Vi var ude af vores Hostal kl. 6.45 og det var mørkt. Hvor gadelyset hørte op måtte vi bruge min pandelampe for at finde stien og undgå vandpytter og vandstrømme.
Det regnede rigtig meget, så ponchoen var på og vandet løb ned af den ned i ærmer og sko. Vi blev faktisk rigtig våde fra morgenstunden. Ca. 10 km ude på Caminoen hvor vi fik morgenmad begyndte det så at stilne af. Resten af turen var ponchen som sædvanlig af og på adskillige gange.
Det var rå vandring i dag for at nå til Santiago. Vi måtte godt nok stoppe nogle gange under vejs for at slappe blot lidt af i benene og ryggen.
Forkomne og godt våde nåede vi så efter godt 11 timer paa Caminoen - Santiago - og indlogerede os på et gammel kloster, der er ombygget til modernet hotel og ligge lige ved siden  af katedralen.
Vi har været på Katedralkontoret og fået vores Compostela og gik videre ud at spiste.
Lige nu regner det "dogs and cats" som eng lænderne vil sige og det blæser en halv pelikan. Så det var godt vi kom i hus.
På vejen fra Arzúa til Santiago vandre vi inden vi når ind i Santiago op til Monte de Gozo.
Monte de Gozo - Glædens Bjerg - var i middel alderen et meget vigtigt punkt at nå for pilgrimmen.
Det er nemlig her det første gang er muligt at se tårnene på katedralen i Santiago. Og sådan er det også i dag.
Derfor er punktet punkt markeret, med en skulptur fra 1993 - som  i øvrigt mange - synes er rædselsfuld. Bedøm selv
I middelalderen blev den pilgrim der så tårnene først Konge for en dag og dermed bestemte hvor langt der skulle vandres den dag.
I dag skal tårnene kæmpe om at kunne blive set med andre høje moderne bygninger.
Fra Monte de Gozo er der stadig godt og vel 1½ times vandring til katedralpladsen oppe i den gamle bydel af Santiago.
Santiago er en moderne velfungerende by, der er vokset rundt om den gamle bydel.
Vi når katedralpladsen ved næsten 18.00 tiden i regn.
Vi indskriver os i et gammelt kloster, der er ombyg get til et moderne hotel.
Efter at have skiftet tøj går vi om på den anden side af katedralen på katedralkontoret for at aflevere vores pilgrimspas og anmode om at få vores Compostela efter at vi har vandret fra León.
Da vi skal ud at spise så vælter regnen ned igen - vi er bare forfulgt af regn.
Næste dags middag er vi til den traditionelle pilgrimsmesse, hvor der bl.a. læses op hvor mange pil grimme der er kommet til Santiago og hvor de er kommet fra - og der er så 2 danskere fra León.

i starter igen ud hvor det er mørkt for nu skal vi have foden foran den anden. Nu er vi snart forbi 50 km stenen ude i provinsen A Curoña - den møder vi i dag.
Der går ikke 1 time så skal vi igen have poncho på og den bliver på resten af dagen. Vådt indvendig som udvendig. Koldt når vi holder pause, som nu bliver oftere og oftere, for det er koldt og vådt.
Vi når til Melide ca. halvvejen af dagens distance på ca 31 km. Vandringen foregår nu igennem eucalyptus skove - høje slanke træer med denne stærke og rene duft, som renser næ se og svælg.
Dagens mål er Arzúa - så der kun er en "maraton" til Santiago.
Og det når vi så. Godt våde, kolde, klamme og alt tøj skal igen tørres.
Vi skal tidlig i seng og meget tidlig op - vi skal nå Santiago i morgen
For Peter og jeg er det sidste overnatning før Santiago. Vi kom sent ind til vores overnatningssted, der ligger midt på hovedgaden i Arzúa.
Et rigtig pænt Hostal, og vi opdager at vi faktisk er de eneste der bor på hotallet.
Som nævnt har vi ikke set mange pilgrimme på vej mod Santiago, og luksus pilgrimmene bor nok på hoteller, der har en lidt højere klasse.
Der er en rigtig kold aften og det er regnfuldt, så vi går faktisk kun ned på gaden og 25 m hen i en bar for at få noget at spise. Og så tilbage og i seng for vi skal tidlig op i morgen vi har jo næsten 40 km foran os og vi vil gerne være i Santiago ikke alt for sent.
Næste morgen - sidste dag på caminoen for os i denne omgang - skal vi tidligt afsted.
Det bliver lyst omkring kl. 7.30, men da vi står op kl. 6.00 kan vi se, at dagen bringer en udfordring. Det står ned i staver med regn.
Så ikke blot skal vi ud i mørke og gå den første time med pandelampe, men det skal også foregå i poncho og undgå at trampe i for mange vand pytter og gå i for mange vandrender på stien.
Først 10 km fremme er der en bar åben, så vi kan få noget morgenmad og komme i ly for regnen.
Næste gang vi kan holde pause er næsten halvvejs til Santiago på en bar i en mindre landsby, der gennem skæres af en voldsom trafikeret landevej.

