Der er 3 nøgleord der knytter sig til den pilgrimsvandring på Camino del Norte

Fantastisk - flot - forfærdelig.

Du vandre gennem 4 provinser på Camino del Norte - 4 forskellige landsdele - Baskerlandet med Bilbao - Cantabrien med Santander - Asturien med Oviedo og Galicien med Santiago de Compostela - 4 meget forskellige landsdele, med hvert sin fremtoning.
Baskerlandet med Bilbao - der dobbelt så stor som København og som er transformeret til et kulturelt centrum og regionen i øvrigt med et bakket og grønt landskab med  bjerge og udpræget landsbrugsområder og skove. Langs kysten  ud til Biscayen er der turistområder med vel nok det bedst kendte San Sebastian men de andre kystbyer er ikke at forglemme - med mange fantastiske badestrande. At vandre langs kysten er en fantastisk oplevelse med de grønne områder og det blå vand og til venstre de begyndende bjerge - De Kanabriske Bjerge - ligger som en høj bjergkæde på din venstre side når du vandre mod vest.
Kantabrien er med den utrolig flotte hovedstad - Santander - en region der er rig på fortidsminder, der går helt tilbage fra menneskenes oprindelse og op gennem middelalderen til nyere tid. En region der har været og stadig er rig på mineraler og andre naturforekomster. Igen her er der høje bjerge ganske i ganske kort afstand fra havet, der giver et helt særligt klima.
Og igen er der den ene smukke by langs kysten med skønne sandstrande. Også her er landskabet bakket også helt ud til kysten gennemskåret af mange floder der går fra syd mod nord.
Asturien er den næste region du vandre igennem. For mig har det været den kønneste og flotteste region at vandre igennem. Asturien er et kongedømme og var det første kongedømme i på den iberiske halvø og forblev kristent under den muslimske invasion og det var ligeledes herfra at tilbageerobingen af de muslimske områder tog sit udspring. Asturien er ligeledes rig på naturressourcer især kul og guld har været udvundet. Endvidere har Asturien ligeledes land- og skovbrug. Asturien er især kendt for sin særlige markante arkitektur. Asturien havde en i de 2 foregående århundrede en massiv udvandring til Sydamerika. Det har bevirket at regionen er blevet velhavende, da mange af udvandrene vendte tilbage og ikke blot byggede nogle utrolig flotte og store huse i sydamerikansk stil men også vendte hjem velhavende og dermed gav velstand til regionen.
Den sidste region der vandres igennem er Galicien - denne helt specielle region - der fortsat har mystikken over sig. Galicien er den fattigste region i Spanien og den region, hvor der bor færrest indbyggere pr. km2. Klimaet er meget regnfuldt og tåget med kolde dage i vinterhalvåret. Regionen har mange små landbrug. Regionen er præget af det våde klima og har mange eucalyptus skove og skovbrug er udbredt i regionen. Og ikke at forglemme, at Santiago de Compostela er den absolut mest kendte by i regionen på grund af Skt. Jacobs grav i Katedralen i Santiago.
Når jeg skriver fantastisk - så er det fordi denne pilgrimsvandring i forhold til de tidligere er gået igennem et landskab, der er væsentlig forskellig med dette bakkede landskab,  og udsigten i mange uger til det til den anden side udsigten til de høje bjerge. Vejret har naturligvis også gjort sit Det har været solskin og dejligt varmt vejre  i næsten 30 dage ud af de 37 dage jeg har været i Spanien. Det bakkede landskab stiller også krav til fysikken. Det er hårdt hver dag at skulle vandre i gennemsnit 400 m op og 400 m ned.
Når jeg skriver flot, så er det fordi der har været så mange flotte naturoplevelser, vandet, bjergene, kulturminderne, arkitekturen, skove, kystbyer  m.v. At gå langs vandet om morgenen hvor det er stille og mørkt, gå langs de mange sandstrande og se det forskellige lys, gå en tidlig morgen hvor det stadig er mørkt ud i en skov og langsomt høre at alt vågner, hønsene, hundene, fuglene, at se tåge lette og solen stå op. Det har været et flot sceneri. Gå gennem smukt beliggende byer. Se de mange kulturminder, hvor mange er tilgængelige og velholdt, hvor andre har fået lov til at stå urørt med den charme der følger af at det for lov til at forfalde. Flot arkitektur især i Asturien og særligt disse store villaer - nogen gange nærmest paladser - der er malet i nogle fantastiske farver og her også fra uhørt vedligeholdt til ruiner. Og det flotte vejr, der har fulgt med mod vest.
