JESUS GRAV
GRAVKRIKEN I JERUSALEM
Gravkirken - the Holy Church of the Sepulchre - er det helligste sted for os kristne. Så derfor er dagen sat af til et besøg i Gravkirken i det gamle Jerusalem. Udefra ser kirken ikke ud af noget særligt og synes heller ikke særlig stor eller storslået og det er der så mange grunde til. Over Jesus grav beordrede Kejser Konstantin, at der skulle bygges en ny kirke og det sket så omkring år 325. Kirken bestod i realiteten af 3 sammenbyggede kirker, som er bygget over 3 hellige steder. En rotunde er bygget over Jesus grav, en arkade, som danner et atrium over det sted, hvor korset stod på Golgata, der udover en stor basilika, som blev bygget ved siden af. Den kirke Konstantin beordre opført blev ødelagt i 600 tallet og efterfølgende kirker blev også enten ødelagt eller revet ned. En nedrivning af muslimerne omkring år 1.000 lagde grunden til de efterfølgende kristne korstog til Jerusalem. I begyndelsen af 1800 tallet blev den nuværende kirke opført. Og siden 1550 har francisaner samfundet påtaget sig ansvaret for kirken. Under rotunden står Ædicolum. Ædicolum er en kirkebygning, der står over den afhuggede klippehule, hvor Jesus blev begravet.
SANKT PETERS GRAV
PETERSKIRKEN I ROM
Basilikaen er den første af de 4 hovedbasilikaer i Rom. Den er en af verdens største kirkebygning. Den nuværende afløste en oldkirke opført af Constantin fra 322-333. Den nuværende kirke blev påbegyndt i 1506 og indviet i 1626 og er bygget på det sted, hvor Saint Pietro (Skt. Peter) og Roms første pave blev korsfestet og begravet. Michelangelo fik at daværende pave frie hænder til at færdiggøre byggeriet. Skt. Peter er hvilende under hovedalteret. Indtil flere paver er stedt til hvile i basilikaen. Den er overdådigt udsmykket med ikke mindre end 44 altre, 395 skulpturer, 778 søjler og135 mosaikker. Der er 5 store porte ind til basilikaen. Den ene er den Hellige Dør - Porta Santa. Kirkegulvet er 200 m langt. Bygningen er 136 m høj inkl. kuplen. Basilikaen er en af de 7 valfartskirker i Rom. Basilikaen er åben 7 til 18.30.
SANKT JACOBS GRAV
KATEDRALEN I SANTIAGO DE COMPOSTELA
Den mægtige romanske katedral, opført ca. 1075-1122 over en ældre kirke fra 800-t., er en treskibet bygning med stort tværskib, gallerier, koromgang og talrige kapeller; senere er tårne og kuppel kommet til.
Den store trappe er fra ca. 1600, og den rigt skulptursmykkede vestfacade i barok fra
midten af 1700-t. Sydportalen, Puerta de las Platerías, har endnu sin oprindelige skulpturelle udsmykning fra begyndelsen af 1100-t.; den berømte portal i vest, Pórtico de la Gloria, er udført af Maestro Mateo 1168-88.
Santiago de Compostela er opstået på det sted, hvor apostlen Jakob ifølge legenden er begravet. Stedet blev opdaget i 813 af en eremit, og under Alfonso 2. af Asturien opførtes en lille kirke, som under Alfonso 3. (838-910) erstattedes af en større.
Byen fik i middelalderen stigende betydning som valfartssted for pilgrimme fra hele Europa. Endnu i dag (2011) følger pilgrimme de gamle ruter, El Camino de Santiago, gennem Frankrig og Spanien forbi klostre og herberger.
Byen blev residens for prinser af Asturien og León. Maurere og normanner ødelagde flere gange byen. I 1525 blev universitetet grundlagt.
FRANZ AF ASSISIS GRAV
Basilika di San Francesco (Den hellige Frans' basilika) er gravkirke for Frans af Assisi og hovedkirke for den gren af franciskanerordenen, der kaldes konventualerne. Den ligger i Assisi, Italien. Den hellige Frans af Assisi døde den 3. oktober 1226. Allerede i 1227 blev han helgenkåret. Lederen af franciskanerordenen var broder Elias, som straks gik i gang med at bygge en kirke til at rumme helgenens jordiske rester. Allerede i 1230 kunne de overflyttes til den nybyggede kirke, hvor dog færdiggørelse og kunstnerisk udsmykning fortsatte længe endnu. Kirken blev bygget i to planer: en lav og dunkel underkirke og en høj og lys overkirke. Under højalteret i underkirken blev Frans begravet. Senere er der udgravet en kryptkirke omkring helgengraven, som indtil da havde været utilgængelig, idet broder Elias frygtede at nabobyer, især Perugia, skulle forsøge at sætte sig i besiddelse af de værdifulde relikvier med våbenmagt.
San Francesco kirken er udsmykket af tidens bedste kunstnere, heriblandt Cimabue, Simone Martini, Pietro Lorenzetti og ganske særligt Giotto, som på væggene i overkirken har malet en serie billeder fra Frans' liv.
Basilikaen og andre bygninger og steder i området har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 2000.
Parador, hvad står det for?
Parador er den spanske stats luksushotelkæde, der er etableret og indrettet i historiske og fredede bygninger, f.eks. slotte, borge, klostre og andre markante bygninger som staten har en interesse i at bevar er og nyttiggøre.
Paradors blev etableret i 1928 og drives som en eksklusiv kæde af luksushoteller rundt om i landet. Der er over 100 hoteller beliggende i stort set alle dele af Spanien ofte beliggende i som nævnt historiske bygninger, men også beliggende i nyere bygninger, hvor beliggenheden er spektakulær og i om råder hvor staten har et ønske om at fremme turismen med uden af konkurrerer med privat foretagsomhed.
Paradors er eksklusive indrettet i meget høj stand ard, så de er mindst **** - 4-stjerner - hvor personalet er uddannet og hvor service er sat i højsædet. Kvaliteten af de ydelser der leveres er i toppen, både hvad angår overnatninger som måltider, det være sig morgenmad som frokost og middag.
Personalet bærer uniformer, vedligeholdelse og renholdelse er absolut i den øverste ende af skalaen.
Værelserne er store og fuldt moderne udstyret med varme og ventilation/køling, store velindrettede badeværelser, veludstyrede værelser ofte med original kunst og kunstgenstande, kunst og kunstgenstande på gange og i opholdsrum, veludstyrede fællerum og naturligvis døgnbetjent receptioner.
Prisen for at bo på et Parador bestemmes naturlig vis af beliggenhed og efterspørgsel på stedet. Prisniveauet er på linje med andre 4 stjernede hotel ler, men da mange af dem er beliggende i mindre by er og i naturområder, er prisen stadig derefter, så man kan opleve at prisen set i forhold til kvaliteten er lav.
Jeg har boet på 3 Paradors - i april sammen med Peter i León, der er en stor by. Dette Parador er her ind rettet i et tidligere kloster, der nu er både museum og Parador og ligger i den gamle bydel - dvs. centralt i León. Vi gav i Påsken ca. kr. 1.000 for et dobbeltværelse med morgenmad. Mere om morgenmaden, der er et kapitel for sig selv.
Denne gang boede jeg i Vilalba (by på størrelse med Køge), hvor dette Parador er indrette i et gammel vagt tårn og herskabsboligen (borgbygning) og i Santiago de Compostela i verdens ældste hotel - i El Hostal Dos Reis Católicos - der er en helt særlig oplevelse ikke alene på grund af dets beliggenhed direkte ud til Katedralpladsen, men på grund af dets historie. Det er et museum der bos i. Det er et ***** 5 stjernet hotel med den luksus et sådant hotel tilbyder gæsterne.
Paradoret i Vilalba - i vagttårnet og herskabsboligen - er **** 4-stjernet. Service og kvalitet lever helt op til vurderingen og beliggenheden er er i den gamle del af byen, der er centreret omkring byens kirke og plads.
Der er det særlige ved at bo på Parador som pilgrim - viser du dit pilgrimspas - og det ses at du er på pilgrimsvandring, så modtager du rabat på den aktuelle pris. Jeg betalte her i efteråret 2013 59 Euros inkl. morgenmadsbuffet
Morgenmadsbuffeten er noget helt for sig - den er flot og omfangsrig. Kvaliteten er i top og udbuddet er stort og lækkert. Der er mange forskellige juices, der er mange forskellige brød, der er varme retter (æg, bacon, pølser, tortilla), der er flere forskellige afskåret slags pålæg, der er forskellige oste,flere forskellige kager, der er stort udbud af hele og udskårede frugt og naturligvis mælkeprodukter, kaffe, te m.v..
I Santiago er Parador et museum udover at være hotel. Dette Parador er bygget op omkring 4 store kvardratiske gårde og har oprindelig været en by i byen, bygget som hospital for syge og lidende pilgrimme for mere end 500 år siden. Det er således et refugium for pilgrimme, idet der også her er rabat på overnatning for pilgrimme med gyldigt pilgrimspas. Og det benyttede jeg mig af, således at jeg kunne overnatte for under 120 € inkl. den nævnte morgenmadsbuffet, hvor pilgrimme i øvrigt måtte tage mad med til det kommende måltid i en "doggybag".
Efterfølgende har jeg overnattet på flere Paradors, bl. a. i Salamanca, **** 4-stjernet hvor dette Parador ligger med udsigt over den gamle bydel og katedralen og er indrettet i en nyere bygning.
I Ferrol nord for Santiago ved starten af Camino Inglés overnattede jeg ligeledes på dette Parador, der ligger med udsigt over havnen og direkte ned til hovedgaden.
På Camino Invierno overnattede jeg i Monfonte de Lemos, hvor dette Parador er indrettet i en gammel klosterbygning med direkte adgang til klosterkrien, der stadig er i brug. Dette Parador ligger smukt i parken på en bakketop med udsigt over hele byen.
Når man vil på pilgrimsvandring, har man mulighed for at overnatte på herberge (albergue = Spanien) (ostello = Italien) (gite = Frankrig), hvor man på billig vis kan overnat te - få en køjeseng i fælle, adgang til fælles toilet og bad og adgang til køkken eller et måltid (aften og/eller morgen).
Det kræver at man kan dokumentere at man er pilgrim og ikke turist.
Den dokumentation kan man få ved at erhverve sig et pilgrimspas, der er autoriseret af en
pilgrimsorganisation.
I pilgrimspasset får man typisk et stempel på sit overnatningssted og kan få det i mange kirker og andre religiøse steder, hoteller, cafeer, forretninger etc.
Typisk beder du om et stempel på dit overnats sted og ved besøg i kirker og kultursteder, der så dokumenterer, at du har vandret mellem de steder du har fået stempel.
Særligt i Spanien er det nødvendigt med 2 stempler pr. dag på de sidste 100 km til Santiago. Mere om det senere.
Hvordan får jeg et pilgrimspas?
Det kan du erhverve gennem en pilgrimsorganisation - i Danmark - Foreningen af Danske Santiagopilgrimme. Du betaler et beskedent beløb for det og porto for at få det sendt frem til dig.
Skal du på pilgrimsvandring i Italien, er der flere pilgrimsorganisationer der levere pil grimspas.
Som pilgrim kan du overnatte på disse herberger til en rimelig pris. Hvis du ikke er pilgrim kan du ikke overnatte på herberget.
Både i Spanien, Frankrig og Italien er forskellige herberger - kommunale/kirkelige og private.
De kommunale og de, som hører til kirkelige organisationer, kirker og klostre, har ofte en betaling for overnatningen som er fra donation til 10-15€, afhængig af kvalitet og ydelser.
Donation er defineret som ikke gratis men efter evne, typisk, hvad det ville have kostet at overnatte på et kommunalt herberg.
De private herberger har ofte flere valgmulighed er i overnatningskvalitet. Du kan få dit eget værelse (enkelt værelse) ofte med fælles toilet/bad, eller et værelse med 2- 4 senge for en familie eller venner.
For at være pilgrim, skal du ikke overnatte på et herberg, men du får nok den mest autentiske oplevelse af din pilgrimsvandring ved at være sammen med andre pilgrimme, der har det samme mål som du.
Du kan også overnatte på hoteller, barer, der har nogle få værelser, B&B steder, ferielejligheder, værelser via AirB&B. Her beder du også bare om et stempel eller en påtegning i dit pilgrimspas. Værterne er bestemt villige til det, men ikke altid opmærksom på det. Så bare spørg.
