Min hjemrejse er planlagt til at jeg tager det første Iberia fly til Madrid her til morgen. Jeg skal der efter med ligeledes Iberia fra Madrid til København.
Jeg har været mange gange i Santiago, så det er ikke med tåre i øjnene jeg tager afsked, men mere et spørgsmål om hvornår jeg igen er tilbage i Santiago
Det har været lidt af en oplevelse at vandre på Camino de Invierno, fordi denne lille camino har været en udfordring på mere end en måde.
De mange højdemeter og den høje temperatur har  naturligvis tæret på kræfterne på vandringen i august, men det var mere det maveunde jeg pådrog mig på første vandring, der slog mig ud.
Det er nok et varsel om, at man ikke bare ukritisk spiser af alle de gode frugter som ligger foran en på vandringen.
Jeg tror maveondet kom på grund af  jeg ukritisk plukkede frugterne og blot spiste dem uden at få dem vasket inden.
Camino de Invierno er en camino, der er værd at vandre. Det er den fordi, den er en af de meget smukke caminos, hvor man kommer igennem en del af Galicien, man ellers ikke oplever.
Der er mange naturoplevelser på vejen bl.a. det meget spektakulære Las Medulas, der godt nok er en populær turistattraktion.
Når man vandre frem til Ponferrada på Camino Frances, har man valget mellem at fortsætte eller vandre ind på Camino del Invierno, men det er der ikke mange som gør, jeg mødte hverken i august - der ellers er den del af året, hvor der er mange pligrimme eller i november - en eneste medpilgrim. November kan jeg forstå.
En af årsagerne er nok, at den er ret krævende både hvad terrænet og overnatningsmulig- heder angår.
Der er mange højdemeter i vandringen, end på de sidste dage på Camino Frances, men værre er det heller ikke.
Overnatninger havde jeg ingen problemer med at skaffe mig, men jeg overnatter også gerne på Parados, hoteller, B&B, men overnatter også gerne på albergues.
Afmærkningen er præcis lige så god som på Camino Frances, så den kan ikke bruges som undskyldning til ikke at vandre på Camino de Invierno til Santiago.
Som nævnt er det en fantastisk natur og der er et særligt klima i dalene langs Rio Sil, som gør at landskabet er anderledes end når der vandres på Camino Francès.
Den højeste pashøjde er ved Alto do Faro på ca. 890 m og det skulle jo ikke betyde så meget, men faktisk er de mange højdemeter med til at gøre Camino de Invierno til en krævende camino rent fysisk også fordi der de fleste dage ikke er mulighed for at få vådt eller tørt stort set mellem dagens begyndelse og afslutning.
Så det er nødvendigt at have både flere liter vand og noget at spise med i rygsækken alle dagene, så man ikke oplever vandmangel eller ikke får tilstrækkelig at spise og dermed ret styrke til de mange højdemeter og lange vandredage.
Er man til stilhed og ensomhed og er man til den fysiske udfordring med lange vandredage og mange højdemeter, så får man på Camino de Invierno tilfredsstillet alle disse ønsker og krav.
Katedralkontoret skriver 257 km i Afstandsbeviset, min GPS viste sammenlagt 262 km fra Ponferrada til Santiago.

Selvom jeg nu for 8. gang er i Santiago tog jeg en ekstra dag i byen.
Her i midten af november er der ikke mange turister og antallet af pilgrimme som kommer til byen om dagen er også for nedadgående. Men nogen er der selvfølgelig.
De sås jo også i går, da jeg skulle have mit Compostela og afstandsbevis udstedt på Katedralkontoret, hvor der ikke var nogen kø og ventetid for at komme frem til skranken.
At der ikke er mange turister og pilgrimme gør også, at katedralen ikke er overrendt og fyldt til mere end sidste plads ved messerne.
Det gør også, at besøget er mere behageligt og man bedre kan opleve indholdet i katedralen og byen uden at blive trådt over tæerne eller mangle udsigt  på grund af højt hævede mobiltelefoner.
Så tidlig om morgenen gik jeg en rundtur i katedralen og oplevede den uden stress og jag og havde tid til at dvæle ved skulderne af Skt. Jakob og for en gangs skyld få et længere ophold ved relikvieskrinet i krypten og se og opleve tomme sidekapeller.
Til pilgrimsmessen til middag, der var det muligt at få siddeplads på de første rækker.
Og som den store oplevelse som det altid er blev det store røgelseskar svunget igennem kirkerummet for en af de sidste gange i mere end et år, nu hvor alteret i katedralen skal restaureres.
Fantastisk igen at have den oplevelse.
Dagen i morgen tager jeg Iberia retur til Danmark via Madrid.

