Guderne må hvide hvorfor jeg er stoppet i denne by, men det er sikkert fordi, der er en meget berømt kirke og kloster i byen eller også er det fordi der er langt til næste overnatningssted. Det gav i hvert fald ingen menig at overnatte i byen. Men mere om det.
Der er en meget berømt gotisk kirke i byen, der er blevet forsynet med en barok facade, af den samme bygmester som har bygget katedralen i Santiago. Til kirken hører også et kloster, der er i funktion.
Dagen har været noget møg. Det har regnet hele dagen  og det har igen været en bakket dag, så jeg er godt mør.
Jeg besluttede at gå til messe kl. 20.00, som jo er messe tid i Spanien. Både i håb om at kirken var åben, men også for at der faktisk også blev holdt messe i kirken. Og det blev der.
Vi har 7 kirkegængere. 5 fra den lokale menighed. 5 ældre damer og 1 pilgrim og så mig. Præsten var munk. En ældre herre på min alder med en en utrolig smuk stemme og for engangsskyld var det muligt at forstå hvad han sagde, fordi han udtalte ordene på en smuk måde. Forstå og forstå er så meget sagt vel 10 %. Men liturgien var lidt anderledes end sædvanlig.
Det var en smuk oplevelse oven på en møgdag. At modtage nadver af en munk, der bagefter velsigende os 2 pilgrimme  og gav os ord med på vejen til Santiago. Det varme og smelter ens hjerte og giver fornyet lyst til at fortsætte.
Sådan er caminoen.
Vejret i Galicien er omskifteligt, det er regn det ene øjeblik og sol det næste for at skifte igen. Det er koldt og det er varmt for at blive koldt igen. Du skal have tøj med til det hele. Men er du forberedt så går det vel også.
Dagens oplevelse - udover kirkegangen - var nok overnatningsstedet - det var rædselsfuldt. Hostal la Unio - hed stedet. Jeg havde ringet det op for at være sikker på om det var åbent. Havde de da bare ikke taget telefonen.
Jeg fik et rum på 7 m2 med en møg beskidt håndvask med et gammelt æbleskrog. Det mest positive var, at sengelinnedet var rent og pænt og det brugte jeg så som underlag for min sovepose. Det var kun koldt vand og der var ingen varme. Hoveddøren stod åben og der var koldt. Hoveddøren kunne nemlig ikke lukkes. 20 m henne af gangen var der et badeværelse der havde kendt bedre dage - men brugbart. Toilettet var uden toiletpapir. Men en pilgrim er ikke tabt bag af en vogn, så han har altid noget med til et toiletbesøg.
Den her overnatning var noget rod.
Bagefter fik jeg at vide, at der i byen faktisk er et helt nybygget albergue, hvor der er 4 sengs rum, flotte badefaciliteter og toiletter og VARME.
Normalt tjekker man ind når man kommer til en overnatning, men i baren sagde barmanden at det kunne vente til morgentidlig.
Jeg er sikker på at jeg aftalte med ham, at jeg kunne få morgenmad kl.7.30, da jeg fik Menu el Dia om aftenen.
Menu el Dia bestod af 5 kødboller med et ubestemmeligt indhold som forret. Hovedret var en omelet bestående af ikke over 2 æg og 2 champignon samt ikke over 10 kartoffelchips. En danskvand. Et stykke is som dessert og en kop the.
Når jeg nu skriver det så udførlig er det, at barmanden ikke kom kl. 7.30 og da der var gået et kvarter skred jeg.
Jeg lagde 20€ + nøglen på sengen - det var det beløb jeg mente overnatningen og forplejningen var værd. Men jeg fik ikke noget stempel i mit pilgrimspas. Øv.

Nu er næste by i Galicien og dermed forlader jeg Austurien.
Austurien har været en meget positiv oplevelse - enten fordi det har været godt vejre stort set hele vandringen igennem regionen - eller prinsedømmet, som det er - eller fordi Austurien er noget helt for sig selv. Utrolig sød og venlig befolkning, der altid hilser pænt på én, når man går forbi, fordi der er så pænt og ordentligt, fordi der er grønt, fordi der er hav og der er bjerge, nogle af de højeste i Spanien. Det har været en dejlig vandre tid i Asturien. Skal jeg sammenligne med noget andet land er Schweiz nok det der kommer tættest på.