Selvom du har pilgrimspas - skal du have dit almindelige rejsepas med. I udlandet er det ofte et krav du kan dokumenterer din identitet. Husk at få det retur seneste inden du vandre ud fra dit overnatningssted.
Når du er kommet frem til dit pilgrimsmål, har du ofte mulighed for at bede om en dokumentation for din pilgrimsvandring fra dit startpunkt til pilgrimsmålet. For at opnå dokumentationen, skal du ofte kunne fremvise dit pilgrimspas, der kan dokumentere at du er kommet frem ved vandring (evt. cykle/hest) og at du har vandret med udgangspunkt i et religiøst ønske.
I Spanien kan du i Santiago modtage et såkaldt Compostela, der på latin dokumenterer at du har vandret mindst de sidste 100 km før Santiago. Du kan også bede/ købe et bevis på hvor mange kilometer du har vandret og på hvilke pilgrimsvej.
Du skal du have mindst 2 stempler i dit pil grimspas de sidste 100 km uanset hvor langt du har vandret, hvor du kun kan nøjes med 1 pr. dag.
Compostela kan du bede om på Pilgrimskontoret i Santiago. Du bør lægge en donation for det.
Compostela kan som nævnt være med bag- grund i en religiøs vandring, men du kan også få et Compostela, hvis du blot ønsker det, det ser lidt anderledes ud.
Eller du kan helt lade være med at få en dokumentation på din vandring. Det er op til dig.
På den anden side, så bed om at udstedt en dokumentation. Du kan jo altid lægge den i skuffen eller på hylden.
Hvordan er det ved pilgrimsvandring i Frankrig og Italien. det er såmen ikke så meget forskellig fra Spanien.
Ved de store udgangspunkter i Frankrig for pilgrimsvandring Le Puy, Arlés og Vezelay, kan du få pilgrimspas i enten den lokale katedral eller på turistbureau eller et herberg. Og samtidig få dit første stempel.
I Frankrig er der ikke nogen kirkelig organisation der udsteder et dokument på din pilgrimsvandring, da pilgrimsvandringen har slutmål i Santiago.
I Italien kan du kontakte den italienske pilgrimsorganisation knyttet til det pilgrimsmål du vil vandre til og få tilsendt et pilgrimspas. Det kan være pilgrimsvandring til Rom eller til Assisi. Begge pilgrimsmål udsteder Testimonium.
For at få udstedt et Testimonium i Rom skal du have vandret de sidste 110 km før Rom. I Assisi skal du have vandret mindst fra La Verna, der var Franz af Assisi mest benyttede opholds kloster.
I Rom få du udstedt Testimonium i Vaticankontoret, der er beliggende i Vaticanet til venstre for Peters Kirken, hvor du vandre op i kolonnaden til Schweizergade vagten. Her beder du om at få udstedt et Testimonium. De anviser dig vejen til Vaticankontoret.
I Assisi er det på Pilgrimskontoret i Klosterkirken. Den ligger lige frem for indgangen til kirken. Bed vagten om adgang til kontoret.
Ud fra min erfaring på de mange pilgrimsvandringer jeg har været på, har jeg fundet tøj og andet udstyr, som passer til den måde jeg vandre på.
Jeg overnatter på hoteller, B&B, små pensioner etc., men ikke gerne på herberger (albergue/ostello/gité) Det har jeg gjort mange gange, men med min alder er det slut.
Derfor er min rygsæks indhold tilpasset til den type overnatning.
RYGSÆK
Jeg købt mig en let, ikke for stor rygsæk og har sørget for, at den er passet til så den sidder godt på ryggen og vægten tages på hoften. Min rygsæk er i et meget let materiale, der er delvis regntæt og åndbar. Jeg har et regncover til rygsækken.
Husk at pakke de tunge ting nederst i rygsækken og de letteste og dem, som man kan forvente at bruge på en dagsvandring, øverst.
Min rygsæk med indhold vejer ca. 8 kg uden vand og proviant (rundstykke, fast ost og evt. tomat eller dåsetun)
Dermed kommer min rygsæk op på ca. 10 kg.
TØJ
Jeg vandre helst i en 150g/m2 langærmet t-shirt i merinould. Den har fordele ved at ærmerne kan trækkes op, den er varm, når det er koldt og kold når det er varmt, har solfilter, er nem at vaske og tørrer hurtig. Jeg har en kort ærmet tshirt i samme materiale i rygsækken, som jeg bruger som nattrøje eller som en ekstra trøje.
Underbukser enten i silke - sikre mod gnavskader i skridtet - eller i merinould. Gerne i shortslængde. Har en ekstra underbuks i rygsækken. De er nemme at vaske og tørre meget hurtigt.
Vandrebukser i 65% polyester, 35% bomuld, der er lette og er med zipoff, så de kan blive shorts. Et ekstra par i rygsækken. De er nemme at vaske og tørre hurtigt.
Vandresokker i ren uld med en god pasform og rigtig størrelse. Har et ekstra par sokker i rygsækken og har endvidere et par tynde sokker ligeledes i rygsækken.
Som overtøj har jeg en fleecejakke, der er let og nem at pakke ned i rygsækken,
Regnjakke med hætte (kort) i Gortex materiale, der giver både tæthed men også åndbarhed. Den er let og kræver kun lidt vedligeholdelse
Regnfrakke med hætte (lang) i almindelig materiale, hvor der i ryggen er plads til at have en rygsæk indenunder.
Ved vandring i enten koldere måneder bytter jeg mine t-shits på 150g/m2 til lidt tykkere på 200g/m2.
Lette vandrebukser skiftes også ud med en lidt tykkere kvalitet.
FODTØJ
Fodtøj er en hel verden for sig.
Jeg har fundet ud af, at de vandresko jeg altid anvender ved mine pilgrimsvandringer og befinder mig bedst i, er Salomon XA Pro 3D Trail Running med Gortex, der er 2 numre større end sko jeg nor malt bruger.
Som "hjemmesko" bruger jeg et par lette badesandaler. de kan anvendes ved bad og som "fritidssko", når vandrefodtøjet skal luftes eller tørres.
TING OG SAGER
Toilettaske, der er til at hænge op og med et lille spejl. Plads til vaske/badesæbe, barbergrej, tand børste og tandpasta, negle/fodfil, neglesaks, tandstikker, plaster.
Lille plastpose med fodcreme, solcreme, bodycreme. Evt. medicin.
Vaskesnor og små træklemmer - gerne elastisk.
Mobiltelefon med oplader. Lille lommelygte. GPS
og batterier.
Førstehjælpskit. Kørekort. EU sygesikringskort. Betalingskort. Rejsepas evt. visum.
Notesbog og pen. Kontanter.
Bestik og multikniv. Vandrestav(e)
Et godt regncover, der dækker rygsækken helt er nødvendigt, for at indholdet i rygsækken ik ke bliver fugtigt i regnvejr.
Silkesovepose er nyttig i de varme måneder, når der ønskes at overnatte på herberger. Kan også bruges som underlagt, hvis madrassen ikke er så lækker. Kan også bruges til at lægge et tæppe inden i. Husk at bruge den samme side hver gang.
Hurtigtørrende håndklæde, er godt at have med når man skal i bad eller blot vaskes. Kan også bruge som underlag til en hovedpude i køjesengen.
Sovepose til de kølige måneder eller når der vandres i høje omgivelser, giver en god natte søvn. Soveposer fås i mange kvaliteter og til forskellige temperaturer.
En bredskygget vandrehat, der også kan tåle regnvand er nyttig både i sol og regn.
Lette indendørssko/tøfler er nyttige i forbindelse med indendørsaktiviteter og når man skal i bad eller bruge bad/toilet.
En buff er også rar at have med sig, både når det er koldt, men også når det er meget varmt. Så kan den trækkes op om hovedet, så man ikke får solstik.
Jeg har normalt 2 vandrestave af kulfiber med og bruger normalt den ene. Er god at have når der skal vandres stejlt op og ned, især på ujævnt sti eller med sten. Kan også bruges til at holde hunde og andre dyr væk.
Advarselsfløjte hænger på min rygsæk. 3 lange og 3 korte fløjt er anmodning om hjælp.
Tryghedsalarm kan også tages med og virker tryghedsskabende.
Et let spisebestik og en multikniv er også rart at have ved hånden, når man skal have lidt at spise ude på pilgrimsvejen.
Tilbage i midten af et 1500 århundrede fik pilgrimsfærd et voldsomt opsving under mod reformationen. i Jubelåret 1575 var der i Rom 145.000 pilgrimme og i 1625 var tallet steget til 600.000.
Den romerske "apostel" San Philippo Neri satte pilgrimsfærden i system i Rom i sidste halvdel af 1500 tallet.
De 7 valfartskirker blev kernepunktet, idet der i disse indgik de 4 Pavelige Basilikaer.
Det er selv i dag muligt at vandre mellem De 7 Valfartskirker på 2-3 dage.
Der er 24 km imellem dem. Metro og taxa kan med lethed anvendes og gør bestemt ikke oplevelsen mindre spændende.Basilika San Croce di Gerusalemme
Basilikaen er en såkaldt mindre basilika. Ifølge traditionen er basilikaen opført i år 325 til at huse de relikvier, som Santa Helena - kejser Constantins moder - bragte med tilbage fra Jerusalem ved hendes pilgrimsfærd, herunder bl.a. 3 små stykker fra Det Sande Kors, et søm, 2 torne af Den Sande Tornekrone, et stykke af Den Sande Svamp o.f. I det 800 århundrede blev basilikaen ombygget og i 1100 tallet ombygget. I 1700 tallet blev basilikaen nok engang ombygget til dens nuværende udseende i barokstil. I det 2000 århundrede har basilikaen været omgærret med skadaler, idet der er blevet udøvet en liturgi, der ikke er i overensstemmelse med den traditionelle og "irregulær" levned af gejstlige. Men det er der nu rettet op på.
Basilikaen er åben 7-12.45 og 14-19.
Basilika Papale di San Lorenzo fuori le Mura
Basilikaen er en såkaldt mindre basilika. Den er samtidig en af de 7 valfartskirker i Rom. Den er beliggende "udenfor muren". Det var i datiden ikke tilladt at blive begravet inden for murerne. Basilikaen er bygget over Saint Lorenzos grav.
Den første kirke blev bygget i 258 af Constantine og blev senere i år 580 erstattet af en ny. Igen i 1300 tallet blev kirken ombygget og i år 1943 blev basilikaen bombet og genopbygget i 1948.
I krypten under højalteret er Saint Lorenzos sagofag. Der er også flere gejstlige begravet i basilikaen.
Saint Lorenzo var en af de 7 første diakoner i Rom og ansvarlig for at hjælpe de fattige og sørge for kirkens aktriver og fordelingen af den. Han blev martyr i år 258.
Basilikaen er åben 9-12 og 15.30-19.
Basilika Papale di Santa Maria Maggiore
Basilikaen er en af de 4 hovedbesilikaer i Rom. Den oprindelige basilika er fra år 350 og senere ombygget i år 431. Den blev beskadiget ved et jordskælv i 1348 og restaureret nogle år og gange senere. Kirken som den står i dag er fra 1743. Basilikaen har Roms højeste kirketårn.
Kirken har Roms mest ikoniske kirkerum med kassetteloft belagt med det første guld fra Amerika. Basilikaen har det højeste kirketårn i Rom.
Straks man kommer ind i Basilikaen kommer ens opmærksomhed mod hovedalteret og under dette ser man en dobbelttrappe, der fører ned til en mindre alter.
Under hovedalteret er et relikvieskrin, der efter sigende indeholder træ fra Jesus Krybbe. I et andet skrin hviler relikvierne af Saint Jeronimus, Saint Geronimo og Saint Jerome.
Basilikaen er åben 7 til 19.
Basilika Papale di San Pietro in Vaticano
Basilikaen er den første af de 4 hovedbasilika er i Rom. Den er en af verdens største kirke bygning. Den nuværende afløste en oldkirke opført af Constantin fra 322-333. Den nuværende kirke blev påbegyndt i 1506 og indviet i 1626 og er bygget på det sted hvor Saint Pietro (Skt. Peter) og Roms første pave blev korsfestet og begravet. Michelangelo fik at daværende pave frie hænder til at færdiggøre byggeriet. Skt. Peter er hvilende under hoved alteret. Indtil flere paver er stedt til hvile i basilikaen.
