Jeg skal med tog til Madrid. I disse Cowid19 tider er det lidt besværligt at rejse i EU. Jeg valgte at tage toget frem for at flyve.
Kl. 8.09 afgik toget stille fra Santiago station og roligt kørte det gennem det Galiciske landskab rundt og stadig ned langs bakkerne standsede ved et par stationer under vejs inden det på Mesetaten kørte ind på højhastighedsbanen og med 300 km/t kørte det sidste stykke til Estacion de Madrid-Chamartin. Rejsen tog lidt under 5 timer og det var egentlig en ganske god måde at rejse på.
Fra stationen vandrede jeg de 8 km til hotellet jeg har booket overnatning på. Hotellet er det samme som jeg ovenattede på sidst jeg vandre ud fra Madrid.

I år, hvor jeg blev 75 år, var mit mål at få tildelt endnu et Compostela, men et udstedt på min fødselsdag. Det fik jeg så også og i år også efter en måneds vandring.
Jeg havde jo læst, at man nu skulle have en QR kode for at kunne få adgang til Pilgrimskontoret og kunne få tildelt Compostela og afstandsbevis. Det gav mig godt nok kvaler at få QR koden til at virke, men man er vel ikke tabt bag en vogn, så jeg fik vagten overtalt til at give mig en papirformular jeg kunne udfylde og med den komme ind i køen af spændt ventende pilgrimme med deres pilgrimspas knuget i den ene hånd og mobilen i den anden med en QR kode.
Det skal så siges, at der ikke var mange ansøgere i køen denne morgen kl. 10. Der var vel en snes stykker. Dagen forinden var der anmeldt 177 pilgrimme på kontoret.
Som nummer 2 i køen kunne jeg gå ind på kontoret, hvor en meget venlig ung dame udstedte mit Compostela og afstandsbevis. Afstandsbeviset var hun godt nok længe om at få udstedt, da hun havde svært ved at udregne antallet af kilometer på Camino de Madrid. Åbenbart ikke den mest vandredede camino.
Det næste jeg skulle var at besøge Cafe Casino og der sidde for at drikke en kop god te og spise en af deres lækre croissanter inden jeg gik tilbage til katedralen for at deltage i pilgrimsmessen kl. 12.
Her fik jeg lejlighed til at gå ind af den åbne Puerta Santa. Indgangen blev åbnet den 31. december 2020, da 2021 er Jubelår - året hvor Skt. Jakobs fødselsdag den 25. juli falder på en søndag. Det gør den så i 2021. 
Lidt tilfældigt valgte Pave Frans, at der skulle være et Helligt År i 2016 og der fik jeg muligheden at gå igennem den Hellige Dør i Peterskirken i Rom og nu i år muligheden for at få endnu en fuldstændig syndsforladelse 5 år efter i Santiago de Compostela.
Inden messen gik jeg nu en sidste gang rundt i katedralen for at se hvad der var sket i forbindelse med restaureringen af det indre. En af de ting jeg så lagde mærke til var, at orglet også var blevet ”pudset” af og at hovedindgangen fra katedralpladsen fortsat var lukket, mens der endnu pågår restaurering af den del af kirkerummet, da der er sat en støvvæg op. Den er der så sat en glasplade i, så den knælende figur på pillen kan ses.
Antallet af kirkegængere var til at overse og det var antallet af pilgrimme også. Jeg tror faktisk ikke, at der var kirkegængere, som ikke kunne sidde ned på de i øvrigt flotte nye bænke og stole.
Pilgrimsmessen var som sædvanlig indledende med oplæsning af, hvor mange pilgrimme der var kommet til Santiago og hvor de havde påbegyndt deres pilgrimsvandring. Den oplæsning var ganske kort.
Efter nadveren – gjorde 8 kirketjenere sig klar til, at det store røgelseskar – Botafumeiro – kunne blive sat i sving gennem kirkerummet. 