ARZÚA

Arzúa er nok Caminoens længste mest kedelig by. Den er over 2 km lang, men i øvrigt ikke med mere end knap 7.000 indbyggere. Så det synes som om der kun er en husrække på hver side af en i øvrigt meget bred landevej.
Byens bebyggelse er også relativ ny og den gamle bydel er heller ikke videre interessant.
Så man løber hurtig tør med at skrive om byen og dens opland.
Arzúa er for mange pilgrimme den sidste overnatning inden Santiago. Der er godt nok omkring 40 km til katedralen i Santiago og for mange - selv i god form efter at have vandre i flere uger - en lang vandring.
Men der sker også noget med pilgrimmen der gør at nu vil han gerne tage det sidste lange træk - Santiago trækker - og man har glæden i sig til at i eftermiddag når vi til katedralen og relikvier for at kramme Jacobs statue i alteret i katedralen og besøge hans jordiske rester i krypten neden under. Så mange pilgrimme starter tidligt og gerne i mørke for at nå til Santiago ofte efter 8-10 timers vandring.

Som nævnt bor vi i ude i "no where" i Casa Morgade, et hyggeligt Casa Rual med moderne pejs og et udmærket køkken med en god pilgrimsmenu. Det er som så mange andre Casa Ruals familie drevet.
Vi starter ud straks ved daggry (det er altså kl. 7.30) og begiver os ud på den våde og glatte Camino med vandhuller iført vanter og hue. Vores forventning er at nå til Palads de Rei, der ligger ca. 37 km foran os.
Vi har et godt tempo på fra mogenstuden fordi det i dag  ikke er nødigt at have poncho på. Solen er fremme, men det er ikke varmt, men det er O.K. vandrevejr.
Vi kan godt mærke, at vi har over 225 km bag os, vi er ved at få småskader, som ondt i knæ og rygsækken sider ikke altid rigtigt og ind i mellem går vi langt mellem os, blot for at få gået nogle kilometer, hvor der ikke er noget at skrive hjem om.
Pludselig rundt om et hjørne med en høj hæk kommer der frem en hel karavane beståen af 3 æsler, mand og kone og 3 børn. et barn på 2 æsler og et barn i en vogn konen trækker. Og det går mod øst???
Tidligere på dagen havde vi set et Japansk ægtepar med 2 små børn der knap kunne gå, slæben den på en af de her lette barnevogne i dobbelt størrelse. Hvordan pokker de er kommet op og ned med den vogn er et under.
Vi når frem til Palas de Rei omkring kl. 18.30 godt møre og trætte og flytter ind på et Casa Rual midt i byen.

PORTOMARIN

Portomarin er en noget speciel by. Byen er nemlig blevet flyttet fra dalbunden i 60'erne til dens nuværende placering oppe på skrænten ned til dalen. Hvorfor nu det?
Jo hele årsagen er såmen den enkelte, at der til de nærmeste storbyer i 60erne savnedes elektricitet til den industriudvikling, der skete i området.
Det var jo under Francos diktatur, hvorfor en besked om, at alle huse i dalen skulle rømmes og også kirkerne ikke blev imod sagt, da der i dalen skulle etableres en kæmpe sø, hvis vand skulle forsyne det vandkraftværk, der blev bygget i nærheden af byen.
Imidlertid var der i Portomarin en meget smuk gammel romansk kirke fra 1200 tallet og da Franco blev støttet af den katolske kirke kunne han ikke modsættes sig kirkens krav om, at den enestående kirke - der er bygget i en særpræget nærmest borgagtig stil - skulle flyttes op i den nye by, der blev etableret som erstatning for den gamle.
Så sten for sten blev denne kirke brudt ned og genopbygget på den nye bys torv., hvor den i dag står som et noget særpræget bygningsværk, men i dens oprindelige skikkelse.
Nu har jeg været i Portomarin 2 gange og det er desværre ikke lykkedes at komme ind i kirken og se den indefra.
Den gamle by kan man skimte, når vandstanden er lav i bassinet, ligesom den gamle bro også kan komme oven vande.
Den nye bro er ikke nogen arkitektonisk perle og det må man desværre også sige om byen.

