Min østriske medvandrede havde det ikke så godt om morgenen og besluttede at han ville tage en taxi de Baños de Montemayor og blive der i et par dage. Der er ca. 20 km dertil.
Jeg startede i mørke og vandrede de næste 8 km på landevej i mørke. Jeg mødte siger og skriver 7 biler, fordi motorvejen løber parallelt med landevejen. Igen en dag med perfekt vandrevejr og hvilken solopgang, nu hvor jeg når frem til de høje bakker jeg nu skal til at over - Seirra Bejar.
Jeg kom også omkring middag til Bañnos de Montemayor, som har varme kilder. Så det er bl.a.
nok derfor at den gamle romervej gå lige igennem byen uden for de varme kilder. De romer kunne noget med vejbyggeri og noget med fornøjelser og så slå begge dele sammen var vel perfekt.
Byen er på grund af de varme kilder og kurbadene en kurby, hvorfor der er et utal af flotte hoteller og restauranter og priserne for overnatning og for at spise er i top hele året rundt.
Jeg skulle have noget at spise og gik ind på praktisk talt den sidste restaurant i byen og hvem sad der og fik frokost? Min østriske medvandre - Werner.
Han fortalte at han havde det bedre, men ville blive 2 dage i Baños og derefter tage bussen til Salamanca og blive der nogle dage, da han ikke havde kræfter til at tage de høje bakker vi nu skulle over. Så med et Buen Camino tog vi afsked og blev enige om at mødes i Salamnaca. Mere om det senere.
 
Colonia San Miguel/La Estación
 
Dette er flækken før man overskrider provinsgrænsen til Castilla y León.
En samling huse med en bezinstation, der ligger ud til landevejen N 630, som er hensynende, da der nu er motorvej.
Flækken er også stedet, hvorfra man fortsat gå lidt højdemeter op for at nå pashøjen ved Calzada de Bejár.

Virkelig godt vandrevejr igen. I går mødte jeg en utrolig venlig og glad østriger vel omkring de 60 år, meget talende og tiltalende. Så vi slog følge i dag. Han fortalte at han har kræft, men ved at han vandre, kan han holde den nede. Utroligt.
Dagens og vandringens højdepunkt er mødet med Arco de Cáparra, den utrolige flotte romerske æresport opført i år 100 e.c. af Marcus Fidibus Marcer til ære for hans forældre. Æresporten er stort set det eneste resterede bygningsværk i denne romerske by Cáppara, hvor resten kun er fundamenter. Man vandre af Cazada Romana ind gennem porten og det er et fantastisk syn, der møder en - når man vandre gennem den 13 m høje port, der har stået i snart 2000 år. Resten af dagens vandring er på Calzada Romana - det skal nævnes, at den oprindelige belægning ikke længere eksisterer, men man kan se forløbet af cazadaen og vandre på traceet. En anden sjov oplevelse i dag var, at vi skulle forcere flere vandløb. Sædvanligvis er det ikke så besværligt, enten ligger der sten som man kan træde på, på mere eller mindre god måde uden at få våde sko, men på grund af den megen regn dagene før, var en af åerne svulmet ganske betydeligt op så selv de store trædesten var under vand.
Vi skulle jo videre, så der var såmen ikke så meget andet end tage sko, strømper og enten smøge eller tage bukserne af og vandre over med sko og bukser og rygsæk. Vandet var rent og faktisk ganske lunt og trædestene var OK, da strømmen havde gjort dem rene. Strømper og sko og bukser på igen og så videre.
 
Vi orkede ikke at gå de sidste 4 km til Aldeanueva del Camino og besluttede at overnatte på et motorvejsmotel Asturias, som en række lastbilchauføre benytter til overnatning. Virkelig pænt og udmærket overnatning til billig penge.

