Idag nåede jeg så efter ca. 30 km. vandring frem til Arzua. Nu er der 41 km til katedralen i Santiago. Om dagens vandring kan jeg nævne, at jeg træf det danske ægtepar fra Århus som vi mødte i Hontoras uger tilbage. Det er det pudsige ved Caminoen vi møder pilgrimme som du tidligere har mødt. Ellers er det ved at være noget af Cirkus Camino. Ved 2 daglige stempler i dit pilgrimspas skal du dokumentere at du har været på Caminoen de sidste 100 km. Når jeg skriver "været" så foregår det ved at "pilgrimmene" starter i en klump 20 tyske hausfrauen med en rygsæk på størrelse med en indkøbspung i gummisko og jogging bukser og lyserød tshirt med stropper. Hvide spaghetti ben og højrystet pluddersnak og fylder hele stien og går i slentretempo med ytringer om at sko og tøj jo bliver snavset. Nå de har gået 4 km og har fået første stempel hentes de i taxa og køres 20 km til bestemmelsesstedet og få dagens andet stempel. Sådan fortsættes i 4 dage. Og vupti har de Compostelaet. Idag så jeg et japansk formodentligt ægtepar. Han i Guchi sko og designer tshirt og shorts. Hun i mindst en rævedyr designer kjole og dyre sportssko.
Da vi kom til første bakke, hvor der var et lille vandløb og stien våd og opblødt stod de fuldstændig forstenet og hjælpeløse og spærrede stien for at finde et par tørre pletter at sætte skoene på. En stor gæv tysker bad dem flytte sig, hvor efter kvinden hvinede og trådte ned i vandet og fik våde sko. Vi "professionelle" skreg af grin og fortsatte ufortrødent ud i smatten som ingen ting med ægteparret stående måbende tilbage. Det er også Caminoen. Landskabet er nu skiftet til middelhavslandskab med palmer, citrontræer, store blomstrende træer etc. Eucalyptus skove i kæmpestørrelse træer, men ingen koalabjørne er set.

Det er den mest kedelige og mest irriterende vandring jeg har oplevet på Caminoen. Jeg startede før daggry, hvilket hernede er kl. 7.10. Jeg startede kl. 6.30 i mørke for at udnytte køligheden om morgenen. Det er vi så i øvrigt mange der gør. Starten af vandringen er på asfaltvej gennem en endeløs række af små samlinger af huse og gårde. Det lugter enormt landligt og er det. Ingen seværdigheder, kun landbrug og grønne marker. Dagens højdepunkt blev nået ved Portomarin, hvor Franco i 60erne lod den gamle by oversvømme for at få vand til et vandkraftværk, Byen blev flytte længere op på skråningen og den gamle romanske kirke, der ligner et fort, blev flyttet sten for sten, Jeg kom ca. kl. 10.00 for at komme ind i kirken og se den. Den er åben står der på kirkedøren fra kl. 10.00 til kl. 14.00. Da kl. var 10.30 var der stadig ikke åbent, og jeg måtte vandre videre med uforrettet sag. Sådan er Caminoen også. Resten af turen er en lang lidelse. Intet spændende at se på, ingen interessante ting. kun grønt landskab som på Fyn/Jylland/ Sjælland eller for den sags skyld i Skåne.
Mine ben var bare ikke til vandring i dag. Det var en lang lidelse, hvor kun det yderste af viljen til at nå Santiago var piske, der fik mig fremad. Jeg hadede faktisk at vandre i dag. Havde fået nok af endeløse vandringer op af bakke, ned ad bakke, op af bakke og ned igen. Og byen jeg nu overnatter i Palas de Rei ville bare aldrig komme. Det lykkedes at komme frem og jeg indlogerede mig som den sidste gæst på det sidste værelse på byens eneste hotel. Det var en dag jeg fik overstået på den rå vilje. Benene? De har det godt. Nu er jeg på linjen der gør, at jeg kan nå Santiago på 2 dage. Det er helt vildt.

