en ombygget lade til en større gård.. Farmshops ligger mange steder og er nærmest, hvad der kan kaldes foodmarked med boder/butikker med alt inden for lokale fødevarer og accessories og en café med bl.a. varme pasties. Så her var lejlighed til at holde pause og spise frokost. Efter pausen vandrede jeg frem til Trevone Bay, der var der pakket med ferie-og badegæster, hvor familierne med børn og hunde havde indtaget stranden med opsatte afskærmninger, liggeunderlag, liggestole, madkurve og andet campinggrej. Man må håbe de kender tidevandstabellen for stedet. I næste lille landsby lidt længere fra kysten – Treveglos, havde kirken, der er indviet til St. Merryn åbent og her var der Blomster Festival i weekenden. Som en lokal besøgende lidt trist sagde, ” det er snart den eneste måde vi kan få besøgende ind i kirken på – vi kirkegængere er en uddøende race” Lad det stå for sig selv. Inden jeg vandrede frem til vandrehjemmet, var jeg på en lille ekskursion på den lokale 18. hullers golfbane ved Trevose. Mellem hul 14, 17 og 18 gemmer der sig et par fortidsminder, nemlig ruinen af en kirke indviet St. Constantine og St. Constantine kilde. Lidt underligt at have fortidsminder midt inde på en golfbane. Kun et par kilometer længere fremme ud til Treyarnon Beach er jeg så ved mit overnatningssted. Lad mig bare sige det rent ud. Vandrehjemmet er ikke lige mig, der er sort af mennesker i alle aldre med børn og hunde og det tog over 1 time af få udleveret en uinspireret takeaway pizza og en Fanta for 18£ – 165 DKK. Og så er der indforskrevet – tror jeg egnens meste støjende band, hvor trommeslageren mener han skal være den førende i ensemblet.

Jeg har booket overnatning på YHA Treyarnon Bay og tjekket ind på et værelse med eget bad/toilet og hvor der er et arrangement som er en dobbelt seng og en enkel seng ovenover. Der er intet møbelementet udover sengearrangementet. Internetforbindelsen og wifi er ustabil og ofte ikke eksisterende. For overnatning inkl. continental morgenmad betalte jeg £ 120.

Det var en rigtig våd dag. Både fra oven og fra neden. Det regnede og blæste især oppe i det åbne landskab på toppen af Cornwall, hvor jeg nåede det højeste punkt i kote 200 m. Jeg måtte have den røde regnfrakke på det meste af dagen. Det var fra oven. Fra neden var det vandreskoene, der blev drivende våde indvendig fra dagens start. Dagens første kilometer var igennem højt vådt græs og bedre blev det ikke senere på dagen, da jeg skulle vandre over 1 km langs skellet på en ny harvet mark, der jo havde våd overflade og skoene blev bare mere og mere våde og beskidte som dagen gik. Dagens trængsel var en flere kilometer lang smal asfaltvej, der bare gik op, op og op. Oppe for enden – på toppen er der et stort hedeområde, hvorfra der er udsigt over et meget stort område. Heroppe står en høj meget stor monolit og på vej op mødes yderligere en mindre. I Cornwall er mange monolitter, men den største på over 16 tons står oppe dagens højeste bakke jeg skulle over og videre forbi. Monolitten er dediceret til St. Breock – St. Breock Downs Monolith. Herfra var det så bare at vandre ud over hedeområdet og derefter ned, ned og ned igen på en af de her smalle engelske asfaltveje til den lille flække Little Petherick, hvor jeg overnatter på et skønt B&B med egen restaurant. På vandrevejens første kirke i Withel var der gang i blomsterudsmykning. Jeg tror at halvdelen af byens beboere var i gang med at sætte blomster dekorationer op til weekendens blomsterfestival. Dog havde kirkens præst tid til en lang snak med mig om pilgrimsvandring. Dagens anden kirke i byen St. Issey er indviet til en kvindelig helgen af samme navn. Kirkens stempel er det smukkeste/ sødeste/yndigste jeg har set. Little Petherick ligger ved Camel Creek , der løber ud i bugten ved Padstow. Jeg har booket overnatning på et B&B ud til åen og som ligger lige over for byens kirke. Det viser sig at være et af de rigtig god overnatningssteder med et dejligt og hyggeligt værelse, hvor der i badeværelser er håndklædetørre. Og som supplement til det den sædvanlige, kande til at opvarme vand til te eller kaffe og småkagerne, havde man her også er karaffel med sherry. Det var faktisk ganske hyggeligt at nippe til et glas sherry, mens jeg vaskede tøj og gjorde mind vandresko rene i badeværelset og fik det hængt til tørre. Håndklædetørreren er en af dem der er tilsluttet elektricitet og derfor kan der komme varme på, hvilket gør, at det våde tøj efter dagens regn og de våde vandreskov har mulighed for at blive tørre og samtidig kan de vaskede sokker og andet tøj også nå at blive tørt. Og det blev det. Til overnatningsstedet er tilknyttet en restaurant, hvor jeg bestilte bord, således jeg kunne spise aftensmad. Og det var et rigtig godt veltilberedt aftensmåltid.