Nu kommer jeg ind i Galicien - dette mærkelig område, hvor der hersker mystik, sækkepiper, tåge, regn og desværre også fattigdom, da det er den regi on i Spanien , der har færrest indbygger pr. km2 - 94 personer -  og dårligst indkomst. Og det ses straks man er nået over regionsgrænsen, der her går ved Rio de Ribadeo.
Jeg må indrømme, at lige nu har jeg ikke den store lyst til at vandre og det er lidt op ad bakke med lysten lige nu. Så det trækker med at se de større byer på vejen som alm. turist.  Ribadeo er en stør re by - som Roskilde -  men jeg vil nok foretrække Roskilde.
Ribadeo nås ved at der vandres fra den Asturiske side over en motorvejsbro til Ribadeo - over Rio de Ribadeos flodmunding i Bisquayen. Det er en lidt sær oplevelse at vandre på en stålbro langs en motorvej med et lavt håndvæern og se mere end 50 m ned på flodmundingen. Men en oplevelse er det. Se billederne senere.
Udfordringen i dag var nok meget beskeden og kan vel bedst beskrives som vandingen over en flere hundrede meter lang motorvejsbro mellem Asturien og Galicien i vel mere end 50 m højde på et fortov, der ikke er brede end 1 m og med et håndværn i 1 m højde og med  lastbiler med 100 km/t få cm fra dig på den anden side. For nogen kan det godt være skræmmende at kunne se ned på floden under de ribber man går på.
Oplevelsen er vel også at kunne få lov til at gå på selvsamme bro og for en gangs skyld ikke skal først kravle ned af skrænten og op på den anden side. Her var der ikke nogen niveauforskel. Dejligt. man vandrede lige ind i byen.
Der er kun 1 km vandring så er man inde i bymidten.
Ribadeo er nedslidt, trist, beskidt og bebyggelsen er grim og utidssvarende. En meget kedelig og trist by. Med et begyndende forfald, hvor bystyret åbenbart er forgangsmand ved at lade byens kulturhus, der i øvrigt er en meget flot gammel bygning totalt forfalde, så der er sat net op for at der ikke skal falde bygningsdele ned i hovedet på de forbipasserende.
Jeg boer på et bedaget hotel midt i byen med en meget flink vært, der straks gør opmærksom på, at der er rabat for pilgrimme på aftensmenuen. Det var der også 1 Euro. Når men værelset var udmærket bortset fra den skimmesvamp der huserede på loftet i badeværelset.
Og som du oplever i Galicien, så ved de ikke hvad varme er. Der er godt nok radiatorer, men jeg har aldrig oplevet at der er varme i dem. Nu er det ved at være køligt om aftenen og de korte bukser er udskiftet med lange ben og tshirten med lange ærmer.

I dag har jeg været 25 dage på Camino del Norte og indtil nu har jeg mødt 2 danske pilgrimme.
På forhånd havde jeg bestilt en overnatning i om rådet ved El Franco, fordi det passede sådan set  med en pæn dagsmarch.
Så dagens vandring gik fra Villapedre til San Juan de Prendones - på Asturiens nationaldag.
I hele området er der gang i et nyt motorvejsbyggeri, hvorfor caminoen gang på gang er omlagt og med provisoriske afmærkninger, så man skal have øjnene med sig for at se om man er på rette vej. Men indtil nu har der faktisk ikke været problemer. Således heller ikke i dag.
Når jeg har vandret så mange dage og jeg vandre alene, så slår jeg sommetider over på automatgear og går i mine egne tanker og pludselig vågner jeg op og kan komme i tvivl om jeg nu har vandret rigtigt fra sidste gule pil eller muslingeskal - der er jo er vejmarkering for caminoen. Så må jeg lige lidt tilbage til sidste markering og sikre at jeg er på rette vej. Eller jeg med et sideblik fanger en gul pil på en lygtepæl eller på et trafikskilt eller på et træ. Og så er jeg tryg igen og glider ind i mig selv igen.
Særligt når det er godt vejr, vejen er god og fast og der ikke er så meget at se på, kan jeg komme i den  tilstand, at jeg bare går.