Efter at have vandret ca. 34 km nåede jeg punktet 100 km til Santiago. Kilometerstenen ligger i en udørk af en lille samling huse, 1 bar og casa rual, 4 lader 8 kostalde og 50 køer. Men hvilken udsigt fra det værelse som jeg fik for natten. For at nå dertil gik jeg fra Triacastela til Samos. Samos er det mest berømte kloster i den katolske verden og er en velbevaret samling bygninger og kirke. Desværre kom jeg så tidligt, at der ikke var åbent for besøg. Klosteret er tilbage fra 800 tallet og har haft den overordnede betydning for pilgrimsvandringen og korstogene. Det var en skøn vandring i nogle dejlige skove på bakkesiderne. Fra Samos vandre jeg langs en meget befærdet vej til Sarria, som har en flot kirke. Resten af vejen var op og ned fra bakketop til bakketop. Så nu er der kun 100 km til Santiago og 215 til Verdens Ende. Vejret er om morgene ret tåget og den forsvinder først omkring middagstid, når solen har fået brændt tågen af. Så det er om at starte tidligt og udnytte morgenkulden. For det er fortsat varmt midt på dagen.

Nu er der ca. 132 km til Santiago. Jeg har SMSs og talt i telefon med Manfred i dag. Han og Magda er ca. 80 km fra Santiago. Manfred og jeg har aftalt at mødes i Santiago. Jeg er ca 1-2 bag ud. I dag blev det til ca 26 km. Den lille samling huse jeg boede i i går hed i øvrigt La Laguna. Den ældste kirke på Caminoen ligger i O Cebreiro, der samtidig er en fredet by, var den første by jeg kom igennem på vej op til Linares (pas i ca. 1.350 m højde og videre til Alto do Poio i næsten samme højde. Det var godt nok en skrap tur. Igen på gedestier og med stigninger på op til 25 % på stierne. Der var mange pilgrimme her til morgen og de havde godt nok sved på panden. Nedgangen fra Alto do Poio, er i øvrigt også en skrap omgang, ligeledes på smalle stier med rullesten og vand rendende ned imellem dem. Så det var skrap kost for benet, men det holdt. Jeg er nu efter 26 km stoppet i byen Triacastela for natten og har netop passeret 132 km stenen til Santiago. Vejret har vist sig fra den mest venlige side. Solskin bag let skydække. Vel omkring 25 grader og hvilken gudeskøn natur. Jeg er jo nået til Galicien og det er bestemt koland.
Det lugter af ko og møg, der er spredt ud på markerne. Når du går gennem de mange småbebyggelser med gårde, så kan du se, høre og lugte køer. Men naturen med de store bakker i alle farver fra grøn over, violet til gul er fantastisk. Nu kribler det i mig til at komme videre og Santiago er nu inden for rækkevidde.

Fotos på caminoen

Peter kæmper med at få lagt billeder ind i den takt jeg sender dem. Så hav lidt tålmodighed. Jeg har p.t. taget over 800 billeder og jeg mangler stadig 14 dage. Det bliver over 1.000 billeder. Når jeg kommer hjem skal jeg have redigeret samlingen og lagt nogle af dem ind på hjemmesiden. Så væben Jer med lidt tålmodig. Jeg har overvejet hvordan jeg kan præsentere denne ultimative oplevelse jeg har haft. Jeg vil se om jeg ikke kan få udarbejdet en serie af billeder og en mundtlig præsentation inden sommerferien, hvor jeg gerne vil invitere Jer alle til et lille " foredrag" med et glas spansk vin som supplement. Men mere om det senere. 

Nu er er mit ben ved at være i orden igen. Og vejret - tal ikke om det - det er solskin med lette skyer og ca. 25 grader. Jeg fristet til at sige: "endnu en dag på kontoret". Ca. 20 km på asfaltvej og så 8 km på gedestier. De første 20 km var uden den store interesse, små byer på en perlerække. De sidste 8 km bruges til at komme op fra ca. 600 m højde til ca. 1.300 m højde. Jeg har tidligere fortalt om disse stigninger og i dag var nok den værste indtil nu og formentlig også den sidste. Det foregår altså mellem kokager, fåreklatter, vand mellem stenene og så er det nummeret før bjergklatring. Og så er det 25 grader. Prøv det. Det kan tage livet af en uprøvet. Men mine ben er gode nu og jeg kunne nemt have gået yderligere 10 km i dag uden problemer. Det er utrolig som vejret har betydning for ens ydeevne. Og moralen den er i top.

