Startede med et godt morgenmåltid i hotellets bar. Hvis det er muligt at få Zumo - friskpresset appelsinsaft - så drikker jeg altid mindst 1 glas om morgenen. Det er ligesom at få et vitaminspark at begynde dagen på.
Det er en utrolig smuk vandring i et naturskønt landskab, hvor de 1.000 m passeres. I denne højde findes Embalse (Embalse betyder kunstig sø) de Cernadilla.
Som de andre dage er det varmt, men let overskyet.
Puebla de Sanabria bliver dagens overnatningsby.
Jeg har booket et hotel i løbet af dagen for at være sikker på at have et sted at sove. Det viser sig, at jeg har booket et hotel lidt uden for byen, men på den rigtige side i forhold til næste dags vandring.
Hotellet er et hotel, der havde sin storhedstid i 50'erne -begyndelsen af 60'erne. Men der er intet at klage på med hensyn til kvalitet, rengøring og bad/toilet.
Jeg skal ned i den nye bydel og handle ind. Jeg skal have frisk forsyning af vand på flasker og jeg skal også have min proviant fornyet. Et nyt lille brød, en frisk tomat og en dåse tun samt en dåse tunpate.
I rygsækken har jeg denne "nødration" samt en mindre pakke kiks.
Så der altid er lidt til et frokostmåltid eller mellemmåltid på vandringen. Det giver en tryghed at vide, at der er lidt at spise, hvis der ikke lige skulle komme en bar på vejen.
Jeg har ikke set mine medpilgrimme hele dagen, naturligvis fordi jeg ikke overnattede i samme by som dem. Til min overraskelse møder jeg alle her samt en englænder, jeg tidligere har mødt og talt sammen med.
Så det bliver et hyggeligt møde over en godt aftensmåltid på det hotel, som de to overnatter på i den nye bydel.

Puebla de Sanabria
 
Puebla de Sanabria er også en af de "must" byer der skal besøges på Camino Sanabrés.
Den gamle middelalderby, der ligger på en høj bakketop hvor Rio Tera og Rio Castro løber sammen  derfor er et naturligt sted for at bygge en borg. Den gamle middelalder by er særdeles velbevaret og er på UNESCO liste over verdens naturarv
Som det ses af billederne besøgte jeg den gamle bydel om aftenen efter at det var mørkt.
Byen er levende og benyttes og bebos, så det er lidt underligt at gå i disse ældgamle gader og møde moderne menneske.

Det flotte og tørre vejr fortsætter. Men det er nu bare ved at være uudholdeligt. Selv solcreme faktor +50 er ikke tilstrækkeligt. Og jeg er nødt til at gå i lange bukser og t-shirt med lange ærmer. Næsten er nu helt solskoldet.
Vi startede alle ud efter morgenmåltidet kl. 7.00. Jeg er en langsom vandrer, men til gengæld skal jeg ikke have så mange pauser. Så jeg er aboslut sidste mand i rækken. Men det har jeg det udmærket med.
Dagen i dag vandre jeg langs Rio Teka i et naturskønt landskab. På et tidspunkt skal floden krydset og her er floden opstemt i Embalse de Nuestra Señora de Agevanzal.
Denne store kunstige sø er utrolig flot og vandet er glasklart. Der vanderes langs bredden flere kilometer.
På et tidspunkt ganske nær bredden opdager en rygsæk og tøj ligge på en stor sten nær vandet. Ude i søen kan jeg se en person svømme rundt. Det er min østriske medpilgrim Walther, der har taget sig en svømmetur.
Her i området er der nu skove, lunde, vinmarker afvekslende med kornmarker og caminoen snor sig af stier gennem skove og over marker. Det er en helt anden oplevelse end disse lange enerverende lange lige strækninger og afvekslingen gør, at vandretiden føles kortere, når der er afbrydelser og noget at se på.
Mine snart 15 medpilgrimme sluttede deres vandring i Rionegro del Puente, hvorimod jeg havde gode ben i dag og fortsatte til Nonbuey.
Jeg overnatter her på et hotel. Hotellet ligger på en rasteplads ud til motorvejen, hvorfor der er døgnåbent i baren og det benyttes som holdeplads for den tunge lastbiltrafik og overnatning for chauførerne.
Hotellet er pænt og rent og der serveres en udmærket 3 rettes aftens menu. Så det var et udmærket valg at stoppe her for overnatning.