Den er overdådigt udsmykket med ikke mindre end 44 altre, 395 skulpturer, 778 søjler og135 mosaikker. Der er 5 store porte ind til basilikaen. Den ene er den Hellige Dør - Porta Santa. Kirkegulvet er 200 m langt. Bygningen er 136 m høj inkl. kuplen.
Basilikaen er åben 7 til 18.30.
Basilika Papale di San Paolo fuori le Mura
Baclikaen er en af de 4 pavelige hovedbasilikaer i Rom. Den første kirkebygning blev opført i år 324.
Allerede i 386 blev den udvidet. I det 5. århundrede var den større end daværende Peterskirken. I de mellemliggende år frem til 1823 blev basilikaen ombygget, tilbygget renoveret indvendig og udvendig. I 1823 under reparationsarbejde brændte basilikaen ned og derfra og til 1855 blev nyopført og nyindrettet som den tog sig ud før branden. Under Basilikaens højalter er Saint Paolos sargofag. Det skal erindres, at hans hvovedskal hviler som relikvie i Basilica Papale di San Giovanni in Laterano.
Basilikaen er åben 7 til 19.
Basilica di San Sebastiano fuori le Mura
Langs Via Appia Antica er der flere katakomber Disse undergrunds kirkegårde blev brugt af kristne til at begrav deres afdøde og sikre martyrerne en gravplads. Catacomben er kendt side et 3. århundrede. San Sebastino var en kendt romersk martyr i det 3. århundrede. Over katakomben blev allerede i det 4. århundrede bygget en basilika og den nuværende er dateret til 1612. I basilikaens højalter hviler relikvierne af den pil som dræbte San Serbastino og noget af den søjle, han var fæstet til ved sit martyrium.
Basilicaen er åben 9 - 17.
Basilica Papale di San Giovanni in Laterano
Basilikaen er en af de 4 hovedbesilikaer i Rom. Basilikaen er endvidere bispedømmet Roms domkirke og dermed Pavens sæde og en del af Vaticanstaten of den katolske kirke fornemste domkirke. Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.
Den første kirke rejstes af Constantin i 324 og derefter en ny kirke i år 460. I 900 tallet efter et jordskælv blev endnu en ny kirke bygget og i 1308 brændte den daværende kirke helt ned og inden den var færdig brændte den endnu en gang ned i 1360. Den nuværende bygning er fra 1650. Basilikaen er den næst største i Rom.
I baldakinen over højalteret er relikvier i form af Apostlene Peter og Pouls hoveder hvilende.
Basilikaen er åben 7 til 18.30.
Min første pilgrimsfærd i april/maj 2012 var ikke en ren indskydelse, men den var heller ikke velforberedt.
Jeg havde trænet vandring op til pilgrims færden og læst lidt litteratur om pilgrimsvand ring i Nord Spanien og så havde jeg set som så mange andre Bertelsen på Caminon.
Lidt vovet havde jeg sat mig for, at jeg ville vandre fra Pyrenæerne til Verdens Ende. Og sådan blev det.
Jeg havde også sat mig for, at jeg ville starte i Påsken 2012 og regnede med at bruge 50 dage på forehavendet.
Jeg tog nattog fra København til Köln – og startede som luksuspilgrim med at tage enkeltmands 1. klasse sovecoupé. Fra Köln smuttede jeg over i et hurtig tog til Paris Gar de Nord og ankom Påske lørdag morgen tid ligt og vandrede 9 km gennem Paris´ tomme gader til Gar de Montparnasse og fik tid til at besøge den jødiske kirkegård tæt på stationen.
Fra Paris tog jeg hurtigtog til Pou og overnattede på et pænt familiehotel.
Næste morgen tog jeg tog og bus til Somport, der ligger på grænsen mellem Spanien og Frankrig i lidt over 1.600 m højde i Pyrenæerne.
Med i bussen var 2 andre passagerer ud over mig – over for mig sad en slank yngre tysker vel på omkring de 40 år, der lige som jeg havde lagt en rygsæk i bussens baggagerum og derudover en ældre kvinde, der synes at være lokal. Det var det.
Jeg spurgte den yngre tysker om han skulle ud at vandre på Caminoen og det svarede han ja til. Det blev derefter til 25 dages bekendtskab og dejligt sammenhold til León. Vi mødtes så igen i Santiago og senere i Finisterre.
Vi startede ud i snevejr og senere bidende kold og stærk blæst med regn og første dag blev på 25½ km til lidt før Jaca. Drivvåde og kolde fandt vi en bar som havde værelser. Alle albergues var endnu ikke åbne for sæsonen.
Men det jeg egentlig ville fortælle er historien bag denne optakt til min første camino og pilgrims vandring på i alt 1.050 km fra Somport via Santiago til Muxia.
Baggrunden for min første pilgrimsvandring var den, at jeg havde planlagt min pension til foråret 2012. Min kone gennem næste 30 år var død i foråret 2010 og dermed havde jeg et par skel sættende begivenheder i mit liv og min 3. livsperiode skulle nu begynde hvor jeg var blevet 65 årig.
Jeg syntes at en sådan udfordring med at vandre over 1.000 km måtte jeg simpelthen tage op, mig som aldrig havde dyrket nogen form for sport eller udendørsaktivitet i nævneværdig grad.
Et år i forvejen begyndte jeg at træne vandring og da jeg startede ud på caminoen havde jeg vandret ca. 1.000 km med den rygsæk jeg nu havde på ryggen og med samme indhold. 12 kg. Træningen havde jeg gjort omkring søerne i Nordsjælland og søer i Midtskåne.
Jeg havde ikke nogen egentlige forventninger til hvordan vandringen ville blive eller om jeg havde fornøden vilje og lyst til at vandre dag efter dag. Men det mærkelige var, at i takt med dagene gik og sammenholdet mellem min tyske pilgrimsven blev styrket og oplevelserne sammen med de andre og mange pilgrimme blev større og større, så blev jeg fanget af stemningen på denne Magiske camino og den særlige ånd som hviler over den.
Jeg spurgte den yngre tysker om han skulle ud at vandre på Caminoen og det svarede han ja til. Det blev derefter til 25 dages bekendtskab og dejligt sammenhold til León. Vi mødtes så igen i Santiago og senere i Finisterre.
Vi startede ud i snevejr og senere bidende kold og stærk blæst med regn og første dag blev på 25½ km til lidt før Jaca. Drivvåde og kolde fandt vi en bar som havde værelser. Alle albergues var endnu ikke åbne for sæsonen.
Men det jeg egentlig ville fortælle er historien bag denne optakt til min første camino og pilgrimsvandring på i alt 1.050 km fra Somport via Santiago til Muxia.
Baggrunden for min første pilgrimsvandring var den, at jeg havde planlagt min pension til foråret 2012. Min kone gennem næste 30 år var død i foråret 2010 og dermed havde jeg et par skelsættende begivenheder i mit liv og min 3. livsperiode skulle nu begynde hvor jeg var blevet 65 årig.
Jeg syntes at en sådan udfordring med at vandre over 1.000 km måtte jeg simpelthen tage op, mig som aldrig havde dyrket nogen form for sport eller udendørsaktivitet i nævneværdig grad.
Et år i forvejen begyndte jeg at træne vandring og da jeg startede ud på caminoen havde jeg vandret ca. 1.000 km med den rygsæk jeg nu havde på ryggen og med samme indhold. 12 kg. Træningen havde jeg gjort omkring søerne i Nordsjælland og søer i Midtskåne.
Jeg var som sådan næppe meget anderledes religiøs end flertallet af danskere, en tur i kirken til Jul og når et nyt familiemedlem skulle døbes eller der var bryllup eller begravelse, så kom jeg i kirken.
Men på forunderlig vis skete der noget med mig under vejs – jeg deltog i messer om aftenen, gik ind i kirker, katedraler, klostre og beså disse fantastiske bygninger og deres udsmykninger og blev gradvis fanget af ikke blot de fysiske rammer, men også af den stemning, liturgi og kirkehandlingerne, der om aftenen ved messerne blev udført og hvor ikke blot de lokale kirkegængere men også mange af os pil grimme deltog.
En række oplevelser under vejes bekræftede mig i, at der nok er mere mellem himmel og jord end vi lige til daglig tænker over. Ikke at jeg fik en særlig aha oplevelse eller fik ud tænkt store spirituelle tanker undervejs, men trods alt fik indsigt i en del af livet omkring mig, som tidligere havde været i baggrunden.
Nu her bag efter ca. 5.000 km på 8 pilgrims vandringer og læsning af stakkevis af bøger om vandringer på caminons og beretninger af andre pilgrimme og den historiske bagrund for caminons opståen og Spaniens historie samt bøger om religionshistorie, så er pilgrims vandring for mig blevet en del af mit liv og livsstil.
Jeg har læst mange beskrivelser om hvordan den vandrende – har vandret sig til et andet liv og blevet en anden person efter vandringen. Jeg har også læst nogle beretninger og skildringer, hvor jeg tager mig til hovedet og siger til mig selv – det kan bare ikke passe, at ved kommende har opleveret det beskrevne.
På min første camino, der var rigtig våd – halvdelen af dagene var med regn – tænkte jeg kun på en ting, og det var at sørge for ikke at træde i for meget vand næste gang jeg satte foden ned eller undgik mudderhuller eller undgik at falde over sten på stien. Jeg tænkte ingen store tanker om at skifte mit liv ud med et andet.
en det kom snigende denne ændring i ens livsopfattelse, snigende ind ad bagdøren ved de dejlige oplevelser i selskab med alverdens mennesker med forskellige syn på hvordan verden bør se ud, med samværet med de utrolig søde lokale beboere, de hjælpsomme hospitaleros/hospitaleras, ved deltagelse i messer og ved stille stunder i de mange kirker og ved de skønne samtaler med mine med pilgrimme.
Og jo, nu er jeg en helt anden person med en anden livsopfattelse og med en større forståelse for spiritualitet og religiøsitet end tidligere. Nu går jeg jævnligt i den lokale kirke til gudstjeneste og synes at det er givende og ganske ”hyggeligt” – og det er vel ikke det helt rette ord.
Og jo, jeg tror at der er en styrende magt – kald den Gud, om du vil – som på forunderligvis har fingeren med i spillet om forløbet af dit liv.
Jeg fortryder bestemt ikke, at jeg trådte det første skridt i Somport ud på caminoen og jeg har heller ikke endnu vandret det sidste.
Dette er skrevet frem til 2015.
Lad os starte med begyndelsen. Hvordan blev pilgrimsvejen til Santiago de Compostela egentlig til?
Legenden siger, at Sankt Jacob blev halshugget omkring år 50 i Rom efter han var vendt tilbage fra forkyndelse af kristendom men i det mærkelig land i Nordvestspanien, der hedder Galicien uden det store held.
Efter halshugningen blev han stedt til hvile på en stenbåd, som engle førte til vigen omkring Finisterre. En adelsmand så båden, som da var oversået med store hvide muslingeskaller (!) og da han havde hjulpet båden i land, blev alt glemt for en tid. Næsten 800 år senere skete et mirakel. En hyrde gik ved sine dyr en sen aften og så pludselig et skarpt lys på himmelen og fik en vision om noget særligt og gik i sin retning af lyset og fandt stenbåden. Han gav sin herremand besked og denne hav beskeden videre til Kong Alfonso. Her var så myten om Sankt Jacob skabt. Kongen beordrede en kirke bygget i Santiago de Compostela. Og snart blev det kendt, at der var en af Jesus disciple, som var begravet i kirken og så små begyndte pilgrimsvandringen at tage form. Dette er den korte version.
Codex Calixtinus må I have hørt om?
Verdens første guidebog. Den ultimative guideborg til Camino Frances. Når ikke?
Det er nok fordi den er fra begyndelsen af 1100 tallet.
I guidebogen er dagsetapperne på mellem 35 og 50 km.
I guiden er oplyst navne på de promonente konger og adelsmænd, som lod vejen bygge af kærlighed til Gud og ære for Sankt Jakob, som der står.
der nævnes de gode og de dårlige floder.
Eksempel: Vandet i floden ved Los Arcos er dødbringende. 2 mil før Sankt Jacobs by er en flod - Lava Nentula - hvor franske pilgrimme af hankøn har for vane i kærlighed til apostlen ikke blot at vaske sine kønsdele, men hele kroppen og tøjet (det er ikke en opfordring). I området ved Saint-Jean-Pied-de-Port er der er et voldsomt folkefærd, der har et barbarisk sprog og har toldere, der slår og myrder pilgrimme, hvis de ikke betaler den krævede told. I Navarras land er befolkningen - elendige, troløse, korrupte og gudløse.
