Ifølge vejrudsigten ville det regne lige over middag, hvorfor jeg vandrede ud kl. 7.30 for at sikre mig en vandring i tørvejr. Vejret var som i går ret blæsende, men i øvrigt godt vandre vejr. Vandringen var overvejende på lokale veje. Efter nogle kilometer vandrede jeg op til en lille og meget gammel kirke uden tårn. Ved indgangen til kirkegården blev der bedt om at man lukkede lågen, da der gik får på kirkegården(?) Der gik 2 gamle og meget venlige væddere. Og ind til indgangen til kirken var også sat et hegn op, så vædderne ikke gik med ind i kirkerummet. Godt 1 mile før Walsingham ligger The Slipper Chapel, National Catholic Shine to Our Lady of Walsingham. Da jeg gik ind i kapellet var præsten og jeg de eneste der deltog i formiddagsmessen og jeg modtog som den eneste nadver bortset fra præsten. Det var lige som om pilgrimsvandringen så sluttede her, men som nævnt skal jeg vandre videre ind i Walsingham by – på den Hellige mile. Her møder man først ruinerne af Walsingham Abbey hvor i House of Nazareth lå, som også blev nedrevet og ødelagt i forbindelse klosternedrivningerne i 1538-1541. Så nu er der kun potalbuen tilbage af klosterkirken.

Og her slutter så min pilgrimsvandring fra London til Walsingham.

Inde midt i midelalderbyen er opført Anglican Shrine to Our Lady of Walsingham i 1938 og løbende udvidet frem til 1960’erne på grund af den stadig stigende strøm af pilgrimme. Kirken er meget utraditionel og i kirken er indbygget en kopi af det oprindelige Nazareth House indviet til Our Lady of Walsingham. Kirken ligger i en meget smuk park og i rolige og stille omgivelser, der tiltrækker mange troende.

Mere om The Anglican Shrine to Our Lady af Walsinham i et særligt indlæg.

Det har været for mig en stor og dejlig pilgrimsvandring. En pilgrimsvandring, der ikke har budt på de store vandreudfordringer med at jeg skulle vandre over bjerge og bjergkæder, men alligevel har budt på udfordringer med ikke altid lige gode vandreveje. Men det høre jo med.

Jeg har ikke tal på de kirker jeg har besøgt der både var åbne og andre aflåste og ej heller det antal søde interesserede mennesker, som har spurgt til min mission og haft dejlige samtaler med.

I Walsingham overnatter jeg på Elham House, der er et pilgrimshotel. Det er drevet af katolikker og udover hotellet er tilknyttet en nye katolsk kirke. Elham House har været overnatningssted

For overnatning inkl. morgenmad betalte jeg 87 £ for eneværelse med bad/toilet.

Det er blevet koldt, blæsende, småregn af og til fra omkring middag til jeg tjekkede ind på The Crown Inn på markedspladsen i Fakenham. Før middag kunne jeg vandre i t-shirt og uldtrøje. Da det begyndt at småregne og blæse måtte jeg have den lange røde regnfrakke på. Første del af vandringen var som de tidligere dage en vekslen mellem grønne stier, smalle asfaltveje og markveje. Jeg vandrede igennem et par små byer og besøgte byens kirke, men der var ikke nogen butikker eller Inn’s, så ostemaden jeg fik smurt om morgene, måtte udgøre det for en frokost. Efter middag blev græsset vådt og da der faktisk ikke var noget som helst at besøge på resten af vandringen ind til Fakenham besluttede jeg at vandre 8 km på den lokale vej. Den var i øvrigt ikke særlig befærdet. Og på grund af de høje hegn langs vejen, føltes blæsten ikke så ubehagelig. Det er pudsigt, at de sidste par vandredage ofte ikke er særlig interessante, når du vandre til et pilgrimsmål. Det gælder både Santiago og Rom. Fakenham har i flere århundreder haft licens til at afholde ugentlig markedsdag og det er på torsdage. Der er flere Inn’s i byen på grund af der er markeder i byen. Jeg overnatter på The Crown Fakenham Inn, der ligger ud til markedspladsen og har i over 500 år haft licens til at udskænke øl m. v. til markedsgæster, bespiser dem og lade dem overnatte. Bygningens konstruktion og indretning vidner også om, at den har de mange år bag sig, men værelse og måltider fejler bestemt ikke noget. The Crown ligger skråt over for St. Poul og St. Peters Church, der var åben og hvor der inden for kirkedøren var stempel til pilgrimsmasset,

