I går aftes besluttede jeg at blive yderligere en dag på hotellet. Vejret var rædselsfuldt, det regnede voldsomt, var koldt og det var tåget. Nærmest begyndelsen til vinter.
Og om morgenen var det mørkt, det regnede fortsat og var også fortsat tåget.
Eneste beskæftigelse her i passet er, at gå en tur over den overdækkede bro til klosteret på den anden side af vejen, over til munkene.
I klosteret er der også mulighed for at overnatte og spise.
Der er en smuk klosterkirke, som er værd at besøge. Nede i krypten er indrettet, ligeledes et smukt kirkerum.
Videre er i klosteret et "museum" med relikvier og religiøse genstande.
Bag hotellet er en museum tilegnet Sankt Bernhards hundene og historien bag dem. Der er også et galleri med moderne skulpturer.
Og så er der selvfølgelig en souvenierbutik.
Et par hundrede meter længere mod syd er grænsen mellem Schweiz og Italien.
På den italienske side er der også hotel, restaurant og souvenierbutik med cafe.
Senere på dagen tager jeg mig sammen for at gå over på den italienske side for at få en kop eftermiddags the. Jeg bliver totalt gennemblødt af at vandre de knap 2 x 300 m.
Før aftensmaden går jeg til messe hos munkene. Messen holdes i kirkerummet i krypten.
Vi er vel 12-15 personer og 3 munke og en nonne. Jeg deltager som sædvanlig i nadveren.
Aftensmaden står på stegt fisk og kage til aften then.
Om aftenen beslutter jeg mig for, at tage fly fra Milano til København  næste aften.

Det er planen i dag at vandre op til Col du Grand Saint Bernard - Sankt Bernhards Passet.
Det er en vandring på ca. 20 km fra Liddes.
Da jeg står op kl. 6.00 kan jeg se, at det har regnet og at det er meget overskyet og koldt uden for.
Jeg går ned i hotellets cafe og får morgenmad.
Jeg har sikret mig overnatning i l’Auberge de l’Hospice i Col du Grand St. Bernard.
Da jeg starter ud omkring kl. 7.30 begynder det at småregne og blæse og omkring bjergene, kan jeg se at der er rigtig mørke skyer. Øv, en dag med regn og blæst, netop som det skulle være en kæmpe oplevelse at se Alperne i flot vejr.
Det er bare opad i dag, fra kote 1.346 m til kote 2.473 i pashøjden. Derudover er der faktisk mange større op og ned stigninger på dagens vandring. Så det bliver til rigtig mange højdemeter.
Det meste af dagens vandring skulle være på vandrestier.
Da jeg når ca. Bourg Saint-Pierre er jeg nået op i kote 1.632 ca. 100 m over det højeste punkt på Camino Frances, der er 1.518 m (Cruz de Ferro).
I ca. 1.700 m højde er der et reserfovoir smeltevand.
På et tidspunkt lidt efter reservoiret, vandre man på et traché, hvor en olie/gasledning er placeret. Til venstre er en lille å med en bro over. Længere oppe til venstre kan man ane landevejen, der før er op til passet.
Ud for broen på højre side er en gul rhumbe malet på en klippeblok, der markerer stien, men jeg kan ikke se den næste markering. Det viser sig, at man skal klatre næsten 50 m op af den grønne bjergskråning for at nå op til hvor stien fortsætter. I det her regnvejr og begyndende tåge beslutter jeg mig for, at det vil jeg ikke med risiko for at glide ned af den stejle side. Derfor vælger jeg nu at gå til venstre over broen op vandre op til landevejen og vandre de sidste ca. 4 km på landevejen. Havde jeg fulgt stien kunne jeg nøjes med 2 km.
I kote 2.120 - L'hospitalet-  gør jeg holdt under noget som ligner et vandtårn og her møder jeg KiWi couple, som får varm kaffe fra den medbragte primus og en sandwich. De er sammen med en schweizisk pilgrim, som jeg mødte tidligere på dagen. Det er disse pudsige oplevelser man møder på disse pilgrimsveje. Mindst som man forventer det sker der noget uventet.
Vi 4 beslutter os nu for, at vandre af stien op til passet. Det giver styrke og ro, at der er flere som vandre sammen i dårligt vejr og under de barske forhold.
Vi er nu oppe i omkring 2.300 m højde og kan nu begynde at mærke, at højden også er en faktor, som der skal tænkes på. Åndedrættet bliver hurtigere på grund af højden og luften og af den grund bliver man også mere tørstig og ens bevægelser bliver langsommere. Det hele bliver mere besværligt og den sidste kilometer til passet, hvor der er næsten 200 højdemeter som skal forceres, går langsomt.
Men endelig er vi alle ved skiltet med Col du Grand Saint Bernard 2.473 m.
Det har været en ret våd dag, derfor er det dejligt at kunne komme ind på hotellet og få anvist sit værelse. Komme i bad og får noget tørt tøj på og slappe af.
Det har virkelig været et højdepunkt i mere end en forstand at nå hertil.
Vejret er rædselsfuldt, det regne nu ret voldsomt, er koldt og det er tåget, så man knap kan se 20 m frem. Godt at være kommet frem.
Senere mødes jeg med Marion og Andy (KiWi Couple) i cafeen på hotellet, hvor vi få et glas vin og lykønskede hinanden på at vi nåede hertil. Og så får vi snakket om ikke blot dagens vandring, men om alt muligt andet. Vi er jo fra hver vores ende af verden.
Jeg bestemmer mig for at tage en overnatning yderligere, da vejret de næste 36 timer ikke vil blive meget bedre.
Jeg spiser i hotellets bistro og går senere ned og får en kop aftens the. Og ellers er det på hovedet i seng efter en oplevelsesrig dag.