Under ceremonien sang en munk med en fantastisk stemme ledsaget af det store orgel.
Jeg har været heldig at se røgelseskarret i sving flere gange og jeg er lige imponeret over at se det i bevægelse hver gang. Jeg kan godt forstå at pilgrimme igennem århundrede har været lige så imponeret, som jeg over at se det blive svunget helt op til loftet i katedralen og se røgfanen efter den, når den med en vældig fart flyver forbi alteret og op i den anden ende af kirkerummet – og tilbage igen. 

Sædvanligvis er der mange mennesker på gaden og trappen og man skal kæmpe sig med andre rygsækbærende pilgrimme og turister for at komme forbi en sækkepibemusikant og ud på katedralpladsen. Men den dag kunne afstandskravet på de halvanden meter til sine medmennesker sagtens overholdes og der var ikke mange mønter i musikantens hat – men det var måske også fordi at musikanten spillede pivfalsk og på grund af de få passerende.
Livet på katedralpladsen, der sædvanligvis en eftermiddag er hektisk med turister i flokke omkring en guide, grupper af pilgrimme, der jublende giver hinanden en krammer og kniber en tåre, cykelpilgrimme der står med deres cykler og jubler, hastende borgere der går over pladsen, gadesælgere og gøglere der gør opmærksom på dem selv, hotelgæster der går ind og ud af Hostal Reis Catolicos og endelig søgende, der efter hinanden går ind i og ud af katedralen. 
Hvor er alle de?
Jeg har nu været i Santiago mange gange tidligere og jeg var nærmest chokeret over hvor tom katedralpladsen var i forhold til de tidligere besøg. (Billede 4 – 145049)
Der sad nogle få pilgrimme midt på pladsen ved siden af et par cykelpilgrimme og nogle få stod under parlamentsbygningens kolonnade, et par turister stod og tog selfis og så kom der et par pilgrimme mere end mig vandrende ind på denne tomme plads for at stille sig med ryggen til katedralen for at få taget et foto, som kunne sendes via Facebook/Istagram til venner og familie.
Når man så går rundt om katedralen ad Rua do Franco og via Rua de Fonseca til Fonte dos Cabalos på Praza das Praterias og Praza da Quintana, så ser man sædvanligvis masser af mennesker der sidder på kanten af springvandet eller på de 2 store trapper, der er optræden af enten dansegrupper eller artister eller sammenstimlen af skoleklasser og siddende gæster der spiser på de tilstødende restauranterne.
Nu var der kun nogle få lokale der gik ned af trapperne, et par enkelte unge mennesker sad på trapperne og et par mindre skoleklasser stod og ventede på, hvad der så nu skulle ske, og under et par parsasoler sad nogle få restaurationsgæster og spiste.
I de tilstødende gader var der god plads mellem de gående og på de små pladser, hvor der er udeservering, var der småt med gæster. Her er der sædvanligvis en summen af turister, der sidder tæt ved bordene og nipper til et glas vin eller en drink.
Indehaverne af souvenirbutikkerne stod nær indgangsdøren og så langt efter kunderne. Det skal siges i de butikker, der var åbne.
Postkontoret, der ofte er fyldt af turister og pilgrimme, havde ikke nogen køer denne dag, hvor jeg skulle sende et brev til min datter i UK og et til min familie i DK. Man var helt forbavset.
Jeg plejer at købe mig en kop te og et stykke lagkage i det hyggelige konditori, der ligger i Rua do Vilar – Cafe Casino – der er en dejlig stille, nostalgisk og autentisk cafe, med dybe sofaer og stole og træpaneler på væggene. Her plejer at være mange gæster, men i dag var der kun et par andre gæster og så mig i det store højloftede rum. 
 Jeg havde valgt at overnatte 3 nætter i Santiago og valgt at gøre det ret komfortabelt på et hotel nede ved Universitetet. 
