Dagen i dag var bare ren afslapning. En tur i byen efter fornødenheder og for at sende yderlige 1 kg unødige ting hjem, ting jeg ikke har brugt i en måned. Det er nu vigtigere med at have vand med dels fordi temperaturen nu når op på 28 grader de næste dage og dels fordi der er langt mellem drikkevand. Men desværre kommer der også regn - kun lidt sidst på dagene. Som omtalt i særlig blog var jeg på Tempelridderborgen for at se den og det fabelagtige museum med middelalder bøger. Her i Ponferrada er klimaet helt anderledes. Her er nærmest sommer og alle træer og blomster er sprunget ud. Så nu er humøret kommet tilbage og jeg er klar til de næste dages Caminovandring.

Storke på caminoen

Som I måske har lagt mærke til er der næsten på hver kirketårn en storkerede eller flere. Det har været et gennemgående træk på vandringen. Naturligvis var vi til at begynde med interesseret I storkene end hen af vejen. Men på de ca. 3 uger der nu et gået, er der kommet liv i rederne. Nu ser vi også storkeunger i rederne. Forældrene har travlt med at finde føde og har det godt på alle de udyrkede arealer som er omkring byerne. Her set vi tit mange storke ude at furagere. Storken er en relativ stor fugl, når den står 10 m fra dig på marken. Og de holder også en værre koncert ved at klapre med næbet. Især inde i byen kan du høre det. Spanierne er stolte af deres storke og passer godt på dem.

Katedralen i Astorga

Katedralen i Astorga er vel på størrelse med Roskilde Domkirke. Det er søndag og katedralen er lukket??? Så en indvendig beskrivelse må vente. Katedralen ligger uden kirkeplads og er derfor svær at fotografere i sin helhed. Desværre måtte jeg starte tidligere end der lukkes op i katedralen. Så den fik jeg ikke set indvendig og kan således heller ikke give en beskrivelse eller vise billeder.

Det er den værst dag for mig på Caminoen. Den startede med at det regnede, som de siger på engelsk "cats and dogs" den første 1/2 time så Caminoen var totalt opblødt og der var store vandpytter. Det næste er, at man skal fra ca. 1.000 til ca. 1.500 m højde. Det er en lang og sej vandring på stier med rullesten og klippegrund. Noget der er rigtig grimt for fødderne og især mit venstre skinneben. Vejret var rigtig skiftende så ponchoen var af og på hele tiden fordi den ikke er behagelig at have på, når du går på gedestierne og når de er glatte og våde. Endelig nåede jeg Cruz de Ferro. Mere om det i en særlig blog. Det næste er man skal lidt nedad og det sker så på den almindelige landevej og det går rigtig stejlt ned. Det var igen regn og mit skinneben gjorde ondt af h..... til. Videre op over Monte Irago tæt på snegrænsen, så det regnede igen. Og så går det konstant nedad på gedestier med rullesten, klipper og vandpytter og glatte passager
eg var ved at opgive. Det kan godt være at omgivelserne er flotte. Men man har nok i at se hvor man skal sætte foden næste gang for ikke at komme til skade ved et fejltrin. Ca. 10 km. Rædselsfuldt. Et mareridt. Endelig kom jeg til en lille landsby hvor man kunne få noget at spise og holde pause. Molinaseca. Her havde man det valg enten at finde et albergue eller gå de næste ca. 8 km til Ponferrada. Jeg valgte det sidste. Efter en dag på 33 km er jeg nu i Tempelridderbyen Ponferrada. (Mere om Tempelridder borgen i en særlig blog) og bliver en ekstra dag og kommer til hægterne igen. Vejret her på den anden side af Monte de Leon et nu helt anderledes lunt. Men der er stor luftfugtighed.

Cruz de Ferro

Et af højdepunkterne på pilgrimsvandringen er, at du kaster en sten på stenbunken korset står på og som du har slæbt med hjemmefra som symbol på at når du kaster stenen tager den med sig de byrder du har slæbt med dig. Så nu skulle jeg bære fri for gamle byrder. Det føles nu ikke helt sådan. Og jeg må jo indrømme at Herren ikke helt hørte min bøn, da jeg kastede stenen. Se billederne når de er lagt ind. Skal jeg være meget ærlig, så er det lidt af en "turistfælde". Men OK som ydmyg pilgrimme se man alt muligt i alle de kors man møder på vejen. Det her ligger bare højest ca. i 1500 m højde. Og så regnede det.

