Alle indlæg af ErikHjulmand

LONDON TO WALSINGHAM – DAG 4

Start ByWare – Standsted Mountfitchet
Dato10. september 2023
Vejr+30 C – +35 C sol / varm vind
Højdemeter op337 m
Højdemeter ned85 m
Sværhedsgradmoderat
Afstand tilbagelagt i dag26 km
Afstand tilbagelagt i alt95 km

Det er en af de her dage, hvor der der sker uventede ting, som får stor indflydelse på, at dagen bliver anderledes end forventet. 1) Morgenmaden blev først serveret kl. 8:30 og ikke som oplyst ved indtjekningen oplyst til kl. 8:00. 2) Der var messe i den første kirke jeg besøgte og efterfølgende var præsten meget interesseret i min pilgrimsvandring. Og det blev til en lang snak. 3) I de næste kirker jeg besøgte ,var der også interesse i at høre om pilgrimsvandringen. 4) Varmen på vandringen var i dag ulidelig. 5) Fik købt aftensmad og morgenmad ind, da jeg åbenbart ikke havde læst, at der var restaurant og der var morgenmad på overnatningsstedet. 6) De 4 km fra Bishoph’s Stortford til Stansted Mountfitchet ville jeg tage tog, fordi jeg ellers ville komme frem sent til hotellet. 7) På grund af en brand i et el-anlæg på jernbanelinjen, var der uregelmæssig togdrift med op til 1 til 2 timers forsinkelse – jeg skulle bare til næste station. Jeg måtte også vente på en taxa, der så efter 30 min. kunne køre mig de 4 km til mit hotel for natten. OG SÅ til dagens vandring. Nu er vandringen i det let bakkede grønne landskab – som kendetegner en del af det engelsk terræn, lidt vandring på asfalt vej, vandring på mark- og skovveje og på mark- og skovstier og det specielle – at vandre ud over marker og engarealer, hvor vandringen er til næste “kissing gate” (låge i hegn). Denne mærkelige fornemmelse af, at der er frihed til vandre lige hvor du vil, bare du husker retningen. Det et skønt. Bakke op og bakke ned med dog kun 337 højdemeter. Men varmen mærkes ude i landskabet – i dalene, som om en hårtørrer blæser på dig. Mere behagelig i skyggen fra træer. Dog drak jeg vel omkring 3 l væske inkl. den serverede the og kolde vand i kirkerne. Det var igen +30C til +35C i skyggen. Da alle de her stop på vejen og snak havde taget vandretid, besluttede jeg at tage toget de sidste 4 km til mit overnatningssted. Det var åbenbart en dårlig dag at gøre det på. Men når nøden er størst er hjælpen der. Om jeg snuppede taxaen foran andre passagerer, var jeg på det tidspunkt ligeglad med. Det var nok ikke så næstekærligt og ydmygt som pilgrimstanken tilsiger. Undskyld og håber på tilgivelse. Men nu har jeg været i bad, spist medbragt aftensmad, fået suppleret vandbeholdningen, vasket det af sved drivvåde vandretøj – 4 stykker t-shirt, underbukser og 2 vandresokker. De korte vandrebukser må holde et par dage endnu. Nu er det mørkt, stressen er væk og freden indfundet sig.

LONDON TO WALSINGHAM – DAG 3

Start ByWaltham Abbey – Ware
Dato09. september 2023
Vejr+20 C – +35 C sol / diset
Højdemeter op141 m
Højdemeter ned75 m
Sværhedsgradmoderat
Afstand tilbagelagt i dag26 km
Afstand tilbagelagt i alt69 km

