Ja, man skulle jo ikke tro det, men i dag vare vejret igen ret barskt. Bortset fra varme og torden tror jeg vi oplevede resten, nemlig sne, slud, hagl, regn, blæst, kulde og sol. Var der nogen som sagde forår?
Vi gik over San Xil via Sarria til Morgade en lille vandring på 31 km.
San Xil er blot en samling i øvrigt meget pæne huse, men middelalderens kloster er for længst forsvundet. Det blev lidt af en skovtur, nem
lige gennem skove og åbne landskaber, bakke op og bakke ned til Sarria.
Sarria er en pæn stor by, som man blot vandre igennem og videre mod vest.
Vi er nu nået til 100 km stenen og bor på et casa rual ude i "no where" en samling huse med en overnatningsmulighed. Og der er som sædvanlig koldt, men her har de dog tændt pejsen.
Vi kom ikke til Samos, da vi valget at gå over San Xil.
Vandringen over San Xil er ca. 7 km kortere til Sarria end via Samos og går igennem skove og åbne landskaber, hvor vandring via Samos godt nok for en del af vandringen er gennem skov, men de sidste mange kilometer er langs en befærdet landevej.
I middelalderen havde San Xil et kloster, der kunne måle sig med Samos, men der er nu helt forsvundet.
Sarria vandre man igennem. Sarria er en pæn stor by, men har ingen rigtige seværdigheder, bortset fra at man på Caminoen kommer over en bro, der er bygget under romertiden.
Så man kan sige at vandringen over San Xil blev lidt af en fuser.

SAMOS

Vi skal overnatte hos munkene i Samos, hvis vores etaper kommer til at passe med, at vi er i Samos mellem kl. 14.00 og kl. 16.00, hvor munkene lader pilgrimme komme ind i klosteret for at overnatte og der i øvrigt er plads til hos. Det er nemlig ret popu lært at overnatte i klosteret.
Samos kloster er et af de meget berømte klostre, der omkring år 1.000 hørte under Cluny i Frankring. Cluny kloster var, det kloster der var toneangivende i hvorledes den kristne tro rettelig skulle forkyndes og hvorledes klosterlivet skulle leves og derudover var vogter af kristendommen på den Iberiske halvø.
Klosteret i Samos er meget stort og er i dag meget velholdt og har en meget smuk beliggenhed.
Caminoen fra Triacastelta til Samos er en utrolig flot vandringsvej igennem umådelige store grønne skove og især om morgenen i den Galiciske tåge er der og et særligt ved at vandre i en stilhed kun afbrudt af en fulgs fløjt eller en kos muen.
Her er stilhed og skønhed i højsædet og det er her ens tanker kan gå på vandring og man kan vandre kilometer efter kilometer uden at mærke at tiden går og man har bevæget sig.
Læg mærke til den gule pil - den angiver retningen vi skal vandre.

Vores værelse for natten var så koldt, at vi havde langt undertøj på og her til morgen var der ingen af os, der gad vaske os, kun fik vi børstet tænder. Jeg har et termometer på min rygsæk - hvor pålideligt det er ved jeg ikke men det viste +11 C.
Efter morgenmad - en kop café con leche / the med toasted brød med marmelade begav vi os med poncho ud i tågen og regnen og stred os videre op til O Cebreiro - den ældste by på Caminoen og som er helt renoveret og på UNESCO verdensarvs liste og videre igennem den og yderligere op til pasgrænsen i ca. 1.400 m højde. Det er godt tåget og den ellers flotte udsigt kunne vi godt glemme alt om. Så går det ned for ca. 4 km, hvorefter vi skal op til ca. 1.200 m højde.
Det var slud og smadder koldt og der er kun en vej - det er mod vest.
Først da vi er ca. 5 km før dagens mål Triacastela begynder tågen at lette og den støv regn der har fulgt os hele dagen høre op. Vi fik tilbagelagt 25 km i dag - var simpelthen gennemblødte, vores rygsæk er våd indvendig, alt vores tøj er klamt, skoene er våde indvendig fordi vi har vandret på stier der nærmest har været vandløb.
Det er den værst  vandredag både i år og i forhold til sidste år.
Nu begynder skaderne så småt at melde sig. Peter fik sin første vable, ondt i den ene akillessene og ondt i skulderen. Jeg har fået ondt i venstre lårmuskel og ligeledes ondt i højre skulder.
Så i dag skal udstyr justeres og krop plejes, så vi kan stå de godt 31 km igennem, der ligger og venter i morgen. Vi har som mål at nå 100 km stenen i morgen.
Vi tager ikke over Samos, men en lidt anden vej over San Xil.