 Hvor der sædvanligvis er mange taxaer der kører fra Praza do Obradoiro ud af Rua de San Francisco og forbi Convento de San Francisco de Santiago, var der nu kun nogle få, der kørte ud fra den historiske bydel og måske til lufthavnen eller stationen.
De fleste af de butikker, ligger ud til det høje fortov langs gaden, bortset fra et par små restauranter med take-away, var lukkede og her plejer ellers at være mange turister der passerer forbi og tilbydes smagsprøver fra konditorierne. Der var ingen smagsprøver i dag.
Hen ved kl. 19 begav jeg mig igen ind i den gamle bydel for at finde en restaurant, men jeg skulle lige først en tur ind i katedralen før den lukkede.
Indgangen på det tidspunkt var gennem den lille katedralbutik og ud i rundgangen tæt på alteret. Der var ikke synderlig mange kirkegængere denne aften, sikkert fordi messen var afsluttet, men det der slog mig mest var, at restaureringen af hele alterområdet var afsluttet og der var kommet nye og moderne bænkerækker og stole i de 3 kirkerum og podiet ved alteret også var nyt og i moderne stil og at pillerne var blevet restaureret og nu havde ornamenter i skønne farver.
Alteret og Skt. Jakob figuren skinnede i lyset fra de nye lamper og stod skarp og altertavlens guld og sølv skinnede, så man fik ondt i øjnene af genskæret.
På grund af Cowid19 restriktionerne, er det ikke muligt at gå op og give Skt. Jakob det sædvanlige kram og det er jo naturligvis nedslående, men forståeligt.
Dog er det fortsat muligt at gå ned under alteret og hilse på relikvierne af Skt. Jacob i sølvskrinet og det kan man så gøre. For der var ingen kø.
De tidligere gange jeg besøgte Santiago, har det været lidt af en opgave at få et bord på en af de gode fiskerestauranter. Denne aften var det mere besværligt at vælge hvilken det skulle være, for der var masser af ledige borde.
På den restaurant jeg valgte at besøge, var det vist kun spansk der blev talt ved bordene. Jeg hørte ingen amerikanere eller tyskere eller fransk eller italiensk talt ved de nærmeste borde.
Da jeg gik tilbage til mit hotel, gik jeg over den næsten totalt tomme katedralplads, hvor der ellers, når det er godt vejr, sider små grupper af turister eller pilgrimme og hygger sig. Der var uhyggeligt tomt. 

For Jer som har lyst til at vandre fra Santiago - eller til Lufthavnen i Santiago - til byen, så er der Skyway på ca. 15 km. Den er markeret  med en  grøn stribe og gule pile frem til/fra den officielle camino. 
Jeg vandre i dag til Santiago fra O Pedrouzo og vandret til Santiago lufthavns information for at sikrer mig, at jeg ikke skal have en Cowid19 test for at tjekke ind til at flyve med Iberia fra Madrid til CHP selv om jeg har vaccinationspas.
Jeg har forsøgt at finde ud af om jeg skal testes, når jeg flyver fra Madrid på lørdag til CHP med Iberia selvom jeg har vaccinationspas.
DK accepterer at jeg ikke er testet når jeg forlader Københavns Lufthavn. Jeg skal heller ikke i karantæne. Dog opfordres man til at blive testet hurtigst muligt efter hjemkomst.
På dagens vandring vandrer man faktisk omkring Santiago Lufthavn.
Så jeg vandrede de 2 km hen til lufthavns terminalen for at se om jeg kunne få et svar på om jeg skal testes.
I informationen var en ældre herre meget hjælpsom med at få kontaktet Iberia og få svar.
Det blev bekræftet, at jeg IKKE skal testes.
Så kunne jeg så vandre de 2 km tilbage til caminoen og videre ind mod Santiago.
På flere stræk mødte jeg overhovedet ikke en medpilgrim og da jeg vandrede ind i Santiago var det småt med andre pilgrimme.