Og sådan fortsætter det region for region. (så pas på)
Helgener som pilgrimme besøger i Spanien - salige Dominicus i Redecilla, salige martyrene Facundus (byen nævnes ikke) salig biskop Isidorus i Léon og naturligvis Sankt Jacob i Santiago. Herefter er der en længere beskrivelse af basilikaen i Santiago og præstestyret der. Et afsnit om hvordan man bør møde pilgrimme - med barmhjertighed og respekt, som var det Vor Herre selv (store ord må man sige).
Codex Calixtinus findes bl.a. på svensk og er spændende og sjov læsning set med nutidens øjne.
Chanson Roland – eller Rolands kvadet – et af et de vigtigske værker til forståelse af Europas kulturhistorie.
Værket er nedskrevet i første halvdel af 1100 tallet og handler om kristnes kamp mod de vantro muslimer i Spanien i 700 tallet.
Værket starter: ”Karl den Store, vor mægtige Kejser har været i Spanien i syv fulde år”
Roland er kejserens nevø, bliver sammen med 12 andre højtstående riddere af den muslimske kong Marsile i Zaragoza lokket i bagholdsangreb i en slugt ved Roncevaux (Roncesvalles) efter at Karls hær er reddet mod Frankrig.
Da Kejser Karls hær er reddet i forvejen, ser Roland ikke anden udvej end at blæse i sit horn Olifant og det gør han så kraftigt, at Karls hær 30 mil væk kan høre det. Med det er for sent og Roland og ridderne bliver dræbt af den muslimske hær. Kejser Karl vender tilbage for at hævne de dræbte og udkæmper et stort slag og fordriver den muslimske hær og muslimerne bliver tvangsomvendt til kristendommen.
Med kvadet og fortællingen begyndte man allerede i middelalderen at konstruere forestillingen om et skæbneagtigt modsætningsforhold mellem religioner og kulturer, som havde taktiske og politiske årsager.
Det forhold var med til at skabe korstogene og Tempelridderne.
Så tænk på, når I starter Jeres pilgrimsvandring og kommer til Roncesvalles, der også kaldes ”Porten til Spanien”, at I træder ind i en region, hvor der har været storpolitiske konflikter helt op til 1900 århundrede.
Der er to ruter, hvoraf den ene er den gamle romerske vej over bjergtoppene og som kaldes ” Route de Napoléon” eftersom den franske kejsers tropper marcherede ind i Spanien af den vej for at udkæmpe den del af Napoleonkrigen på den Iberiske halvø i årene 1808-1814.
Det siges, at de fromme pilgrimme hjælpes af Sankt Jacob, når de er ved at opgive den vanskelige og strenge vandring opad, ved at han umærkeligt lægger sin hånd på pilgrimmens skulder og trækker denne videre. Så læg det på sinde – kære venner.
I kvadet står: ”at Roland af vrede blæste så hårdt i Olifant, at hans mund blev fuld af blod og at jord revnede og klipper sprængtes og stjernerne måtte græde”
Straks efter Pamplona er der en lille by Cizur Menor på en lille høj. Her er ruinerne af en borg, der var indehavet af johannitterridderne der sammen med tempelridderne vogtede over pilgrimmenes sikkerhed på vejen til Santiago.
Lige efter Zariquiegui er på venstre side en moderne drikkevandsfontæne. Den hedder Fuente de la Teja. Den erstattede en ældre, der blev kaldt ”Fornægtelsens brønd”. En legende siger, at en pilgrim møjsommeligt sled sig op mod den nærliggende ”Alto de Perdón” og derved blev meget tørstig. Der mødte han en fremmed vandringsmand, som tilbød ham at vise en ”hemmelig brønd”, men kun mod at han afsvor sig troen på Gud, den Hellige Jomfru og Santiago (Santiago = Sankt Jakob).Det te ejendommelige tilbud kom fra, hvad der som tilsyneladende var en pilgrimsbroder, men som i virkeligheden var selve Djævlen, og han afslog naturligvis og se – den troende fik sin belønning – Djævlen forsvandt og Santiago selv fremstod i pilgrimsdragt og viste ham nu vejen til den hemmelige brønd og gav ham vand at drikke af hans muslingeskal. Denne lille historie fortæller noget om de traditioner der følger pilgrimsvejen og som handler om de fare og fristelser som pilgrimmen kan komme ud for på hans/hendes vej.
Alto Perdón = Forladelsens Høj/Bjerg.
Tag Jer i agt for fare og fristelser på Jeres pilgrimsvandring.
Der hvor Camino Frances og Camino Aragonés støder sammen og nu forløber mod vest, ligger en særegen, men lille og meget smuk 8 kantet romansk kirke i Eunate – Santa Maria de Eunate – som siges at være bygget af tempelridderne i 1100 tallet, med henvisning til, at dens forbillede er Gravkirken i Jerusalem. De kirker Tempelridderne lod bygge var 8 kantede.
Når man besøger kirken kan man fornemme, at der er noget gådefuldt over stedet der kan forstås som et mindesmærke over de millioner af pilgrimme, som i 800-900 år har passeret stedet. Nogen mener, at det er stedet hvor tempelriddere på vej til Jerusalem særligt benyttede til en sidste bøn. Så dvæl her en stund og fornemme denne særlige stemning og ro.
Efter Obanos kommer pilgrimmen til Puente la Reina, som har urgamle traditioner, sikkert helt til bage til tiden før muslimernes ankomst, endda sikkert tilbage til romertiden, da stedet er en flod over gang og et vadested helt tilbage i historien. Broen er bygget i første halvdel af det 1100 århundrede og har sit navn efter, at Doña Mayor, dronning af Navarra, der for at lette pilgrimmenes overgang og fri dem fra de skurkagtige bådekarle, der var tyv agtige og røvede pilgrimmene eller endog druk nede dem, når de ikke betalte nok for overfarten, lod bro en bygge.
Så kære pilgrim skænk denne dronning en tanke og stor tak for hendes bygningsværk, når du vandre over denne skønne bro, der forbinder flodbredderne af Rio Arga og for at du ikke skal vader over floden eller lade dig ro over. Nu kan du gøre det sikkert og uden at sætte livet på spil.
Truslerne mod pilgrimmene er mange langs vejen til Santiago de Compostela.
Men der er også mange skønne øjeblikke og det er også muligt at høre historiens vigesus i form af romerske soldaters klappen fra deres sandaler på Via Traiana, som leder næsten hele vejen fra Pyrenæerne til Santiago.
Et meget velbevaret stykke romervej – måske det bedste i Spanien – er netop uden for den lille by Cirauqui og mod Lorca.
Her får man et rigtig godt indtryk af romernes dygtige vejbygmestres arbejde. (Det gør man også på Via de la Plata)
I Cirauquie støder man ved Iglesia de San Román på et mindesmærke for den fascistiske falanges grundlægger José Antonio Primo de Rivera. Det giver uhyggelige minder fra Bor gerkrigen i Spanien i 1930’erne. Men det er jo også en del af historien om pilgrimsvejen.
Den lille by Estella er et vigtigt punkt på pilgrimsvejen – Estella la Bella – i byen findes der mange gamle huse, som er værd at kikke på, og her få man et indtryk af hvordan byer ne var i det sene 1200’tal.
På vejen ud af Estella passeres Iglesia Nuestra Señora de Rocamadour Her findes et smukt billede af Maria med Jesusbarnet på venstre knæ.
Der findes en legende om, at en pilgrim blev anklaget for mord på medpilgrim. Han bedyrede sin uskyld og vendte sig i sin nød til Den Hellige Jomfru og sagde, at om han var uskyldig, så skulle hun lade Jesusbarnet bytte knæ, et noget usædvanligt krav. Men det skete promte og han blev frikendt. Imidlertid er det jo svært at vide om det er rigtigt, da ingen i dag ved hvordan billedet så ud før miraklet.
Nu når vi snart til Logroño første større by efter Navarra og i La Rioja. En katedralby og en tapasby. Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Faktisk kun det ene, at der er to gader med tapasrestauran ter nær katedralen. Så kan man jo gå til aftensmesse og derefter på ”tapascrawl”
Men på vejen ind til byen vandre pilgrimmen forbi Fuente de los Peregrinos (Pilgrimsbrønden) fra 1500 tallet som ligger over for den gotiske kirke Santiago de Real på den anden side af gaden.
Foran kirken er en statue af Santiago afbilledet i sin inkarnation som Santiago Matamoros – Santiago Mauerdræberen – på en flot hest.
Lidt syd for Logroño ligger – Clavijo – der er stedet for et af spansk histories mest berømte slag – ud kæm pet i 834 og som spiller en stor rolle i legenderne om Santiago.
Baggrunden for slaget er bruddet af en skrøbelig fred bygget på, at de kristne skulle betale en årlig tribut til mauerne på 100 jomfruer. Imidlertid be sluttede kong Ramiro I, at nu var nok nok og sendte det årlige sendebud retur. Det var dog kun hovedet af sendebuddet, der blev returneret. Det var signalet til krig.
Da solen gik ned på krigsdagen var den kristne hær ved at gå i opløsning, men så viste - på Herrens befaling - Santiago sig i en sky, klædt i hvidt ridende på en springende hvid hingst med sit flammende sværd i hånd.
Med Santiagos hjælp var spanierne naturligvis overlegne og det siges, at ikke mindre end 70.000 mauere blev tilbage på slagmarken.
Det blev ikke sidste gang af Santiago kom de kristne til hjælp, hverken som krigsmand eller som sand pilgrimsven.
Hvorfor høns i en katedral? Og Hvorfor en katedral langt ude på landet?
Santo Domingo de la Calzada – et laaaangt bynavn – men et navn man altid kan huske, når man har vandret Camino Frances. Der knytter sig nemlig to væsentlige historier til stedet.
Først det med hønsene. Det har været der i snart mere end 700 år og udskiftes en gang om ugen, andet ville vel også være dyrplageri.
Omkring 1300 tallet tog en tysk familie på pilgrimsvandring til Santiago og overnattede på et noget lurvet værtshus i byen. Om morgenen blev sønnen – der var meget smuk – beskyldt af værtens datter for at have stjålet sølvtøj fra værtshuset. Egentlig var årsagen, at pigen var forelsket i den smukke søn, men hendes tilnærmelser blev ikke gengældt og det var hun rasende over og fandt som ondskabs fuld hævn, at beskylde ham for tyveri og anmelde ham. Resultatet blev, at sønnen blev anklaget for tyveriet og den lokale præfekt idømte ham en passende hård dom – at blive hægt i byens galge – og det skete så til stor fortvivlelse for forældrene. De måtte efterlade deres søn og vandrede nedtrykte til Santiago for så på hjemvejen at tage sønnens lig med sig tilbage. Til stor overraskelse så forældrene, at sønnen viste livstegn i galgen og løb straks til præfekten og fortalte oplevelsen og bad ham om at følge med. .
en han sad netop ved frokostbordet og havde fået serveret to veltilberedte høns og sagde ” at var det sandt det de sagde, så ville hønen og hanen foran ham flyve op og gale” – hvilket de så gjorde. Siden har der været høns i katedralen
Nu skulle man tro, at det ikke kan være sandt at sønnen kunne overleve i så lang tid i galgen, men til historien hører, at Santiago støttede sønnens fødder, så han ikke blev kvalt, fordi sønnen jo var ganske uskyldig.
Den anden historie er, at den lokale munk - Domingo Garcíia i 1100 tallet viede sit liv for at pilgrimme til Santiago kunne komme gennem de lokale områder, hvor pilgrimsvejen var et af de værste stykker på den tid med bugtende stier gennem marsk og med røvere bag hver busk.
Domingo brugte sit liv på at ombygge pilgrimsvejen, bygge broer, herberger og hospitaler og i det hele brugte sin tid på at hjælpe pilgrimme. Det siges, at når Domingo endelig tog sig et hvil, så fortsatte englene med arbejdet. Han blev helgenkåret under navnet - Santo Domingo de la Calzada - (calzada = bred og god kørevej”) Broen over Oja, der står i dag, er Domingos værk.
Så ære ham i katedralen, at du kan komme godt videre mod Santiago.
Og nu til en af mine egne oplevelser, som gør pilgrimsvandring så uforudsigelig og dog så forudsigelig.