Ja, man skulle jo ikke tro det, men i dag vare vejret igen ret barskt. Bortset fra varme og torden tror jeg vi oplevede resten, nemlig sne, slud, hagl, regn, blæst, kulde og sol. Var der nogen som sagde forår?
Vi gik over San Xil via Sarria til Morgade en lille vandring på 31 km.
San Xil er blot en samling i øvrigt meget pæne huse, men middelalderens kloster er for længst forsvundet. Det blev lidt af en skovtur, nem
lige gennem skove og åbne landskaber, bakke op og bakke ned til Sarria.
Sarria er en pæn stor by, som man blot vandre igennem og videre mod vest.
Vi er nu nået til 100 km stenen og bor på et casa rual ude i "no where" en samling huse med en overnatningsmulighed. Og der er som sædvanlig koldt, men her har de dog tændt pejsen.
Vi kom ikke til Samos, da vi valget at gå over San Xil.
Vandringen over San Xil er ca. 7 km kortere til Sarria end via Samos og går igennem skove og åbne landskaber, hvor vandring via Samos godt nok for en del af vandringen er gennem skov, men de sidste mange kilometer er langs en befærdet landevej.
I middelalderen havde San Xil et kloster, der kunne måle sig med Samos, men der er nu helt forsvundet.
Sarria vandre man igennem. Sarria er en pæn stor by, men har ingen rigtige seværdigheder, bortset fra at man på Caminoen kommer over en bro, der er bygget under romertiden.
Så man kan sige at vandringen over San Xil blev lidt af en fuser.

SAMOS

Vi skal overnatte hos munkene i Samos, hvis vores etaper kommer til at passe med, at vi er i Samos mellem kl. 14.00 og kl. 16.00, hvor munkene lader pilgrimme komme ind i klosteret for at overnatte og der i øvrigt er plads til hos. Det er nemlig ret popu lært at overnatte i klosteret.
Samos kloster er et af de meget berømte klostre, der omkring år 1.000 hørte under Cluny i Frankring. Cluny kloster var, det kloster der var toneangivende i hvorledes den kristne tro rettelig skulle forkyndes og hvorledes klosterlivet skulle leves og derudover var vogter af kristendommen på den Iberiske halvø.
Klosteret i Samos er meget stort og er i dag meget velholdt og har en meget smuk beliggenhed.
Caminoen fra Triacastelta til Samos er en utrolig flot vandringsvej igennem umådelige store grønne skove og især om morgenen i den Galiciske tåge er der og et særligt ved at vandre i en stilhed kun afbrudt af en fulgs fløjt eller en kos muen.
Her er stilhed og skønhed i højsædet og det er her ens tanker kan gå på vandring og man kan vandre kilometer efter kilometer uden at mærke at tiden går og man har bevæget sig.
Læg mærke til den gule pil - den angiver retningen vi skal vandre.