Santiago er normalt et cirkus uden lige med turister fra over alt i verden, souvenirbutikker med alt muligt skrammel hængt på facaden uden for butikken på gaden og side med side med nabobutikken. Restaurationer og caféer fulde af gæster og på katedralpladsen er der et mylder af turister, pilgrimme, gøglere og sælgere.
SANTIAGO ER MENNESKETOM.
Jeg har ikke nogen gang tidligere set så få mennesker på Katedralpladsen. Selv i regnvejr. Den er nærmest tom.
I morgen når jeg skal til messe i katedralen bliver det spændende at se, om der er fyldt til sidste ståplads eller alle kan sidde ned??
Men mere om det i morgen.

O Pedrouzo er den sidste større overnatningsby for os pilgrimme, ligesom Arzua i går - en lidt kedelig by fyldt med overnatningssteder, restauranter og caféer m v.
Og som i går, så er der ikke meget liv i byen. Der er fortsat ikke mange pilgrimmene på caminoen. Så desværre er mange af de traditionelle pilgrim faciliteter fortsat lukkede og at få de 2 daglige stempler er lidt vanskeligere end sædvanligt.
Caminoen er forsat bakket i dette skovrige hjørne af Galicien, hvor der samtidig ikke er langt mellem samling af huse og flækker. Og når, det er køligt og lidt fugtigt er lugten af eukalyptus overvældende og giver frisk næse.
Vejret har været overskyet og med lidt støvregn ind imellem.
Der har været medpilgrimme, som har vandret uden om mig i dag, men jeg synes ikke jeg har mødt mange. Det er jo også mandag og nogen spaniere er måske taget hjem og venter til næste weekend med at vandre de/den sidste etaper.
Jeg er ved at være lidt utålmodig med at komme til Santiago, men for mange dage i en by jeg har været i mange gange, er heller ikke så tillokkende.
I O Pedrouzo overnatter jeg på Pension 9 de Abril. hvor jeg har et værelse med eget badeværelse. I nærheden er der et supermarked, hvor jeg køber ind til kold aftensmad og til morgenmad.
Resten af dagen og aftenen er det afslapning.
For overnatningen betaler jeg €45.

Det går noget langsomt med at vandret til Santiago de Compostela. Jeg ved det godt. Så i dag overnatter i Arzua, en by som pilgrimme helst undgår at overnatte i, men alligevel gør det. Arzua er nemlig ca. 40 km fra Santiago. Altså for de fleste for langt til en dags vandring  og for andre OK ved at stå op før det er lyst og bruge 9 - 10 timer på caminoen og komme halvslidt til katedralen sent på dagen. Det har jeg prøvet.
Men ikke denne gang, fordi jeg faktisk så vil komme en dag tidlige  - end planlagt hjemmefra - til Santiago. 
At Arzua ikke er elsket af pilgrimme er nok på grund af af, den er mere end 2 km lang fra, den ene ende til den anden, er kedelig og fuld af albergues, hostals, pensioner, hoteller og restaurationer, caféer og barer.
Caminoen i dag har et forløb over en række bakker og gennem flere plantager med eukalyptus og på skov og brede stier og langs lokale små veje.
Vejret var tåget og godt koldt til morgen +5C, men med sol. Hen på dagen blev det rigtig flot vejr.
På dagen mødte jeg en ung tysk pige der var startet med at vandre fra Bilbao og en franskmand, der var startet lidt syd for Paris, hvor han bor.
På de her korte dage kommer jeg frem til overnatningsstederne før den normale tid for tjek ind. Også i dag kom jeg tidligt og det resulterede i lidt forvirring med at få tjekket ind, men efter lidt venten på at værelset var blevet rengjort fik jeg nøgler.
Restauranten var åben og der var stort ryk ind til middagsmad. Jeg fik spist et god måltid.