Den 23. april 2012 efter en dag på omkring 28 km i rigtig dårligt vejr, koldt og regnfuldt, lykkedes det mig at overnatte i Grañon i nød herberget, som er på noget der ligner 1. sal i den lokale kirke. Man skal ind fra bagsiden og op ad trappen ved tårnet. Det var der så også mere end 40 andre der havde fundet frem til. Fuldt hus blev der annonceret. Da jeg ankom blev jeg mødt af hospitaleroen, der på engelsk kundgjorde, at ”her betalte man efter evne og tog efter behov”. Da jeg lagde 10 € i cigarkassen, kom der en person og straks tog den igen fra kassen, uden at hospitaleroen så meget som blinkede med øjnene og sagde så tørt ”den havde han nok brug for”.
Fantastisk aftensbord med dejlig salat, pasta i kødsovs og en dessert – youghurt og selvfølge lig brød og rødvin – alt i øvrigt doneret af handlende i omegnen. Og dejlig pilgrimsstemning ved den åbne pejs, med snak og udveksling af oplevelser. Og mere rødvin.
Før vi skulle til at sove, kom den uforudsigelige oplevelse, da vi alle blev budt ind på 1. sal i et kulsort kirkerum. Her viste sig at en af pilgrimmene gav sig til at synge en meget smuk salme, akkompagneret af en ret dårlig guitarist.
Men det at høre en smuk stemme i et stort kulsort kirkerum gav gåsehud. Messen blev også forrettet kun fra levende lys på alteret.
Sovesalen var stuvende fuld, alle lå på nogle tynde madrasser på et iskoldt gulv – jeg i min sovepose iført fleecejakke og vandrebukser. Toilettet var – hvad der føltes som en ½ km væk og igennem en forhindringsbane af sovende og snorkende og lugtende medpilgrimme. En dør som knirkede rædselsfuldt og et overpisset toilet, hvor der næsten var is i vandhanen og et højskyldende toilet, der frembragte nærmest et tordenskrald af fossende vand, når man trak ud. What a night!!!!!
Næste morgen – uden at blive vasket og børste tænder – et let morgenmåltid og så videre ud i en blæs ende og kold morgen.
To huse længere fremme var til stor jubel for mange af os en åben bar – hvor det lykkedes at få børste tænder og få et hæderligt morgenmåltid med tostodas, ost, juice og the og få købt 2 ½l flaske vand til dagens vandring.
Det siges, at mange pilgrimme ikke kom længere en til Villafranca, fordi de ikke havde mod til at vandre igennem skoven på Gåsebjerget. Men der var råd for, at pilgrimmen kunne få syndsforladelse, da by en i middelalderen var sæde for biskoppen. Så hav de den stedlige biskop autoritet til at give syndsforladelse.
Navnet på mange byer langs pilgrimsvejen hedder noget med Villafranca. Årsagen er, at mange franske pilgrimme slog sig ned i de mindre byer, mest på vejen tilbage fra Santiago, når de enten ikke orkede at vandre helt hjem eller ikke havde lyst til at komme hjem til den by, de kom fra eller de slet og ret ikke kunne komme hjem på grund af krig eller an den uorden. Og så var der lige det, at kronen og bispedømmet belønnede pilgrimme som blev boende langs pilgrimsvejen med jord og penge.
Når pilgrimmen kom udaset frem til San Juan de Ortega kunne han dvæle ved en utrolig smuk sarkofag med en prægtig baldakin over inde i kirken ved siden af klosteret. I krypten under, er de jordiske rester af San Juan, der var elev hos Santo Domingo de la Calzada og som ham også blev vejbygmester og et af San Juans værker er broen ved Ages lige uden for byen.
Når du når hertil, har du en smule over 500 km til Santiago.
Efter at have vandret ned på den anden side af Motes de Oca, når pilgrimmen til storbyen Burgos med den imponerende katedral. En af Spaniens største katedraler- Catedral Basílica Metropolitana de Santa María de Burgos – der er på ca. 40.000 etagemeter. Der er 18 side kapeller. Bygget i begyndelsen af 1200 tallet i gotisk stil.
Man kan bruge en hel dag på at gå rundt i katedralen, hvis man er til religiøs kirkekunst og der findes mange exceptionelle kunstgen stande.
Lad mig blot nævne et meget specielt krucifiks, der er i et kapel til højre for hoved ind gangen, hvor katedralens klenodie El Cristo de Burgos hænger. Det siges, at skulpturen har menneskind og at håret og negle skal klippes. Hvilket lyder lidt markabert.
Det var dog ikke det makabre krucifiks, der vakte min største interesse, da jeg besøgte katedralen, men et 1400 tals maleri, der viser Jomfru Maria med Jesusbarnet på skødet. Hendes skarlagensrøde kjole gjorde et utroligt stort indtryk på mig. Og af en eller anden grund har det billede sat sig på min nethinde.
I øvrigt er der også til Burgos knyttet en stridsmand over alle stridsmænd – El Cid – der er eviggjort i kvadet – Cantar de Mio Cid. El Cid fødes i 1043 som lavadelsmand. Hans fødenavn var Rodrigo Diaz del Vivar. Hans levned er en stor ridder værdig og er alt for langt at beskrive her. Men man kan jo ty til at læse kvadet på spansk som nattelæsning. El også kan man gå på Netlix også se filmen om El Cid med Charlton Heeston og Sophia Loren.
I øvrigt er Museo de la Evolucion Humana også bestemt et besøg værd.
Straks pilgrimmen vandre ud af Burgos kommer den magiske højslette – Mesetaen – denne endeløse træløse højslette, hvor varme og kulde kan være frygtindgydende og hvor bebyggelse er en mangel vare.
Mesetaen er vel det stykke af Camino Frances, hvor pilgrimmen virkelig kan når ind til sit inderste jeg og gøre status over – hvorfor er jeg her? Hvad er det jeg har begivet mig ud på? Og her finder sine dybeste indre dialoger på godt og ondt – og hvor afklaringen med sig selv og sin Gud ofte finder en løsning eller at det hele kan ende i en uforløst frustration. Det er måske også her, at man gør status over sit tidligere og nuværende liv og hvor tanken om et nyt anderledes liv fødes. Og hvor bekræfte sen på, at jeg vil noget nyt skal realiseres.
Det siges, at når man først har pilgrimsvandret vend er man tilbage som et andet menneske og det siges også, at han man først vandret en camino, så vender man tilbage.
For mit vedkommende kan jeg kun bekræfte begge udsagn.
Ude på Mesetaen snart efter Burgos kommer pilgrimmen igennem nogle få byer, hvor der er et par jo jeg vil nævne – Castrojeriz og Frómista.
Når man har gået Camino France vil bl. a. de to byers navne kunne huskes – Castrojeriz – på grund af at byen kan ses langt fra, da den ligger på en bakketop og er et landpunkt og på grund af navnet. Fromista på grund af et par interessante kirker og godt sted at hvile eller overnatte.
Men først til Castrojeriz. Borgen ved byen var et meget vigtig i forbindelse med la reconquiata (tilbage erobringen af land/område fra muslimerne. I dag er borgen bare en af de mange ruiner, som er langs caminoen.
Imidlertid er det mærkværdigste i byen kirken Colegiata de la Virgen de Manzano. d.v.s. "Jomfruen af æblet” (??) Den er opkaldt efter det æbletræ, hvor kirkens smukke madonna billede blev fundet efter at Santiago på sin hvide hest i et gigantisk spring hoppede ned fra borgen og landede i træet, hvilket lyder en smule ubekvemt, men uden tvivl dæmpede faldet. Uden for kirkens søndre dør findes en sten, som har et aftryk af hestens hove og på kirkedøren findes 4 hestesko sømmet op, og det påståsat det var Santiagos hest som efter lod dem der.
Når pilgrimmen har krydset Canal Castilla, kan denne vandre ind i Frómista, en lille by midt ude i ingenting.
Frómista er et vigtigt punkt på pilgrimsvejen og er allerede nævnt i Codex Calixtinus (se Historier og legender 1) årsagen er Iglesia de San Martin fra 1066 Doña Mayor (dronningen fra Puente de la Reina), som lod den bygge. Kirken er en udsøgt romask kirke, der gennemgik en omfattende renovering i 1893. Som er meget omdiskuteret. Kirken er berømt for sin velbalanceret arkitektur. Den bruges ikke til gudstjenester men er et national monument.
Den er særegen ved at kirken inde har over et hundrede kapitæler på pillerne og der er hugget nogle besynderlige væsener og både hedenske og kristne figurer og nogle tegn som viser hen mod Frimurerne, hvor stenhuggerne i middelalderen overleverede deres hemmeligheder og stenhugning.
Den anden kirke Iglesia San Predo fra 1500 tallet er faktisk også et besøg værd, selv om den ikke er så spektakulær som San Martin. I kirken findes en skulptur af Sankt Peter og Sankt Paul (apostlen Paulus).
Tænk over når I nu vandre på caminoen, at hver by har sin historie – stor eller lille – men næsten altid en historie der på en eller anden måde knytter sig pilgrimsvejen.
Når, men León har også en anden seværdighed – naturligvis ud over katedralen - Santa Maria de la Regla , som du endelige ikke må glemme at besøge. Katedralen har nogle skønne glasmosaik ruder, der giver et fantastisk lys, især rosenvinduet. Flere af ruderne er fra 1200 og 1300 tallet.
Siger Gaudi dig noget? Det første du sikkert tænker på er Sagrada Familia i Barcelona. Men, denne enspænder af en arkitekt, har også lagt sig landmær ker andre steder. Bl.a. den imposante bygning: Casa Botines på gågaden i León.
Du skal også besøge Bacilica San Isodoro, hvor der opbevares nogle utrolige kostbarheder givet som gaver til bl.a. spanske konger gennem tiderne.
For den spillelystne, kunne et besøg i Capilla de Nuestra Señora de Dado (Vor Fru af Terningen) (??)
Til kirken knytter sig en figur, som tilskrives mirakuløse egenskaber. Kapellet har fået sit navn af, at en spiller, der havde tabt stort i et spil, i et vredesudbrud kastede sine terninger på figuren og traf Jesus barnet i ansigtet, hvorved det straks begyndte at bløde.
På vej ud af León, kan man slet ikke undgå at møde Hostal San Marcos – det ligger på pilgrimsvejen ud af León om man følger Camino Frances eller følger Camino San Salvador. Hostallet ligger ved middelalderbroen pilgrimmen skal over.
I næste by mod vest efter León, kommer pilgrimmen igennem Virgen del Camino, i øvrigt en rædselsfuld by langs en befærdet vej. I slutningen af byen, ikke langt fra hvor pilgrimmen skal beslutte om der skal vandres til venstre eller lige ud, ligger Camino Frnaces enes nye kirke – bygget i 1961/62 – Virgen del Camino, der i manges øjne er en kirke bygning som de lokale kalder ”et mellemamerikansk collegebibliotek” Facaden prydes at et vældigt broncerelief på 6 m i højden, som fortæller om Jomfru Maria og de tolv apostle.
Næste gang skal I høre om hvad der skete i 1434 på broen i Hospital de Òrbigo.
Jeg lovede Jer at fortælle om hændelsen på broen over Rio Órbigo. Men først skal vi lige vandre nogle kilometer på Kastilliens flade landskab – nok lidt trist vandring uden den store interesse – men fortvivl ikke – der kommer senere udfordringer nok mod Astorga – næste katedralby.
I Villavante – en lille flække – nogle få km før Hospital de Órbigo – efter at have vandret over en jernbanebro - kan den trætte pilgrim overnatte i Mollino Galochos, et A&C (=B&B), som ligger lige ud til caminoen.
Der har jeg overnattet to gange, i 2012 da jeg pilgrimsvandre alene og 2013, da jeg havde min søn med på slæb (rettere var nu ham, der havde mig med på slæb), et par skønne overnatninger. Begge gange var det et frygteligt regnvejr fra Léon mod Astorga og pilgrims vejen var et pløre og ælte og beskidte og våde var vi. Her blev vi modtaget med en herlig skoldhed suppe og hjemmebagt brød til.
Et utrolig venligt værtspar, der driver stedet, som er en gammel vandmølle, der er totalt renoveret i grov spansk stil med højt til loftet i pejsestuen, hvor en å render igennem. Der er dog en stor glasplade over, så man kan se vandet rende nedenunder. Dejlige værelser med alle bekvemmeligheder og dejlig aftens mad og morgenmad. Og sød værtinde som hygger om sine gæster.