Forfærdeligt - fordi det har været anstrengende på de 860 km at skulle vandre i alt ca. 12.000 m op og 12.000 m ned. Det er ca. 13 kg på din ryg når du vandre op -at vandre op er ikke bare en lang opstigning. Det sker ofte i korte etaper, hvor du vandre 100 eller 200 m op ad bakkesiderne, ofte fra en overgang over en flod eller større å og så vandre du ned til den næste overgang for igen at vandre op. Det er hårdt for fødderne især i varmen. Du skal bruge alle dine kræfter i op til 35 c varme og når du skal vandre ned, skal du passe på ikke at få for meget fart på, så her bruger du benmusklerne for at stemme imod.
På grund af varmen er der dage hvor jeg har måtte indtage mellem 4 og 5 l væske. Jeg har på grund af de ofte lange strækninger uden mulighed for at købe vådt eller tørt , måttet have 2 l vand med og forplejning til mindst 1 måltid.
Det er også psykisk anstrengende, at gå ofte op til 20 km eller 4 til 5 timer uden at møde et eneste andet menneske. Du vandre på stier ude på marker, inde i skove, langs vandet oppe i bakkerne ofte langt fra andre veje og beboelser. Det giver en følelse af at du er det eneste menneske i verden. Det skal du vende dig til. Der er såmen ikke så meget at være bange for. Der er ingen farlige dyr, hunde er ofte bundet som vagt hunde og de store hunde der passer på geder, får og køer giver kun hals og det er nok til at du holder dig væk. De få mennesker du så endelig møder er enten pilgrimme med det samme mål som dig eller lokale beboere, der er fredeligheden selv.
De pilgrimme jeg har mødt på min vandring er for de flestes vedkommende - pilgrimme der har vandret andre pilgrisruter før de begav sig ud på Camino del Norte og det fortælle vel lidt om, at den camino giver mig sig ikke i kast med uden at have prøvet pilgrimsvandring før.
Men jeg ville ikke være denne pilgrimsvandring på Camino del Norte foruden. Nu er der ikke meget der kan overraske mig på en vandring.

Hotellerne beliggende tæt til lufthavne har alle en shottlebus ordning der er inkluderet i værelses prisen og den afgår ca. hver halve time. Så det er nemt at komme til lufthavnen, det tager ca. 15 min. med bussen.
Da jeg skulle aflevere min rygsæk ved bagage drop opstod der straks et problem. Jeg havde ingen kvittering for at jeg havde betalt min flybillet, jeg havde kun fået udleveret mit boarding card. Så jeg blev henvis til serviceskranken hos Iberia Express. Igen sødt og hjælpsomt personale, der lidt efter fik udredet problemet og fik skaffet en kvittering. Problemet havde været at IT systemet ikke havde sendt med mail nr. 2, som indeholder bekræftelse på købet og en kvittering som jeg via min telefon kunne præsentere ved bagagedrop. Men nu var alt klart og fik afleveret min rygsæk, så den kunne komme med flyet hjem.
I Københavns Lufthavn hente Susanne mig sammen med hund Teddy (Bichon-Friche) - så der var stor velkomst.

dag er en liggedag og den skal bl.a. bruges til at gå til pilgrimsmesse kl. 12.00 i Katedralen.
Jeg gik lidt rundt i den gamle bydel i løbet af for middagen.
Kl. 11.15 gik jeg til Katedralen, der allerede var fyldt godt op og da messen startede kl. 12.00 var den fyldt helt op.
I dagens anledning var der udenlandske præster, der på deres modersmål læste nogle skriftsteder fra Bibelen.
Til de katolske messer gives der nadver og jeg vil tro at mere end 3/4 del af menigheden fik nadveren.
Inden udgangen blev det store røgelskar svunget igennem kirkerummet under en fantastisk orgel musik og sang af en nonne med en utrolig flot stemme.