Det var vist den varmeste lørdag i mange år jeg har vandret på. Mere end +35C og sol. På mit ydmyge værelse i en 400 år gammel Inn – Rifle Voluteer i Ware – er det stadig over +30C her ved solnedgang. De 22 km ud af de 26 km har været langs vandveje. Når jeg skriver vandveje, er det fordi jeg har vandre imellem dem, uden hele tiden at vide hvilken jeg vandrede langs. Først langs Bowyers Water fra Waltham Cross så langs River Lea Navigation, så langs New River, så langs River Lea, så tilbage til River Lea Navigation for at slutte af langs New River. Lea Navigation og New River er aqueduects for at lede vand fra kilder i Hertfordshire ned til London og byerne langs med. New River blev anlagt i begyndelsen af 1600 tallet. Stierne er i god stand hele vejen og i dag blev vandvejene flittigt benyttet til at svømme i, stå på padleboard og små langsomtgående motorbåde og flyttedag for nogle af husbådene. Først vandrede jeg til Eleanors Cross i Waltham Cross. Elinors Cross står midt på byens ikke særlige charmerende torv. Korset er et af tolv som Kong Edward I lod opfører i slutningen af 1200 tallet til minde om sin dronning Eleanor. Lige i udkanten af byen vandres forbi den den lokale kirke – Christ Curch, hvor de søde ældre damer, som er kirkevæger lukkede mig ind, så jeg kan se kirken indvendig. Herfra som nævnt langs vandveje frem til Saint Augustine Church I Boxbourne, som ikke var åben. Videre til Rye House Gatehouse, der er det eneste, som er tilbage af et befæstet fort fra 1500 tallet. Lidt senere blev der et besøg i en lille sognekirke godt skjult af store træer – St. John the Baptist i Geart Amwell, hvor jeg blev trakteret på koldt vand og småkager af kirkeværgerne og havde med dem en lang snak, der førte til et stempel i pilgrimspasset. Efter disse mange lange besøg, nåede jeg til dagens slutmål Ware. Her besøgte jeg St. Marys Church, der er byens kirke, hvor jeg igen blev budt på koldt vand og en lang snak med det ældre ægtepar, der er kirkeværger. Og her blev stemplet igen fundet frem og sat I pilgrimspasset. Sidste besøg ,er det nu ikke eksisterende Ware Priory, der nu er Konferencecenter m.v. Således godt udaset, kom jeg frem til mit overnatningssted en flere hundrede år gammel Inn med nogle få små værelser. For overnatning i Rifle Voluteer Inn betalte jeg 60 £. Morgenmad var ikke inkluderet.

LONDON TO WALSINGHAM – DAG 2

Start ByTottenham – Waltham Abbey
Dato08. september 2023
Vejr+18 C – +30 C sol / sol
Højdemeter op207 m
Højdemeter ned110 m
Sværhedsgradlet
Afstand tilbagelagt i dag17 km
Afstand tilbagelagt i alt43 km

Det at finde overnatningssteder direkte ud til pilgrimsvejen, kan man stort set godt glemme. I dag ligger det 2 km i modsat retning af vandringen i morgen. Dejligt hotel i landlige omgivelse ved en motorvejs af/tilkørsel. Vandringen var en af dem, hvor man kan koble hjernen fra og mere eller mindre tælle får – eller rettere sagt husbåde. Igen langs trampestien af River Lea Canal de 15 km. Vejret er overskyet og på den anden side af de +30C. Kanalen er nærmest lige ud. Et par gange skulle jeg ved en sluse over på den anden side for at vandre videre. Jeg har de her 2 dage vandret forbi tusindvis af husbåde – nogen i god stand med solceller på taget af båden – andre miserable og andre igen med udrangerede ting alle vegne og visner planter i spande på dækket. Uanset stand boer der mennesker i dem. De ligger i en lang perlerække ofte på begge sider af kanalen. Senere har jeg fundet ud af, at en licens koster omkring 2.000 kr. årligt for at fortøje en husbåd langs bredden. Da jeg nåede til Waltham Abbey vandrede jeg fra stien og vågnede op til virkeligheden for at finde vej til klosteret. Jeg skulle op til en stor bred vej ind til Waltham, hvor klosterkirken er beliggende ud til byens torv. Den øvrige del af klosteret er nedrevet og tilintetgjort og tilbage er blot en del af klostermuren og resten er i dag udlagt som grøn park. Bag klosterkirken ligger Kong Harold begravet (d.1066) hvor en simpel sten angiver stedet. Så simpel, at jeg overså den ved første øjekast. Der er ikke meget tilbage af den gamle bydel og ud fra torvet er byen hoved- og handelsgade. Ikke særlig spændende en by. Jeg besøgte klosterkirken, som noget af det først og her fik jeg en lang snak med en af de frivillige damer som gør rent i kirken og sætter blomster op ved alteret. Uden at spøge fandt hun kirkens stempel frem og i kom det i pilgrimspasset. Ud til torvet i Waltham ligger flere spisesteder og da det var først på eftermiddag og stadig 2 km vandring til mit overnatningssted, var det rart at kunne få noget at spise og drikke i varmen. De sidste par kilometer til hotellet var lidt trælse, når man ved, at dem skal man i morgen vandre igen, da jeg skal igennem Waltham for at komme videre. I går aftes fik jeg et stort hul i mine vandrebukser, fordi knæet gik igennem da jeg skulle op på 2. sal. Imidlertid fandt jeg ud af, at på dagens vandring vil jeg komme i nærheden af et sportsoutlet – Decathlon – hvor jeg kan få købt et par nye vandrebukser. Jeg fik receptionisten til at ringe til et taxaselskab for at jeg kunne blive kørt ca. 8 km til forretningen, vente mens jeg handlede og køre mig retur. Så fik jeg løst det problem. Jeg overnattede på Delta Hotels by Marriott og betalte for overnatning og morgenmad 136 £.