Som nævnt overnattede jeg i Astorga og i dag overnatter jeg i Rabanal del Camino, en lille landsby ude paa Castilien lige for roden af Monte de Leon, som pilgrimmene skal over i ca. 1.300 m højde. Jeg har gået 20 km i dag for at se om jeg ikke kan få mit skinneben lidt bedre, når jeg skal ned på vestsiden af bjerget. Fra Astorga kommer du rigtig ud på Castilien, der hvor der ikke er opdyrket land. Og hele vandringen i dag er på en lang grussti og man kommer igennem nogle småbyer. Det startede med pænt vejr, men sluttede lige over middag med at ponchoen måtte på igen. Men det var ikke så meget vand, men nok til at der kom vandpytter på grusstien. Jeg boer på et lille kommunalt albergue med ild i brænde ovnen til opvarmning. De synes vel det er koldt for årstiden. Men badevandet er skoldhedt og faciliteterne er pæne og den ældre opsynsdame (hende med stemplet i pilgrimspasset og hende der skal betales til) vasker gulv og toilet efter hver gang det har været brugt. Det er utrolig hvad de gør for de pilgrimme.

Caminofamilien skilles - Del II

Nok er vi fysisk adskilt, men vi har begge aftalt, at vi fortsætter kontakten via SMS, mails og min webside, hvor vi kan fortæller hvor vi er og hvordan det er gået. Og vi har også aftalt at udveksle billeder når vi kommer hjem fra Caminoen.
Det har været en rigtig rar, sjov og dejlig tid sammen med Manfred og jeg vil helt sikkert huske den tid vi kæmpede mod vejr og vind, regn og mudrede caminoveje, romerveje og andre af de strabadser der følger med på Caminoen.
Det blev til 24 dage i et fælleskab som jeg har haft stort udbyttede og fornøjelse af og som jeg med glæde vil tænke tilbage på.
Så vi har ønsket hinanden en rigtig god fortsat Camino.
PS: Jeg har købt en ny poncho, som jeg selv kan få ordentlig på. Og den gamle vil jeg brænde, når jeg kommer til Finesterre.

De Kantabriske Bjerge

De Kantabriske Bjerge er bjergkæden der har været flere billeder af. De er altid på vores højre side altså nord. De gå stort set fra Pamplona i øst til Ponfarrada i vest. Vel ca. 600 km. De er af vekslende højde og op til ca. 1.500 m. Der er sne på flere af toppene. Efter Astorga som forventes at nås dag 28 skal jeg dag 29 gå ca. 600 m over Monte Irago 1.300 m højde og ned igen til ca. 700 m højde. 

Det var svært her til morgen at tage afsked med Molino Galochas, men jeg skal jo stadig vestover. Det var småkoldt de første 2 timer, men nu har det ikke regnet nævneværdigt de sidste 2 dage og solen er fremme i dag. Umiddelbart efter Hospital de Orbigo skal du vælge enten at tag ruten op i bakkerne og nyde vandringen der eller gå langs hovedvejen. Jeg valgte turen gennem bakkerne. Udsigt og oplevelse på vandringen fejlede bestemt intet. Men belægningen på stien var den rene tortur for mit stakkels skinneben. Halvdelen eller vel 12 km var de skrækkelige rullesten. Fødderne bevæger sig hele tiden på stenene til alle sider og du har ikke plan belægning. Det gjorde skrækkeligt ondt. Men midt oppe på højsletten mødes du af et fatamogana af et par unge hippier med en juicebod. Se billederne. Al den kolde juice du kan ønske dig. Betaling - efter donation. Resten af dagens vandring et som på glødende sten frem til Astorga. Astorga er katedralbyen og på størrelse med Køge. Astorga er hvad Brugge er i Belgien - chokoladeby. Berømt for sin fine chokolade. Byen er også berømt for bispeboligen, der nu er pilgrimsmuseum. Bygning en er tegnet af Gaudi. Se billeder under Gaudi.
Katedralens beskrivelse må I have til gode, da den er lukket (????) Om søndagen. Jeg boer i nat på Hotel Gaudi direkte over for bispeboligen. Et rigtigt provinshotel. Men 45 Euro for egen seng, bad og morgenmad er det værd. Et godt tegn er af mit skinneben her til aften synes at have det bedre. Så jeg krydser fingre for fremgangen. Det blev dog trods alt til 24 km i dag selv om det var en dag i Helvede.