I dag gik det faktisk lidt galt. Jeg troede jeg havde bestilt en overnatning i El Franco, men faktisk var det 3 km uden for caminoen i en lille i øvrigt pæn by ved navn San Juan. Overnatningen var i en tidligere og ombygget præstebolig lige ved kirken. Et utrolig nydelig overnatning, inkl. aftensmad (for der var ikke andre steder) og morgenmad for 40€ E inkl. et pænt værelse med eget bad og toilet. Super.
Der var ikke de store udfordringer i dagens løb, der var ikke de store ting at se på vejen. Udfordringen bestod i at finde overnatningen, som var kommet lidt ud af kurs.
Det viste sig, at det var Asturiens nationaldag. Og den fejre man med maner på de kanter. I El Franco - en samling huse - var der et selskab, som jeg tillod mig at gå hen til for at spørge om de vidste hvor La Rectoral de San Juan lå.
Utrolig søde som de er på de kanter - og med mit dårlige spanske og deres dårlige engelske - fandt vi ud af i fælleskab blandt 8 mennesker, at jeg skulle ca. 3 km bagud og til højre over den nye motorvej. Men det var ikke noget problem.
Hele selskabet skulle nemlig den vej til en større fest på en festplads, der lå ca. halvvejs, så jeg kunne bare gå sammen med dem. Men først skulle vi fejre nationaldagen med et glas vin og affyring af en raket. Så gjort vandre vi i flok 1 1/2 km, hvor de derefter pænt tog afsked med mig og at blot jeg 
skulle følge vejen 1 1/2 km mere så var jeg der. Og det passede.
De er så utrolig søde og flinke til at hjælpe en på vej, når man er i tvivl. Så bliver man helt rørt over hjælpsomheden.
Det lykkedes mig at finde La Rectoral San Juan og da jeg kom var der ikke et øje og alt var lukket.
Jeg ringede det kontaktnummer op jeg havde fået ved bookingen og talte med en meget flink herre, der fortalte mig, at han var til fest og ville komme inden for 1 time eller 2 og lukke mig ind. Der var ikke andet at gøre end gå om i haven. Der var en vask med sæbe. Så jeg skifte tøj og vaske mit vandretøj og hængte det til tørre. Tog en fersken og et æble fra de træer der var i haven og satte mig på en havestol i solen og faldt hen. Pludselig blev jeg prikket på skulderen og manden undskyldte mange gange at jeg have ventet på at blive lukket ind.
Det skal så siges jeg var den eneste gæst den nat. Og al den ulejlighed for DKK 300 for ham!!!

Regnvejret fortsætter - fortsætter også i dag, der er bare mere vådt fordi det er støvregn. Og det er også småkoldt.
Jeg vandrede ud kl. 8. Det er bælg ragende mørkt fra kl. 21 til kl. 8. Så det er først muligt at vandre ud, når det er morgengry og man kan se omgivelser og vandrevejen.
Til afveksling er vandringen i dag på stier og markveje, men til gengæld er det ikke så spændende med alt det vand der nu ligger i store pytter, som man skal enten uden om eller springe over for ikke at få for våde sko.
Jeg vandrede i dag i gennem kystbyen Luarca - der er klem inde mellem 2 klippepartier og byen er krøbet op af klipperne, så der er en flot udsigt ned over den lille havn med fiskebåde. Den er en af disse pittoreske fiskerbyer, der tiltrækker turister.
Jeg tager en pause i en café, hvor jeg få noget at spise og drikke. På cafeen traf jeg et dansk ægtepar fra Vejle, som kører langs Biscayabugtens kyst fra Parador til Parador. 
Parador er den Spanske Stats hotelkæde af luksus hoteller, der overvejende er i historiske bygninger, som gamle borge, klostre og arktektonisk imponerende bygninger af berømte arkitekter.
Så vi fik en lang sludder og pilgrimsvandring og ferie i Nordspanien. Det var faktisk meget hyggeligt.
Da jeg vandre videre fra byen fortsætter det våde vejr.
Jeg har vagt at overnatte på et hostal ( mindre hotel med nogle få værelser og ofte over en restaurant i en mindre by 12 km længere fremme på dagens vandring. 
Det er rart at have et slutmål på dagen, hvor man er sikker på at kunne overnatte og få en god nats søvn og få tørret tøjet og selv blive varm efter en kold og våd dags vandring. 