LONDON TO WALSINGHAM – DAG 1

Start ByLondon City – Tottenham
Dato07. september 2023
Vejr+18 C – +30 C sol / sol
Højdemeter op32 m
Højdemeter ned29 m
Sværhedsgradlet
Afstand tilbagelagt i dag23 km
Afstand tilbagelagt i alt26 km

Det har været ulidelig varmt op til +30 C og diset. Store internationale hoteller med mange gæster samtidig kl. 7:30 til morgenmad er ulideligt. Men så var det heller ikke værre – det var en flot morgenmadsbuffet. Jeg startede med at vandre 2 km bagud på ruten for at besøge St. Pauls Cathedral lige da den åbnede. Fik naturligvis sat en hel masse ansatte til at få arrangeret, at jeg fik et stempel i mit pilgrimspas af en meget venlig kirketjener, der samtidig påskønnelse mit pilgrimsvandring. Nu har jeg jo besøgt mange katedraler bl.a. Peterskirken i Rom og jeg kan se, at der er hentet design og interiør fra den. Men flot og imponerende er den. Efter besøget vandrede så tilbage 2 km igen til den ydmyge sognekirke Saint Magnus the Martyr – der nu var åben og kunne beses indvendig. Og som det naturlige spurgte jeg om endnu et stempel i pilgrimspasset og straks blev det fundet frem og sat i. Således tilbage på pilgrimsvejen kun jeg nu vandre til dagens endemål og overnatningssted i Tottenham. Ruten var der ikke meget at tage fejl af, første flere kilometer langs Themsen og lidt mod nordøst ved Limehouse langs Regent’s Canal og videre langs Hertford Union Canal, langs River Lea i Lea Vally og frem til Walthamstow Wetlands. Omkring 18 km langs floder og kanaler, hvor der på begge sider ligger tusindvis af disse smalle flodpramme, der nu er bygget om til husbåde af vekslende kvalitet. Her kan så skues af beboerne ned på dem fra de milliondyre 1, 2 og flerværelsers lejligheder hvor prisen ikke starter under 500.000£. 4,5 mio. kr. Samme beboere kan så på gårdsiden se ud over de mange store parker, der er langs dagens vandring og de grønne arealer. Jeg overnatter hos en indisk familie, der har indrettet sig i vaskehuset i baghaven til deres rækkehus og lejer så værelser i det 2 etagers ældre, men gennem moderniseret rækkehus tæt på Tottenham Hall station.

For overnatningen uden morgenmad på Deluxe Homestay near Tottenham Hortsour Stadium beliggende i et renoveret rækkehus på 133 Sherringham Avenue N17 9RU betalte jeg 86 £

LONDON TO WALSINGHAM – HENREJSE

Start ByKøbenhavn til London
Dato06. september 2023
Vejr+13 C – +30 C sol / sol
Højdemeter opn/n
Højdemeter nedn/n
Sværhedsgradn/n
Afstand tilbagelagt i dag3 km
Afstand tilbagelagt i alt3 km