Vores værelse for natten var så koldt, at vi havde langt undertøj på og her til morgen var der ingen af os, der gad vaske os, kun fik vi børstet tænder. Jeg har et termometer på min rygsæk - hvor pålideligt det er ved jeg ikke men det viste +11 C.
Efter morgenmad - en kop café con leche / the med toasted brød med marmelade begav vi os med poncho ud i tågen og regnen og stred os videre op til O Cebreiro - den ældste by på Caminoen og som er helt renoveret og på UNESCO verdensarvs liste og videre igennem den og yderligere op til pasgrænsen i ca. 1.400 m højde. Det er godt tåget og den ellers flotte udsigt kunne vi godt glemme alt om. Så går det ned for ca. 4 km, hvorefter vi skal op til ca. 1.200 m højde.
Det var slud og smadder koldt og der er kun en vej - det er mod vest.
Først da vi er ca. 5 km før dagens mål Triacastela begynder tågen at lette og den støv regn der har fulgt os hele dagen høre op. Vi fik tilbagelagt 25 km i dag - var simpelthen gennemblødte, vores rygsæk er våd indvendig, alt vores tøj er klamt, skoene er våde indvendig fordi vi har vandret på stier der nærmest har været vandløb.
Det er den værst  vandredag både i år og i forhold til sidste år.
Nu begynder skaderne så småt at melde sig. Peter fik sin første vable, ondt i den ene akillessene og ondt i skulderen. Jeg har fået ondt i venstre lårmuskel og ligeledes ondt i højre skulder.
Så i dag skal udstyr justeres og krop plejes, så vi kan stå de godt 31 km igennem, der ligger og venter i morgen. Vi har som mål at nå 100 km stenen i morgen.
Vi tager ikke over Samos, men en lidt anden vej over San Xil.

Starten fra Villafranca mod vest er en lidt kedelig tur frem til lidt før La Faba. Det mes te af vandringen sker på asfaltveje gennem små lidt halvtriste småbyer. Før La Faba skal du ind på vandresti og så går det bare op, op, op, op af en fedtet våd sti fuld af sten, grund fjeld, vand og stigningen er forfærdelig. Vi går over 350 m op på en ganske kort strækning. Og i dag var det  bare rædselsfuldt fordi det hele foregik i silende regn og med poncho på.
Vi er ankommet til La Laguna der ligger i 1.125 m højde og består af 5 huse, 3 traktorer og 4 Audier samt det albergue vi har fået eget værelse på.
Vi skal nu her senere ned at spise pilgrimsmenu - der sædvanligvis består af suppe/salat, fisk/kød, og en dessert enten et æble eller en isvaffel. Og for det giver vi så ca. 10 €.

O Cebreiro

O Cebreiro er Caminoens ældste by og består af en række meget gamle og totalt renoverede huse og caminoens ældste kirke.
Byen er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og indtrykket er, at man gør alt for at bevare denne særegne samling af huse med de små gader og stræder. Byen er beliggende i over 1.400 ms højde og ligger ved indgangen til passet over Area.
Byen er nærmest som et museum, selvom der bor borgere i lands- byen og der drives souvenirbutikker og der er flere albergues.
Det er en tidslomme man havner i her ude i et fantastisk Galisisk landskab, hvor tågen og regnen hersker i foråret og efteråret og hvor der er sne om vinteren.
Byen er et ophold værd, fordi der ikke findes noget lignede på hele Caminoen. og i det hele taget i Spanien.

Når man vandre ud fra Ponferrada går man forbi et Munkekloster, der er opført i 1980érne og er indrettet som alderdomshjem for katolske præster og andre herrens mænd. Man kommer også forbi Røde Kors' hovedkvarter for Nordvest Spanien. I Ponferrada havde Tempelridderne i middelalderen en af de største borge.
Tempelridderne var med til at sikre pilgrims vejen både mod øst og vest for Ponferrada.
Når man i dag går ud af Ponferrada og er nået uden for de sidste forstæder, så er der i dag næsten den ene by efter den anden. Der er ikke langt mellem byerne. Imellem dem avles der vin og grønsager i store mængder.
I dag vandre man faktisk mange kilometer langs den befærdede vej mellem Ponferrada og Villafranca del Bierzo.
Og det skal nævnes, at spanske billister sikkert har set skiltene med hastigheds begrænsning, men det er bestemt ikke skilte man tager høj tidligt. Der køres stærkt.
Når man vandre ind i Villafranca del Bierzo, så kommer man som noget af det første forbi den ældste kirke i byen.
Da byen ligger på en skråning ned mod floden, så har man en flot udsigt over byen og det samme er så tilfældet når man forlader den.

Villafranca del Bierzo

Villafranca del Bierzo også kaldet Lille Santiago, kunne en pilgrim i middelalderen i den lokale kirke, hvis han/hun var døden nær, kunne få syndsforladelse og skulle således ikke vandre det sidste stykke til Santiago. Det var den gang.
I dag er Villafranca en moderne attraktiv ferieby med mange morderne overnatningsmuligheder og en nyrenoveret albergue.
Byen ligger smukt ned til en flod og som altid for byerne på en skråning.
Villafranca er som navnet antyder et sted hvor franske borgere slog sig ned ofte på hjemturen fra pilgrimsvandringen og fik tilbudt land og skattefrihed af den lokale hersker.
Byen var og er fortsat en velhavende by.