For overnatning på The Old Mill House i Petherick betalte jeg for overnatning inkl. morgenmad £135.

Der er dage som er hårde og dage der moderate at vandre. Dagens vandring har betegnelsen moderat. Både i antal km og antal højdemeter. Læg dertil vejret, som var behageligt vandrevejr med +14C til + 18C overskyet. Underlaget var meget afvekslende, fra asfalteret landevej til skovsti gennem urørt skov over græsmarker og på de meget smalle små veje med meterhøj hegn på begge sider. Dertil besøg i 3 kirker, vandring under himmelhøj viadukt og akvædukt, vandring forbi 3 over 1200 år gamle Keltiske kors, afsluttende med overnatning på et kloster. Så sig ikke, at dagen ikke har været afvekslende på en god måde. Det kan ikke anbefales at vandre på de engelske landeveje. Trafikken er tæt og der køres hurtig, men opmærksomt. Det var også under 2 km. Mange var på de smalle veje, hvor 2 biler ikke kan mødes og man må stå presset op ad hegnet, når de meget få biler skal køre forbi. En spændende og anderledes oplevelse var at vandre igennem og langs med en stor urørt skov. Kun de små vandløb, som der var mange af, gav lyd i stilheden. Men opmærksom på underlaget var absolut nødvendigt. Træernes rødder var underlaget og de kunne være glatte, uens og med huller imellem. Over flere stræk gennem dette sumpede skovforløb er mange steder lagt lange træbroer ud det sumpede stiforløb og når de små vandløb skulle krydses. På dagen vandres forbi 3 af de middelalderligere keltisk kors – der har 4 kors i en cirkel, der har stor symbolik – men som det ses er korsene slidte gennem århundrede. Dagens overnatningsby er Lanivet – der er Cornwalls geografiske center og ligger ca. 5 km fra en af Cornwalls større byer – Bodmin på ca. 15.000 indbyggere. Lanivet er nærmest forstad til Bodmin og har både kirke, skole, købmand, Pub, posthus m.f. og for mig også dagens overnatningssted, hvor jeg overnatter i St. Benet’s Abbey i Lanivet.

St. Benet’s Abbey er opført i 1411 og blev omfattet af Henry den 8. ødelæggelse og nedrivning af klostre. Det er nu et attraktivt B&B med gode værelser, smagfulde fælleslokaliteter og skøn gammel have. Her hersker fred og ro til en god nats søvn.