Da jeg spiste aftensmad fik jeg besked på, at jeg skulle have afleveret værelset og spist morgenmad inden kl. 7.15.
Der er mere en time til solopgang, så den første time vandrede jeg i mørke, heldigvis på en lokal vej uden særlig meget morgentrafik.
Det rigtig koldt her til morgen.
Det er ikke første gang jeg vandre dette stykke til Santiago. Da jeg vandrede på Via de la Plata, vandre man også det sidste stykke fra A Laxe.
Det er en krævende trækning bl. a. vandringen ned til Ponte Ulla - i øvrigt en flot vandring ned til broen og byen - og igen en anstrengende vandring op på den anden side, Resten af vandringen ind mod Santiago er temmelig bakket med nogle flotte udsigter.
Et godt stykke uden for Santiago kan man se tårnene på katedralen og det giver naturligvis ekstra styrke til at vandre de sidste kilometer lidt hurtigere.
Her i november er det jo ikke højsæson for pilgrimsvandring, men nogen stykker ser man trodsalt på vandringen ind i byen og til katedralpladsen.
Glæden er lige stor ved at kunne vandre ind på pladsen selv om det nu er 8. gang jeg kommer vandrende til Santiago.
Jeg er ved katedralen ved 17.30 tiden og jeg begiver mig straks til Katedralkontoret for at få ansøgt om et Compostela og Afstandsbevis.
Sædvanligvis kan der være ventetid i flere timer, men denne dag her i midten af november er der ingen ventetid selvom der kun er 3 ekspeditionspladser åben, så det tager under 5 minutter, at få udstedt mit Compostela og beviset på, at jeg har vandret Camino de Invierno.

Efter morgenmad vandre jeg først på Paseo Fluvial del Rio Pontinás, der er en kombineret gang- og cykelvej, der strækker sig ca. 4 km ud efter Lalin. En smuk vandring ud af byen.
Derefter vandres ind på en kombination af grusveje, stier og små lokale veje gennem det grønne landskab. Camino forløbet ligger tæt op til N 525 og igennem A Laxe og Silleda.
Nu hvor afstanden til Santiago er mindre, er der flere småbyer, der vandres igennem, hvor det er muligt at få noget at spise og drikke.
I A Laxe vandre pilgrimmen ind på Camino Sanabrés og videre på den til Santiago de Compostela.
For at nå Santiago skal pilgrimmen lidt før Silleda over en gammel romersk bro Ponte Taboada.
Jeg har planlagt at overnatte i Bandeira på et Hostal Conde Rey, der ligger midt i byen og ud til hovedlandevejen. Det er et af de lidt mere specielle overnatningssteder jeg er havne på.
Der er ingen varme på værelset før sidst på natten og det er rimeligt koldt om natten. I badeværelset er en varmeblæser på væggen, som med en lukket dør til baderummet giver en nogenlunde temperatur til et hurtigt bad.
Aftensmaden er i bare i stueetagen og er et sædvanligt pilgrimsmåltid.
Bortset fra den smukke gamle romerske bro, har der ikke været de store oplevelser på dagens vandring.