Vi har en del kilometer foran os, så igen ud i mørke. Denne gang vandre jeg sammen med det spanske ægtepar som overnattede i sammen Casa Rual som jeg. Det gik galt med at finde den første afgrening, så vi fik vandret ca 2 km forkert. Ærgerligt, men det sker, især i mørke og især når man snakker for meget og ikke ser sig ordentlig for efter de gule pile. Og vandringen i dag bliver lidt at en noget særlig oplevelse, da vi fået oplyst, at vi skal forvente ikke at kunne vandre uden vi skal ind på en ejers land, hvor ejeren har afspærret ca. 4 km af Via de la Plata på grund af, at han mener caminoen ikke går over hans land. Imidlertid mener lokalbefolkningen han har uret og der er indledet en retssag om striden. Men om alt er, så skal vi forcere mindst 2 vejspærringer i form af høje hegnsporte, der er aflåst. Det viste sig, at der kun blev tale om en. Den var godt nok 2 m høj, men rimelig nemt at komme over. Og så var det bare at vente på om ejeren standsede os. Det blev der nu ikke tale om. Så forløbet blev ret problemfrit. endemålet er Carcaboso, hvor der et privat albergue.
Det ligger ud til en landvej, er i og for sig ganske nydeligt om gammeldags, da det er ældre kone som ejer og bestyrer det - Elena. Det viser sig, at der både er enkelt værelser med eget bad og toilet og flere sengs værelser. Elena taler uendeligt og det er svært at blive klog på hvad hun mener, men efter nogen parlementeren lykkes det mig at tilkæmpe et af enkelt værelserne. Vejret er nu blevet sol og varmt igen, så alt det våde tøj kan nu vaskes og blive tørt igen.


Cacaboso
 
Byen ligger ud til en stor landevej og har vel fra tidligere tid haft betydning som overnatningssted inden motorvejene blev bygget i Spanien. Nu er byen gået i stå, kun gamle mennesker ses i byen og jeg vil tro at de unge mennesker enten er flyttet til nærmest store byer for at arbejde der. Der bor ca. 1.000 mennesker i den ellers pæne og rene by med en købmandsbutik, et apotek, bageri og et par andre forretninger.

Heldagsregn. Første rigtige regndag, hvor det at blive vaad betyder noget. Heldigvis er dagsvandringen ikke så lang. En del af vandringen foregår på landevej og vandre på den hvide stribe er bestemt ikke særlig opløftende og behagelig. Senere paa dagen mødte jeg igen mine 2 hollandske pilgrimsvenner og franskmanden og slog følge med dem den sidste del af dagsvandringen, der blev mere og mere surt på grund den megen regn. Dagens mål er Grimaldo og overnatnings mulighederne er få, men jeg var heldig at der i byen er et få husly i et nyt Casa Rual. En utrolig smuk gammel bygning, der er totalt restaureret over 2 år af ejeren, der er arkitekt og bygningssagkyndig. Hans far og mor bor i byen og sørger for tilsyn og rengøring og han selv bor i Cacares og sørger for indlogering.
Det spanske ægtepar og jeg overnattede her og fik en lang snak med ejeren. Hvordan han kan holde økonomi i udlejning forstår jeg ikke. Han har 500 udlejning af 20 Euros pr. gæst og det er 10.000 Euros på et år. Fra det går hans driftsudgifter. Men har har en forventning om at overnatningerne øges.

Grimaldo
 
Grimaldo er en flække på 60 beboere, der ligger ud til en landevej. I byen er der 2 barer, et albergue og et par Casa Ruales. Det er alt. Det er bare en samling huse på Via de la Plata.

Dagens vandring bliver lang, og da vandringen ud af Caceres er uden de store udfordringer, så startede jeg allerede kl. 7.00, hvor der stadig er 1 1/2 time til solopgang. Vandringen var de første 3 km ikke så behagelig, da den foregik på en meget befærdet landevej, der er tilkørsel til mortervejen. Efter landevejen vandres der ud på en flad og ret god grusvej, der går ud i Dehesaen og som er det mest øde område har mødt indtil nu. En del af vandringen sker på Calzada Romana og er derfor ret lige også uden de store højdemæssige. En af de pudsige ting på ruten er, at du vandre forbi en "losseplads" for gamle romerske milepæle, som ikke er rørt i over 1800 år. Ellers er højdepunktet vandringen langs Europas største kunstige sø Embalse de Alcantara, som også er dagens ende mål. Der er ingen by.
Men der ligger overnatningsmuligheder ved et næs ud i søen. Her er et næsten nyt Hostal med restaurant. Hostallet har swimmingpool og er indrettet med Ikea inventar fra senge, tæpper, lamper, borde til bestik og porcelæn. Pudsigt her ude i Vestspanien.
Et rigtigt godt overnatningssted skønt beliggende med udsigt over denne enorme kunstige sø.