Dagens vandring er af en pæn længde, når der også skal vandres ca. 1000 højdemeter op. Martigny ligger i kote 470 og Liddes, hvor jeg skal overnatte, ligger i kote 1.346 m.
Jeg begynder dagens vandring kl. 7.00. Ud gennem byen og ud til Martigny Bourg.
Her slutter det flade dal landskab i Rhone dalen og går nu over i Alperne.
Vejret er rigtig godt, sol fra en næsten skyfri himmel og over middag er det 25C-27C.
Ud til vejen er en tavle, der angiver om passene er åbne. Det er passet over Sankt Bernhard. Det er jo rart at vide.
Ved Martigny Croix vandres ind i skoven og så er det ellers op og op på en noget anderledes vandresti end jeg nogensinde har vandret på før. Stien i sig selv er ikke nem at se forløbet af, fordi du vandre på store flade bjergstykker og du kan så ind imellem se, hvor der er slidt og hvor græsset er trådt ned.
Stien går efterhånden over i en smal jordsti, der går stejlt op og ned.  Stien er nogle steder max. 50 cm bred og på venstre side har du en stejl bjergside op og på den højre side har du frit udsyn flere hundrede meter ned til jernbarnelinje, flod og til hovedlandevejen til tunnelen gennem Sankt Bernhard.
Flere steder er både op og ned så stejle, at det tangere bjergklatring med oppakning.
Det er godt det er tørt og dejligt vejr. Stien er støvet. I regn ville den være livsfarlig glat.
Flere steder er der spændt kæder op langs bjerg siden, så det er muligt at have noget at holde fast i under op og ned vandringen.
På et tidspunkt - for dette her forløb strækker sig over flere kilometer - er jeg ved at opgive, ikke så meget på grund af hverken højdeskræk eller fysik, men mere på grund af den psysiske belastning det er, at man er anspændt og nervøs for at falde, glide eller miste ret fodfæstet. Så det bliver ikke til mange kik ud over natursceneriet eller at tage fotos.
Endelig kommer man ind på en mere human sti og kan fortsætte mindre anspændt og til sidst igen afslappet i det gode vejr. Men længe vare glæden over det ikke.
Efter landsbyen Bovernier, vandres på ny op i skoven, nu på modsatte side af floden - Le Dranse - ind i et anderledes stenrigt terræn.
Her er der tale om at vandre på klipper af varierende størrelse fra ½ m til 5 m højde. Stenene eller klipperne er overgroet med mos. Så godt det er tørvejr, for i regnvejr, ville disse klipper blot blive glatte og farlige at forcere. Nogle steder er hver anden sten afmærket med en gul rhombe med en sort kant rundt om. Det er stimarkeringen. Efter omkring 1 km i dette terræn vandres ud af skoven og ud på en skovsti for lidt senere at vandre over en flodseng, hvor der alene er sten på størrelse med en fodbold.
Efter omkring 1 km i dette terræn vandres ud af skoven og ud på en skovsti for lidt senere at vandre over en flodseng, hvor der alene er sten på størrelse med en fodbold. Samtidig skal der vandres opad.
Denne del af vandringen "trækker tænder ud" og jeg har stadig mange kilometre og højdemeter foran mig.
Efter Sembrancher er Via Francigena mere human, lidt biveje, lidt skovveje og skovstier, så alt er den rene idyl i forhold til tidligere. På et tidspunkt skal Le Dranse passeres fra den ene bred til den anden. Og dette omkring 7 km fra Liddes.
Da jeg kommer til overgangsstedet er floden så høj, at stemmeværket man skal vandre over oversvømmet med en rivende strøm. Det er umuligt at passerer også uden sko og strømper.
Er dette virkelig endemålet på at nå til Peterskirken i Rom?
Jeg vender mig om for at gå tilbage og da jeg har gået 10 m ser jeg et skilt på landsiden af floden og en pil pil der peger næste lodret op. Der er antydningen af en sti på bjergsiden. En sti der har bredden af 2 fødder ved siden af hinanden og så er den næsten lodret op. Der er vel et sted mellem 50 til 75 m vandring op af bjergsidens skråning, hvor man så ende oppe ved en skovvej og en jernbro over Le Dranse. Der er en flot udsigt ned til det sted man begyndte at kravle op.
Det var næsten bare for meget.
Ikke fysisk med psykisk. Dette er den værste vandringsdag af alle dem jeg har været på indtil nu.
Men jeg overlevede og jeg styrede min frygt flere gange den dag.
Det siges, at disse stykker af Via Francigena er det værste overhovedet på hele pilgrimsvejen og at de kun bør vandres af personer med god fysik og kun i godt og tørt vejr. Det har de så sandelig ret i.
Vel ankommet til mit overnatningssted i en lille landsby Liddes med 711 indbyggere, indtil flere skilifte og masser af overnatningssteder, kan jeg sætte mig og spise en lækker aftensmenu, der koster det samme som værelset for natten. Det skal blot nævnes, at det var et umærket overnatningssted med en god restaurant og kok.