Tempelridderborgen i Ponferrada

Tempelridderborgen er et stort anlæg, velbevaret og interessant, fordi den er oprettet for at sikre vejen længere vestover for pilgrimmene i middelalderen. De første bygninger er fra 1200 tallet og op til ca. 1500 tallet. En rigtig borg med tårne og stejle vægge med skydeskår. En rigtig middelalderborg. Den er meget stor med en beliggenhed rigtig strategisk på en bjergtop med en flod som sikring på den lave side og med udsigt til bjergene 360 grader rundt. En del af fæstningen er renoveret og man kan komme rundt i tårne og ringmur. Se billederne. I borgen er der indrettet nogle smukke bygninger der rummer et museum for middelalderbøger. En imponerende samling. Den må være over 100 mio. Euro værd. Desværre må der kun bruges kamaraer uden blitz og mobiltelefonfoto er forbudt. Derfor må I vente til senere med billeder. Samlingen er meget interessant den indeholder bøger fra omkring 1000 tallet til 1600 tallet.

Caminoen tager Caminoen giver siges det. Denne mystiske Camino. Nogen vil sige ja, ja, godt med alt det fis. Det er bare noget opreklameret mystik, så der kan trækkes kunder til Nordspanien. Men så enkelt er det ikke. Og når man er på Caminoen, så er der et eller andet, som man ikke rigtig kan definerer eller beskrive. Når man er i tvivl om man nu også skal tage vejen til højre eller venstre, så er der 20 m længere henne et symbol på Caminoen eller en anden pilgrimme, der peger. Når man mangler et eller andet, så er hjælpen inden for rækkevidde. Man finder altid en ledig seng. Brønden er altid lige på den anden side af bakken. Og så er der et eller andet der driver pilgrimmene mod målet. Om det er noget guddommeligt eller om det er ens vilje. Det er faktisk lige meget. Tag nu 30 dage med modgang koldt vejr, klamme albergues dårlige stier og caminoveje, poncho og vådt tøj. Surt humør og dårlig stemning.
Nu i dag på den anden side af Monte de Leon, er der i Villafranca del Bierzo, hvor jeg efter 24 km og overnatter, solskin og kl. 17.00 34 grader. Der er dømt korte bukser og tshirt. Der er kold rødvin på bordet. Fra Helvede til Paradis. Landskabet er skiftet til bløde bakker med vinstokke, græsmarker med køer, kastanien er sprunget ud, alt blomstrer og parasollerne er oppe på gadecafeerne. Det gør jo at humøret nu er på plussiden og viljen til at tage de sidste dage er tilbage. Der er nu 193 km til Santiago og 308 til Verdens Ende. Jeg har tilbagelagt med turen til Klosteret i La Pena, og det jeg har gået rundt i byerne, vel vandret ca. 715 km på 31 dage. Det er hård og rå vilje og glæde ved at se målet for ens ønske om at vise at "det gjorde jeg", der nu giver styrken til at fortsætte og kunne se Atlanterhavet. Og så alle de dejlige opmuntringer og kommentarer i bloggen og mails jeg har fået. Det giver styrke og mod. Tak for alt det I har givet af støtte.

Dagen i dag var bare ren afslapning. En tur i byen efter fornødenheder og for at sende yderlige 1 kg unødige ting hjem, ting jeg ikke har brugt i en måned. Det er nu vigtigere med at have vand med dels fordi temperaturen nu når op på 28 grader de næste dage og dels fordi der er langt mellem drikkevand. Men desværre kommer der også regn - kun lidt sidst på dagene. Som omtalt i særlig blog var jeg på Tempelridderborgen for at se den og det fabelagtige museum med middelalder bøger. Her i Ponferrada er klimaet helt anderledes. Her er nærmest sommer og alle træer og blomster er sprunget ud. Så nu er humøret kommet tilbage og jeg er klar til de næste dages Caminovandring.

Storke på caminoen

Som I måske har lagt mærke til er der næsten på hver kirketårn en storkerede eller flere. Det har været et gennemgående træk på vandringen. Naturligvis var vi til at begynde med interesseret I storkene end hen af vejen. Men på de ca. 3 uger der nu et gået, er der kommet liv i rederne. Nu ser vi også storkeunger i rederne. Forældrene har travlt med at finde føde og har det godt på alle de udyrkede arealer som er omkring byerne. Her set vi tit mange storke ude at furagere. Storken er en relativ stor fugl, når den står 10 m fra dig på marken. Og de holder også en værre koncert ved at klapre med næbet. Især inde i byen kan du høre det. Spanierne er stolte af deres storke og passer godt på dem.