Jeg er nu i London i +30C og sol. Hvis vejret fortsætter sådan, bliver den varmt at vandre i morgen Jeg fløj med Norwegian fra CHP til Gatwick og ankom kl. 15.00. Det er jo ret nemt at komme til London Bridge med tog fra Gatwich med ThamesLink, det tog omkring 3/4 time. Min pilgrimsvandring starter i morgen fra Church of St. Magnus the Martyr, der ligger ved London Bridge. Da jeg går til mit overnatningssted – The Tower Hotel – kom jeg forbi Southwalk Cathedral – som jeg besøger ligesom alle pilgrimme i middelalderen besøgte inden de tog afsked med og vandrede ud af London. Her får mit første stempel i mit pilgrimspas, som jeg har med på vandringen. Det viser sig, da jeg går forbi Church of St. Magnus the Martyr, at kirken først er åben i morgen kl. 10.00. Det passer ind i mit program for første vandredag. For overnatning i Tower Hotel London betalte jeg inkl. morgenmad £ 278.

DEN DANSKE PILGRIMSRUTE – 2023 – SAMMENFATNING

Denne pilgrimsvandring er lidt sammenstykket. Årsagen er at denne del af Den Danske Pilgrimsrute har et forløb faktisk i tre dele.

Den første del fra Københavns Lufthavn til Hedehusene. Anden del fra mellem Ringsted og Slagelse til Korsør og tredje del fra Nyborg til Odense.

Første del er vandret uden overnatninger, så om overnatningssteder er ikke omtalt.

Selve pilgrimsruten er i det stor Københavnske Hovedstadsområde og bærer derfor præg af det, ved at det meste af vandringen er asfalterede stier, dog er vandringen over Amagerfælled på god grussti. Oven i købet er der faktisk ingen højdemeter på strækningen.

Den anden del stager sin start, hvor pilgrimsruten nord/syd over Sjælland skærer pilgrimsruten – der nu beskrives – som går øst/vest. Anden del forløber gennem det midtvestlige Sjælland til Korsør.,

Lige før Slagelse kan der overnattes og det samme i Korsør, hvilket er de naturlige overnatningsbyer. Vandringen fra Slagelse til Korsør er den mest interessante bl.a. fordi der vandres forbi Vikingeborgen Trelleborg og der efterfølgende vandres langs kysten til Storebælt.

Desværre er meget af vandringen på asfaltveje, enten på cykelsti/gangsti eller også på mindre trafikkerede sogneveje.

Fra Korsør station tages toget til Nyborg Station gennem tunellen og over Storebæltsbroen.

Vandringen fra Nyborg til Odense er almindeligvis på 2 dage og med overnatning sådan næsten midtvejs. Men der er kun få overnatningsmuligheder. Vandringen er på miks af mark- og skovveje og sogneveje.

Imidlertid er det et dejligt landskab at vandre igennem med landskab langs kyst for at vandre ind i midten af Fyn.

Pilgrimsruten er ikke så godt afmærket, men det kan kompenseres ved at bruge GuruMaps og download pilgrimsruten på kortappen.

DEN DANSKE PILGRINMSRUTE 12. AUGUST

Start ByOdense SØ – Odense C
Dato12. august 2023
Vejr+18 C – +23 C regn / overskyet
Højdemeter opovervejende flad
Højdemeter nedovervejende flad
Sværhedsgradlet
Afstand tilbagelagt i dag9 km
Afstand tilbagelagt i alt128 km