Starten fra Villafranca mod vest er en lidt kedelig tur frem til lidt før La Faba. Det mes te af vandringen sker på asfaltveje gennem små lidt halvtriste småbyer. Før La Faba skal du ind på vandresti og så går det bare op, op, op, op af en fedtet våd sti fuld af sten, grund fjeld, vand og stigningen er forfærdelig. Vi går over 350 m op på en ganske kort strækning. Og i dag var det  bare rædselsfuldt fordi det hele foregik i silende regn og med poncho på.
Vi er ankommet til La Laguna der ligger i 1.125 m højde og består af 5 huse, 3 traktorer og 4 Audier samt det albergue vi har fået eget værelse på.
Vi skal nu her senere ned at spise pilgrimsmenu - der sædvanligvis består af suppe/salat, fisk/kød, og en dessert enten et æble eller en isvaffel. Og for det giver vi så ca. 10 €.

O Cebreiro

O Cebreiro er Caminoens ældste by og består af en række meget gamle og totalt renoverede huse og caminoens ældste kirke.
Byen er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og indtrykket er, at man gør alt for at bevare denne særegne samling af huse med de små gader og stræder. Byen er beliggende i over 1.400 ms højde og ligger ved indgangen til passet over Area.
Byen er nærmest som et museum, selvom der bor borgere i lands- byen og der drives souvenirbutikker og der er flere albergues.
Det er en tidslomme man havner i her ude i et fantastisk Galisisk landskab, hvor tågen og regnen hersker i foråret og efteråret og hvor der er sne om vinteren.
Byen er et ophold værd, fordi der ikke findes noget lignede på hele Caminoen. og i det hele taget i Spanien.

Når man vandre ud fra Ponferrada går man forbi et Munkekloster, der er opført i 1980érne og er indrettet som alderdomshjem for katolske præster og andre herrens mænd. Man kommer også forbi Røde Kors' hovedkvarter for Nordvest Spanien. I Ponferrada havde Tempelridderne i middelalderen en af de største borge.
Tempelridderne var med til at sikre pilgrims vejen både mod øst og vest for Ponferrada.
Når man i dag går ud af Ponferrada og er nået uden for de sidste forstæder, så er der i dag næsten den ene by efter den anden. Der er ikke langt mellem byerne. Imellem dem avles der vin og grønsager i store mængder.
I dag vandre man faktisk mange kilometer langs den befærdede vej mellem Ponferrada og Villafranca del Bierzo.
Og det skal nævnes, at spanske billister sikkert har set skiltene med hastigheds begrænsning, men det er bestemt ikke skilte man tager høj tidligt. Der køres stærkt.
Når man vandre ind i Villafranca del Bierzo, så kommer man som noget af det første forbi den ældste kirke i byen.
Da byen ligger på en skråning ned mod floden, så har man en flot udsigt over byen og det samme er så tilfældet når man forlader den.

Villafranca del Bierzo

Villafranca del Bierzo også kaldet Lille Santiago, kunne en pilgrim i middelalderen i den lokale kirke, hvis han/hun var døden nær, kunne få syndsforladelse og skulle således ikke vandre det sidste stykke til Santiago. Det var den gang.
I dag er Villafranca en moderne attraktiv ferieby med mange morderne overnatningsmuligheder og en nyrenoveret albergue.
Byen ligger smukt ned til en flod og som altid for byerne på en skråning.
Villafranca er som navnet antyder et sted hvor franske borgere slog sig ned ofte på hjemturen fra pilgrimsvandringen og fik tilbudt land og skattefrihed af den lokale hersker.
Byen var og er fortsat en velhavende by.