Caminofamilien skilles - Del I

I aftes den 3. maj 2012 blev vi - Manfred, Magda og jeg - enige om at vore veje nu skilles. Magda skal være tilbage i Polen den 19. maj og vil være i Santiago den 15. maj. Vi har ca. 325 km endnu til Santiago og det vil sige vi skal vandre omkring 30 km om dagen. Det kan mine ben ikke holde til. Manfred går hurtigere end jeg og derfor har han og jeg besluttet at skilles, så han ikke har mig hængende som bagtrup.
Med Magda blev det næsten en uge vi fik vandret sammen. En rigtig sød pige med god humor og et vidende væsen. Men hun skal være tilbage til en retssag i Polen senest den 19. maj. Så hun startede på næste etape her til formiddag og regner med at gå ca. 30 km i dag.
Vi besluttede her til morgen, at vi alle gik til Katedralkontoret får at få nye pilgrimspas, da dem vi havde næsten ikke havde plads til flere stempler. Så det, at vi alle fik nye friske pilgrimspas var ligesom med til at Caminoen for hver af os nu bliver en ny oplevelse ikke sammen, men hver for sig.
Manfred og jeg tog rørende afsked med en tåre i øjet. Han skulle lige på postkontoret og have sendt lidt vægt hjem inden han begiver sig ud på resten af Caminoen.

Jeg havde aldrig troet denne dag skulle få den ende den nu har fået. Caminoen tager og Caminoen giver. Ifølge alle guider er det en af de mest nedslidende dagsvandringer fordi den starter med 5 km industrikvarter og derefter ca. 20 km på kommunevej du kan se fra den ene ende til den anden, altså lige ud. De af Jer der kender Lammefjorden kan genkende strækningen fra hovedvejen fra Gislinge til Veddinge Bakker - tænk den så i foråret med marker på hver side fladt så langt øjet rækker og i stedet for Veddinge Bakker i horisonten da Montes de Leon 1.500 m høj med sne på toppen. Og så lidt vandring yderlige langs en jernbane og pludselig dukker et Casa Rual - Molino Galocas op. Se bloggen om vandmøllen. Dagens redning. Det gav pludselig dagen mening. Vandmøllen ligger 33 km vest for Leon i Villavante. Lige før opstigningen over Montes de Leon i De Kantabriske Bjerge. Se bloggen om dem. Nu vil jeg nyde et godt varmt bad inden der skal spises aftensmad.

Molin Galochas - Casa Rual

Et Casa Rual er alt fra Bed and Breakfast i private hjem til et svensk sommer pensionat med 5 til 10 værelser. Molino Galochas er simpelthen noget særligt. En gammel renoveret Vandmølle med 12 værelser, stor spisestue. Lige nu sidder jeg i pejsestuen med åen løbende under mig. Der er glas i gulvet så jeg kan kikke ned på åen. Der er ild i pejsen og værterne nogle søde spanske mennesker er lige kommet med varm tee og kage. Alt er renoveret og indrettet i spansk stil som jagthytte (?) men med nogle sjove ting som pynt. Se billederne. Udenfor bruser åen og der er udsigt til De Kantabriske Bjerge og ejendommen ligger lige ud til Caminoen. Lige nu har værterne sat Frank Sinatra på radioen. Så der er dømt råhygge med fødderne oppe i sofaen og dejlig varmt fra pejsen. Hvad kan man ønske sig mere? Et varmt bad er under opbygning og derefter aftensmad. Vi er vel 5 gæster. Prisen for en stor dobbeltseng i et rum med udsigt til bjergene aftensmad og morgenmad er rørende 40 Euros. Og fri wifi ikke at forglemme. Aftensmaden stod på græskarsuppe, fisk og frugt samt tee/kaffe. Meget vel tilberedt. Det er simpelthen den bedste overnatning indtil nu på Caminoen. I dag gav Caminoen. Tak for det. Se WWW. Molinogalochas.com.s