Man kan selvfølgelig diskutere om dagen kan betragtes som en dagsvandring – men det betragter jeg den som. En entusiastisk pilgrim havde inviteret over en kop kaffe til en snak om pilgrimlivet ved cafe nelles Filosoffen ved Odense Å. Sådan en invitation afslår man da ikke. Og det var rigtig hyggeligt at udveksle erfaringer om pilgrimslivet og snak i almindelighed en sådan lørdag formiddag, hvor vejret ikke rigtig vidste om det skulle regne eller være tørvejr, når man kunne sidde og se ud på Odense Å, der dovent løb forbi. Da jeg spiste morgenmad lidt før kl. 8 væltede regnen ned og jeg var i tvivl, om jeg skulle vandre ind til byen eller finde en transport. Men som jeg havde sikret mig og min rygsæk mod elementernes rasen, så holdt regnen op og det blev tørvejr på vandringen ind til centrum. Efter min medpilgrim og jeg skiltes vandrede jeg ind til St. Knuds Kirke – Odense Domkirke – hvor Knud og hans broder opbevares i relikvieskrin i domkirkens krypt. Jeg gik lidt rundt og gik ned i krypten for at ære Skt. Knud eller Knud den Hellige – dansk konge fra år 1080 – 1086. I 1086 blev han myrdet i Skt. Albani Kirke i Odense.(PS: voldsomme billeder kan forekomme). Ved et tilfælde kom kirketjeneren og jeg spurgte til, om jeg kunne få et stempel i mit pilgrimspas? Naturligvis kunne jeg det og det endte med, at jeg blev trakteret i køkkenet bag sakristiet med kaffe og chokolade og en lang snak om pilgrimsvandring. Det er jo disse hyggelige oplevelser, der bl. a. gør pilgrimsvandring skønt og vanedannende. Efter besøget i domkirken vandrede ned for enden af Albani Torv – små 2 min gang fra domkirken – ligger Sankt Albani Kirke. Kirken hvor Knud den Hellige blev myrdet. Naturligvis skulle jeg besøge den katolske kirke og vandrede lige i middagsmessen – som i øvrigt blev forrettet på polsk af en meget ung præst. Liturgien var noget anderledes end sædvanlig katolsk messe, især nadveren, hvor præstens velsignelse af vinen og brødet var med ryggen mod menigheden og nadveren blev forrettet ved, at præsten med en ske gav den nadvergæsterne en skefuld vin. Hvor nadverbrødet blev af, kunne jeg ikke finde ud af! Efter denne oplevelsesrige formiddag sluttede jeg pilgrimsvandringen og gik mod Odense Banegård for at tage toget til Ringsted. Fra Ringsted Station, hvor jeg havde parkeret min bil, kørte så hjem til Tuse.

DEN DANSKE PILGRIMSRUTE 11. AUGUST

Start ByUllerslev – Odense SØ
Dato11. august 2023
Vejr+15 C – +23 C overskyet
Højdemeter opovervejende flad
Højdemeter nedovervejende flad
Sværhedsgradmoderat
Afstand tilbagelagt i dag27 km
Afstand tilbagelagt i alt119 km

Banedanmark har gang i renovering af broer over jernbanen fra København til Aarhus – og her på Fyn er det åbenbart ingen undtagelse. Så den bro jeg have udset mig til at vandre over sporerne her til morgen knap 1 km fra mit overnatningssted, fik jeg at vide, var der lige blevet lagt belægning på, så derfor kunne jeg ikke få lov til at vandre over. Det betød en omvej på 6 km. En lokal beboer fortalte, at jeg blev nødt til på en markvej parallel med banelinjen at vandre tilbage til Ullerslev og igen til Skellerup, dog af en anden rute frem til Ellinge, hvor jeg forlod pilgrimsvejen i går. I Ullerslev kontaktede jeg et ægtepar for at spørge om ruten til Skellerup kunne vandres på vejen langs Hindemae Herregård. det blev bekræftet og derefter faldt vi i snak, da de spurgte ind til, hvor jeg var på vej hen. Et hyggeligt møde. Tæt på Hindemae Herregård, men på den sydlige side af motorvejen ligger Skellerup kirke. Graveren var så venlig at låse op, så jeg kunne se kirken indvendig. Herefter videre på den lokale sognevej til Ellinge, hvor en marksti gik hen til byens kirke, som var åben. Så den blev også besøgt indvendig. En lang vandring på en lang lige og bred kommunevej med lidt lokal trafik frem til Rolfsted, var ikke så spændende. Jeg valgte at vandre ind i Rolfsted i stedet at vandre den originale rute, der slår et stort bueslag uden om byen. Rolfsted har en lille hyggelig sognekirke, som ikke var åben. Uden for Rolfsted vandres til højre ind i Darvinde Naturområde hvor der vandres på natursti og der fortsættes mod Odense SØ på nogle smalle veje. derefter først på bred grusvej der går over i markvej for derefter at blive en vandring mest på nyere grusstier omkring parcelhuskvarterer, for nær Fraugde igen at vandre over motorvejen for at komme ind til Odense SØ. Den sidste del af vandringen ved Tornbjeg mødes man af en moderne hvid kirke – Tornbjeg Kirke. Ikke langt fra den drejes ind til området med Hotel Odense og Odense Congress Center. Vandringen I byområdet er på asfalterede cykel og gangstier.