For overnatning i The Crown Inn Fakenham betalte jeg for overnatning inkl. morgenmad

Jeg bliver mere og mere begejstret for, at jeg tog på denne pilgrimsvandring til Walsingham. Lukker man øjnene og tænker tilbage på middelalderens pilgrimme og deres oplevelser af de mange kirker, klostre, katedralen St. Edmundsbury, vejkors og datidens overnatningssteder, må det også have overvældet og fået dem til at fortsætte, som det også gør for mig. For i dag var det et nyt højdepunkt på vandringen at se at der findes en kirke indviet til St. Jacob og kirkens stempel var naturligvis muslingeskallen. Dagens vandring var en glidende vandring fra små veje, ud på markveje, til stier igennem et afvekslende bakket landskab på Peddas Way stort ser hele dagen. Jeg mødte en cyklist og måske en håndfuld biler – ellers så jeg ingen. Da ruten i dag ikke fører gennem byer med mulighed for at købe mad og drikke, ja så må man slæbe på det på dagen. I forbindelse med morgenmaden, havde jeg smurt en ostemad som frokost. Vejret var fra morgenstunden til en halvtime før jeg kom frem til Actle Acre og kunne tjekkede ind på The Ostrich Inn, været dejligt vandre vejr i tshirt, men lige plusligt uden for kirken indviet til Sct. Jacob væltede regnen bare ned. Til sidst måtte jeg tage min lange røde regnfrakke på for ikke at blive drivvåd og søge ly i kirken. Da det havde stilet af med regnen vandrede jeg til Southacre lå et af Englands største klostre – Acre Priory – der i 1538 blev revet ned og munkene blev forvist fra klosteret. Nu er der kun klosterruinen tilbage. Når man ser ruinen får man en forståelse af hvor stort klosteret oprindeligt har været. Tæt på ligger middelalderborgen Acre fra det 1200 århundrede, der også nu er en ruin. Borgen tabte allerede i 1400 tallet dets forudsætning af en borg og blev rømmet og overladt til forfald. Byen jeg skal overnatte i – Castle Acre – har fået navn efter såvel borgen som klosteret. Og ikke nok med det så er byen Castle Acre, som taget ud af serien Barneby/Midsummer Murders.

Jeg overnatter på The Ostrich Inn ud til hovedgaden og pilgrimsvejen. Da jeg ankom fik jeg at vide, at der ikke kunne serveres afstensmad, men værtinden var så flink at hun servrede 2 store lækre sandwich sammen med en pose chips og salat og en stor appelsinvand på værelset. dejlig service.

For overnatning inkl. morgenmad på The Ostrich Inn i Castle Acre betalte jeg 120 £