For overnatning på St. Benet´s Abbey med et flot morgenmåltid gav jeg £ 113

Ikke en regndråbe hele dagen. +20C med sol mellem vattotterne på den blå himmel og let vind. Perfekt til en vandredag langs kysten. Selv kyststien var mere fremkommelig end i går. Og dog! Når man vandre fra en lodsejers areal til en andens, er der gerne sat en låge (kissinggate) op eller den trappestige, så man kan komme over et hegn. Nu er der kommet en ny variant til. Nærmest en 1,5 M høj mur man skal forcere. DFer er så sat 2 til 3 trappetin af flade sten ind i muren og skal man op på muren og ned af lignende trin på den modsatte side. Den første lod jeg rygsækken være på ryggen. Men det var bestemt en meget dårlig løsning. Så ved næste mur, måtte jeg tage rygsækken af og efterfølgende på igen. Inden man vandre ind mod Polruan, der ligger på et næs, vandres forbi en kirke indviet til St. Wyllow, som der skal vandres forbi for at komme til Pilruan. Som tidligere kirker er den åben og der er stempel til pilgrimspasset. For at komme fra Polruan er den eneste måde at sejle med færgemandens store motorbåd over til nabobyen – Fowey. Begge byer er turistmagneter på grund af byernes skønne beliggenhed. Polruan ligger på bakkesiden ned mod flodmundingen af River Fowey, hvor der er stejle gader der skal vandre ned ad til havnen. Så jeg måtte også med den store motorbåd, der kan tage op til 40 passagerer. Overfarten tager under 10 min over flodmundingen til Fowey. Rigtig mange feriegæster var der i begge byer i det dejlige sensommer vejr. Og mange seafood restauranter. Jeg spiste frokost med på en spansk restaurant der bl.a. kunne servere nogle lækre tuntapas. Inden jeg skal videre, besøgte jeg den lokale kirke der er indviet til St. Fimbarrus . Kirken var udsmykket med et stort sejl, da de er regatta i ugen jeg besøgte kirken. Efter at have vandret ud at byen foregik vandringen først på græsarealer, hvor man kan vandre frit og senere på vandresti væk fra kysten og ind mod byen Par. Par er en stor stationsby, men sjovt nok er byen delt op i to postnummer og i den jeg har booket overnatning i St. Austell på The Royal Inn, selvom den ligger over for stationen i Par. Men der er 8 km mellem byerne. Det er vist kun englænderne, der kan få mening ud af det.

Jeg overnatter på The Royal Inn i Par, der ligger tæt på stationen og for overnatningen inkl. morgenmad betalte jeg £113.

Hvorfor lægger jeg altid ud med en lang og hård vandredag. Oven i købet i +20C, med strid vind og småregn/støvregn on & off, som er møg irriterende og man bliver våd ud- og indvendig, selv om man har regnfrakke på. Jeg startede med til morgen med at tage toget fra Ivybridge, hvor jeg i weekenden har overnattet hos min datter og svigersøn, til St. Germans Abbey, hvor Conish Celtic Way er udgangspunkt. Klosterkirken var åben og der var stempel til mit pilgrimspas. Herefter var det bare at finde den rette sti mod østkysten, der ligger ca. 10 km længere fremme ad en blanding af stier og smalle asfaltveje med høje hække på begge sider. Det er i øvrigt en vandring allerede her i et bakket landskab Da jeg nåede kysten, var jeg allerede godt øm i benene på grund af de mange bakker op og ned. Langs kysten blev de ikke meget bedre. Kyststien er en del af South West Coast Path, der løber fra Meinehead i Somerset via Lands End til Poole i Dorset ca. 1.000 km I dag blev det 15 km på kyststien, som i øvrigt er en gammel Told sti. Stakkels toldere. Jeg startede på kyststien i Downderry og stred mig i strid vind og støvregn pakket ind i min røde regnfrakke til Seaton og Looe og langs Portnadler by med udsigt til Looe Island. Videre til Talland Bay med den lille pittoreske kystby, der ligger i læ af bakkerne, som jeg stred mig op og ned af. Jeg har ikke tal på de trappetrin mine stakkels ben har løfte sig op og ned på. Det er god gratis fitness. Endnu en pynt måtte jeg runde på kyststien før jeg kom til Polperro yderligere en af de mange små Conish Coast Towns, der tiltrækker feriegæster med de små sandstrande i bunden af bugterne, hvor der lavt vand og som er børnevenlige. Og i august er det ferietid for englænderne. Og der var mange dagsvandrer, som betød, at det var nødvendigt at vente for at komme omkring hinanden, da kyststien er smal mange steder. Crumplehorn ligger 1 km inde i landet fra kystbyen Polperro by. Jeg overnatter på Crumplehorn Inn, Mill & Freehouse og jeg har fået tildelt en hel ferielejlighed. Der er naturligvis en hyggelig pub tilknyttet med god pub mad.

For overnatning i Crumpleorn Inn, Mill & Freehouse gav jeg for overnatning inkl. morgenmad £ 126.