Katedralen i Astorga

Katedralen i Astorga er vel på størrelse med Roskilde Domkirke. Det er søndag og katedralen er lukket??? Så en indvendig beskrivelse må vente. Katedralen ligger uden kirkeplads og er derfor svær at fotografere i sin helhed. Desværre måtte jeg starte tidligere end der lukkes op i katedralen. Så den fik jeg ikke set indvendig og kan således heller ikke give en beskrivelse eller vise billeder.

Det er den værst dag for mig på Caminoen. Den startede med at det regnede, som de siger på engelsk "cats and dogs" den første 1/2 time så Caminoen var totalt opblødt og der var store vandpytter. Det næste er, at man skal fra ca. 1.000 til ca. 1.500 m højde. Det er en lang og sej vandring på stier med rullesten og klippegrund. Noget der er rigtig grimt for fødderne og især mit venstre skinneben. Vejret var rigtig skiftende så ponchoen var af og på hele tiden fordi den ikke er behagelig at have på, når du går på gedestierne og når de er glatte og våde. Endelig nåede jeg Cruz de Ferro. Mere om det i en særlig blog. Det næste er man skal lidt nedad og det sker så på den almindelige landevej og det går rigtig stejlt ned. Det var igen regn og mit skinneben gjorde ondt af h..... til. Videre op over Monte Irago tæt på snegrænsen, så det regnede igen. Og så går det konstant nedad på gedestier med rullesten, klipper og vandpytter og glatte passager
eg var ved at opgive. Det kan godt være at omgivelserne er flotte. Men man har nok i at se hvor man skal sætte foden næste gang for ikke at komme til skade ved et fejltrin. Ca. 10 km. Rædselsfuldt. Et mareridt. Endelig kom jeg til en lille landsby hvor man kunne få noget at spise og holde pause. Molinaseca. Her havde man det valg enten at finde et albergue eller gå de næste ca. 8 km til Ponferrada. Jeg valgte det sidste. Efter en dag på 33 km er jeg nu i Tempelridderbyen Ponferrada. (Mere om Tempelridder borgen i en særlig blog) og bliver en ekstra dag og kommer til hægterne igen. Vejret her på den anden side af Monte de Leon et nu helt anderledes lunt. Men der er stor luftfugtighed.

Cruz de Ferro

Et af højdepunkterne på pilgrimsvandringen er, at du kaster en sten på stenbunken korset står på og som du har slæbt med hjemmefra som symbol på at når du kaster stenen tager den med sig de byrder du har slæbt med dig. Så nu skulle jeg bære fri for gamle byrder. Det føles nu ikke helt sådan. Og jeg må jo indrømme at Herren ikke helt hørte min bøn, da jeg kastede stenen. Se billederne når de er lagt ind. Skal jeg være meget ærlig, så er det lidt af en "turistfælde". Men OK som ydmyg pilgrimme se man alt muligt i alle de kors man møder på vejen. Det her ligger bare højest ca. i 1500 m højde. Og så regnede det.

Som nævnt overnattede jeg i Astorga og i dag overnatter jeg i Rabanal del Camino, en lille landsby ude paa Castilien lige for roden af Monte de Leon, som pilgrimmene skal over i ca. 1.300 m højde. Jeg har gået 20 km i dag for at se om jeg ikke kan få mit skinneben lidt bedre, når jeg skal ned på vestsiden af bjerget. Fra Astorga kommer du rigtig ud på Castilien, der hvor der ikke er opdyrket land. Og hele vandringen i dag er på en lang grussti og man kommer igennem nogle småbyer. Det startede med pænt vejr, men sluttede lige over middag med at ponchoen måtte på igen. Men det var ikke så meget vand, men nok til at der kom vandpytter på grusstien. Jeg boer på et lille kommunalt albergue med ild i brænde ovnen til opvarmning. De synes vel det er koldt for årstiden. Men badevandet er skoldhedt og faciliteterne er pæne og den ældre opsynsdame (hende med stemplet i pilgrimspasset og hende der skal betales til) vasker gulv og toilet efter hver gang det har været brugt. Det er utrolig hvad de gør for de pilgrimme.