Nu er jeg alene på Caminoen. Magda, Manfred og jeg skiltes i morges ved Katedralkontoret i Leon, hvor vi alle måtte have et nyt pilgrimspas, da de gamle var ved at være fyldt med stempler. Jeg overnatter i Leon for at få mit ben i lidt bedre stand. Der er 2 dagsvandringer til næste store by, så hvis det gå helt galt med benet igen kan jeg stå en ekstra dag over i Astorga. I dag gik jeg en tur rundt i byen og tro det eller ej, så regnede det flere gange. Jeg har købt mig en ny poncho - den er rød. Og den er enmandsbetjent til forskel fra den grønne, der krævede 2 mand. I Leon er der 2 bygninger af arkitekten Gaudi (ham med kirken i Barcelona) så han får en særlig blog, når jeg er i Astorga, for der er også en bygning han har fået opført. Jeg glæder mig til at komme på farten igen i morgen.

Katedralen i Leon

Katedralen i Leon er fra ca. 1300 tallet. Den er ikke så stor vel som Roskilde Domkirke. Den er meget mørk. Men den er bygget med utrolig mange flotte og store blyindfattede ruder i nogle utrolig flotte farver, mønstre og bibelske motiver. Det giver et helt specielt lys i katedralen. Der er også som I Burgos, men i langt mindre omfang, altertavler, udhuggede scener fra biblen i vægge, gravmæler, og alterskrin med relikvier. Se billederne fra katedralen. Katedralen er mere enkel og vel mere ligefrem til en ydmyg pilgrimme end den i Burgos, der skulle imponere. Ved siden af katedralen er der et kloster med en fornem korgang omkring selve klostergården. I korgangen er malerier på væggene og opstillet figurer af apostlene. I selve klostergården har en eller anden nymodens designer fået overtalt den stedlige biskop eller overordnet chef, til at acceptere at der er opstillet en eller anden rædsel af en pavillion i neonfarver. Begge burde landsforvises og pavillionen brændes.

Vi er nu nået frem til katedralbyen Leon. En dagsvandring på 20 km nærmere Santiago. Vandring var igen i dag i poncho. Da det væltede ned med regn, var der en bar, som kunne søges ly i. Den lå ved en vigeplads langs en befærdet hovedvej. Hele dagen er vi gå langs en hovedlandevej med meget trafik. Så baren var vor dags redning. En god kop varm café con leche en rødvin en bocadillos med ost og tomat og så havde værten klassisk musik på radioen. Det har vi ikke oplevet før, så vi blev der til regnen var stillet noget af. Vi er nu kommet til Leon en by på størrelse med Odense. Gammel smuk spansk middelalderby i det gamle centrum omkring katedralen. Mere om katedralen i egen blog. Her til aften er det ca 7 grader og småregn. Vi gå tidligt i seng her i aften for at få varmen og få tørret tøjet.

Alberguet En El Camino i Boadillo del Camino

Alberguet vi boede på havde 48 senge. Og hvorfor skrive netop om det albergue. Jo fordi det er et af de bedste vi har overnatter på. Da vi ankom blev vi mødt af en hospitalero, der bød os vin eller vand og bød os velkommen. Vi blev vist til vores værelse og vist bad og toilet. Alt var rengjort og blev holdt rent af rengøringsfolk. Fik stempel i vores pilgrimspas og betalte for ophold og mad. Gode senge og gode faciliteter. Og nogle søde og imødekommende hospitaleros. Om aftenen alle pilgrimme til aftensmad med suppe steg og is. Samvær med pilgrimme fra alle verdenshjørner. Sov godt mig på øverste køje over en ældre hollandsk, dame der snorkede som et damplokomotiv. Om morgenen dejlig morgenmad med juice, the og ristet brød serveres ved bordet. Alt det for 6 Euro. Og et glad Buen Camino med på vejen. Hospitaleros er frivillige ulønnede tidligere pilgrimme, der selv har gået Caminoen.