Et solidt morgenmåltid ved langborde sammen med 20-30 andre gæster i hotellets kan tine. Det var venlig ta-selv-buffet.
Vejret var rigtig flot - sol fra en skyfri himmel 25C til 27 C og med kun 19 km til dagens overnatningsby - Martigny - ville det blive en kort dag og i øvrigt uden nogen nævneværdig højdemeter.
Men uanset godt vejr, få kilometer at vandre og de få højdemeter, så skulle de vise sig, at dagen blev ret udfordrende.
Omkring halvvejs på dagens vandring ved en samling huse - La Balmaz - forløber Via Francigena gennem en skov og lidt op ad bakke, for at passerer et vandløb. Imidlertid er der et opslag vel 500 m før vandløbet om, at broen over er skyllet væk.
Jeg har ikke i sinde at vende om og havde heller ikke nogen opfattelse af en alternativ rute, hvorfor jeg fortsatte. Ganske rigtig der var ingen bro! Selve vandløbets bredde var vel 6-8 m og flodsenge et par meter dyb, men der var højest en strøm på et par meter i bredden og ikke særlig dyb.
Så jeg besluttede at se lidt på forholdene og se om jeg ikke kunne komme tørskoet over.
Jeg havde ikke i sinde at tage strømper og sko af. Nix. Efter at have rodet rundt i vel ½ time lykkedes det efter at have fået bygget en tange af sten ud i strømmen, at komme næsten tørskoet over. Man skal også være vandbygmester, når man er pilgrim.
Så kunne jeg komme videre og det uden yder ligere besvær. Oven på denne opgave, ville det være rart med lidt mad, hvorfor jeg gik ind på en restaurant i den næste by. Her bestilte jeg en salat og en vand med brus. DKK 200 endte regningen på. Her besluttede jeg, at der ikke ville være aftensmad i byen. Den blev indtaget på Hotellet. Af en eller anden mærkelig grund havde jeg booket hotel lidt uden for bykernen, men under aftenens besøg i byens centrum fik jeg fundet hvilken vej jeg skulle vandre ud af byen næste morgen. Og det viste sig, at jeg faktisk kunne skyde en genvej gennem nogle små villaveje. Sådan kan man være heldig.
Martigny er en by på ca. 15.000 indbyggere, som er beliggende i Rhone Dalen og ud til Rhone floden og er samtidig sidste større by inden Italien og inden det for alvor går i højden.