Så fik jeg anbefalet stedet – sorry,
Og så til historien fra broen over Órbigo.
I 1434 var broen skueplads i hele 30 dage – 15 før den 25. juli (det er Santiagos fødselsdag) og 15 dage efter.
Den standhaftige ridder hed Suero de Quiñones og han var noget af en vigtigper. For at vise hvor stor en kærlighed han havde til en Doña og for at vise sit heltemod og for at bevise at han ikke frygtede noget, bar han hver torsdag en tung jernring om halsen. Men hun var faktisk ligeglad med ham.
Så kundgjorde han, at han med kongens bemyndigelse og til sin Doñas ære, skulle være på broen over Rio Òrbigo og der bryde lanse med hvilken som helst ridder. Den udfordring han kaste de i ansigtet på dem som han mødte på broen var, at ingen ridder fik passere, om han ikke erkendte, at hans egen Doña ikke var ligeså smuk og skøn om Sueros, en forulempning ingen ridder kunne sidde overhørig. Kun kongen og den lokale Adelsmand var undtaget fra udfordring, hvilket de sikkert var lettede over, for ikke at skulle kæmpe imod denne romantiske galning.
Galningen lod på flodbredden bygge en kampbane og endog herberge, messetelte og der var herolder med trompeter og meget mere.
Der kom riddere fra nær og fjern, tyske, franske, spanske og italienske og i alt blev det til 300 kampe på godt og ondt, men Suero og hans ridderhold blev ubesejret.
Det siges, at Suero efterfølgende gjorde en pilgrims rejse til Santiago og der overbragte et juvelbesat halssmykke, som i dag opbevares i Katedralmuseet og det skulle hænge på Santiago Alfeo, altså Jacobs søn (???).
Suero fik til sidst sin Doña Leonor de Tavor som ægteviv. Andet havde vel også været synd for ham med den iver han havde lagt for dagen.
Det siges, at står man på broen og kikker sydover mod poppellundene og flodens sydlige side – og skærper man blikket – så kan man se de flotte vimpler på riddernes lanser bugte sig i vinden og høre hestenes prust og vrinsk og riddernes og deres damers latter.
Så har du tid en varm eftermiddag, så stå på denne næsten 300 m lange og så meget imponerende bro og se og hør om du kan opleve fænomenet.
Det er opfattelsen at Cervantes – i ved ham den spanske forfatter der skrev Don Quijote – havde Suero som figur for historien om den bedrøvelige ridder Don Quijote, der kæmper for sin Doña Dulcineas ære.
Og så skal vi altså videre mod Astorga.
Som nævnt er der to muligheder at vandre mod Astorga fra Virgen del Camino, enten til venstre ved kirken og ud over markerne på sletten gennem Chozas de Abajo og Villar de Mazarife eller ruten langs med landevejen. Og i Hospital de Órbigo er der også 2 muligheder - igen langs landevejen 621, eller ud over terrænet. Jeg har vandrer begge og fandt den gennem landskabet, som den jeg foretrak.
Inden pilgrimmen kommer ind i Astorga, skal denne over jernbanelinjen. Det sker ved at man vandre over et stykke ingeniørkunst af en jernbro. Jeg har aldrig set et så indviklet gang system, men der er en menig med galskaben. Den virker 1 km lang. Men oplev den selv – og så ryst på hovedet bagefter.
Du kan se katedralen i Astorga på lang afstand og den er et landmærke. Astorga er en handelsby på ca. 15.000 indbyggere og den er kendt for to ting: Chokolade og Bispepaladset ved katedralen. Godt nok to noget forskellige ting.
Katedralen – Catedral de Santa Maria – er det ikke lykkedes mig på mine to vandringer at få beset indefra, da åbningstiderne er nogle mærkelige akavede for pilgrimme.
Tager vi chokoladen. Kakaobønnen kom til Spanien i forbindelse med erobringen af Sydamerika i 1400 tallet og den chokolade der blev fabrikeret i de 49 chokoladeværksteder var og er fortsat værdsat i hele Spanien. Så prøv chokoladen, når du nu er i byen.
Bispespalads? Ja, der har vi igen Gaudi, som fik til opgave at tegne og for bispedømmet lade opføre et bispepalads, der blev opført fra 1886 til 1913. Forløbet var noget indviklet – som det ofte var ved Gaudis projekter og byggerier – så da bispen, som gav Gaudi opgaven døde og den nye biskop aldeles afskyede arkitekturen, så blev Gaudi sat fra bestillingen og efterfølgende ønskede biskoppen ikke at benytte bygningen. Og siden 1963 har den så huset Museo los Caminos.
Bygningen bryder med alle andre nabobygningers arkitektur og er en ene, men den er et besøg værd både inde og ude.
Astorga er en god by at tage ophold i og om sommeren er der et vældigt leben på Plaza Mayor om aftenen, hvor byens borgere lever udendørs.
Efter Astorga skal pilgrimmen nu til at tage sig sammen, for nu skal der vandres op (der er ca. 500 højdemeter) til passet over Montes de León. Denne del af caminoen betragtes nok af mange som et af de mere strabadserende stykker på Camino Frances ved Foncebadón og Manjarin men også et af de ste der som mange, ser frem til at passere. Ikke for flækkernes skønhed, men for at aflægge et lille ritual ved, når passet passeres.
Netop mellem Foncebadón og Majarin – på det høje ste sted i kote 1.531 m er et af mange pilgrimmes højdepunkter – Cruz de Ferro – Jernkorset.
Der knytter sig mange historier til stedet, som har været kendt fra hedensk tid, som et væsentligt land mærke på udløberen mod sydvest af De Kantabriske Bjerge. Selv romerne beskriver stedet (men de har jo også været alle mulige og umulige steder på den Iberiske halvø)
Traditionen tilskriver, at man tager en sten af en passende størrelse med fra sin hjemstavn eller sin mark og bær den til Cruz de Ferro, hvor man smider den, i den i øvrigt høje bunke af sten, som er i forvejen og gør det som tegn på, at de byrder man tog med sig på sin pilgrimsvandring, kan man nu kaste af sig, og herfra vandre man, som et lettere menneske til Santiago. PS: Husk nu at stenen skal svare til størrelsen af de byrder man ønsker at kaste af sig.
Det mærkelig er faktisk, at man efter mødet med Cruz de Ferro føler sig lettet og mere motiveret for at fortsætte vandringen, men det ligger måske i, at man nu skal vandre godt 1.000 højdemeter ned på de godt og vel 25 km mod Ponferrada.
Inden pilgrimmen vandre ned skal denne forbi Majarin, hvor der – da jeg vandrede forbi i 2012 og 2013 var et noget spøjst albergue, der blev bestyret af Thomas – der mente, at han var det sidste tempel ridder. Han havde for vane, at ringe med en klokke hver gang der gik en pilgrim forbi. Hvis han fortsat har den vane, så må han da have fået den klokke ringning automatiseret. Med det antal pilgrimme der nu vandre forbi kan han vel ikke bestille andet.
Ponferrada – tempelridder by og byen med jernbroen – Pons ferrata. Omkring 1082 be ordrede biskop Osmund, at der skulle bygges en bro. Den blev forstærket med jern. Deraf navnet på byen. Poferrada er i dag en middel stor købstad med livlig aktivitet.
Fra 1178 og frem til tempelridderordenens katastrofale opløsning i 1400 tallet herskede tempelridderne over området op til Montes de Oca mod øst og frem til O Cebreiro mod vest, og i det område gav de pilgrimme beskyttelse.
Tempelridderborgen i Ponferrada er på ca. 8.000 m2 og er op gennem tiden blevet tilbygget og ombygget adskillige gange og står i dag som et meget fint eksempel på middelalder borgbyggeri. Den er bestemt et besøg værd og især det bibliotek der er indrettet, er værd at besøge, hvor der er en udsøgt samling af middelalder byger, håndskrevne med nogle imponerende farvelagte tegninger af datidens nobiliteter, deres heste, våbenskjolde m.v. Der er også en stor samling bøger udstillet hvor blomster, urter, dyr m.v. er afbilledet.
I Paolo Coelho’s bog ”Pilgrimmen”, beskriver han sin deltagelse i eksotiske ceremonier i den gamle tempelridderborg. I et af borgtårnene er en udstilling af datidens ridderuniformer, som bestemt også er et besøg værd.
I øvrigt har Paolo Coelhos bog om hans pilgrimsfærd til Santiago, betydet at mange der har læst bogen efterfølgende er blevet inspireret til at følge i hans fodspor.
Jeg læste bogen før jeg selv pilgrimsvandrede første gang og jeg må indrømme, at den ikke sagde mig så meget, men efterfølgende hvor jeg igen har læst den, fik jeg et noget andet og langt mere positivt syn på fortællingen og kunne genkende interessante passager fra min egen oplevelse og vandring.
Der er også en række andre museer i byen foruden et klokketårn fra det 1600 århundrede.
I Ponferrada er der to pilgrimsruter ud af byen, den ene der går lige ud af byen – Camino Frances, hvor imod den anden grå til højre mod Otero og ned over Rio Sil og langs med den – Camino de Invierno
Da vi skal af Camino Frances vandre pilgrimmen mod Villafranca del Bierzo, men inden da lidt fra caminoen ligger det besynderlige og mærkelige og særprægede landskab Las Médulas, hvor romerne grave guld og andre mineraler og sikrede Rom vel stand. (Man vandre forbi Las Médulas på Camino de Invierno – det er i øvrigt en turistfælde af værste skuffe)
I Cacabelos – en lille flække – i Igesia Santuario de la Quinta Angustia er en sort Madonna figur og yderligere et besynderligt værk ved indgangen til sakristiet forestillende jesusbarnet som spiller kort (??) med Sankt Antonius. Det er tarotkort.
I Villafranca de Bierzo – der ligger smukt i en dal mellem høje bjerge, hvor floderne Burbia og Valcarce flyder sammen. Byen er kendt for Iglesia de Santiago fra 1100 tallet, der er en enkel romansk kirke, der ligger lidt ensomt i udkanten af byen og nær alberguet og i nordportalen, hvor der er beskedne udsmykninger, har denne portal den særlige betydning, som Puerta de Perdón. Det siges, at i middelalderen nåede mange pilgrimme kun hertil og når de endelig nåede at røre døren og fik deres syndsforladelse, faldt de udmattede om og døde, hvorefter de blev begravet på den tilgrænsende kirkegård. Så her kunne pilgrimmen opnå den samme syndsforladelse som i Santiago de Compostela.
Strækningen gennem dalen ansås i middelalderen som ekstrem farlig på grund at røverbander, hvor for der blev bygget 2 borge - Castro de Vega og Sarracín - for at overvåge caminoen. Begge er borg ruiner, men Sarracin er fortsat et imponerende syn.
Nu mærkes det at vi er på vej ind i Galicien, denne mærkelige provins med keltiske rødder og sine særlige mystiske traditioner og ikke at forglemme – det uforudsigelige vejr.
Og vejen bliver nu mere drøj at vandre, hvor pilgrimmen nu igen skal vandre op, denne gang til O Cebreiro.
For at komme til O Cebreiro, vil pilgrimmen blive udfordret af en barsk vandring, hvis denne aldrig har begivet sig højere op end Himmelbjerget og Yding Skovhøj. Den første gang strækningen vandres, kan den godt give sved på panden i +35C og så men også i regn tøj og tåge og +5C, hvis det ikke er om vinteren der vandres, hvor der kan være meter høj sne. Vi er ved indgangen til Galicien, denne mærkelige provins, hvor vejret er ret uforudsigelig og kan slå om fra det ene øjeblik til det andet, fra skønt vejr og sol til regn og blæst og kulde.
Så sørg for at have påklædning med til alt slags vejr, når I begiver Jer ud på Camino Frances. Det er ikke altid en skovtur i solskin hele caminoen igennem.
Vandringen fra Villafranca Bierzo til O Cebreiro finder mange også noget af det smukkeste på Camino Frances. Sikkert fordi landskabet er så vildt og i forårstiden fantastisk smukt med bakker i alle mulige farver og grønne dale.
Nok kommer man igennem en række små by er på ruten, hvor det er muligt at kunne slappe af på en bar eller to på vejen op til pashøjden i ca. 1.350 m. Den nok ikke så erfaren pilgrim kan godt blive noget træt på de godt 25 km, som dagens vandring kan blive på og stopper i en af de små byers overnatningssteder, albergues eller hostals eller i en bar med nogle få værelser inden pashøjden.