I restaurationen spiser jeg et godt aftensmåltid og da der er TV på værelset, bliver til at se en spansk film på fjernsynet. det er nu ikke så spændende, men efter en lang dags vandring er det bedre end ingen ting. For byen er der ikke meget at skrive hjem om.

En Guds jammerlig dag, noget af en rigtig lor.... dag.
Jeg har opgivet at bo på albergues, fordi jeg ikke gider at bo sammen med andre, så jeg tilrettelægger nu vandringen ud fra muligheden for at finde en alternativ overnatning. Så er det sagt.
Vandringen var rædselsfuld - fordi det for det første regnede ret meget hele dagen - det kan så være hvad det er - men også fordi vandringen var på den gamle N 632 - der er den tidligere hovedvej langs kysten. Den er stadig befærdet, men dog behersket. Men den snor sig i zig-zag gennem landskabet med mange sving og bakke op og bakke ned.
Og der er absolut intet at berette om på vandringen, andet end at det er "rå vandring".
Det eneste plus på turen var vel at du kom gennem Asturiens smukkeste landsby - men det var i 1968, den blev belønnet for det. Så det er jo nogen dage siden.
Dagens udfordring var regnen, for det regner. Hele dagen var der over 15 mm regn efter de oplysninger jeg har fra en utrolig god hjemmeside med vejr meldinger - yr.no - en norsk hjemmeside der er ret pålidelig for 7 millioner vejrstationer i verden. Det regne hele dagen og alt der i forvejen ikke var vådt blev vådt.
Jeg har sikret min rejsepapirer (billetter/pas/og pilgrimspas/kørekort) i nogle plastikposer, som bruges når vi har væske, med i håndbagagen når vi flyver. Min smarttelefon er vandtæt og det er mit foto apparat også.
Så nu er udfordringen at finde en overnatning, hvor jeg har en forhåbning om at jeg kan nå at få tørret alt dit tøj.
Jeg slog op på www.booking.com med 375.000 hoteller overalt i verden og skrev Cadavedo, fordi det var den første "større" by jeg ville kunne komme til.
Det viser sig så at Cadavedo ikke er en by, men et område på ca. 10 km2 med spredt bebyggelse.
Den overnatning jeg havde bestilt var til alt hel næsten direkte på caminoen. Hvor heldig kan man være?
Man kan ind imellem forbande sig selv, at man vandre ikke mindre end 36 km i møgvejr.
Man har poncho på og har begrænset synsfelt og vandet render ned af een. Hvad kan man andet foretage sig end at vandre.
At jeg så også er snyde heldig at min overnatning faktisk ligger direkte ud til caminoen uden at jeg var vidende om det, er vel nok en af de ting, som caminoen giver, mens den tog dagen med regn.

Hvorfor El Pitu? El Pitu ligger langt ude på landet. El Pitu er dog et ret markant punkt i den spanske historie. En velhavende herremand var meget fremsynet og havde tjent sine penge på at være rejst til Sydamerika og der drive virksomhed, der var ret givtig. Som mange andre rige udvandrere ville han gerne hjælpe sin hjemegn og byggede derfor en skole for omegnens børn og unge og bekostede driften af skolen. Byggede en kirke og byggede et herresæde med en pragtfuld park. I hovedbygningen er der billeder af bl.a. Goya og andre samtidige kunstnere.
Så selv om El Pitu faktisk er en samling huse, en pragtfuld skolebygning, kirke og et herresæde har den en væsentlig betydning.
Desværre er det med os pilgrimme at vi komme sent og går tidligt, så både park og hovedbygning var lukket.
Dagens vandring var i let regn men i sommerlig temperatur og gik gennem mange skovafsnit, små byer og mindst på landeveje.
Udfordringen var igen de mange højdeforskelle på vejen.

Fra Avilés vandre du op og når du kommer ud til kysten skal du ned i niveau med havoverfladen for efter at have vandret gennem Salinas, at vandre op igen i bakkerne og ned til Rio de San, hvor du skal over en bro og så går det videre op ad bakke (sommetider er det nærmest at kravle) for så at fortsætte på veje, markveje og stier. Hver gang du har kravlet og kommet til kræfter så mødes du ofte med den flotteste udsigt ud over enten havet eller dalene.