Endelig er foråret for en stund kommet til Castilien. 2 dage i træk uden regn. 2 dage med solstrejf. 2 dage uden regntøj. I dag til middag kunne vi tage vindjakken af og gå i t-shirt. Vandringen var på 24 km i dag, hvoraf de 14 var på en gammel romersk vej. De romere må have været rene sadister. Hvorfor? At bygge en vej, der er den rene tortur at gå på. Små sten som stikker op Andre der stikker ned. Nogle store andre små. Nogle 4 kantet Andre fine. Umulig at gå på uden at fødderne farer op og med og til siden. Man bliver skør af hele tiden at skulle se hvor man skal sætte fødderne. Samtlige 18 km gik ude på Castilien uden skygge, ingen ingenting at se på absolut intet. En rigtig vandretur med Ipod i ørene. Vi er nu på et stort albergue med gode faciliteter i Mansilla de las Mulas der nu 342 km fra Santiago. Og ca. 457 km fra Atlanterhavet. Så det går pænt fremad. Og skinnebenet er nu i bedring. 

Betragtninger over en halv camino - Del IV

FØDERNE OG BENENE
Altid vaskede fødder, tørre fødder, smørre fødderne ind, sætte tape på så du ikke får vabler. Senest købe elastikbind til skinnebenet. Passe på sko og trømper. Alt drejer sig om dine fødder og ben. Det er dit redskab til fremdrift.
DE STORE TANKER.
Jeg har læst mange bøger af forfattere der har gået Caminoen og de skriver alle sammen om, hvor meget tid man har til at tænke over sin situation og få ny inspairation til et bedre liv. Hvordan de har haft tid til det må guderne vide? Jeg bruger mindst 90 % af tiden på at finde ud af hvordan jeg sætter den næste fod rigtigt så den ikke bliver våd, sider fast i mudder, ikke falder ned fra gedestien eller træder uhensigtsmæssigt på en sten eller træder i en vandpyt og koncentrerer mig om at min rygsæk sidder rigtigt, at min poncho nu også dækker min rygsæk. Så hvor de forfattere har fået al den tid fra kan jeg simpelthen ikke forstå. Resten af tiden snakker vi sammen når vi går eller hører musik i IPoden.
SAMMENFATTENDE
Det er fantastisk at gå Caminoen i det værste forårsvejre i 100 år i Nordspanien iflg. de spanske meteorologer. Leon havde sne i Dag! Vi er i Leon om 2-3 dage. Fantastiske landskaber, fantastiske spanier, fantastiske albergues, fantastiske pilgrimme.
Man skal have prøvet denne vandring for at forstå den magiske Camino. Den tager og den giver. Den giver dig uanede kræfter, den prøver dine grænser, den giver dig fantastiske oplevelser. Den tager somme tider livet af dig og giver dig det tilbage igen. Du er oppe, du er nede både fysisk og psykisk.
DET ER EN VANDRING FOR LIVET. DU VIL ALDRIG GLEMME DEN. DEN BLIVER EN DEL AF DIG.
Jeg håber, den sidste del af vandringen også vil bekræfte dette tilbageblik.

Vi stod op til frost her til morgen. Græsset havde rim og det var der også på taget. Vi var godt klar over det blev koldt, så soveposen blev brugt for natten. At det så skulle blive frost var trodsalt lige i overkanten, når der ikke er varme på loftet. Men vi kom dog i gang og vi fik os et godt morgenmåltid i den lokale bar og kom så afsted. En lille dagsrejse på 31 km kun afbrudt af en enkel større by på størrelse med Ringsted tror jeg - Sahagún. Elles står det på Castiliens marker og marker og marker. Vi har sluttet dagen i en by helt "ude på heden" der hedder Calzadilla de los Hermanillos. Den ligger faktisk uden for den originale camino, men der er et uovertruffent albergue i byen og det overnatter vi nu på. Dejlig 3 mands rum med rigtige hjemmelige senge, varme - husk der er varme - og luksus badeværelse. Så kom ikke at sige, at de ikke kan diskes op med gode forhold til pilgrimmene og så for 15 Euro pr. seng. Byen har vel 15 huse, 2 lader og 2 barer og hvad lokalbefolkningen for tiden til at gå med, må guderne vide, der er 24 km til næste by på samme størrelse. Der er ingen køer og ingen får, så det er ikke dem de kan bruge tiden på. Men der er 2 nye BMWer og et par store Audier på vejen. Og det er ikke pilgrimme.