I dag slog vejret om på ny. Fra morgenstunden kunne jeg vandre i tshirt og solen varmede. Omkring middag begyndte det blæse og skifte til overskyet og hen på eftermiddagen begyndte det at støvregne ret let. Hvorfor alt det om vejret? Det betyder noget at vejret er stabilt – om tørt eller vådt – er ligemeget, bare det er ens, så der ikke hele tiden skal skiftes til regntøj og så af med det, for så igen at tage det på. Det giver uro i vandrerytmen. Jeg tror det er det største skovareal jeg har vandret igennem indtil nu overhovedet. Et par kilometer uden for Brandon vandrede jeg ud på en Byway, der førte mig ud gennem nogle marker op til et skovhjørne, hvor jeg ikke troede mine egne øjne. Vandreappen med ruten var korrekt aflæst, men indgangen til skoven var totalt overgroet med den sædvanlige uvenlige bevoksning. Efter at have sundet mig, tog jeg første skridt gennem vildnisset og 300 m længere fremme blev jeg mødt af en skovvej, som jeg fulgte over de næste par timer med næsen i mobiltelefonens skærm for at følge om jeg ved hvert retningsskifte fortsat var på ret rute og retning. Og pludselig var jeg som ved et trylleslag til indgangen af en by. Jeg kunne hverken se eller fornemme den på afstand. På den anden side af byen – Mundford – zik zakkede jeg på ny i en skov med igen vekslende mellem gode skovveje og mere eller mindre tilgroede stier. Det var som det aldrig opførte. Men ved udgangen af skoven blev jeg mødt af den mest befærdede landevej, jeg længe har mødt. Der var nærmest ikke ophold i bilerne i begge retninger. Guideappen beskrev, at jeg skulle vandre ca. 500 m på landevejen og så igen ind i skoven på en omkring 6 km lang skovvej for at komme frem til mit overnatningssted, der blot ligger 2 km fremme ud til landevejen. .Men hellere 4 km omvej end at sætte liv og lemmer på spil på en befærdet landevej. Årsagen til omvejen er, at der er et større militært øve område, der skal vandres igennem på en speciel vej. Den sidste kilometer var over en eng og da jeg ved udgangen vendte mig om for at lukke gærdet, fik jeg noget af en forskrækkelse. For på et skilt stod at man skulle tage sig i agt for tyren. Jeg tror ikke den var lukket ind, for jeg så den ikke. Jeg nåede om eftermiddagen frem med halvvåde sko, strømper og våde langebukser frem til The Swan Inn, hvor jeg overnatter og hvor jeg kan spise aftensmad og morgenmad. The Swan Inn ligger som nævnt direkte ud til hoved landevejen ved indkørsel til en flække – Hilborough. Så der er ikke andre muligheder for overnatning og måltider.

I The Swan Inn fik jeg anvist et meget stort værelse med sofagruppe og et pænt badeværelse. Der var meget travlt i både pubben og restauranten både da jeg ankom og senere i forbindelse med aftensmad. For overnatning inkl. morgenmand måtte jeg betale 85 £

Vejret har igen i dag været med mig. Sol fra en klar himmel. Da jeg holdt en pause omkring middag var det omkring + 30C. Men tæerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen – der loves regn fra i overmorgen. Det skal jo ikke tage glæden fra mig – for det har været en skøn vandringsdag, hvor lange stræk var på bredden af River Little Ouse. Som tidligere nævnt overnatter jeg i Brandon, som dagens vandring er til. Kl. 8 stod jeg på stationen i Brandon for at køre med toget tilbage til Thetford. Inden jeg startede ud af Thetford, besøgte jeg Church of the Holy Sepulchre – da den hørte til Thetford Priory blev den også ødelagt og revet ned i 1540. Herfra gik jeg så frem til den lille nydeligt malede jernbro ved floden og vendte ansigtet mod Brandon. Første igennem en dejlig park langs floden, hvor starten på et lokalt løb på parkens stier, har tiltrukket gud og hver mand, der gjorde, at jeg måtte vandre ude på det dugvåde nyslåede græs og fik våde sko og sokker fra start. Æv. Da parken sluttede blev vandrestien stadig smallere og smallere, hvor skræpper, brændenælder, og andre ikke velkomne vækster var til voldsom gene med yderligere fugt i skoene. Men natur og fugleliv og vejret opvejede generne. Efter omkring halvvejs bragte stien mig forbi en flyveplads godt afmærket af den lokale modelfly klub. Den lå ved et campingsite, hvor weekend campister brugte anledningen til at sejre kajak på Little Ouse og overnatte. Herfra gik ruten lidt væk fra floden og gennem en skov til St. Helen’s Hellige kilde og et lille Kapel. I dag er der intet tilbage af begge dele, da kilden tørrede ude faldt tilstrømningen af pilgrimme og stedet gik i glemmebogen. Men det gjorde udsigten fra stedet bestemt ikke. Herfra under jernbanen og over River Little Ouse, hvor der vandres behageligt gennem skov til All Saints Church i Santon Downham, hvor Englands mindste kirke er åben for besøg. Og dagens sidste besøg var så i nabokirken Church of St. Mary the Virgin, der også fik et besøg. Herefter skulle jeg så ellers igen over floden, men da jeg kom frem til stiens begyndelse, var stien simpelthen så overgroet, at det ikke var muligt at træde ind på den. Så det blev derfra de sidste 2 km ind til Brandon er på asfaltvej op til hovedgaden og derfra til mit overnatningssted. Umiddelbart før, hvor jeg skal overnatte er et Aldi, hvor jeg kan handle ind til aftensmad og igen til morgenmad. Så bestemt en dejlig vandredag.