Der er 8 kirketjenere, der får dette store røgelskar på over en meter i højden og vel også en 3/4 meter i diameter til at svinge fra den ene ende til den anden i midterskibet, så det er ved at røre loftet i katedralen. Det er imponerende og spektakulært, at se røgelskaret svinge fra side til side i et tykt tov. Det er lidt af et show og hele menigheden klapper efter udførelsen.
Eftermiddagen gik med at pleje mit højre knæ så det kan få lidt ro oven på vandringen.
Jeg skal nu beslutte hvordan jeg kommer tilbage til Biaritz i Sydfrankrig. Jeg leje nok en bil og køre de ca. 1.000 km retur.
Jeg overvejer om jeg skal køre til Lugo (ca. 100 km fra Santiago mod øst) og se katedralen der og videre til Oviedo og ligeledes se katedralen i byen. På vejen kan jeg overnatte i San Sebastian og se katedralen i byen, da jeg ikke fik set den da jeg vandrede igennem San Sebastian. Det var nemlig tidlig morgen og katedralen var lukket.

Katedralen i Santiago de Compostela


Katedralen i Santiago er resultatet af over 700 års konstruktion samlet i forskellige stilarter og til dens nuværende størrelse og det er sket som en kontinuerlig udvikling.
Katedralen tog sin begyndelse i det 900 århundrede og udviklede sig fra en Basilika i 1075 og frem til omkring 1750 som katedral og hvor den fremstår som i dag.
Baggrunden for denne imponerende Katedrals tilblivelse og vedvarende interesse er, at Jesus' mest ærede discipel Jacobs grav blev opdaget  i 800 tallet og til ære for ham, blev der umiddelbart efter at hans grav blev fundet, opført en mindre kirke.
Det skal erindres, at det meste af den Iberiske halvø på dette tidspunkt var besat af muslimerne og kun den nordligste del af halvøen var kristen på daværende tidspunkt. Så det var jo en enestående lejlighed for de nordlige kongedømmer og den kristlige gjestlighed, at få kristne pilgrimme til at vandre til Sct. Jacobs grav i Santiago, som alternativ til Jesus grav i Jerusalem og Peters grav i Rom og dermed fremme kristendommen på den Iberiske halvø.
 Vandringen til Sct. Jacobs grav blev et tilløbsstykke uden lige i middelalderen - omkring 1000 til 1200, hvor der var over en million pilgrimme vandrende til Santiago de Compostela om året.
Derfor måtte der også bygges en kirke/katedral der på passende måde ærede Sct. Jacob og hans jordiske rester for det stigende antal pilgrimme.
Pilgrimsvandringen til Sct. Jacobs Grav var ligestillet med pilgrimsvandringen til Jerusalem og Rom og en pilgrim fik ultimativ syndsforladelse når han var nået frem og ærede de jordiske rester af Sct. Jacob.
I dag er der ca. 200.000 der årligt  vandre til Sct. Jacobs grav i Santiago. Og tallet er stigende. Pilgrimme fra hele verden vandre af de gamle spanske pilgrimsruter, der alle forenes i Santiago de Compostela.

I dag er det jo så den store dag, hvor jeg har planlagt at vandre fra Arzua til Santiago.
Det er nu 3. gang jeg skal vandre det stykke af engang. Så mon ikke det også kan lade sig gøre denne gang.
For at være for sent i Santiago, så starter jeg ud meget tidligt. Jeg har sat vækkeuret til kl. 5.00 og efter at have gjort mig i stand med bad, vask og barbering er det at komme i vandretøjet og få rygsækken samlet og på ryggen.
Det er bælgragende mørkt her uden for byen, men jeg ved hvor caminoen starter - det er kun 100 m
fra hotellet.
Jeg har en lampe med denne gang og ikke som tid ligere hvor jeg skulle rage rundt med mobiltelefon ens lys. Det er rigtig mørkt denne morgen kun stjerne på himmelen lyser klare, for det tegner til at blive godt vandrevejr. Det er også lovet i vejrudsigten. Så det er jo positivt.
Sådan en klar stjernefuld morgen 2 timer før det bliver lyst har sin helt egen stemning.