Da jeg stod op omkring kl. 6.00 var det endnu mørkt, da det først er lyst omkring kl. 7.00. Jeg ville gerne tidlig ud, men morgenmaden blev først serveret fra kl. 7.00. Det var et godt morgenbord og jeg pakkede også noget brød og ost, så jeg havde noget til frokost.
Jeg skulle starte dagens vandring langs en jernbanelinje på en vej parallel med. Da jeg kom til et nyere industrikvarter, gik det helt galt med at finde den rigtige vej. Det endte med, at jeg måtte først over et vandløb, hvor jeg fandt en lille bro og derefter over den 2 sporede jernbanelinje. Begge dele på uautoriseret vis. Det er jo noget møg.
Så vandrede jeg på den hvide stribe på en særdeles trafikkeret landevej godt 2 km indtil jeg måtte over jernbanen på landevejsbroen.
Her kom jeg så igen ud på den skiltede rute. En lille omvej på 3-4 km. Æv.
Når, men det gode er at der ikke er nogen nævneværdig højdemeter i dagens vandring.
Ellers var det vandring på en asfalteret cykelsti, der løb langs jernbanelinjen en ca. 10 km. Ved byen Aigle - gik det helt galt igen med at finde den rette rute.
Jeg gik faktisk i den forkerte retning og mit holdepunkt - en "fly-over" som jeg skulle under, kunne jeg ikke finde, dog vandrede jeg op mod en der lignede beskrivelsen, men det var faktisk i den anden ende af byen.
Her stod jeg så. Spurgte 2-3 personer som kom forbi uden de kunne hjælpe mig. Der kom så en dame i 50'erne og hende spurgte jeg på engelsk om hun kunne hjælpe mig.
Straks bad hun mig om at komme over til sin bil, for hun ville køre mig ud til det sted, hvor jeg med sikkerhed skulle vandre fra videre sydpå, nemlig ved floden Rhone og langs den.
Der findes Engle, de er bare forklædt som os andre.
Vel på rette vej, for nu var det bare de næste 15 km at følge Rhone floden, hvor man vandre på et dige, der udlagt til cykel og gangsti.
På et tidspunkt er et vadested, hvor der er en lille biflod som løber ud i Rhone og  her sidder to personer og der løber 5 schæferhunde rundt i vandet. Pludselig tager fanden ved den ene af dem hen i mod mig og resten følger efter. Den første angriber mig, men jeg få slået den med min vandrestav og den næste får jeg heldigvis stukket til med spidsen, men det lykkes en af de andre bagfra at nappe mig i ballen. Først da gør ejerne noget som helst. Så de får et stort møgfald på dansk og engelsk om, at de er nogle idioter og skal have styr på deres hunde. Heldigvis er det kun blevet til et mindre nap.
Resten vandringen sker der faktisk ikke noget og jeg slutter dagen i Saint Maurice en by på omkring 4.000 borgere og overnatter på et hotel drevet af en francikaner menighed.
Gode faciliteter.
I dag er det luksus - så jeg køber til aftensmad en kebab - den koster 22 CFR eller det der ligner 125 DKK.
Og så får jeg en god nats søvn.