Det gode vejr er vendt tilbage, da jeg ved et stop fik set på termometret, der er hæftet på min rygsæk. Det viste + 35C – så kunne jeg bedre forstå, at jeg følte det var varmt og jeg var døsig og drak meget på vandringen. Kun under 1 km efter jeg var startet på dagens vandring vandrede jeg vind på den første sti, der ikke meget senere gik over i en Byway, der med nogle få undtagelser, forsatte stort set lige ud omkring 15 km. Ofte med marker på den ene side og skov på den anden og til tider igennem skov på en bred næsten sandet vej Denne lange vandring – i øvrigt uden at møde nogen – og kun hører landbrugsmaskiner i det fjerne. Det gør, at man bliver døsig eller halvsover og har tankemylder. Det kan gør, at man så kan komme til at overse, at der skulle skiftes sti eller retning. Men det var så ikke tilfældet i dag. På et tidspunkt stod jeg ved en travl landevej for at krydse den omtrent. 7 km fra Thetford. På den anden side af vejen vandrede jeg ind på den lokale fælled (common) og skulle nu selv vælge retning på vandringen ind til byen. Der var et utal af stier på kryds og tværs. Og pludselig stod jeg i park få meter fra hovedgaden. Så i dag kun få kilometer på asfalt. Thetford havde i middelalderen og op til Henry the 8. fik Parlamenter til i 1538 at overdrage ham overøvrigheden over klostrene og deres besiddelser, hvorefter han besluttede at klostrene skulle rives ned. Thetford Priory, der var nordøst Englands største, blev også revet ned og nu kan man kun se ruinerne af det og hvor stort det var. Thetford mistede derefter sin betydning som pilgrimsby. Den har dog i dag ca. 25.000 indbyggere. Nu skulle dagen så slutte her, men selv om jeg for 3 uger siden bookede mine overnatninger, kunne jeg ikke få nogen overnatning i byen. Men. Brandon er næste overnatnings by på vandringen og den ligger kun 6 min. med tog fra Thetford. Der er tog næsten hver time mellem Thetford og Barndon. Så jeg har booket 2 nætter i en lejlighed i Brandon og tog så toget om eftermiddagen til Branfon og i morgentidlig tager jeg så toget retur til Thetford og derfra vandre jeg så tilbage til Brandon – det tager så ca. 5 timer. Keine hexerei nur Behändigkeit.

For 2 overnatninger i en dejlig 1.sals lejlighed “Cool og cosy” i Barndon nær stationen betalte jeg 138 £, hvor jeg selv skulle klare måltider inkl. morgenmad.