Fra Cruz de Ferro går Caminoen mod Ponferrada og der ender dagens etape.
Vi går over Montes de León i ca 1.500 m højde Når vejret er klart - hvad det ikke er på denne årstid - har man en utrolig smuk udsigt ud over dalene og over til de Cantabriske Bjerge mod øst.
På denne årstid er vejret uforudsigeligt og vi oplevede i år at der var sne og det var hunde koldt.
Sammen med nogle ganske få også frysende pilgrimme fik vi taget dagens foto.
Det går nedad mod Ponferrada af nogle ret stejle stier, hvor der ofte er rindende vand.
I år er der der meget vand, da Nordspanien
har fået utrolig meget regn - og det kan vi godt bekræfte. Vandløb er alle vegne i realiteten. 
Så vi vader både opad og nedad i vand. Store søer er der på stierne og det kræver måde mod, held og gode balanceevner at forcere disse ofte dybe vand huller uden af få våde fødder.
Når vi er kommet ned fra Montes de Leòn på vestsiden så er klimaet noget mildere og vi kan se at forårsblomsterne er kommet frem og træerne er begyndt at blomstre og blive grønne.
Ponferrada har en gammel smuk bydel med Tempelridderborgen og en moderne bydel med flotte butiksgader.
Imidlertid kan det ses at de sidste års økonomiske situation ikke er løbet uden om byen, hvor der nu er flere butikker, der er lukket og at nybyggerierne er gået helt i stå. Så lidt af skønheden er falmet.
Vi går videre mod vest ud af byen og ud på landet gennem en række småbyer på vejen mod Villafranca del Bierzo. En del af turen går langs den ret befærdede landvej fra Ponferrada mod Lugo og A Curoña.
Albergue i Manjarín er nok det mest usædvanlige på Caminoen.
Thomas, der er hospitalero (ansvarlig for albergue) oplever sig selv, som den eneste tilbageværende tempelridder og beskytter af pilgrimmene, der kommer forbi.
Hver gang en pilgrim kommer forbi ringes der med en klokke, som hilsen og Buen Camino til den forbipasserende.
Alberguet er uden faciliteter som rindende vand, toilet, varme m.v., men hjertelighed mangler der bestemt ikke noget af.
Hjertelighed, menneskelig varme, omsorg, tryghed og gavmildhed findes der meget af på Caminoen.
Som jeg tidligere har skrevet, så giver Caminoen og Caminoen tager.
Caminoen giver dig en ramme du kan udfylde alt efter ønske og behov, men den kræver, at du arbejder for dine ønsker og behov, både på det fysiske som på psykiske plan.

Her til morgen startede vi også uden kl. 7.30 i mørke og under gadelys ud af byen. Vejret var igen et perfekt vandringsvejr. Omkring +3 grader og solskin. Og vejret har været sol hele dagen og kom op på næsten 11 grader, her hvor vi i dag stopper i Foncebadon, hvor vi er oppe i 1.432 m højde og over snegrænsen.
Vi bor på et kombineret albergue og casa rual, hvor vi har vores eget værelse for natten.
Der er 2 alergues i byen, 5 huse og ikke meget mere, der er bestemt ikke noget natteliv vi skal ud i.
Vi har i dag vandret 25 km. og det er vi ganske godt tilfreds med, især når vi har taget en stigning fra fra 881 m til 1.432 m, det er hårdt.
Når du på Camino Francés er nået til Cruz de Ferro, er du nu nået til et af de vigtige mål, der er på Caminoen.
Du føler en lettelse her og at du nu kan overkomme selv de mest besværlige forhold på Caminoen, du får nu en tro på, at du nu kan nå til Santiago uden større besvær.
Men forude venter en stejl og vanskelig nedstigning mod Ponferrada, der ikke er uden farlige og stabadserende passager.
Du oplever en fantastik natur her i bjergene med udsigter ud over det fantastiske landskab mod vest.
Cruz de Ferro er et af de særlige mål pilgrimmen skal nå på pilgrims vandringen til Santiago de Compostela.
Det særlige ved Cruz de Ferro er, at det ligge i passet på Montes de León i 1.500 m højde.
Der er en ældgammel skik forbundet med passagen af Cruz de Ferro - nemlig at du tager den sten, du har med fra din hjemegn og som du har båret i din rygsæk hertil og kaster den på den i forvejen enorme sten bunke.
Skikken siges at stamme helt fra romertiden og skikken er fortsat op gennem de mange århundrede og også i dag bærer pilgrimmen sin sten til bunken.
Stenen symboliserer den byrde du bærer på og som du nu kan kaste af dig og gå herfra og til Santiago, uden andre bekymringer end hvad Camino en måtte bringe.
Før du når til Cruz de Ferro har du gået igennem Foncebadon, der er en meget øde og næsten forladt by. Dog er der de sidste år blevet indrettet 2 albergues, hvilket stort set er de eneste aktiviteter i den forladte og forfaldne by her op i ca. 1.400 m højde.