Fra Cruz de Ferro går Caminoen mod Ponferrada og der ender dagens etape.
Vi går over Montes de León i ca 1.500 m højde Når vejret er klart - hvad det ikke er på denne årstid - har man en utrolig smuk udsigt ud over dalene og over til de Cantabriske Bjerge mod øst.
På denne årstid er vejret uforudsigeligt og vi oplevede i år at der var sne og det var hunde koldt.
Sammen med nogle ganske få også frysende pilgrimme fik vi taget dagens foto.
Det går nedad mod Ponferrada af nogle ret stejle stier, hvor der ofte er rindende vand.
I år er der der meget vand, da Nordspanien
har fået utrolig meget regn - og det kan vi godt bekræfte. Vandløb er alle vegne i realiteten. 
Så vi vader både opad og nedad i vand. Store søer er der på stierne og det kræver måde mod, held og gode balanceevner at forcere disse ofte dybe vand huller uden af få våde fødder.
Når vi er kommet ned fra Montes de Leòn på vestsiden så er klimaet noget mildere og vi kan se at forårsblomsterne er kommet frem og træerne er begyndt at blomstre og blive grønne.
Ponferrada har en gammel smuk bydel med Tempelridderborgen og en moderne bydel med flotte butiksgader.
Imidlertid kan det ses at de sidste års økonomiske situation ikke er løbet uden om byen, hvor der nu er flere butikker, der er lukket og at nybyggerierne er gået helt i stå. Så lidt af skønheden er falmet.
Vi går videre mod vest ud af byen og ud på landet gennem en række småbyer på vejen mod Villafranca del Bierzo. En del af turen går langs den ret befærdede landvej fra Ponferrada mod Lugo og A Curoña.
Albergue i Manjarín er nok det mest usædvanlige på Caminoen.
Thomas, der er hospitalero (ansvarlig for albergue) oplever sig selv, som den eneste tilbageværende tempelridder og beskytter af pilgrimmene, der kommer forbi.
Hver gang en pilgrim kommer forbi ringes der med en klokke, som hilsen og Buen Camino til den forbipasserende.
Alberguet er uden faciliteter som rindende vand, toilet, varme m.v., men hjertelighed mangler der bestemt ikke noget af.
Hjertelighed, menneskelig varme, omsorg, tryghed og gavmildhed findes der meget af på Caminoen.
Som jeg tidligere har skrevet, så giver Caminoen og Caminoen tager.
Caminoen giver dig en ramme du kan udfylde alt efter ønske og behov, men den kræver, at du arbejder for dine ønsker og behov, både på det fysiske som på psykiske plan.

Her til morgen startede vi også uden kl. 7.30 i mørke og under gadelys ud af byen. Vejret var igen et perfekt vandringsvejr. Omkring +3 grader og solskin. Og vejret har været sol hele dagen og kom op på næsten 11 grader, her hvor vi i dag stopper i Foncebadon, hvor vi er oppe i 1.432 m højde og over snegrænsen.
Vi bor på et kombineret albergue og casa rual, hvor vi har vores eget værelse for natten.
Der er 2 alergues i byen, 5 huse og ikke meget mere, der er bestemt ikke noget natteliv vi skal ud i.
Vi har i dag vandret 25 km. og det er vi ganske godt tilfreds med, især når vi har taget en stigning fra fra 881 m til 1.432 m, det er hårdt.
Når du på Camino Francés er nået til Cruz de Ferro, er du nu nået til et af de vigtige mål, der er på Caminoen.
Du føler en lettelse her og at du nu kan overkomme selv de mest besværlige forhold på Caminoen, du får nu en tro på, at du nu kan nå til Santiago uden større besvær.
Men forude venter en stejl og vanskelig nedstigning mod Ponferrada, der ikke er uden farlige og stabadserende passager.
Du oplever en fantastik natur her i bjergene med udsigter ud over det fantastiske landskab mod vest.
Cruz de Ferro er et af de særlige mål pilgrimmen skal nå på pilgrims vandringen til Santiago de Compostela.
Det særlige ved Cruz de Ferro er, at det ligge i passet på Montes de León i 1.500 m højde.
Der er en ældgammel skik forbundet med passagen af Cruz de Ferro - nemlig at du tager den sten, du har med fra din hjemegn og som du har båret i din rygsæk hertil og kaster den på den i forvejen enorme sten bunke.
Skikken siges at stamme helt fra romertiden og skikken er fortsat op gennem de mange århundrede og også i dag bærer pilgrimmen sin sten til bunken.
Stenen symboliserer den byrde du bærer på og som du nu kan kaste af dig og gå herfra og til Santiago, uden andre bekymringer end hvad Camino en måtte bringe.
Før du når til Cruz de Ferro har du gået igennem Foncebadon, der er en meget øde og næsten forladt by. Dog er der de sidste år blevet indrettet 2 albergues, hvilket stort set er de eneste aktiviteter i den forladte og forfaldne by her op i ca. 1.400 m højde.