Dagens opleveles var egentlig, at midt ude i en skov lidt før El Pitu var der sat en poster op for et Casa Rual, der tilbød pilgrimme og andre vandrere overnatning og forplejning. Beskrivelse og billeder så godt ud og prisen var i øvrigt ganske rimelig. 25€ 
For det fik jeg et stort værelse med egen fransk altan med udsigt ud til en dal, eget nyt badeværelse med alt udstyr og morgenmad.
Morgenmad er mange ting i Spanien - det er fra en kop cafe con leche med en gammel tør croissant til et pragtfuldt morgenbord med toasted brød, ost marmelade smør juice the eller kaffe og med frugt. Her var der tale om det sidste.
Det var den 2. regnvejrs dag på turen, men der var regn nok til at jeg måtte have ponchoen på.
Jeg hader den poncho, fordi jeg blive lige så våd indvendig som jeg bliver udvendig. Og så bliver jeg våd i skoene, fordi vandet lige præcis løber ned i dem. Derfor havde jeg købt et sæt gaiter. Ja. hvad er gaiter? Jo, det er en form for overtræk jeg kan tage på vandreskoene over snørrene, så jeg enten ikke bliver beskidt eller våd. Godmorgen min .... Det fungerer ikke. I hvert fald ikke for mig.

Problemet med at opdatere efter så mange dage er, at det efterhånden er svært at huske, hvordan vandringen egentlig var fordi der har været så mange indtryk siden.
Men ifølge mine notater så var der egentlig ikke de store oplevelser på dagens vandring, da Gijon og Aviles stort set hænger sammen som en stor enhed, det er nærmest som København hænger sammen med Glostrup.
Du går gennem industrikvarterer af blandet ind hold og når du er lidt uden for byen møder du et stort kraftværk, der forsyner området med elektricitet.
Jeg er lige ved at sige, som sædvanligt skal du ud på nogle småveje som igen bliver til markveje og stier i takt med at du skal kravle over en bakke og ud i et åbent område for så sene at møde bebyggelse igen på vej ned.
Derimod er Aviles gamle bykerne en historisk oplevelse.
Dagens udfordring var at komme i gang igen efter en liggedag,
Det er lidt svært at få motiveret sig til igen at skulle vandre op og ned ad bakke, men det kan jo ikke nytte at lægge sig ned og græde, for det kommer du ikke længere af. Så det er bare på med vanten.
Oplevelsen er selve den gamle bydel af Aviles, en by med 15. og 16. tals huse/paladser/kirker m.v. Aviles er vel på størrelse med Køge. Og den gamle bydel er centreret omkring et stort torv med de gamle imposante huse og bygninger
Der er et gammelt kloster i byen, der fortsat er i funktion. Byen er også i sig selv et kunstværk, med mange både gamle og moderne skulpturer. Husrækkerne er også en oplevelse, hvor den ene smukke farve afløser den anden på husene.
Man kan se at det er by der både nu og tidligere er velstillet og velordnet.
Nu har jeg nået 500 km, det kan godt begynde at mærkes i kroppen.
Uden at regne liggedagene med så har gennemsnittet ligget lidt over 27 km pr. dag, hvilket er O.K.

Denne dag er også en liggedag. Så nu har jeg 3 af dem.  En liggedag i Bilbao, 1 i Santander og nu 1 i Gijon.
Det er jo ikke en konkurrence om at følge en guide bogs etaper slavisk. Det eneste du opnår er, at du kommer til byer der er fyldt med rygsækfolk, der bor på det samme albergue. Som så er overfyldt.
Jeg talte med en ungarsk pige, der var studerende i Budapest, der fortalte mig, at hun var blevet bebrejdet, at hun havde taget bussen mellem 2 byer, fordi hun ikke orkede at vandre  den dags strækning. De andre sagde at hun havde snydt !!!
Jeg sagde til hende, at der jo ikke er nogen bestemt måde at vandre en pilgrimsvej. Hun snød jo ingen, hverken de andre, hende selv eller for den sags skyld - Gud - for der er ingen rigtig eller forkert måde at pilgrimsrejse.
Hun var også startet i Irun og skulle til Santiago, så det er sikkert ikke sidste gang jeg ser hende.