Man kan høre gruset knirke under vandreskoene, man kan høre det pudsler i skovbunden, idet fjerne hører man en hund gø, der er en hane, som vist nok har fået stillet uret lidt tidligst til at stå op, det ras ler i træernes blade, man kan høre en bæk risle og li ge pludselig bryder et renovationskøretøj stilheden både med støj og lugt.
For så langt er vi altså heller ikke ude på landet.
Lampen bruges kun sporadisk og hvor det er totalt mørkt. Der skal spares på batteriet, hvis nu???? Caminoen er lidt krænglet  de første få kilometer, da den går i zig zag gennem nogle små bebyggelser og under en landevej og afmærkningen er både lidt mangelfuld og inkonsekvent, men her kommer GPSen så til hjælp. Så ingen problemer.
I et vejkryds bliver jeg lige pludselig noget forskrækket af at blive  tiltalt på tysk af en ældre dame, der fortæller, at hendes 2 andre medpilgrimme er kommet noget foran hende og hun har tabt orientering en. Hun er glad for at jeg kom forbi, for ellers ville hun have ve 
Jeg kan så hjælpe hende med at komme gennem labyrinten og da jeg går hurtigere end hende, så fortsætter jeg, da vi er kommet ud på et langt lige stykke, hvor hun ikke kan gå fejl, før det bliver lyst.
Vi er nu på Camino Frances - og nu er der mange pilgrimme på caminoen. Mange går forbi mig i hurtigere tempo, men jeg ved erfaringsmæssigt, at dem møder jeg senere for de har oftere hvil.
Efter at have været på caminoen fra kl. ca. 6.00 til godt kl. 17.30 - ca. 11 1/2 time og 38 km senere an kommer jeg til Katedralpladsen kl. ca. 17.30 og kan dermed afslutte min vandring på Camino del Norte.
Dagens udfordring er at komme til Santiago og afslutte vandringen på Katedralpladsen i nogenlunde tid og inden katedralkontoret lukker.
Dagens udfordring er at komme til Santiago og afslutte vandringen på Katedralpladsen i nogenlunde tid og inden katedralkontoret lukker.
Caminoen er ikke særlig udfordrende på det sidste stykke og de bakker man skal over er nu jo barnemad for en garvet pilgrim. Men for andre kan man se, at bakkerne stadig tager sin told.
Bene holder og knæet gør ondt som bare pokker med holdt hele vejen - selv en kort afstikker til Monte do Gozo (Glædens Bjerg) lige uden for Santiago med det rædselsfulde monoment blev der kræfter til.
Oplevelsen er den samme hver gang man kommer ind til den gamle bydel i Santiago og nu ved at man kun har 2 km tilbage. Selv om det er op ad bakke til katedralen, så får man kræfter til at gå det sidste stykke selvom der nu ligger 36 km bag én på dagen.
Det er for mig den samme glæde at kunne satte foden på muslingeskallen på stenen midt på pladsen alle de gange jeg nu er kommet til Katedralen.
Så blev Camino del Norte overvundet.
Det var godt nok en sej og hård vandring og langt mere udfordrende fysisk og psykisk end jeg havde drømt om. 
Men det sår der alt sammen noget mere om under de næste dage.

Vandringen går fra Sobrado dos Munxes til Arzua. men jeg vælger at gå nogle kilometer længere til A Peroxa, hvor der et godt lille og billigt hotel. Og så er jeg nogle kilometer nærmere Santiago.
Vandringen fra Sobrado og til Arzua er ikke så lang men til gengæld er vandringen igen meget op og ned af bakke og så er den fortrinsvis på asfalt. Så den er ikke særlig spændende.
Jeg startede med at vandre med et østrisk ægtepar der var gået på pension og havde voksne børn, så vi fik en snak og alt muligt, som man nu gør når man går nogle timer sammen . men som så ofte får man ikke navne på de pilgrimme man taler med - det er ikke så almindeligt at der formelt hilses på hind anden.
Men når jeg snakker med folk fra andre lande, så er der ikke så stor forskel på begrundelserne for at gå pilgrimsvandring, når der er tale om mennesker + 50. 
Man vil gerne opleve verden på en anden måde, man vil gerne have sin sjæl med, man vil være fri og ubekymret, man har tid, man har overskud, man har råd til oplevelsen, man har god fysisk form, og vil gerne være sammen med sin partner om noget andet end hverdagen.