Jeg har booket overnatning på Hotel Odense, hvor der er mulighed for både at spise aftensmad og morgenmad. For overnatning inkl. morgenmad betalte jeg kr. 875.

DEN DANSKE PILGRIMSRUTE 10. AUGUST

Start ByNyborg – Ullerslev
Dato10. august 2023
Vejr+14 C – +21 C overskyet
Højdemeter opnæsten flad
Højdemeter nednæsten flad
Sværhedsgradmoderat
Afstand tilbagelagt i dag26 km
Afstand tilbagelagt i alt92 km

Da der ikke er overnatninger langs pilgrimruten i dag, som passer mig – jeg er ikke til overnatning i shelters, så derfor er jeg vandret 8 km nord for pilgrimruten for at overnatte et par kilometer vest for Ullerslev. Her til morgen tog jeg regional toget fra Slagelse til Nyborg og startede med at købe et smurt rundstykke og en drikke kop kaffe hos bageren på gågaden. For enden af gågaden er ligger Vor Frue Kirke, der et stort og højt lyst kirkerum uden en egentlig altertavle. Kirke blev opført efter ordre fra dr. Magrete 1. Efter en kort vandring gennem Nyborg centrum frem til Marinaen. Herfra vandres ud på Herregårdsruten, der leder en på en god cykelsti og senere markvej langs Holckenhavn Fjord og frem til landsbyen Vindinge med Danmarks 3.dr største sognekirke. Adelen havde åbenbart mange midler i den sene middelalder til at bygge denne store korskirke, der er indviet til Skt. Nicolaj – handelsfolkets skytshelgen. Den er utrolig smuk inden i. Den flotte altertavle er en fløjaltertavle, hvor de 2 af de 3 sider kan lukkes til, så altertavlen er helt tildækket. Herfra vandrede jeg videre på et mix af asfalt-, skov-, markveje og stier frem til Juulskov Herregård, hvor ruten går til højre op langs skoven og igennem den. 3 km før Ellinge vandrede jeg mod nord på en lang lige og god markvej til Skellerup og videre frem til Ullerslev Kirke. Ullerslev kirke var desværre ikke åben, men har sit særlige kendetegn ved at det er en sognekirke med et mindre spir. Fra Ullerslev by vandres de sidste 2,5 km på cykelstien på Odense landevej frem til Klokhøj, hvor jeg skal overnatte. Hvor jeg overnatter er self catering til aftens- og morgenmad, så fra Spar i Ullerslev, måtte jeg bærer min aftens- og morgenmaden.

For overnatning på Klokhøj betalte jeg kr. 479.

DEN DANSKE PILGRIMSRUTE 4. AUGUST

Start BySigersted – Brøstrup
Dato4. august 2023
Vejr+14 C – +25 C sol / småregn
Højdemeter op83 m
Højdemeter ned58 m
Sværhedsgradmoderat
Afstand tilbagelagt i dag28 km
Afstand tilbagelagt i alt28 km

Så er jeg igen på pilgrimsvandring – nu på Den Danske Pilgrimsrute mod vest. Fra Sigersted nogle km uden for Ringsted til Korsør og over Fyn til Vejen. Eller i Odense til Fåborg og til Wassersleben på den tyske side af Flensborg Fjord. I dag vandrede jeg til Bøstrup ca. 10 km sydøst for Slagelse. Du kan fra Ringsted Station tag bussen til Slagelse og stå af ved Sigersted Huse på Sørøvej.. Dagens vandring var vældig godt afmærket og i øvrigt meget afvekslende mellem små sogneveje, markveje, skovveje og skovstier. Afvekslende ved, at der vandres langs agerland, gennem skove, langs åer bl.a. Susåen og med udsigt til Tylstrup Sø. Vejret var også afvekslende startende med +14C overskyet til +25C og sol med en lille mellem periode, hvor det småregnede uden det blev vådt under træerne. Jeg fik også besøgt tre kirker – Sigersted og Alsted, der begge var lukkede og den sidste Vester Broby kirke, der var åben, så de smukke kalkmalerier kunne beskues.

Overnatningen er på Vicon Hotel og Kongresgård, hvor jeg er tjekket ind i et naturværelse. For overnatning inkl. morgenmad betalte jeg kr. 995 Da hotellet ligger ude på landet spiser jeg aftensmad på hotellet med en veltilberedt menu.