Caminofamilien skilles - Del II

Nok er vi fysisk adskilt, men vi har begge aftalt, at vi fortsætter kontakten via SMS, mails og min webside, hvor vi kan fortæller hvor vi er og hvordan det er gået. Og vi har også aftalt at udveksle billeder når vi kommer hjem fra Caminoen.
Det har været en rigtig rar, sjov og dejlig tid sammen med Manfred og jeg vil helt sikkert huske den tid vi kæmpede mod vejr og vind, regn og mudrede caminoveje, romerveje og andre af de strabadser der følger med på Caminoen.
Det blev til 24 dage i et fælleskab som jeg har haft stort udbyttede og fornøjelse af og som jeg med glæde vil tænke tilbage på.
Så vi har ønsket hinanden en rigtig god fortsat Camino.
PS: Jeg har købt en ny poncho, som jeg selv kan få ordentlig på. Og den gamle vil jeg brænde, når jeg kommer til Finesterre.

De Kantabriske Bjerge

De Kantabriske Bjerge er bjergkæden der har været flere billeder af. De er altid på vores højre side altså nord. De gå stort set fra Pamplona i øst til Ponfarrada i vest. Vel ca. 600 km. De er af vekslende højde og op til ca. 1.500 m. Der er sne på flere af toppene. Efter Astorga som forventes at nås dag 28 skal jeg dag 29 gå ca. 600 m over Monte Irago 1.300 m højde og ned igen til ca. 700 m højde. 

Det var svært her til morgen at tage afsked med Molino Galochas, men jeg skal jo stadig vestover. Det var småkoldt de første 2 timer, men nu har det ikke regnet nævneværdigt de sidste 2 dage og solen er fremme i dag. Umiddelbart efter Hospital de Orbigo skal du vælge enten at tag ruten op i bakkerne og nyde vandringen der eller gå langs hovedvejen. Jeg valgte turen gennem bakkerne. Udsigt og oplevelse på vandringen fejlede bestemt intet. Men belægningen på stien var den rene tortur for mit stakkels skinneben. Halvdelen eller vel 12 km var de skrækkelige rullesten. Fødderne bevæger sig hele tiden på stenene til alle sider og du har ikke plan belægning. Det gjorde skrækkeligt ondt. Men midt oppe på højsletten mødes du af et fatamogana af et par unge hippier med en juicebod. Se billederne. Al den kolde juice du kan ønske dig. Betaling - efter donation. Resten af dagens vandring et som på glødende sten frem til Astorga. Astorga er katedralbyen og på størrelse med Køge. Astorga er hvad Brugge er i Belgien - chokoladeby. Berømt for sin fine chokolade. Byen er også berømt for bispeboligen, der nu er pilgrimsmuseum. Bygning en er tegnet af Gaudi. Se billeder under Gaudi.
Katedralens beskrivelse må I have til gode, da den er lukket (????) Om søndagen. Jeg boer i nat på Hotel Gaudi direkte over for bispeboligen. Et rigtigt provinshotel. Men 45 Euro for egen seng, bad og morgenmad er det værd. Et godt tegn er af mit skinneben her til aften synes at have det bedre. Så jeg krydser fingre for fremgangen. Det blev dog trods alt til 24 km i dag selv om det var en dag i Helvede.

Caminofamilien skilles - Del I

I aftes den 3. maj 2012 blev vi - Manfred, Magda og jeg - enige om at vore veje nu skilles. Magda skal være tilbage i Polen den 19. maj og vil være i Santiago den 15. maj. Vi har ca. 325 km endnu til Santiago og det vil sige vi skal vandre omkring 30 km om dagen. Det kan mine ben ikke holde til. Manfred går hurtigere end jeg og derfor har han og jeg besluttet at skilles, så han ikke har mig hængende som bagtrup.
Med Magda blev det næsten en uge vi fik vandret sammen. En rigtig sød pige med god humor og et vidende væsen. Men hun skal være tilbage til en retssag i Polen senest den 19. maj. Så hun startede på næste etape her til formiddag og regner med at gå ca. 30 km i dag.
Vi besluttede her til morgen, at vi alle gik til Katedralkontoret får at få nye pilgrimspas, da dem vi havde næsten ikke havde plads til flere stempler. Så det, at vi alle fik nye friske pilgrimspas var ligesom med til at Caminoen for hver af os nu bliver en ny oplevelse ikke sammen, men hver for sig.
Manfred og jeg tog rørende afsked med en tåre i øjet. Han skulle lige på postkontoret og have sendt lidt vægt hjem inden han begiver sig ud på resten af Caminoen.