Nu begynder udfordringerne at blive belønnet. Jeg kan godt mærke i kroppen at jeg har været på farten i over en måned.
Jeg har ondt snart sagt alle steder i muskler og led. Og så har mine storetæer den tilbøjelighed at blive flade, når jeg går op, så det sider på tåen ved siden af. Plaster er så resultatet, så der ikke kommer vabler.
Musklerne i lårene er ved at være ømme. Men de er stadigvæk upåvirkede af at gå op og ned. Det begynder at gøre ondt i mit højere knæ, især når jeg går nedad.
Jeg er nu så langt på ruten, at de sidste dage godt kan klares, men med forsigtighed når jeg skal gå ned og gå på trappetrin. Så får knæene jo stød.
Oplevelsen er, at der nu nok kun er 1 dag tilbage til Santiago.
Caminoen er i dag meget op og ned men ikke særlig lang og den er aldeles uinteressant.
Der er nu ingen problemer med at finde caminoen selv om det er mørkt når jeg starter ud om morgenen. Den er vel afmærket med de sædvanlige sten med muslingeskal og gule pile, hvor der skal ændring i ruten.
Jeg har nu mødt 2 danske damer i + 50, som også forventer at komme til Santiago i morgen. Det er et par seje damer, der har vandret mindst 3 og 4 caminos.

Så vandringen i dag er fra Miratz til Sobrado dos Monxes.
I Sobrado er et af de største og mest spændende klostre på hele Camino del Norte.
Klosteret er stadig i brug selv om det i over 200 år  var forladt, men ellers var det i brug fra ca. år  1100 til år 1800
Klosteret har en gotisk middelalder kirke - der er en katedral værdig, men den er spartansk udstyret. Den har 2 høje tårne og er i det hele taget meget stor. Derudover er der beboelsesbygninger fordelt på flere gårdrum.
Men se billederne når de er lagt ind.
I klosteret er der mulighed ofr at overnatte i et albergue med ikke mindre end 94 senge. Og det hele er gratis inkl. morgenmad.
Men jeg foretrak at overnatte på det stedlige provinshotel - men måske skulle jeg have overnattet hos munkene?
I dag skal jeg igen ud at vandre i højen. Caminoen har nu været på Terra Cha - dette flade plateau i ca 500 m højde - der er vindomsust og tørt til at skal op over det højeste punkt på Camino del Norte i ca. 710 m højde.
Det lyder godt nok ikke af så meget, men vandringen foregår jo ikke i en plan stigning, men nærmest i 2 etaper, hvor du over kort afstand løfter dig 100 m op hver gang, for derefter at gå ned igen.
Oplevelsen er igen i dag at gå disse lange strækninger uden at se et menneske. Jeg kan i det fjerne høre en susen fra biler på motorvej A 8 der løber øst vest og altid er inden for nogle få kilometers afstand og caminoen krydser den her og der.
Oplevelsen er er også at nå Sobrado og når jeg vandre ind i byen - der er på størrelse med Faxe - er den alt dominerende bygning dette kloster med den kæmpe store klosterkirke.
Som nævnt er klosteret imponerende og interessant at gå rundt i - der er fri adgang til det meste - blot ikke området hvor munkene har deres bolig.
Byen nåede jeg en søndag og der var åbenbart byfest, der sluttede søndag aften. Der var Tivoli i byen og optræden på pladsen lige nedenfor hvor jeg havde indlogeret mig i byens eneste hotel.
Byens hotel - var et hotel i provinsen, slidt og halvkedeligt med tæpper på gulvet, der havde kendt bedre dage. Men jeg fik eget bad og egen seng. Det var der så også flere af mine medpilgrimme som også valgte.
Byfesten var nu ikke noget at råbe hurra for og den sluttede på slaget kl. 22.00 - måske fordi den også foregik på arealet op til klosteret - så det kan være at munkene har haft en finger med i planlægningen.

Når jeg skriver dagens lange vandring  - så er der tale om en lang vandring ikke kun fysisk, men også psyisk.
Der er simpelthen langt mellem mulighederne for at  noget at spise og drikke her ude på landet.