Jeg startede ud allerede kl. 7.00. Det er bælgragende mørkt. Jeg har bestilt en taxa for at køre mig de 25 km tilbage til Rodiero og Pension Carpinteiras. Til min store glæde er baren åben til pensionen og jeg bliver modtaget med stor glæde af værtinden, som spørger til hvordan jeg har det.
Får noget morgenmad sammen med et stort hold jægere i baren og da det bliver små lyst bryder jægerne op og jeg tager rygsækken og vandrestaven og drager ud på fortsættelse af caminoen i små fugtigt men eller udmærket vejr.
Vejen tilbage til Lalin snor sig gennem skov og små landbrugslodder i et smukt bakket terræn vekslende på grusveje og små lokale veje. Erfaringsmæssigt har jeg både vand og lidt at spise med på vandringen og det viser sig også, at der ikke er nogen mulighed for at få noget som helst i de småbebyggelser, der vandres igennem eller tæt ved. For at opnå Compostela, er det et krav, at der skal haves 2 stempler hver dag dag. det første fik jeg i Rodiero og dagen før har jeg fået et stempel i kirken i Lalin.
Så da jeg er tilbage i Lalin må jeg have et stempel på en moderne cafe, der er åben, da jeg kommer ind i Lalin by.
Jeg er tilbage i Lalin omkring kl. 14.00, så jeg tager tilbage til hotellet, som jeg har booket for to overnatninger.
Lalin er en pæn stor by, så den får jeg set lidt mere på end tidligere og begiver mig også ud til et storcenter, der ligger lidt uden for bymidten.
Det er godt nok en trist omgang at se på, over halvdelen af butikslokalerne er lukket, hvorimod et hypermarked, hvor Bilka er nul og nix dominere sammen med en kæmpe biograf og nogle spise steder.
Så her bliver aftensmaden indtaget i et af spisestederne.

Efter at være kommet hjem fra Santiago i august og have manglet at vandre omkring 80 km i at have vandret Camino de Invierno i sin helhed til Santiago, irriterede det mig at måtte tage hjem fra en ikke planlagt afslutning på en vandring.
Det er jo ikke verdens undergang at stoppe og tage hjem før det fastlagte mål, man kan jo altid vende tilbage.
Efter at have været på en pilgrimsfærd i Armenien i sidste halvdel af september, besluttede jeg at Camino de Invierno skulle vandres til ende i Santiago og det blev så midten af november.
Jeg tog fly med Iberia Express Via Madrid til Santiago og ankom meget sent og overnattede for dagen efter at tage bus til Lalin.
Da bussen først afgår kl. 10.00 på en lørdag og det tager lidt over en time med bus valgte jeg at overnatte på det samme hotel i Lalin, som jeg overnattede på august.
Hotel Potinas, der ligger ikke så langt fra caminoen og centrum.

Hvordan slår man 3 dage ihjel i Santiago, når man har været der flere gange tidligere og har stort set besøgt alle de religiøse steder og mange at de øvrige turistattraktioner, cafeer og restauranter. 
Det blev nu heller ikke til så meget, da jeg var medicineret, for at få bugt med det maveonde jeg havde fået.
Noget af tiden var at slumre og hvile lidt på hotel værelset.
I øvrigt havde jeg indlogeret mig på et lille hyggeligt hotel, som ligger ikke så langt fra postkontoret og ud til et lille hyggeligt torv.
Når jeg så endelig tog mig sammen til at gå ud, hav de jeg ikke langt til kvarteret, der flittigt bliver besøgt af de indkomne pilgrimme. Og det var hyggeligt at overvære denne brogede skare af "slidte" pilgrimme.
Den obligatoriske messe overværede jeg begge dage og var så heldig at den ene dag blev det store røgelseskar "botafumeiro" svunget gennem katedralrummet.
det er lige imponerende hver gang man overværer det og ser det.
Jeg havde indlogeret mig for 2 overnatning for at komme på benene igen.
På tredjedagen rejste jeg med Vueling til Madrid og videre derfra tilbage til København.