Embalse de Alcántara
 
Her er ikke tale om en by, der er tale om Europas største kunstige sø opstemmet til brug for Extremaduras landbrug, da vandet anvendes til dels drikkevand og dels til overrisling af landbrugsområder. Det siges at vandstanden i søen afspejler økonomien i Extremadura. Er den høj er det godt, er den lav er det skidt. Den var midt imellem.

Jeg har gjort dagen i dag til liggedag under vandring på Via de la Plata.
Jeg har nu vandret 11 dage og vandret i snit 27 km om dagen. Så jeg havde lige brug for at lade op til de næste dage og de sidste ca. 200 km til Salamanca.
Så i dag er jeg turist i byen og rundt og se
på den og se på den gamle smukke bydel med dens mange velbevarede bygninger, pladser, stræder og gyder fra 1550 -1650 jeg bor på hotel midt i byen 2 min fra gågaderne.
Jeg har fået vasket alt mit tøj - det trængte til ordentlig vask - så det er perfekt til de sidste par ugers vandring.
Så ellers er det hvile og få ladet op til morgendagens vandring på ca. 38 km.

Caseres
 
Den gamle bydel er fantastisk velbevaret. Centrum er naturligvis en stor plads, som desværre er med mange restauranter og turistbutikker. Men går man blot en gyde eller to væk, så er man i en helt anden verden, hvor man med lidt god fantasi kan se 1500 tals mennesker i deres flotte rober gå rundt på visit i hindandens paladser eller gå til gudstjeneste i en af de mange kirker. Plads til almuen har der bestemt ikke været i bymidten, når man ser disse prægtige huse og pladser.

Vandringen i dag er en af de længste jeg nogen sinde har vandret. Lige inden jeg skulle starte ud var det skybrud og det havde dagen i forvejen også været skybrud. Så der var bare vådt alle vegne.
De lokale frarådede at vandre på Caminoen de første ca. 10 km, hvorfor jeg startede ud med at vandre på hovedlandevejen, der kun er lokalt befærdet.
Da jeg startede ud var det blevet tørvejr og hele dagen vekslede det mellem sol, overskyet og små regn og overskyet, desuden var der en massiv vestenvind.
Vandring foregik mest på caminoen langs landevejen og så en tur udover et plateau, hvor man skulle krydse en privat flyveplads. Den var godt nok forladt, så der var ingen fare ved at krydse start/landingsbanen.
Ellers var det bare "rå" vandring hele dagen igennem indtil Caseres var nået.
Det er mærkeligt som man kommer ind af "bagdøren" til byerne - gennem nogle underligere rodede områder, som er dårlig vedligeholdte og forfaldne.

Caseres
 
Caseres er en stor by med ca. 95.000 indbyggere.
Er regions hovedstad i Extemadura. Byen er også her delt i en ny by og en meget velbevaret ældre bydel fra baroktiden. (1550 -1650).
Den ældre bydel ligger højest oppe og har et utal af velbevarede og istandsatte paladser, herskabshuse og huse tilhørende adelen. Der er et væld af kirker og mange bygninger har tårne. Tårne var et statussymbol.
Gaderne/gyderne er smalle og det er forbudt at køre ind i den gamle bydel. Bydelen er på UNESCO liste over verdens kulturarv.