Caminoen ligger jo ikke altid tæt op ad byer eller også er bysamfundene så små, at der ikke er hverken bar eller butikker.
Der er kørende bagere og købmænd, men dem ser vi jo meget sjældent og de stopper naturligvis ikke når de ser en pilgrim.
De mange små samfund man kommer igennem består typiske af en lille samling huse og nogle går de ofte meget få.
Vandringen  i dag er valgt lang fordi, der i Miratz kun er en overnatningsmulighed , der er et albergue bestyret af en engelsk kristelig organisation og skulle vare  et veldrevet albergue.
Dagens udfordring består i den lange vandring. Den er nærmest i 2 etaper en på godt 20 km før man kommer til skyggen af en by og derefter i de resterende ca. 15 km, der også er uden for nogen bymæssige samfund. Det er nogle lange og ensom med vandringer. Jeg ser måske et par medpilgrimme ved første mulige bar - der som nævnt ligger 20 km efter du er startet. Jeg ser ingen mennesker på caminoen ud over pilgrimme.
Oplevelsen er at jeg kan gå i næsten 4 til 5 timer og ikke se et menneske. Du føler dig alene i verden. Men Spanien er et udmærket land når det gælder mobiltelefondækning. Jeg har indtil nu kun oplevet at der ikke har været dækning meget få steder og kun i ganske korte perioder.
Det at der er mobildækning giver en følelse af tryghed for hænder der en noget ude på caminoen kan der gå timer inden der måske kommer nogen forbi. Men at gå på caminoen giver en tryghed i sig selv - for der har jo gået tusinder af pilgrimme før dig, uden at der er sket dem noget.
Hvorfor faldt valget på at overnatte på et albergue, nu hvor jeg har boet på luksushotel dagen før?
Jo, alberguet i Miratz bestyres af en kristelig engelsk organisation og i guidebøgerne beskrevet som et velordnet og veldrevet albergue. Og det er det. Fine og gode forhold med 26 senge, baderum, toiletter og køkken og store fælles opholdsområder.
Utrolig søde hospetaleros (frivillige hjælpere der bestyrer alberguet).
Så det var et udmærket valg.
Hele alberguet var fyldt op den nat.
Betaling - donation - jeg gav 10 Euros, fordi der også er morgenmad.

Jeg er faktisk blevet træt af at vandre. På en måde er jeg gået istå. Jeg synes jeg har ondt alle vegne i kroppen og så har jeg også fået ondt af mig selv. Jeg synes jeg har begivet mig ud på en vandring som jeg troede var anderledes.
Jeg troede Camino del Norte også havde lidt af den  samme ånd som er på den Camino Frances. Det er der ikke. caminoen er mere en vandrevej end en pilgrimsvej. Og det har nok skuffet mig lidt.
Der er meget flot natur og især Asturien har gjort et kæmpe indtryk på mig. Men der er ikke så mange kulturminder på denne camino som på Camino Frances. Og det skuffer mig. Vel der er kirker, katedraler, broer, tårne m.v.. Men ikke på samme måde.
Så derfor har jeg besluttet at jeg skal gøre noget godt for mig selv.
Jeg har  bestilt overnatning på et Parador i Vilalba. Den sidste større by inden Santiago.  Jeg har også bestemt jeg vil have en liggedag for at få humøret til at vandre igen.
Så derfor har jeg 2 nætter i Paradoret. Se nedenfor om hvad et Parador er.
Der er ingen udfordring idag og dog! Der er en strækning paa 17 km gennem højsletten på fladt terræn på markveje og stier gennem mindre bevoksninger og langs marker, hvor der ikke er nogen bebyggelser. Det er altså langt. og de sidste ca. 4 km er også på markveje og mindre biveje. Så der kan ikke klages over belægningen og kvaliteten idag.
Oplevelsen var at møde familien Østrig ved en frokost på en rasteplads ved en middelalderbro og blive budt på brød, skinke og ost. Jeg have tomat, tun og brød. Så vi fik en fantastisk frokost i det grønne, mens andre pilgrimme så misundelig til når de vandre forbi.
Caminoen tager caminoen giver. I dag gav den en dejlig oplevelse at sidde sammen med søde mennesker og for engangs skyld tale tysk. Så fik jeg mit gamle skoletysk brugt. Og fik ros.