Hun blev helt overrasket over at jeg fortalte hende at jeg ville anbefale, at hun satte Caminovandring en på sit CV, når hun skulle ud at søge job. Jeg fortalte, at det viste at hun kunne klare sig selv, tage beslutninger, klare udfordringer, være sammen i et fællesskab og kunne vare ene. Egenskaber alle arbejdsgivere gerne vil have kandidater har. Så det ville jeg gøre.
Caminoen giver, caminoen tager. Håber det er en lille hjælp i hendes tilværelse.
Når tilbage til Gijon. Det er en flot by med en gammel bydel helt tilbage fra romertiden. Der er varme bade i byen og dens beliggenhed med de 2 meget store badestrande gør den til en yndet turist by.
Dens universitet er meget stort og anerkendt i Spanien.
Udfordringen er at få hjemmesiden opdateret. Det sker i en butik, der udlejer postbokse, kopier for forretninger og personer, overfører penge og andre specielle forretninger.
Manageren er en ung meget sympatisk fyr, som jeg har fået en snak med om byen.
Oplevelsen er at gå i den gamle bydel og se de gamle smukke barok og renæssance huse og pladser. Det spanske byliv begynder jo først efter kl. 20.00
Her til middag var jeg ude at spise. Jeg fik miniblæk sprutter, der var stegt i olie og krydret med chili et stort glas koldt hvidvin og en dansk vand. Dyrt men rigtig godt. I aften står den på tapas.
Jeg skal have købt et par nye vandresokker. Det ene par gik der hul på, så det skal ud.
Så skal jeg have tanket vand op og batterier til min GPS. Den æder batterier.
Næste opdatering bliver når jeg igen kommer til en storby, men indtil da må i have en fornøjelig læsning.
Susanne er meget behjælpelig med at lægge billeder ind i takt med at jeg for dem sendt til hende.

Gijon er en by på halv størrelse af Kønbenhavn og med 2 meget store sandstrande og dermed en meget velbesøgt badeby på nordvestkysten.
Vandringen idag er den værste jeg nogen sinde har vandret på nogen Camino.
Det er ikke længden - 33,3 km  - er O.K., men jeg skal vandre over 2 bakker.
Dem der har prøvet decideret bjergvandring ved hvor krævende det er at vandre  400 m op over en meget kort distance og så gøre det 2 gange - 1 gang formiddag og 1 gang tidlig eftermiddag - og du skal også ned hver gang. Læg så lige 32 C varme oven i.
Det trække tænder ud på enhver. Jeg tror at jeg nok drak 5 liter væske i løbet af vandringen. Jeg startede med 2 l vand i 4 flasker om morgene. Første stop var lige inden første opstigning, hvor jeg efter 8 km fik børstet tænder og lidt vand i hovedet på den første bar jeg mødte på min vej. Klar til at stige op.
Opstigningen var streng, af stier med rullesten og  vandløb, ad snoede  cementveje med en hældning som selv æsler vil have svært ved at kravle opad og husk jeg har 12 kg på ryggen. At solen er i ryggen eller på siden gør det ikke bedre og til sidst er jeg helt  oppe at køre med en puls du ikke kan tælle. Så må du have en pause og have vejret.
Når du så først er kommet til pasgrænsen og har udsigt ud over landskabet er det hele besværet værd. Og når jeg så kommer ned på den anden side og har udsyn udover havet, så er det lige før du igen får åndenød af benovelse over udsynet.
Gagens udfordring var Alto de la Cruz ved Peon, hvor pashøjden godt nok er beskeden 440 m, men opstigningen er kun over 2 km og derefter nedstigningen er næsten lige så voldsom. Derefter en behagelig vandring på nogle kilometer i et smukt landskab. en bar var min redning, hvor jeg fik fro kost og noget at drikke og fyldt mine vandflasker op. Næste opstigning begynder ganske hurtigt efter stoppet og er denne gang op til 250 m og ligeledes over en meget kort strækning. Og derefter ned igen til stort set 0 højde og vandring ind til Gijon.
Vandringen ind i Gijon er gennem nogle smukke forstæder med parcelhuse og senere langs en indfartsvej med bredt fortov.
På vejen ind ser du en meget stor og imposant bygning med et meget højt tårn og en lang stang med et anker og et kors.