Det er en af de lidt lange vandredage. Da udgangen fra Mèrida er gennem byen og ud på en forbindelsvej til et rekreativt område, kunne jeg starte tidligt. Så jeg var ude kl. 7.00 i mørke. Vandringen gik først til en stor kunstig sø uden for byen, som bruges dels som rekreativt område og dels er vandreserve til Mèrida. Derefter ud på Dehesaen som nærmest er en savanne med spredt beplantning og klipper med græssende dyr.
Vejret var rigtig godt vandrevejr og mine ben var gode.
Havde bestemt at jeg ikke ville bo på det lokale albergue, der er et gammelt kloster og har ikke de bedste faciliteter.
På vejen før klosteret var der malet et stort grønt H og en grøn pil. Jeg tog den vej. Der stod 1.800 m. Vejret var skiftet over dagen og havde truet med at regne flere gange og det så ret mørkt ud og det var begyndt at tordne. Så på med de lange ben og følge den grønne pil.
Netop som jeg fik rumpen indendøres på et motellignende sted med en trucker bar lukkede himmelen alle sluser op og det blev skybrud. Det væltede ned med vand. Så jeg var 
heldig.

Alcuescar (?)

Fik et værelse med håndvask og brusekabine og med toilet på gangen. 20 Euros OK.
Her mødte jeg 2 ældre hollændere og spiste aftensmad med dem. De var rigtig vandringsmænd. Den ene 65 og den anden 79 (!!!!). Caminos flere gange og meget andet.
Meget hyggelige mennesker. Det blev faktisk en rigtig god aften på et truckermotel ude i jeg ved ikke hvor, for det fandt jeg aldrig ud af.

Jeg ved faktisk ikke om jeg nogen sinde kom til denne by, der efter beskrivelsen skulle have et gammelt kloster (konvent) og skulle have 3.000 indbyggere. Jeg kom nemlig aldrig til byen og så den aldrig.
Og der hvor jeg overnattede hed motellet Los Olives og var i en rædselsfuld neongrøn og gulgrøn farve og lå ved et vejkryds, hvor truckere fik brændstof på deres lastvogne og selv fik mad og evt. overnatning.

Efter gårsdagens regn var det en ikke særlig fornøjelig vandring, på smattede jordveje, hvor jorden klæbede til skoene og hvor det var glat så man sked mange gange.
Jeg tror, jeg har slidbaner under mine sko, der ikke, hvis de var dæk på en bil, ville blive godkendt ved et syn. Så skoene må kasseres til caminovandring efter denne tur.
Mèrida skal vær noget særligt, så derfor havde jeg forventet at vandrevejen ind til byen var noget særligt. Den var rædselsfuld. Et gammelt udslidt industri område med bygninger der mere eller mindre er faldet sammen ud til en beskidt hullet grusvej med grimme vandpytter.
Så taber man altså noget af modet og glæden ved at komme til en by.

Mèrida
 
Mèrida er den by uden for Italien, der har de bedst bevarede kulturminder fra romertiden. De er mange og de er velbevarede.
Blot for at nævne Acueducto de los Milagros, 2 store amfiteatre, en romersk bydel med "vandværk", flere romerske huse m.v. Bygningsværker der skal ses. Og så den længste romerske bro, der nogensinde er bygget.
Mèrida var den største by uden for Rom i Romerriget.

En rigtig meget interesseløs vandring i dag. Og den var lang. Lang både fysisk og fordi den nu foregik i regnvejr.
Første dag i regn. Poncho på. Og så gik vand ringen første gang på Calzada Romana, men den er der ikke meget tilbage af. Der er intet. Kun en markering af traceet.
Det var lige ud efter en lineal mere end 15 km.
Jeg skulle finde et overnatningssted og gik ind i en lokal restaurant og fik der anvist et albergue i den ende af byen, hvor caminoen vandres ud af byen. Så det var vel OK. Også fordi det var et privat albergue og pænt og nydeligt. Det viste sig så, at jeg var den eneste beboer den nat. Det var jo super.
Om aftenen var jeg tilbage i restauranten for at spise og der mødte jeg igen de 3 franskmænd og en tyske dame og vi fik et godt måltid sammen. Og vi fik alt for meget rødvin den aften. Men det var hyggeligt.

Torremejia
 
Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal skrive om byen. Den har 2.200 indbyggere, hvad den lever af er nok mest agerbrug. Den er centrum for daglejere, for de stod på hvert hjørne næste morgen og ventede på at blive kørt ud i markerne.
Byen ligger omkring en landevej og har kendt bedre tider. Der er lidt små forretninger og ellers intet.