Caminoen har været en ren skovtur indtil nu og det er den så også fra Villar de Mazarife til Astorga.
Vi er gået igennem nogle meget spændende troldeskove, der ligge på højsletten. Skovene ligger nede i nogle dale, hvor fugten bevirker at træerne er helt overgroet af mos og virke som om grene og stammer er "uldne" og giver skoven et særligt præg. Og midt ude i ingenting finder man en lille oase af en juicebod med et rigt udvalg af juice, kager, frugt, kaffe m.v.
Det skal nævnes her, at betalingen for nydelsen er efter donation.
For mange pilgrimme er denne oase en redning fra både sulte og tørst, fordi vi har vandret vel omkring 10 km uden at være igen nem hverken en by eller en flække.
Sådan er caminoen - nogen gange er den rig på seværdigheder og muligheder for vederkvægelse og andre gange må den stakkels pilgrim tage til takke med naturen og fugle livet.
Et af de meget smukke gamle pilgrimskort, som vi ser så utrolig mange gange på Caminoen. Gamle vejvisere, der har vist pil grimmene gennem århundrede den rette vej til Santiago de Compostela.
I dag hjælpes den moderne pilgrim af de smukke gule og blå Skt. Jacobsskaller og den gule pil, der er malet på alt fra asfalt til lygtepæle, rendesten, husmure, hegn og træer.
Det er først lyst kl. 7.30 og vi startede ud kl. 7.00 i mørke, men vi skulle jo først ud af byen, så det foregik til gadelygterne. Det var temmelig overskyet og det var småkoldt. Og som dagen gik blev det regn og regn og regn. Det regnede stort set under hele dagens vandring. Vi fik dog gået ca. 33 km til Villavente og overnattede i Molinos Galochas, hvor jeg også overnattede sidst i et Casa Rual med 10 værelser. Vi fik frokost og senere aftensmad. Det er et utrolig venligt værtspar, der har stedet.

ASTORGA

Bispepaladset i Astorga nu pilgrimsmuseum
Astorga er katedralby. Til katedralen blev i begyndelsen af 1900 tallet påbegyndt opført et bispepalads tegnet af Gaudi. Imidlertid brød biskoppen sig ikke om paladset og i dag er det pilgrimsmuseum.
Astorga er en mellemstor by på størrelse med Korsør.
Byen er kendt for sin chokolader, der er af meget høj kvalitet og eksporteres uden for Spanien.
Den gamle bykerne har mange slotte bygninger fra det 1500 og 1600 århundrede. Katedralen er et besøg værd, men den er kun åben nogle få timer om dagen, så det er ikke sikkert vi når at kunne bese den indvendig.
Gaudi er nok mest kendt for katedralen i Barcelona - Sagrada Familia - der efter næste 100 års byggeri endnu ikke er færdig.
Men det er ikke så usædvanlig med katedralbyggerier at de tager århundrede.
Gaudi er ikke storproducent af bygninger, men det må siges at dem han fik opført, er særdeles anderledes end andre arkitekters.
Han var en ene og meningen om hans arkitektur er mange.
Men jeg synes at hans arkitektur er spændende og fascinerende.
Men vi skal jo videre på vores pilgrimsvandring og fra nu af er det ikke for tøsepiger eller tøsedrenge. Nu bider Caminoen fra sig for nu skal vi op i højderne de næste dage.

Vores første etape - dage 1 - vil gå fra León til Villar de Mazarife evt. helt til Hospital de Órbigo.
Til Villar de Mazarife er der ca. 22 km og til Hospital de Órbigo er der ikke mindre end ca. 35 km. Så vejr og vind samt bentøj afgør om det bliver det ene eller andet.
Der er nemlig ikke nogen albergues imellem Mazarife og Órbigo. Så det er enten eller.
Selve strækning og vandringen byder ikke på de store udfordringer da vi går i niveau  825
til 875 og ned til 825 m. Så det er nærmest fladt på strækningen.
Vi kommer til at gå på gode vandrestier det meste af vejen ud gennem landskabet.
Der er en alternativ rute, der er en anelse kortere, men den går langs med landevejen og byder ikke på samme stilhed og natur som den "rigtige" Camino.
Vi kommer igennem en række mindre "byer" på vores vandring, men uden de store seværdigheder.
Vi oplever også nogle små sjove indretninger. Små former for huse bygget ind i skrænter.
Jeg spurgte mig frem for at få at vide, hvad det var for nogle indretninger - de ligner "Hobbits homes"
Jeg fik at vide, at det er "bodegas" - d. v. s. en kælder til opbevaring af vin, skinke, grøntsager m.v.
Så var det mysterium opklaret.
I øvrigt er disse "bodegas" meget eftertragtede og mange af dem er gået i arv fra generation til gene ration.