For næste dag frisk at fortsætte vandringen op.
Selv gjorde jeg stop i La Laguna og havde et dejligt enkelt værelse i den cafe der netop var åbnet der, og sammen med pilgrimme fra USA, Frankrig, Italien, Sverige, Tyskland og så mig fra Danmark, havde en skøn aften i et dejligt fællesskab, hvor snakken gik på alle sprog, og kunne den ene ikke et af dem, ja, så kunne en anden oversætte. Det er det som er så fascinerende ved caminoen – det som oftest betegnes som ”caminoånd” og beriger og modner den enkelte pilgrim og ofte giver nye venskaber, giver fortælle lyst og åbenhed fra den måske lidt forsagte, og hjælpsomhed fra den stærke til den svage og giver mod og lyst til at kende livet fra en anden side end den grå hverdag. Og selvom det blev sent efter nogle flasker vin, så er man frisk og klar til færdens sidste mil mod Santiago
O Cebreiro – hvad er det som er så interessant ved den lille flække på bjergtoppen – er det beliggenheden i sig selv? Er det det fantastiske natursceneri ved pashøjden? Er det de mærkelige huse – pallozas – lave stenhuse med stråtag? Er det de mærkelige bygninger på fødder – hórres – der er til opbevaring af afgrøder? Er det den lille ældgamle kirke? Er det på grund af alberguet, som har været her i 1100 år? Eller er det den særlige åndelige følelse af noget, man måske storladent kan kalde hellighed? Eller er det bare fordi det hele opfat tes som en turistfælde?
Afgør det selv, når du en dag om morgenen står og spejder ud over landskabet hvor der mellem bjerg ene og dalene, er som om det er et hav, men som blot er fyldtop med en stor skybanke.
I kirken, som er bygget i 836 og nogen mener at Den Hellige Gral (kalken) er i netop i den kirke her i O Cebreiro. Men der er jo mange andre kirker som også gøre krav på den ret.
Men under alle omstændigheder er kalken i kirken tilskrevet et under i slutningen af 1200 tallet.
I den nærliggende by Barxamajor fandtes en gammel fårehyrde Juan Santín, som hver eneste dag troligt vandre til kirken for at deltage i messen, i mange tilfælde var der kun ham og præsten. En morgen var det en forfærdelig snestorm og den lade præst håbede at fårehyrden ikke mødte op.
Det gjorden han dog, og præsten kommenterede lettere irriteret, at det kun var en dåre som gik ud i et sådant vejr bare for at tilbede lidt brød og vin.
Samtidig som han sagde dette fyldtes kirken af et tordenskrald og kirken blev lyst op af et lyn, og på alteret forvandledes brødet til kød og vinen i kalken til blod. Og det siges, at man kunne høre Jesu røst tale til præsten: ” Også jeg er kommet for at deltage i messen i nat, for jeg er også en hyrde”.
Det transformerede brønd og vin opbevares i kirken i et relikvieskrin af krystal skænket i 1486 af Los Reyes Catolicos – kong Ferdinand og dronning Isabella.
Og nu skal vi så videre mod klosteret i Samos.
Nu begynder terrænet igen at falde ca. 600 højdemeter mod Triacastela og klosteret i Samos. Inden da skal der vandres forbi Alto de San Roque, hvor der er en bronchestatue af en pilgrim, der slider sig igennem blæsten i de nøgne højder.
Her er landskabet rådt og vildt og bakket med nogle fantastiske udsigtpunkter. En italiensk pilgrim beretter fra 1743, at der var sat mange små trækors i jorden, som markerede pilgrimme som var røvet og myrdet. PS: Der står ingen kors af den slags i dag på stedet. Men nu hvor vi er ved gravsteder for afdøde på caminoen, så er der efter hånden nogle styk ker fra nyere tid, nogen smukkere end andre.
Triacastela betyder ”De tre borge”, men ingen af dem findes i dag. Men inden byen vandres over Rio Sarria. Byen er lille og søvnig og jeg havde fornøjelsen at overnatte i byen. Den aften – inden jeg begav mig til aftensmad – gik jeg ind i den lokale kirke Ingesia de Santiago – ikke nogen prangende kirke – hvor der skulle holdes aftensmesse. Vi var vel under en halv snes pilgrimme og nogle få ældre lokale sogne børn til messen.
Før nadveren, bad præsten os pilgrimme om at komme op bag alteret og spurgte hver af om vores nationalitet og som dansk, fik eg udleveret et Ark A 4, hvor der var skrevet, hvad jeg kunne læse, en bøn på dansk. Min sidemand var tysk og jeg kunne se at hans var skrevet på tysk.
Præsten spurgte om der var en af os der kunne oversætte fra spansk til engelsk og en amerikansk pilgrim, der i øvrigt var præst, blev tolk og tolkede resten af forløbet. Vi skulle på tur på vort modersmål op til alteret og læs den udleverede bør op. Jeg tror at det for mange af os var et rørende øjeblik, sådan at blive en del af messen.
Vi fik tildelt nadveren og fik en velsignelse med på resten af pilgrimsvandringen og et ønske om, at vi alle kom godt og sikkert frem til Santiago. Da messen var tilendebragt sad flere af os lidt i kirken og havde en stille stund.
Da jeg gik ud af kirken, stod præsten og tissede op ad kirketårnet, som noget af det mest naturlige og gav mig et nik til farvel. Sådan er verdens gang.
Efter Tracastela deler pilgrimsvejen sig – en over Samos – og en anden over San Xil. Jeg har vandret dem begge og kan kun anbefale at vandre ned til klosteret i Samos.
Men inden der vandres videre, var det skik på tiden da katedralen i Santiago var under sin første opførelse, at pilgrimme her skal samle en sten kalksten op og bære den til Castañeda i nærheden af Santiago de Compostela, der hvor der blev lavet kalk til byggeriet.
Klosteret i Samos – Monasterio de los Santos Julián y Basilisa er et af Spaniens ældste klostre med spor tilbage til 500 tallet. Samos kloster og klosteret i den franske by Cluny, var de herskende kulturcentret i middelalderen og en inskription kan man læse ”Claustrum sine librario sicut castrum sine armentario” = Et kloster uden bibliotek er som en borg uden våben. I klosterets bibliotek opbevares mange bogskatte.
Her skal nævnes, at abbederne i de to klostre var nogle dygtige politikere og spindoktorer, som kunne fremme kirkens interesser hos såvel det spanke hof som det tyskfranske hof og havde gode forbindelser til paven. Og det siges, at det var med til at fremme pilgrimsvæsenet mod Santiago for at holde muslimerne på sydsiden af Pyrenæerne. Og var med til at udvikle grundlaget før de første korstog til Jerusalem.
Desværre har jeg ikke haft fornøjelsen at overnatte i klosteret i Samos, men det siges at være en dejlig oplevelse.
Næste større by er Sarria, hvor mange pilgrimme starter deres pilgrimsvandring til Santiago og det af gode grunde – så det må I vente med at høre til næste afsnit.
Sarria har jeg aldrig fundet særlig tiltrækkende, måske fordi jeg kun har vandre igennem byen af caminoen. Dog kan jeg huske fik jeg et flot rødt stempel i mit pilgrimspas i kirken der ligger ved den lange trappe, man skal vandre op ad.
Baggrunden for at mange pilgrimme begynder deres pilgrimsvandring i Sarria er, at der der fra er ca. 117 km til Santiago. For at få det af mange eftertragte Compostela – bevis på at man har gennemført en pilgrimsvandring, så kræves det, at pilgrimmen kan dokumentere ved stempler i sit pilgrimspas, at have vandret de sidste 100 km, og det krav opfylder byen ved sin placering.
I øvrigt kræves det, at der er to stempler pr. dag i pilgrimspasset de sidste 100 km uanset hvor pilgrimmen i øvrigt er startet, om det så er hjemmefra.
Husk i øvrigt at købe et pilgrimspas – gerne hjemmefra hos den danske Santiago Pilgrims forening – og gå så til din lokale kirke og få præsten til at give dig det første stempel og få en velsignelse. For dig og præsten er det ofte en stor oplevelse, for ikke alle præster har prøvet det ritual før.
Når vi skal videre – vi skal nemlig fortsat mod vest – og 17 km fra Sarria, står i hvert fald i 2012 og 2013 en kilometersten i granit bemalet med 100 km – nok den mest fotograferede sten på Camino Frances.
Og sjov nok så er der ikke 100 km til Santiago derfra, men 105 km (sådan er der mange finurlig heder på caminoen).
Cirka en sne kilometer fra Sarria, ligger Portomarin. Byen som er blevet flyttet for at give mulighed for at lave en stor kunstig sø i 50’erne under Franco styret. Ikke langt fra går floderne Miño og Ferreira sammen og det er udnyttet og vandet bruges dels til vanding og dels til at producere elektricitet.
Når vandstanden er lav, kan man på bunden se den gamle by. Nok var beboerne chokeret over at skulle blive tvangsflyttet op på skråningen, men at de ikke kunne få deres gamle kirke med, var for meget. End en på historien er, at den gamle kirke blev pillet ned sten for sten og efterfølgende rejst sten for sten i den nye by.
En række byer ligger nu som perler på en snor og tilbyder pilgrimme gode overnatningssteder, sådan i Palas de Rei – der har sit navn efter at et palads som den vestgotiske konge Witiza lod bygge længe før romerne indfandt sig. Og så skal det nævnes, at strækningen mellem Portomarin og Palas de Rei i middelalderen var noget af en skændsel, idet stedet var det rene udendørs bordel, hvor billige og villige damer bød sig til over for de ydmyge pilgrimmene og det medførte at kirken lyste byerne og beboerne i band. Sådan noget uvæsen kunne ikke tillades, så tæt på Santiago.
Melide var og er fortsat et pilgrimsknudepunkt. Her gå Camino Frances sammen med Camino Primitivo. I Melide siges det, at man kan spise de bedst tilberedte – pulpu - blæksprutter i Spanien (og så er der næsten 200 km til havet ????). Dem man får serveret i Santiago, Santander og i andre kystbyer er faktisk også lige så gode.
Herfra er der nu lidt over 50 km til Santiago – og det kan mærkes.
Der er mange pilgrimme på caminoen nu – især i højsæsonen – op mod en kvart million pilgrimme p.a. vandre til katedralen i Santiago og de fleste skal den samme vej. Her kommer både de slidte pilgrimme, der har mere end op mod 800 til 1.000 km bag sig og de, som er begyndt for få dage siden og som kommer i rene vandresko og hjemmevasket vandre tøj med små rygsække og en flaske vand i hånden. Og når mange mennesker er sammen, så opstår der lidt skærmydsler ind i mellem, når der ved barens toilet er kø eller der ikke er siddepladser nok i baren eller der ikke er flere tostadas eller Magaritas, så er det ikke altid næstekærligheden er i højsædet, eller når der ikke er flere ledige senge i alberguet eller at hostallet ikke har flere ledige værelser og sidste pizzaria er lukket og slukket.
En af de mere besøgte, men oprigtigt kedelige byer er Arzua.
Arzua ligger inden for en god dagsvandring fra Santiago. Så der er mange som planlægger den sidste overnatning i Azura for at vandre en god maraton til Santiago de Compostela næste dag. Jeg har selv gjort det et par gange.
Arzua er en by læggende langs en landevej strækkende over 4 km med en husrække langs hovedvejen og i den vestligste ende ligger den gamle bydel som man vandret ud af byen igen nem og ud gennem et skovområde. I øvrigt er strækningen herfra og til Santiago et noget bakket landskab med en del højdemeter.
Som nævnt har jeg vandre herfra til Santiago et par gange, startende ud i mørke med lys fra enten en pandelampe eller fra mobiltelefonen kan man med forsigtighed finde vej i den labyrint af sidestier. Den første gang var jeg dog blevet noget fortabt. Jeg kunne høre noget vand risle, men jeg kunne intet se. Pandelampen var gået ud og daværende mobiltelefon gav ikke noget lys. Noget fortabt sagde jeg til mig selv – ”hvis Gud vil have mig til Santiago, nu hvor jeg har vandret næste 900 km for til Hans ære, så må Han vise af hvilken af de 3 stier jeg skal gå” – svaret ude blev måske? Men min tanke var at tage den bredeste og den sti som gik mest opad. Det var så den rigtige – jeg kom til Santiago.