Mombuey
 
Momuey er en by 440 indbyggere, der ligger langs den gamle hovedvej og også her er byen lidt trist og hensynende, da trafikken nu sker på motorvejen.
Byens kirke har et noget specielt tårn. Kirken er bygget på tempelridder tiden i 1300 tallet og derfor er kirketårnet også vagttårn. Byen ilhørte i 1200 og 1300.

Selvom det er en kort etape, så lægger jeg ud før daggry for at få den kølige morgen at vandre i.
Min østriske medvandre Walther og resten af hotellets 3 ægtepar er også tidligt oppe. Det er som man er enige i at vandre ud i en skøn kølig morgen.
Vandring i dag byder ikke på de store interessante oplevelse, så det er lige som blot at få overstået og komme til næste overnatningsby.
Det er hedt - rigtig hedt igen i dag.
Alle synes at have et mål i overnatningsbyen Casa Anita - som skulle være et fantastik albergue - og som drives af et meget serviceminded team.
Alberguet er stort og rummeligt og har fået rost omtale, som et af de bedste på Camino Sanabrés.
Til aften er der fælles måltid for os pilgrimme. Det bliver en rigtig hyggelig aften.
Oven på den lange vandringer i den megen hede, er det rigtig rart at få en lang eftermiddag med fred og ro - og gøre ingenting. Bare slappe af.

Santa Croya de Tera
 
Santa Croya de Tera har 370 indbyggere. Så udover alberguet, en supermarked, en bar og en kontantmaskine, er der ikke meget andet at se på i byen.
Så det er ikke meget opløftende information, der kan hentes til dagens beskrivelse.

Der var ingen som holdt på os denne morgen, flot solopgang over Mesetaen, som nu forlades i dag.
Det er dagen hvor der skiftes fra Via de la Plata til Camino Sanabrés Mozarab.
De lange lige stræk forlades og nu begynder de krogede stier igennem skov, over marker og langs veje igen til en afveksling.
Caminoen går i dag over Rio Esla.
Min østriske medpilgrim og jeg vandre denne skønne morgen ud og vi mødes igen midt på formiddagen ved overgangen af Rio Esla. Caminoen går nu over i noget der kan ligne lidt bjergklatring og vi forcerer et højdedrag for at vandre videre gennem egeskove.
Dagens sidste kilometre til Tabara er godt nok anstrengende. Der er ingen skygge overhovedet på strækningen og den synes ingen ende at tage.
Jeg er blevet nødt til at have langærmet t-shirt på og lange bukser og min halsedisse om til ørerne og over næsen for at holde sole væk fra arme, ben og hoved.
Det er på grænsen til det uudholdelige.
I Faramontanos de Tábara er der heldigvis en bar og her får vi os noget at drikke og nogle tapas at fornøje os med. Det var lige det vi havde behov for.
De sidste 7 km er nærmest et helvede af varme og da vi vandre ind i byen, beslutter jeg at det nærmeste hotel bliver mit overnatningssted for natten og min østrigske medpilgrim finde frem til det lokale albergue.
Jeg får et værelse i hvad vil kan betegnes som den spanske udgave af Fawlty Towers - med en forvirret tjener, godt nok af hunkøn, en elevator der ikke virker til 3. sal, der er ingen strøm (det gælder så hele byen) og værelset har kun et rum, hvor der er toilet og brusebad. Og det er som en bageovn.
Det viser sig, at årsagen til den manglende strøm er, at en hang glider er fløjet ind i højspændingsledningerne, hvilket jo er særdeles rædselsfuldt for piloten. Hvad der videre er sket har jeg desværre ingen viden om.
Men alt i alt bliver det en pigrimsmiddag i stearinlysets skær. Og her møder jeg nu flere nye pilgrimme, et italiensk ægtepar, et amerikansk ægtepar og et fransk ægtepar. Det skal vise sig at vi i mange dage fremover overnatter stort set de samme steder, spiser de samme steder og vandre ud stort set samtidigt. Så det bliver min caminofamilie for mange dage.

Tábara
 
Tábara er en by med ca 890 indbyggere. Den ligger i ca. 800 m højde ved Sierra de la Culebra og er igen en af disse lidt triste byer, hvor tiden er stået lidt stille.
Udover den lokale kirke, der har en lang historie bag sig i form af et kloster med over 600 munke og nonner i sin storheds tid, er der ingen seværdigheder.
Så man kan sige at sightseeing er hurtig overstået den aften.