Din første tanke leder dig hen på at det er et kloster eller en meget stor kirke, men det viser sig at være hovedbygningen til Universitet i Gijon. Utrolig flot bygning, der ligger et stykke uden for byen i smukke omgivelser.
Nu har jeg fået vandret lidt over halvdelen af Camino del Norte, så det er tid til at udarbejde et tilbageblik.
I forhold til Camino Frances er Camino del Norte mere en vandretur end en egentlig pilgrimsvandring, da der slet ikke er den samme ånd som på Camino Frances.
Antallet af kulturminder fra middelalderen og antallet af kirker er mindre og der er længere imellem dem.
Camino del Norte kræver en langt bedre fysik på grund af den krævende vandring. Højdeforskellene på en dag er meget voldsommere her. Indkvarteringerne er det længere imellem og de er generelt med mindre komfort, når vi taler om albergue.
Caminoen bruges lokalt af mange der løber og vandre dele af ruten til træningsture og der er mange endags turister, der vandre delstrækninger.
Umiddelbart er der langt mellem pilgrimmene. Jeg har været ude for ikke at se nogen mere end 2 dage i træk.
Vejret har været storslående og det er landskabet og naturen også. Den er meget flottere end på Camino Frances.
Så alt i alt er det en enestående oplevelse at vandre på Camino del Norte, men jeg gør det kun denne ene gang.

Som nævnt i går var jeg i et dilemma. Vandringen i går var for kort og det vil bringe mig i en  noget svær situation.
Der er langt mellem overnatningsmulighederne i de nærmeste dage og da jeg havde en off dag i år - ja så må du lide.
Der er en overnatningsmulighed omkring 32 km fremme og den næste er ude på 39 km. Så du skal træffe et valg. Jeg valgte forkert.
Som nævnt fik jeg købt ind i Ribadesella - et brød,  en tomat et æble og en nektarin og 4 flasker vand = 2 l. Husk jeg skal slæbe på alt hvad jeg tager med  og i dag skal jeg op og ned på 420 m.
Du skal tilrettelægge dine vandringer og indkøb.
Jeg endte i Sebayo - der er en flok huse  og et par bondegårde og et kommunalt albergue. Hvis alberguet var fyldt op når jeg kommer skal jeg ud at vandre yderligere 7 km og over endnu en bakke.
Jeg valgte Sebayo fordi alberguet ikke var fyldt op da jeg ankom.  Og nu kan jeg bedre forstå hvorfor. Men mere om det nedenfor.
Dagens udfordring var alberguet i Sebayo. Alberguet har plads til 20 personer. Bygningen er pæn og nydelig udefra og der var også gæster uden for. Så jeg valgte at gå ind.
Der er et soverum til 20 mennesker på 50 km 2 toiletter og 2 baderum. Senge i 2 etager med lidt udrangerede madrasser. Men i øvrigt rent og pænt. Toiletter uden sæder og baderum uden mulighed for at hænge dit håndklæde og dine værdigenstande - de måtte ligge på mine sandaler mens jeg var i bad.
Vandet kunne du ikke drikke - der var sat store skilte op om - Auga no portable - Vandet kan ikke drikkes.
Det var varmt og 20 mennesker i et lille rum giver en meget dårlig nat. Kl. 5.30 var de første på vej ud at tisse, så jeg gjorde dem følgeskab. Jeg blev ikke vasket og fik ikke børstet tænder. Det er en rigtig dårlig start på en dags lang vandring især når jeg ved at jeg skal over 2 bakker på i alt 700 m næste dag.
Albergues er gennemgående af meget god kvalitet og altid pæne og rene og har udmærkede faciliteter. At du skal bo sammen med mange mennesker er jo et valg du skal tage og jeg har de i øvrigt fint med det. Mange albergues har køkkener så dem der ønsker at lave mad kan gøre det. Andre har ligefrem servering af morgenmad og nogle også af aftensmad.

Prisen for at overnatte er fra donation og pris op til 10-15 € alt efter standard og om der er morgenmad i prisen.

Du skal være ude senest kl. 8.00 og lyset slukkes kl. 22.00 og så skal der være ro. Der hersker altid pæn og god orden også mellem gæsterne og naturligvis skal du passe på dine værdier, men tyveri er meget sjældne.