Jeg overnatter på Hostal Restaurante Teodora. Jeg betalte for overnatning €60.

Det er en kort vandringsdag. En af de korteste dage på denne pilgrimsvandring.
Jeg har rigtig god tid til at indtage et godt morgenmåltid på hotellet inden jeg vandrede ud ved 8.30 tiden.
Der var flere andre pilgrimme som også vandrede ud sent, men efterhånden blev vi spredt. I dag var, det kun småbakker og det var fortrinsvis på stier gennem de nu flere og flere eucalyptus plantager. Eucalyptus blev indført i Spanien i slutningen af forrige århundrede fordi det er er godt brugstræ. Der er en fin lugt at gå igennem plantagerne.
Den lille aflange bygninger er en opbevaringsbygning til majs, så skadedyr ikke kan komme ind.
Jeg vandrede ind lidt over middagstid i Melide. Melide er en mellemstor by, der nok er mest kendt for restauranternes Pulpo retter - stegte blæksprutte arme med krydderblanding med paprika.
Jeg havde booket overnatning på et typisk provinshotel midt i byen.
Hotellet var ejet af en ældre dame, der talte flot engelsk. Hun havde i mange år været hotelbestyrer i England og udlært i branchen i UK.
Jeg fik serveret et dejligt varmt frokostmåltid inden jeg fik nøglen til mit værelse.
Efter at have vasket tøj og vasket mig selv gik jeg en tur ud i byen.
Jeg har tidligere overnattet i Melide og det er ikke så spændende en by at vandre rundt i.
Jeg besøgte den lokale kirke - Iglexa de San Pedro Melide fra 1400 tallet.
Resten af dagen blev ren afslapning.
Jeg havde booket overnatning inkl. morgenmad på Hotel Restaurante Xaneiro og betalt €45.

Palas de Rei er et flot navn til en by. Den lever langt fra op til det. Den er faktisk for at sige det pænt. Dødssyg. Og så er den også død, fordi der måske højest er 30-50 pilgrimme. Hvor der tidlige var mange hundrede hver dag.
Vandringen fra Portomarin hertil på 25 km, starter med at der vandres op og det fortsætter stort set hele formiddag eller vel 10 km. Der er ikke meget af interesse at se på vandringen. Så det en noget kedelig vandringsdag.
Der vandres overvejende på grussti langs asfalt veje og faktisk kun en enkelt gang er der en vel 300 m autentisk camino sti - som i øvrigt er rædselsfuld at vandre ned ad - se billedet.
At vejret så også har været kedeligt med småregn og overskyet himmel, gør det jo ikke bedre. Og småkoldt kun +15C indrammer dagen. 
Så der er ikke yderligere at berette, det skulle så lige være en lille episode inden jeg vandrede ind i byen.
Om jeg blev taget ved næsen eller blev den bamhjertelig Samiritaner/den gode pilgrim kan I jo vurdere.
Ved et hus lagde jeg mærke til, at der stod en yngre mand og samlede et par hundehvalpe op for at flytte dem hen til åbenbart deres hundemor. Der var så to hvalpe mere. Han var tjekke og fortalte en længere historie om at hans gård i Tjekkiet på grund Cowid19 blev overtaget af banken og kæresten gik fra ham, så han og moderhunden gik på pilgrimsvandring til Santiago. I mellemtiden fik hunden 4 hvalpe. Og nu overnattende han hos en anden tjekke og havde hverken penge til at rejse tilbage eller til at fordre hvalpe og moderhund.
Så jeg gav ham 10€ og krævede at, de blev brugt på mad, til hundene. Han takkede naturligvis overvældende 
Døm selv.
Jeg overnattede på et nyere hotel i begyndelsen af byen - Hotel Mica - og betalte €50.

Så blev der i dag mindre end 100 km til Santiago. 23 km blev det til i dag - igen bakke op og ned - jeg synes mest op.