Nu må jeg videre. I går spiste jeg morgenmad på hotellet. Det gør jeg ikke til morgen. I går fik jeg to halvdøde croissants, 2 små smør, en ost indpakket i plastik og en marmelade, en kop the og en juice. DKK 125. Det gør jeg ikke en gang til.  Jeg tager metroen ned til Ouchy, fordi jeg har bestilt billet til en Bell Epoque hjuldamper, der skal sejle mig til Chateau de Chillon. Det er en sørejse tilbage i tiden på små 34 km eller 3 timer med hjuldamperen.
Vejret er behagelige 20C men noget overskyet.
Der er mange passagerer med hjuldamperen - den er faktisk som en bus - hvor den har stoppesteder langs søen, i de forskellige byer langs bredden.
Senere finde jeg ud af, at årsagen til de mange passagerer er, at flere turistgrupper skal se Chateau de Chillon, der er Schweiz mest besøgte turistattraktion med mere end 5 mio., besøgende om året.
Fra Chateau de Chillon er der lidt vandring på promenaden langs søen frem til Villeneuve, hvor jeg har booket værelse for natten. Jeg ankommer dog relativ tidligt, hvorfor det er om at få vasket alt tøj, da det så kan nå at tørre til næste dag.
Jeg er træt af at betale skyhøje priser for restaurationsmad, så det bliver et aftens måltid med dåsetun, brød, tomat og ost. Og det er såmen dyrt nok. Og så ser jeg noget TV. Tidligere på aftenen har jeg været en tur ude for at se, hvilken vej jeg skal vandre næste morgen, fordi guidebogen ikke synes at anvise en entydig vej ud af byen.
Jeg kommer forbi byens kirke, men den er lukket.

Chateau de Chillon
Lac Leman

Borgen går tilbage fra 1200 tallet og er en ren "fairy tail" stil. Taget ud af et Disney film fro Tornerose.  Bl.a. derfor er stedet besøgt af over 5 mio. besøgende om året. Så det er for at sige det pænt "overrendt".
Borgen er en ø i sig selv. Oprindelig har der ligget et romersk post, som så omkring år 1000 er omdannet til en egentlig borg.
Den ligger i sydenden af søen med en fantastisk beliggenhed, hvor den kunne overvåge vejen fra Bourgogne til Sankt Beharnhards passet.

Bell Epoque - hjuldampere

Færgeselskabet CGN, ejer en flåde på 7 Bell Epoque hjuldampere og en række moderne passagerfærger.
Selskabet ejes dels af en fond og de schweiziske og franske regioner der om kranser Lac Leman.
De gamle hjuldampere er rene turistattraktioner i sig selv.

Lausanne har så meget at byde på, at jeg bliver yderligere en dag i byen.
Jeg skal besøge katedralen og have et indtryk af den, jeg skal ind i centrum af byen og opleve stemningen og jeg skal ned til Lac Leman/Geneve Søen og se den.
Mit hotel ligger lige ved Metroen. Den er ubemandet og går i 2 retninger. Ned til Ouchy, der ligger ca 2-3 km fra centrum og ned til søen. Eller i den anden retning, der går igennem centrum og Coppoz - forstad til Lausanne.
Tæt på centrum ligger katedralen højt hævet over søen. Lausanne ligger på skråningen ned mod søen og der er omkring 80 m højde forskel.
Katedralen er beskrevet under dagen i går.
Centrum er som i storbyer, shopping område med gågader. Der er en række gamle bygning er i byen bl. a. biskoppens Palads og en kirke reformert kirke m.v.
Der er omkring Banegården udlagt en ny bydel Flon, der er bemærkelsesværdig ved sine bygninger og deres belysning om aftenen/ natten.
Der er mange cafeer med udendørs servering, biografer m.v.
Og så er der Lac Leman - Geneve Søen - der er Europas næststørste ferskvandsø. Da søen grænser mod Frankrig og Schweiz, og der er en række havnebyer, er der færgetrafik på søen, bl.a. med hjuldampere i Bell Epoque perioden omkring det 1900 århundredes begyndelse.
Jeg tog også en tur ned til søen både fra formiddagen - og stødte på KiWi Couple - der var på vandring ud af Lausanne mod næste dags Villeneuve - og sidst på aftenen, da det blev mørkt. Det var et fantastisk aften, der var lun, hvorfor der var mange mennesker som promenerede langs promenaden.
Det var dejligt at have en ekstra dag, især da det var rigtig godt vejr op til 25C og sol, men diset.

Lac Leman - Geneve Søen
Bell Epoque - hjuldampere

Søen er på 582 km2 og delt mellem Schweiz og Frankring og er  Cenrtaleuropas næststørste ferskvandsø. Den ligger i kote 372 m. Er 73 km lang og 14 km bred. Ud over Geneve, Lausanne. Montreux, som de mest kendte byer, ligger også byen Evian, Thoton og Vevey.

På Lac Leman - Geneve Søen - har et færgeselskab bevaret en række af de hjuldampere som blev bygget i Bell Epoque perioden mellem 1871 og 1914.
Disse gamle hjuldampere er blevet renoveret og moderniseret med moderne dampmaskiner, der er effektive og miljøvenlige.