León

León er også en af Nordvest Spaniens store byer. Den er også på størrelse med Odense.
I León findes en katedral med en umådelig flot og smuk glasmosaik i katedralens vinduer. Katedralen er berømt for disse glasmosaikker.
Især morgenlyset giver katedralens indre en utrolig flot lyssætning.
Vi skal besøge katedralen og gå en tur i den og beundre dens indre.
León er ligeledes en moderne handelsby med en flot gammel bydel med imposante bygning er. I den nyere del ligger blandet mange i art nouveau stil, bl. a. Casa Butines der er tegnet af Gaudi. 
Der er et utrolig aften og natteliv i byen, som jo ikke er ualmindeligt for spanske byer og der er mange gode Tapas Barer - og dem skal vi ud at besøge.
Vi overnatter på enten et albergue eller et hotel om natten og starter så pilgrimsvandring en Langfredag morgen den 29. marts.

Vi fløj fra Københavns Lufthavn til Madrid T4 i får den 27. marts med fly kl. 15.40 og ankom kl.19.00. Vi indlogerede os på Hotel Novatel lidt uden for bymidten i et businesskvarter. Hotel har restaurant, hvor vi kunne indtage aftensmad inden vi gik i seng for natten.

Næste morgen kørte med bus fra Madrid og først til Burgos og ankom der omkring middagstid i halvdårlig vejr. Vi skulle slå næsten 4 timer ihjel før bussen vi skulle med til Leon afgik.
Vi benyttede en times tid på at besøge og bese katedralen. Den er imponerende og overdådig og i anledning af Påsken var der mange mennesker både i katedralen men også i byen.
Det regnede noget af tiden mens vi gik rundt i byen.
Kl. 17.30 kørte vi fra Burgos og ankom kl. 19.30 til Leon. Vi havde bestilt overnatning på et Parador - der er den spanske stats hotel kæde, hvor historiske bygninger bruges som hoteller med høj standard - her er det et gammelt kloster.
Vi brugte nogen tid på at finde indgangen og måtte have hjælp fra Susanne (Peters kæreste via mobiltelefon) for at finde den korrekte adresse.
Der var ufattelig mange mennesker i byen og vi fandt ud af, at der i anledning af Påsken var en række religiøse optog.
Der var 4 optog, hvor der blev båret på bl.a. en opstilling med Jesus med korset og en Jomfru Maria statue. Jeg tror, at der var mindst 50 personer der hver bar disse opstillinger. Alle hætteklædte og i munkedragter.
Der var mindst 50 andre ligeledes hætteklædte som fulgte efter.
Det var faktisk lidt uhyggeligt og de lignede nærmest ku-kuks-klan.
Vi fik kæmpet os igennem menneskehavet og fik et flot værelse anvist, men gamle antikviteter og en kæmpe dobbeltseng, hvor vi måtte kæmpe om dynen.

Burgos

Burgos er en af Nordvest Spaniens store byer. Den er på størrelse med Odense.
I Burgos er en af Spaniens største og mest overdådige katedraler beliggende.
Katedralen er meget stor og imponerende udsmykket med mange altertavler med indlagt gulv og sølv, statuer, sarkofager, glasmosaik ker,  udskæringer både i sten og træ, religiøse billeder og kirkesølv af ufatteligt omfang.
Vi skal besøge katedralen og gå en tur i den og beundre dens indre og de mange religiøse genstande.
Burgos er også en moderne handelsby med en flot gammel bydel med imposante bygninger i barok og renæssancestil og i den nye bydel flotte butiksgader med et utroligt liv.
Vi bliver i Burgos i ca. 4 timer, da vi skal med bussen videre til León sidst på eftermiddagen den 28. marts.