Nu er der kommet flere pilgrimme til. Det sædvanlige "slæng" og vel en halv snes flere. Nogen med store rygsække andre med mindre.
Det er lige som caminoen er ved at vågne lidt op af dvalen. 
Men der er tomt her i Portomarin, hvor jeg overnatter. Normalt er det et af de store stoppesteder for pilgrimme. Byen lever af dem.
Portomarin er en kunstig by. I 50'erne under diktator Franco, blev den gamle by flyttet fra dalen op på bakkesiden, fordi der skulle etableres en stor kunstig sø ved at stemme floden Mino op, da der skulle opføres et elektricitetsværk baseret på vandet fra søen.
Derfor er der en lang bro fra den ene side af dalen til den anden. Det eneste bygningsværk der er genopført er kirken, hvor man nummererede hver enkelt sten og genopførte den præcis som den var i dalen.
Franco og den Katolske Kirke havde jo nære bånd.
Vandringen hertil har været på en stor blanding af autentiske camino stier, ny belagte sti strækninger, små asfaltveje og gade/gyder igennem de små bosættelser med gårde. 
Vi er i Galicien, som er Spaniens grønne lunge med saftigt græs og hø til kvæg, får og andre husdyr. 40% af alt kvæg i Spanien bor her. Og dem møder man så på caminoen. Det et faktisk hyggeligt at se en ko i øjenhøjde.
Vejret har været fortræffeligt og lige nu er det +30C og sol. I morgen tidlig og formiddag bliver det stærkt overskyet med småregn.
I Galicien er vejret altid omskifteligt og upålideligt.
Jeg mødte en spansk familie, far, moder og voksen datter, der vandre etaper på caminoen og er nu på den sidste til Santiago. Datteren og jeg fik en lang snak om hvordan de havde oplevet pandemien og jeg fortalte om min oplevelse. der var verden til forskel.
Jeg overnatter på Casa San Nicolas og betalte for overnatningen €47. Jeg havde købt ind til egen morgenmad og spiste den på værelset inden jeg vandrede ud.

Hvis man i Galicien kan finde 100 m flad eller plan vej er man heldig. Måske i en by. Uden for er det bare bakke på bakke. Jeg ved ikke hvor mange bakker jeg har vandret op og ned - store som små - nogen mere krævende end andre og nogen på bedre underlag end andre.
Men lige meget så er det et flot landskab, små mærkelige samling af huse går man igennem, forbi små gårde, langs rislende vandløb og over broer og ad krogede og smalle veje.
Jeg valgte den lidt længere dagsvandring, hvor der vandres over Samos. I Samos ligger er meget stort og kendt kloster, der har haft og stadig har stor betydning for de kristne samfund.
Sammen med et andet meget betydende kloster i Cluny i Frankrig, har ledelserne i de to klostre bl.a. været bærende i bestræbelserne på at få korstogene igangsat omkring år 1000 og senere i 1400tallet at bekrige maurerne og sikre den Iberiske Halvø kristendommen. 
Jeg vandrede til Samos for at se klosteret og få et stempel i mit pilgrimspas. Vandringen til Samos går igennem en skov og caminoen lige der er smuk og en stille oplevelse, hvor kun fugle og køer høres. 
26 km fra Triacastela til Sarria. Sarria er en større handelsby, der ligger lidt op på siden af en høj bakke.
Her overnatter jeg så i nat på et hotel direkte ud til Caminoen tæt på kirken i Sarria.
Vejret har været fantastisk flot med sol fra morgenstunden og klar blå himmel. Småkoldt til at starte med, men nu sidder jeg ude i t-shirt med korte ærmer i +20C og spiser aftensmad i restauranten til hotellet, jeg har booket værelse på.
Fra i morgen har jeg under 100 km til Santiago.
Jeg overnatter på Hotel Novoa, hvor jeg betaler for overnatning €52. Morgenmad tilkøber jeg morgenen.