Renoveringen har bragt hjuldamperene tilbage til deres oprindelige indretning og udstyr.
At sejle med hjuldamperne er som at gå 100 år tilbage i tiden med dens elegance og tid ikke var en mangelvarer.

Fantastisk. Baren/cafeen under mit værelse har åben da jeg kl. 7.00 tager elevatoren ned. Morgenmåltidet er ikke noget at skrive hjem om. Med bedre end intet. Der er ikke de mange højdemeter i dagens vandring og godt for det, selvom mine fødder har fået det bedre over natten.
At vandre ud af Orbe er en lidt kedelig oplevelse. De første 6-8 km vandres på en ret befærdet landvej med gang/cykelsti og jernbanelinje. Startende ud gennem et stort erhvervsområde. Så det er naturmæssigt ikke så opløftende.
Det bliver også en dag, hvor det meste vandring er på mere eller mindre befærdede veje. Selv skovvejene kører der biler på. Storbyens nærhed mærkes.
Vejret er godt vandre vejr 20-22C og let overskyet.
Næsten 15 km fra Lausanne vandres ind igen i et meget stort erhvervsområde og langs indfaldsvejen til Lausanne. I erhvervsområderne som er sektoropdelt efter kategori ligger ind i mellem cafeer/restauranter. Så det bliver til en frokost med varmt mad. Igen rævedyrt.
På vej ind til Lausanne beslutter jeg til at købe, brød, tomat, en dåse tun og en enkelt pølse, Kasseapparatet ringer over DKK 100 for de små indkøb. Og dem får jeg så pakket ned i min rygsæk.
Lausanne har 130.000 indbyggere, men har utrolig mange erhverv og kontorer, hvorfor den er meget dynamisk og mangle mennesker på gader, i busser og biler.
Vandringens sidste 6-8 km er på fortov gennem forstæder og ind i bykernen.
Jeg har booket hotelværelse centralt i byen og finder ud af, at det ligger som nabo til Metro og busstation.
Og det er jo ikke dårligt, når jeg også for udleveret et kort, der giver mig fri transport mens jeg er i Lausanne. Men den har jeg sikket betalt for med den pris overnatningen eller overnatningerne koster mig, da jeg bliver en ekstra dag i Lausanne. Der er meget at se og opleve i denne livlige by ned til Lac Leman - Geneve Søen.
Det er et design hotel jeg har booket mig ind på - lidt af en spøjs oplevelse.

Cathedrale de Notre-Dame
Lausanne

Lausanne katedral er opført mellem år 1170 og 1235 og er i dag en protestantisk domkirke.
Katedralen er 99 m lang og det højeste tårn er 80 m.
Katedralen er opført i gotisk byggestil.
Det er den største katedral i Schweiz og har et af de fineste rosenvinduer i Europa.
Uden ophold siden 1400 tallet har der hver nat været en brandvagt i tårnet, der skule varesko indbyggerne, hvis der opstod brand.