Caminoen har været en ren skovtur indtil nu og det er den så også fra Villar de Mazarife til Astorga.
Vi er gået igennem nogle meget spændende troldeskove, der ligge på højsletten. Skovene ligger nede i nogle dale, hvor fugten bevirker at træerne er helt overgroet af mos og virke som om grene og stammer er "uldne" og giver skoven et særligt præg. Og midt ude i ingenting finder man en lille oase af en juicebod med et rigt udvalg af juice, kager, frugt, kaffe m.v.
Det skal nævnes her, at betalingen for nydelsen er efter donation.
For mange pilgrimme er denne oase en redning fra både sulte og tørst, fordi vi har vandret vel omkring 10 km uden at være igen nem hverken en by eller en flække.
Sådan er caminoen - nogen gange er den rig på seværdigheder og muligheder for vederkvægelse og andre gange må den stakkels pilgrim tage til takke med naturen og fugle livet.
Et af de meget smukke gamle pilgrimskort, som vi ser så utrolig mange gange på Caminoen. Gamle vejvisere, der har vist pil grimmene gennem århundrede den rette vej til Santiago de Compostela.
I dag hjælpes den moderne pilgrim af de smukke gule og blå Skt. Jacobsskaller og den gule pil, der er malet på alt fra asfalt til lygtepæle, rendesten, husmure, hegn og træer.
Det er først lyst kl. 7.30 og vi startede ud kl. 7.00 i mørke, men vi skulle jo først ud af byen, så det foregik til gadelygterne. Det var temmelig overskyet og det var småkoldt. Og som dagen gik blev det regn og regn og regn. Det regnede stort set under hele dagens vandring. Vi fik dog gået ca. 33 km til Villavente og overnattede i Molinos Galochas, hvor jeg også overnattede sidst i et Casa Rual med 10 værelser. Vi fik frokost og senere aftensmad. Det er et utrolig venligt værtspar, der har stedet.

ASTORGA

Bispepaladset i Astorga nu pilgrimsmuseum
Astorga er katedralby. Til katedralen blev i begyndelsen af 1900 tallet påbegyndt opført et bispepalads tegnet af Gaudi. Imidlertid brød biskoppen sig ikke om paladset og i dag er det pilgrimsmuseum.
Astorga er en mellemstor by på størrelse med Korsør.
Byen er kendt for sin chokolader, der er af meget høj kvalitet og eksporteres uden for Spanien.
Den gamle bykerne har mange slotte bygninger fra det 1500 og 1600 århundrede. Katedralen er et besøg værd, men den er kun åben nogle få timer om dagen, så det er ikke sikkert vi når at kunne bese den indvendig.
Gaudi er nok mest kendt for katedralen i Barcelona - Sagrada Familia - der efter næste 100 års byggeri endnu ikke er færdig.
Men det er ikke så usædvanlig med katedralbyggerier at de tager århundrede.
Gaudi er ikke storproducent af bygninger, men det må siges at dem han fik opført, er særdeles anderledes end andre arkitekters.
Han var en ene og meningen om hans arkitektur er mange.
Men jeg synes at hans arkitektur er spændende og fascinerende.
Men vi skal jo videre på vores pilgrimsvandring og fra nu af er det ikke for tøsepiger eller tøsedrenge. Nu bider Caminoen fra sig for nu skal vi op i højderne de næste dage.