Efter en tør nat fulgte en tør og dejlig temperet dag , hvilket gør vandring behagelig. Fra morgenstunden var der dug i græsset så jeg tillod jeg mig de 4 første kilometer at vandre på den lokale vej frem til en lille flække ved navnet Rede og med en lille sognekirke. Den var åben og stempel stod fremme til benyttelse. Herfra igen 4 km på en lokal vej til den eneste kirke i England- indviet til St. Pretunilla der er blomstersælgernes skytshelgen. Herefter kom den lange vandring ind mod Bury St. Edmunds, hvor vandringen er vekslende direkte ud over mark, på småveje, stier og i byen gennem ældre villakvarterer. Byen er den største i Suffolk og på størrelse med Roskilde. Først stort set på gaden, hvor katedralen ligger ud til, få man øje på den og ser den. For lige før – som nabo – ligger St. Marys Church, der størrelsesmæssigt er en katedral værdig og faktisk kan forveksles med den. Kirken er et af Englands største sognekirke er opført i 1100 tallet. Katedralen – St. Edmondsbury Catheral er indviet til Edmond the Martyr – der var tysk født i 841 og døde i 869 som konge af East Anglia og blev dræbt af vikingerne i forbindelse med et af deres angreb på England. Katedralen er opført i gotisk stil mellem 1200 og 1600 tallet og blev katedral i 1914. I katedralen er frivillige i gang med at bygge en model af katedralen af logoklodser. Til katedralen er knyttet en større cafe “Pilgrims Kitchen”, hvor jeg passende kunne indtage en frokost bestående af en kæmpe bagt kartoffel med tunmousse. Hvis jeg skulle overnatte i Bury St. Edmonds – vil vandringsdagen blive lidt under 20 km og dagen i morgen er på 26 km. Derfor valgte jeg at finde et overnatningssted gør at dagene bliver stort set lige lange. Så jeg skal lige vandre 4 km længere nord på til Fornham All Saints. Jeg skal vandre igennem Bury St. Edmunds bymidte og nord ud, hvor jeg skal derefter skal vandre gennem en golfbane for at overnatte på hotellet tilknyttet golfbane.

All Saints Hotel har restaurant, så jeg kan spise både aftensmad og morgenmad på hotellet. For overnatning inkl. morgenmad betalte jeg 138 £

Dejligt vejr til pilgrimvandring i dag. Tilpas temperatur op ad dagen til +22C let overskyet med sol. I nat havde regnet og veje og græsset vådt. Jeg er i Suffolk, det er landbrugsland med store arealer, der nu ved at blive efterbehandlet, så de brune marker står i kontrast til de grønne hegn og skove og arealer med græs til husdyr. Et smukt, frodigt, bakket landskab med små bysamfund, fordi der er langt til de større byer. Dagens vandring startede bekvemt på små asfaltveje og som dagen skred frem vandrede jeg også på græsstier, der op ad dagen ikke var så våde, så det hængte godt sammen, så jeg ikke fik særlig våde sko og bukseben. En perlerække af landsbykirker blev passeret og besøgt, når de var åbne og pilgrimspasset kom frem, hvor der var stempel i kirken. Som I sikkert kan, fornemme har det været en stille og behagelig vandringsdag og det er jo rigtig dejligt at få sådan en. Her er der langt mellem overnatningsstederne og netop i dagens slutmål – Howkedon – er der kun eet overnatningssted og det er populært. Datoen for min start af vandringen til Walsingham er bestemt efter jeg netop i nat, kunne booke og overnatte i den af de 2 lejligheder, der er i Queens Head Inn i Hawkedon. Restsuranten er lukket mandage og tirsdage. Og i dag er det onsdag. Howkedon ligger så dagens vandring er på 22 km og i morgen er der nemlig 24 km til næste by med overnatning. Restauranten i Queens Head er meget populært og i aften er der næsten fyldt med gæster. det kan jeg så godt forstå, for det aftensmåltid fik serveret og spise, var nemlig ret lækkert.