I min bestilling af hotelværelse, var der også indbefattet morgenmad. Den var udmærket og dækkende.
Vejret var som i går morgendis og småkoldt og småregn, som senere fortog sig. 20C blev det op af dagen.
Det var ingen lang dag kun 20 km.
Jeg havde dagen i forvejen brugt Booking.com for at booke værelse i Orbe, som er en større by, der ligger en fornuftig dagsvandring fra Lausanne.
Det er et bakket landskab, hvor der vandres ned mod Lac Leman (Geneve Søen) fra kote 1.070 til kote 480 i Orbe.
Jeg må nævne, at jeg fra morgenstunden havde overordentlig ondt i mine fødder. Hvorfor ved jeg faktisk ikke og har det også den næste dag. Det får også indflydelse på vandringen.
Det er ellers en flot og smuk vandring fra Sainte-Croix ned til Gorges de Covetannaz - en kløft, hvor der løber en å og som man kommer frem bliver større og større og med flere vandfald, sluttende med et ret stort. Herefter er det ud på en mindre bivej.
For første gang på min vandring møder jeg et par vandrede med rygsæk pakket ind i gule regnslag.
På Facebook har jeg fulgt en Via Francigena Gruppe i nogen tid og har en fornemmelse af fra billeder, at der er andre pilgrimme, men ikke præcis hvor de er.
Et newzelandsk ægtepar har jeg fulgt, fordi de har lagt posts ind, hvor de var og nu ser det ud til, at det er dem jeg møder denne formiddag ved Baulmes.
Vi får os en hyggelig sludder. For de har også set mine posts og ved så hvem jeg er.
Vi slår følge frem til Orbe, hvor de også vil overnatte, dog på den lokale campingplads.
Men nu aftaler vi at holde kontakt til hinanden via Facebook. Fagre nye pilgrimsverden.
Jeg vandre ind i Orbe, der er en lille provinsby på 5.800 indbyggere.
Da jeg kommer til mit overnatningssted, ser det meget lukket ud og på døren henvisning til et telefonnummer.
Jeg ser at det ligger over en bar/cafe i bygningen og går ind i den, hvor servitricen siger at der er lukket. Hun kan kun fransk og det kan jeg ikke. Men jeg får gjort hende forståelig, at jeg har booket et værelse.
Det er noget af det mærkeligst overnatningssted jeg har været, for det er en del af en lejlighed på anden sal med elevator op og ud på en repos og ind i en anden lejlighed, hvor der så er et værelse med bad og toilet.
Udmærket, men ikke nemt at finde rundt i og jeg får udleveret 4 nøgler til de forskellige døre jeg skal igennem. Nærmest en labyrint.
Men jeg har så utrolig ondt i mine fødder - som om jeg går på glasskår, så godt jeg kom ind på værelset omkring kl. 14.00 og kan lægge mig for at slappe af. Omkring kl. 19.00 tager jeg mig sammen til at gå en tur i byen og går på en Pizzabar og får en pizza og en Fanta. Jeg er ved at tabe kæben over prisen. Over omregnet 150 kr. 22 FCH og værelset betalte jeg 70 FCH for, hvilket efter standard - og jeg mener at have forstand på det efterhånden - er en ågerpis.
Tidlig i seng for de fødder er bare ikke blevet bedre og der er en god dags vandring i morgen til Lausanne.

Det var så sidste dag i Frankrig og første dag i Schweiz.
Da jeg vandrede ud af Pontarlier var det småregn og lidt småkoldt. På dagen blev det aldrig mere end 15C og med lidt vind. Så det var godt, at jeg startede med et godt morgenmåltid på hotellet.
Umiddelbart uden for byen var det en tur op ad bakke rent bogstaveligt. Ind gennem en lang skov, hvor stien snoede sig op og op indtil jeg nåede pashøjden på ca. 1.032 m, hvor der ligger et gammel fort
Fort Mamler ved Le Frambourg, hvor der er en enestående udsigt næsten 270 grader rundt bl.a. til slottet/borgen La Cluse-et-Mijoux, som man har lige frem for sig.
Når pashøjden er nået er der en kort vandring ned til Le Frambourg, som er ret sejl. Hvor man kommer ud fra stien ligger en kirkegård med en landsbykirke Chapelle Saint-Leger. Dagens vandring var i øvrigt mest på stier, gennem skove og marker og i øvrigt i varierende højde, hvor vandre op i godt 1.200 m højde.
Efter at have indtaget en let frokost bestående af salat, brød og cola, var det tid til dagens næste opgave, nemlig at vandre over grænsen mellem Frankrig og Schweiz ved L'Auberson. Grænsen var i øvrigt ubemandet - og så var jeg i Schweiz.
Dagens endemål var Saint-Croix en by på ca. 4.200 indbyggere, som ligger i korte 1.070 m.
Så det var en dag med mange højdemeter op og ned, men i et naturskønt landskab.
Vejmærkningen i Schweiz er relativ god med gule skilte, der angiver retning, et stinummer og hvor lang vandretid der kan forventes til det pågældende sted, der står på skiltet.
Igen bor jeg på et hotel, midt i byen, et hotel der er blevet renoveret og jeg bor øverst oppe i et lækkert værelse.
Jeg spise i hotellets restaurant, der har et udsøgt køkken. Jeg har bestilt fisk og en dessert.
Det skal med det samme nævnes, at det er rædselsfuldt dyrt at bo og spise i Schweiz. Så er det skrevet. Overnatning aftensmad og morgenmad kostede mig op imod - omregnet 1.000 DKK.