Hvorfor en rejsedag 2?
Årsagen er den kedelige, at jeg om aftenen den 16. aug. blev kørt i ambulace de ca. 25 km fra Rodeiro til Lalin for at blive behandlet for både et hedeslag og en maveforgiftning.
Efter at være kommet til Pension Carpinteiras og tjekket ind fik jeg det rigtig dårligt og kastede voldsomt op og dermed på vej til at blive dehydreret, da jeg samtidig ikke kunne få min temperatur ned.
Mine værter var meget bekymrede og tilkaldte en ambulance og jeg blev kørt til akutmodtagelsen i Lalin, hvor jeg blev lagt i drop med satsvand og senere med penicillin, for at blive behandlet mod dehydreringen og maveforgiftningen.
Grunden til, at jeg skriver dette indlæg er, at det måske kan være med til at informere om, at det ikke er problematisk at blive behandlet i Spanien og at der tages hensyn til den ekstreme hede, der kan være i Spanien og dermed risiko for hedeslag. Maveforgiftningen er antagelig et udslag af, at jeg har spist frugt fra træer som pære og druer og spist brombær fra hegn langs stierne.
Det skal nævnes, at jeg blev kørt på akutmodtagelsen I Lalin omkring kl. 20.00 og blev kørt retur til Rodeiro omkring kl. 01.00, hvor min vært var oppe for at tage imod mig.
Den Blå Sygesikringsbevis gjorde sin gavn, sammen med forevisning af pas, så jeg ikke på stedet skulle stille sikkerhed eller betale for behandlingen, som i øvrigt var rigtig effektiv via en engelsktalende læge og sygeplejerske og et venligst og kompetent plejepersonale.
Den 17. aug. 2017 tog jeg om morgene en taxa til Lalin.
Lalin er en by med 20.000 indbyggere, hvor jeg den 18. aug. tog bus til Santiago.
Jeg blev derefter 3 dage i Santiago for restituere mig inden jeg rejste hjem til Danmark.

Det skulle vise sig at det blev lidt af en skæbnedag i dag.
Startede ud relativ tidligt, da vejre nu igen havde slået om det det glohede.
Spise morgenmad på en bar ud af byen og var godt forberedt på en ikke så lang vandredag, men en relativ hård dag i varmen.
Vandringen var mest på lokale veje og grustier ud i det bakkede terræn, der bød på en meget varieret natur.
Dagens højdepunkt i mere end en forstand er at vandre op over Alto do Faro, hvor fra der er en fantastisk udsigt over landskabet i alle retninger.
Alto do Faro ligger i kote 880 m, så det er ikke så spektakulært, som at vandre op til O'Cebreiro.
Men her i middagsheden er det en bedrift i sig selv og vandringen ned over ganske kort afstand er også anstrengende og vandre ned i dalen giver ligesom en dyne af varme.
Dagens overnatningsby er Rodeiro - en by med ca. 3.000 indbyggere.
På dagens vandring er der kun en enkelt bar imellem byerne.
Jeg har aftalt overnatning på Pension Carpinteiras, der ligger lidt oppe i byen.
På vej op spiser jeg et stort middagsmåltid på en restaurant inden jeg tjekker ind.
det skulle jeg vist aldrig have gjort.

Det er nok den meste kedelige dagsvandring i lang tid. Først ud af byen for at vandre på en lokal asfaltvej gennem nogle uinteressante vinmarker.
Selv om der var vandring i gennem nogle mindre bebyggelse var der ingen mulighed for at få noget at spise eller drikke før efter 22 km. Så godt jeg i går havde købt vand og noget brønd og "Den glade Ko" ostetrekanter, så jeg trods alt kunne få noget at spise på vandringen.
Den første bar ind mod Chantada solgte ikke mad, men jeg kunne få en "Magdalena" - en lille indpakket sukret sandkage, der kan spises i 3 bidder.
Dagens vandring byder på en del højdemeter også selvom jeg tog en beslutning om at vandre på hovedlandevejen over en moderne højbro for i stedet at vandre ned til og over og op igen fra en gammel romersk bro. Men havde derimod en fantastisk udsigt til broen mellem skrænterne ned til Embalse dos Peares.
I Chantarda med sine ca. 10.000 indbyggere er der kun et hotel, som til gengæld er nyt/nymoderniseret og det overnattede jeg på. Jeg var en tur rundt i byen og var på besøg i byens to kirker, en gammel kirke fra omkring 1600tallet og ligeledes et besøg i den moderne kirke fra omkring 1950erne.
Byen har i øvrigt ikke ret meget andet at byde på, så aftensmad blev indtaget på en af byens restauranter på gågaden.
Oven på dagens lange vandring gik jeg tidligt i seng for at være frisk til morgendagens vandring.