For overnatning i 80 m2 store moderne lejlighed med køkken, hvor der blev serveret morgenmad – betalte jeg 130 £

Vejret viste ikke rigtig hvad det ville i dag. Startede vekslende mellem overskyet og sol. Så besluttede det sig for bare at dryppe lidt og så sol og så regn, så det hele blev godt vådt og sidst igen overskyet. Fugtig luft og da regnfrakke skulle af og på blev – det lidt irriterende. Ruten var der der imod ikke noget at klage over. Efter Saffron Warden skulle jeg først hen på eftermiddagen før at træde på asfalt, derimod vandrede jeg adskillige gange over marker uden stien var markeret, men det lykkes at finde “kissinggate” og vandre videre. Man føler lidt at man uberettiget betræder anden mands jord og ejendom. Men det er lovligt nok. Heldigvis havde regnen ikke blødgjort jorden, hvor den var blevet harvet. Vandreskoene forblev uden klæbende jord. Kirker er jo en naturlig del af pilgrimsvandringen og heller ikke nogen undtagelse i dag. De stod nærmest i kø på vandringen. Til frokost spiste jeg på The Old Red Lion lækre pølser på en bund af kartoffelmos og sovs. Man skulle tro man var i Sverige. Og for aftensmad og overnatning et det The White Horse jeg vandrede frem til. The White Horse ligger, som mange Inns ved et vejkryds lidt uden for byen og i dag direkte på pilgrimsvejen. Jeg er nu langt ude i det engelske landbrugsområde med store gårde med store markarealer, hvor efterårsarbejderne med at klargøre jorden er i gang. Vandringen bød på, at jeg vandrede igennem grevskaberne Hertfordshire, Essex og nu er jeg i så Cambridgeshire.

For overnatning inkl. morgenmad på The Withe Horse Inn betalte jeg 65 £

Temperaturen er nu 10 C lavere end de sidste dage, så nu er det menneskeligt og rart at vandre uden at føle den ulidelige varme. Jeg ærindrer kun, at jeg har vandret på asfalt i byerne jeg vandrede igennem ellers har det været på Byway, Footpaths og et par gange direkte over de nu afhøstede og harvede marker. Det sidste er på et noget vanskeligt underlag mellem jord og stubbe og heldigvis har det været tørt længe, derfor er underlaget også hårdt. Terrænet er bakket, men ikke med ubehagelige stigninger og vandringer nedad. Byway er ofte en ældre ikke særlig vedligeholdt grus/sten eller jordvej, nærmest i bredde, som en markvej og ikke overgroet. Behagelig at vandre på. Ofte ender de i en bred og senere smal sti. Footpaths er blot en sti ofte kun i 2 fødders bredde, og kan være noget overgroet. Det er jo mandag og det er meget forskelligt om pubberne og kirkerne er åbne og dem der var, var uden snakke sagelige kirkevæger. Så vandringen blev mere “flydende”. Kirken indviet til St. John i Standsted Mounfitchet var ikke åben og desværre var den meget ydmyge lille kirke St. Peters i Ogley heller ikke, men der var stempel i våbenhuset. St. Marys i Newport var åben og havde stempel. dejlig service at stemplet er frit tilgængeligt og intakt. I 1538 efter at Henry 8 havde beordret klostrene nedlagt og nedrevet overdrog han Warden Priory – i dag Audley End House til hans kansler Audley, som belønning for hans assistance ved gennemførelsen, at få klostrene tømt og nedrevet og for at få aflivet to kongens dronninger. Audrey End er nu i English Heritage varetægt og kan besøges. I St. Marys Curch i Saffron Warden er Thoms Audley sagofag. Byen Saffron Warden, er som navnet hentyder, kendt for safran. Omkring byen blev der tidligere dyrket safrankrokus og den blev behandlet og derefter solgt bl.a. i London. Byen blev meget velhavende på dette krydderi. Jeg overnatter i et af byens ældste hus, der huser Cross Kyes Inn, der har givet overnatning til handelsfolk og pilgrimme i mere end 500 år. For overnatning inkl. morgenmad betalt jeg 76 £