Betragtninger over en halv camino - Del III

ALBERGUERNE
Fra topmoderne til rædselsfulde gamle, med charme, uden varme, med hjertevarme, med senge i 3 lag, med måtter på gulvet, men få pilgrimme med mange pilgrimme, men mest hyggelige og gode. Nogle med utrolig høj hygiejne nogle med lidt mindre, men pilgrimmene er et folkefærd der hjælper hinanden, så alt er pænt og ordentligt.
Det mest luksusøse albergue er nok det vi overnattede på i Tiebas ved Pamplona. Et komplet nyt kommunalt albergue med 6 senge på hver stue med komplet moderne bad og toilet i sandblæst glas. Alle faciliteter. Det dårligste, var det i Hontanas, hvor der i øvrigt var under gode forhold, men der var ikke varme og det varme vand fungerede kun sporadisk. Det mest spændende var nok overnatningen i kirken i Granon, hvor gæstfriheden var uovertruffen. Og det skønne albergue En el Camino, vi fandt midt ude i ingenting, hvor også gæstfriheden var enorm og forholdene med skyhøj hygiejne.
KIRKERNE OG KATEDRALERNE
De er store de er små, de er enkle de er overdådige, de er der altid. De er tidsløse. De er gamle og ved at falde sammen, de er renoverede. De er der altid på din veje, du kan ikke undgå at komme forbi dem. Du kan komme ind i dem, nogle er lukkede andre åbne. Du kan dvæle i dem, du kan bede i dem du får altid en oplevelse. De er tidsløse. De er tyste. De er mørke de er lyse. De er det du selv gør dem til. Tilflugt til fordybelse og til en bøn.
Vi har mødt så mange kirker på vejen, fra kirker fra 800 tallet i romansk stil til uinteressante og faldefærdige kirker. Men et gennemgående træk er, at der er stor interesse for bevaring af kirkerne også de som trænger til renovering.

Fra Carrión de los Cordes til Ledigos. Hvad siger I til 18 km lang Tivolisti, lige ud uden bakker eller andre finuligheder. 18 km marker på 2 sider. Ingen træer. Kun km efter km med 4,5 km i timen. Lidt sol, småkold vind i ansigtet som sædvanlig. Ikke en by at se, kun mod nord lidt bjerge med sne på toppen. Alt er fladt. 18 km ingenting. Pludselig er der en by med 7 huse og en lade. Så yderligere 6 km til et albergue i en dødtrist by på Castilien. Her overnatter vi så. Det var den dag. Hvad siger i så? 24 km ingenting. 6 1/2 time vandring. Det var den dag.

Betragtninger over en halv camino - Del II

MENNESKENE
Er det jo spanierne vi træffer, der er utrolig hjælpsomme og imødekommende.
Det gælder både i barerne og på albergues. På landet og i byerne. De fleste kan kun spansk og snakker og snakker og vi forstår kun 10% af hvad der bliver sagt.
PILGRIMMENE
Vi møder nu pilgrimme fra alle verdenshjørne også fra Aarhus. Og der snakkes mange forskellige sprog, dog mest engelsk. Pilgrimmene er hinanden hjælpsomme og passer på hinanden og sørger for at ingen efterlades hjælpeløse. Har en problemer med fødderne er der straks en der kan hjælpe med råd eller praktisk hjælp. Mangler du mad eller vand er hjælpen også altid nær. Ingen efterlades uden et spørgsmål om alt er O.K.
CAMINOEN
Camionen har været fra brede behagelige Tivolistier, til uvejsomme gedestier med plads til kun at havde den ene fod foran den anden. Fra rullesten til kampesten og grus. Fra asfalt til cement. Til mudder og ubehagelige stenstier. Markveje med græs i midten til markveje, hvor mudderet sidder i støvlerne og blive dobbelt så tunge.
TØJET
Jeg kan snart ikke huske hvor mange gange jeg har skiftet og vaske tøj. Du skifter hele tiden undertrøjer med lange ærmer med korte ærmer, lange bukser, korte bukser, flees og vindjakke og poncho, poncho, poncho. Den ski... poncho af og på.
Vådt tøj en kamp om at få det tørt. En kamp om at få det vasket. Og strømper, der tager 3 dage før de er tørre.