Som nævnt tænkte jeg til at forkæle mig selv, så jeg har 2 overnatninger på Paradoret i Vilalba.
Et Parador er et luksushotel, som den Spanske stat har etableret i fredede og historiske bygninger rundt om i landet. For at bevarer og bruge bygningerne så de ikke forgår.
Der er luksus og overnatningerne er ikke billige. Værelset jeg har er på 30 kvm med gamle antikviteter i skabene og på gangene. Badeværelset er vel på 10 m2 og intet er der sparet på. 2 kvm store badehåndklæder. Tjenere i sorte uniformer og opholdsrum med store sofaer. Et overdådigt morgenbord.
Omgivelserne er her et gammelt vagttårn, der er bygget om med værelser og herskabsboligen ligeledes med værelser og spisestue m.v. Meget flot og smagfuldt indrettet.
Og dyrt?? Alt er jo relativt.
Men 70€ for luksus med morgenmad pr. nat. Bedøm selv??

Dagens vandring er en oplevelse i sig selv, da  den nu kun går op og ikke ret meget ned. Vi skal til og op på en meget stort platau - Terra Cha - der er en højslette som ligger mellem  højdedragene som jeg senere skal over når jeg går mod sydvest.
Heroppe hersker et helt andet mere tørt klima, men med en strid norden vind.
Jeg har ikke fortalt om de pilgrimme jeg har mødt på vandringen. For nu er det faktisk "rigtige" pilgrimme jeg vandre med på caminoen. Det er pilgrimme på min egen alder jeg møder og får en snak med.
Igennem nogen tid var det et tysk ægtepar fra Ulm jeg fulgtes med og som rejste tilbage til Ulm fra Ribadeo.  Så har jeg mødt et fransk ægtepar, hvor manden har været ingeniør hos Volvo i Gøteborg. Verden er lille.  Til gengæld er verden stor for ham og konen, de har vandret Frankrig tyndt og er nu på 5 gang til Santiago. En tynd østrigsk dame mødte jeg, der var vandret fra Wien og nu var på vej til Santiago og havde været til Rom og Jerusalem på pilgrimsvandring !!!!! Jeg har mødt familien Østrig - mor og  søn og dennes kæreste og  morderens veninde. De 4 vandrede fra Aviels til Santiago, fordi det var moderens sidste strækning efter at hun på godt nok 8 år har vandret fra Wien til Santiago
Danmark stå op af sofaen og få fodtøjet på. 
Tyskere, franskmænd, østrigere en englænder jeg mødte har alle vandret europas vandreveje tynde. Jeg er den glade amatør blandt disse vandrings mænd og kvinder.
Det er mænd og kvinder + 50 der går Europa tynd.
Når men vi skal jo videre så der er en dag i morgen.
Jeg har mange gange skrevet at udfordringen er bakkerne og dagens vandring var ingen udtagelse. Jeg er snart slidt op af at vandre opad. Det tager på lårmuskler og knæ Nu hvor vejret er blevet mindre varmt har jeg kun 1 liter vand med. Men til gængæld har jeg nu mad med. Der er optil 16-20 km mellem de barer der er på vejen. Så et lille brød, en tomat og lille dåse tun udgør nødration på vejen. Æbler, pærer og anden frugt er tilgængelig på træer. Brombær er der alle vegne og de er moden nu. Man skal bare tage de højeste, som dyr ikke har tisset på.
Oplevelsen er, alt klimaet og naturen igen er skiftet til en lidt mere kedelig natur og mindre bakket natur. Der virker mere trist og på en eller anden måde beskidt fordi der er blæst som har støv og andet med i vinden.
Gotán har et nydeligt nyt albergue, men alligevel er jeg krybet i ly hos barejeren ned paa hjørnet i et af hans værelser med bad. Byen her har til forskel fra andre et posthus.
Det er meget vigtigt fordi, det er der jeg i morgen tidlig skal vandre ud af byen for at komme på Caminoen. Det står i guiden.
Der er i mellemtiden sket det at posthuset er nedlagt. Men??
Som altid har der været en lille mand/dame med en dåse gul maling, der er cyklet/vandret i forvejen og malet en gule pile ud for det nedlagte posthus.