Anden gang var i et forfærdeligt regnvejr sammen med min søn og vi diskuterede højlydt om vi skulle den ene eller den anden vej flere gange, igen fordi vi ikke tydeligt kunne se de gule pile eller markeringsstenene.
Ved Lavacolla - omkring midtvejs på dagens vand ring til Santiago de Compostela – ligger i dag Santiagos lufthavn.
I middelalderen havde en høj her en fremtræden plads i legenderne omkring Sankt Jacob. En af de prøvelser som den hedenske dronning Lupa udsatte Santiagos disciple for var at spænde de vilde okser for kærren for at føre liget af ham til Mont Ilicina. Hun sikrede sig, at ingen nævnte de ildsprudlende drager, der på den tid hærgede området. Med støtte fra deres tro o Santiagos kræfter, lykkedes det imid lertid hans disciple at drive dragerne på flugt og tæmme okserne. Bjerget blev døbt Pico Sacro og i dag er der et romansk kapel – Ermita de San Sebastian.
Jeg har i et tidligere afsnit fortalt om, at pilgrimmene inden de vandrede ind i Santiago, vaskede sig, så de lugtede mindre grimt og var lidt renene og var fri for lus og andre smådyr.
Lidt længere fremme kommer pilgrimmen til Mote Gozo – Glædens Bjerg – hvor det efter traditionen var, at den som kunne se tårnene på katedralen først, fik den store ære at lede gruppen af medpilgrimme sikkert til katedralen og være den første i gruppen til at ære Sankt Jacob ved ankomsten.
I 1105 lod biskop Gelmirez bygge et kapel – Santa Cruz del Gozo – på stedet og lidt neden for ligger et af de største albergues på caminos , der siges at kunne rumme over 500 pilgrimme og sidst men ikke mindst er der i 1989 opsat et monument til ære for Pave Johannes Paulus II’s besøg. Efter min menig bør han vende sig i graven over, at man kunne opsætte et så rædselsfuldt monumentet til hans ære. Gud være lovet - er det nu revet ned. Sikke en lettelse.
Der er dog stadig en bid vej til ca. 5 km til katedral en. Pilgrimmen skal lige først over en uinteressant bro over motorvejen og Rio Sar for at vandre ind mod Santiago gennem forstaden og videre op til den gamle bydel mod katedralen.
Min er faring fra første pilgrimsvandring er, at jo tættere på man komme sit endemål, jo større blive følelserne om mødet med det, som man har stræbt efter og som man har gjort så meget for at nå frem til, de afsavn man har gjort, de møjsomme timer på pilgrimsvejen i alt salgs vejr, de ensomme stunder med egne tanker, de glade stunder med dejlige med pilgrimme og de fantasier om mødet med Sankt Jacob overvældende forløses.
Når man så endelig træder ind på katedralpladsen – Praza de Obradoiro - og ser katedralens tårne, de mange andre pilgrimme, som står og omfavner hinanden med glade smil og tåre i øjnene, så forløses ens egne følelser på samme måde og mange bryder egen facade ved at bryde ud i tåre og ofte højlydt på eget sprog råder ” JEG gjorde det”
I skal ikke snydes for lidt rådgivning, når I nu er kommet til Santiago, så det kan i høre om i det sidste afsnit om Camino Frances.
Når pilgrimmen har tørret tårerne af kinderne og fået samlet sig efter den glade ankomst, er det nu tid til den sidste del af pilgrimsvand ringen – vandringen ind i katedralen. Katedralen ligger faktisk ud til fire plaser – den største Plaza de Obradoiro – som mange mener er en af det flotteste pladser i verden. De to andre er Plaza de la Azabachería ved Norportalen og den sidste Plaza de la Quintana ved Østportalen og Puerta Santa. Plaza de las Platerías med Sydportalen. Så kom vi vist hele vejen rundt.
Jeg vil ikke beskrive katedralen, den skal I selv have fornøjelsen at opleve med egne øjne og deltage i den daglige pilgrimsmesse, der holdes kl. 12.00 ofte i en stuvende fuld katedral.
Desværre er det med katedraler, at de er for evigheden, hvorfor de også må holdes vedlige og i disse år, så er turen kommet til katedralen i Santiago, som er under renovering både ude og inde, og derfor er dele af katedralen ikke tilgængelig i endnu mere et år.
Et af de store øjeblikke er ellers når det store røgelseskar – Botafumeiro – dette 80 kg store sølv røgelseskar af 8 mand svinges gennem tværskibet i katedralen. En fantastisk oplevelse og syn, når dette store røgelseskar svinges så det næsten rør loftet og kommer susende ned forbi alteret med en røgfane efter sig og retur flere gange.
Den oplevelse er desværre ikke tilgængelig nu i en længere periode.
En af traditionerne er, at pilgrimmen som sit sidste gøremål på pilgrimsfærden går op i den store alter tavle og fra bagsiden af Sankt Jacobs statuen giver denne et kram og hvis lejligheden byder sig, siger en stile takkebøn for at han har støttet pilgrimmen på hans færd. Efterfølgende går man ned i krypten under alteret og viser relikvieskrinet med Sankt Jakobs jordiske rester den sidste ære og knæler et øjeblik. Herfra en man så fritaget sine pilgrimsforpligtelser og kan kalde sig turist.
Er man til, at det udfyldte pilgrimspas med de mange farvestrålende stempler skal indløses med et Compostela, som er kirkens bevis på at man har vandret en camino, så skal man hen på katedralens pilgrimskontor. Og der skal man for det meste have tålmodighed. Time lang kø for hos det frivillige personale dokumentere sin pilgrimsfærd ved at forevise pilgrimspasset, der granskes og for den som har vandret på religiøs eller kulturmæssig bag grund, kan så få udstedt et Compostela på latin med ens fornavn stavet på latin. For mit vedkommende er det stavet forskelligt hver gang. Men det gør det jo ikke mindre værd. Man kan også få et afstands bevis, der bekræfter at man har vandret en hel camino eller en del af den, med navn og antal kilo meter.
Santiago skal opleves og her er det ikke min opgave at være guide i byen, men blot nævne, at den gamle bydel omkring katedralen er den de fleste opholder sig i, når man kommer som pilgrim første gang, fordi der er så mange ting man gerne vil opleve, de sjove og rørende optrin når nye pilgrimme kommer vandrende ind, gadesælgerne og gadegøglerne, de mange cafeer og restauranter og det leben som et på et stort internationalt mødested.
Første gang er det vemodigt at tage afsked med Santiago de Compostela, dette forjættede sted der ude længst vest på nær Verdens Ende i dette mærke lige land Galicien, hvor mystik og keltiske tradition er fortsat holdes i hævd og hvor eucalyptustræer gror og hvor et af den kristne verdens tre store pilgrimsmål ligger.
Og tænk så, at næsten 300.000 andre mennesker hvert år tager sig tid til at vandre til dette sted, mennesker fra alverdens lande mødes her forenet i et mål – at vandre en camino i Spanien til Santiago de Compostela.
Et lille vers - som jeg fandt i en bog om Caminoen oversat fra engelsk
Vejen har ingen begyndelse
og vejen har ingen ende
Byerne som den binder sammen
og som den igen skille.
Lige nu er det rette øjeblik
og timen er timen at starte
og gøre dig selv til pilgrim
på vejen til Santiago
Buen Camino
De 7 pilgrimsdyder er:Frihed, enkelhed, langsomlighed, stilhed, bekymringsløshed, åndelighed og fællesskab.
De består stadig som eviggyldige udsagn og gør kontinuitet fra fortid til nutid, som den stav den moderne pilgrim kan støtte sig ved
Camino France
Camino Frances går fra Saint Pied de Port til Santiago de Compostela.
Pilgrimsvejen er ca. 900 km lang og går gennem nogle af de flottes provinser i Spanien.
Caminoen går over adskillelige bjergpas, startende i Pyrenæerne og senere i Galicien.
Det er ikke den rene Tivolisti at gå på, den variere fra asfalt til bjergstier over markveje, grusvej og lokale asfaltveje og når det regner til de rene plørerhuller, søer og farlige glatte stier.
Nogen steder er stigningen lige før det er klatring og andre steder den rene lige vej på god belægning kilometer efter kilometer.
Når du som pilgrim har vandret til Santiago kan du på pilgrims kontoret nær katedralen aflevere dit pilgrimspas med de mange stempler i og derefter fået et Compostela - bevis på at du mindst har vandret de sidste 100 km til Santiago - og altså for mange pilgrimme som nævnt fra Pyrenæerne.
Hvorfor vandre til Skt. Jacobs Grav i Santiago ?
Ifølge legenden så rejste disciplen Jacob til Spanien omkring år 50 for at kristne de hedenske beboere i Nordvest Spanien. Det gik ikke så godt, så han rejste tilbage til Jerusalem.
Da han kom tilbage dertil blev han halshugget.
Omkring år 800 oplever en kristen eneboer en nat et prægtigt lys og han går til det sted, hvor lyset kommer fra og opdager, at der er en grav og i den ligger Sct. Jacob.
Skt. Jacob er ifølge legenden ankommet på en stenbåd holdt oppe af engle og drevet i land på Costa del Morte (Muxia) og efterfølgende flyttet til det sted, der nu er oplyst.
Graven bliver så flyttet og bliver så endelig lagt, der hvor katedralen i Santiago i dag er opført til ære for Skt. Jacob. Og i katedralen er Skt. Jacobs relikvier i dag opbevaret i et sølvskrin i katedralens krypt under et rigt udsmykket alter.
I dag vandre de fleste til Santiago ikke for at få syndsforladelse, men for mange er det et indre kald om at tage fri fra den travle og trivielle hverdag og få en mærkbar afbrydelse og en stor oplevelse for livet.
Det siges, at har man først vandret på Caminoen, så vender man tilbage.
Det kan jeg skrive under på er rigtigt.
En gammel overlevering siger, at Caminoen tager og Caminoen giver.
Det skal forstås sådan, at vandring på Caminoen er en fysisk udfordring som tager på dig, men du får mangefold en åndelig berigelse med på vandringen.
Buen Camino
Pilgrimsvandring er kommet på mode igen blot i en anden forklædning.
Den gamle tradition med bodsvandring er lagt på hylden og kommet i en moderne udgave, endda med accept af de nordiske folkekirker.
Den moderne udgave af pilgrimsvandringen opfattes nok mere som en langdistance vandring over flere uger på velafmærkede vandrestier med mulighed for at overnatte og spise godt og bekvemt efter dagens vandring. Have godt og bekvemt vandreudstyr, tøj og fodtøj på og gerne i følgeskab med venner og bekendte.
Er det opfattelsen, så passer der såmen meget godt.
Lægges der så yderligere det element til, at vandringen gøres på udlagt vandrestier der igennem mere end 1000 år er vandret af tidligere pilgrimme, vandringsveje der går gennem smukke landskaber, langs og over vandløb, til og igennem byer, til og forbi kulturminder - katedraler, kirker, klostre og andre historiske kulturminder, så begynder det at ligne en pilgrimsvandring.
Der skal dog lægges et aspekt mere til, nemlig det religiøse. En pilgrimsvandring er som udgangspunkt en vandring mellem hellige pladser.
Pilgrimsvandringen giver mulighed for en tid til selvransagelse, fordybelse og indsigt i sit eget univers og ens egen tilværelse og tro. Det er ikke kun i den kristne religion, der er pilgrimsvandring, det er der i mange andre religioner.
Pilgrimsvandring bruges i dag som en afkobling fra den almindelige stressede hverdag enten som en an der ledes måde at holde fri på eller bruges som et pusterum i enkelhed og langsomhed - en form for retræte - til at gøre sig overvejelser om den hverdag man liver i.
Det religiøse indhold er så for den enkelte mere eller mindre betydende.
PILGRIMSVANDRING I MIDDELALDEREN
Pilgrimsvandring i middelalderen var noget af en farefuld færd.
Det skal huskes, at man startede pilgrimsfærden, når man forlod sit hjem og man gik derefter oftest kun til fods helt til et pilgrimsmål, Santiago de Compostela, Rom eller Jerusalem, der var de 3 store pilgrimsmål.
Baggrund for at tage på pilgrimsfærd eller pilgrimsvandring var ofte, at ens synder var blevet så store eller mange, at den eneste måde man med sikkerhed kunne sone dem på og dermed komme i Himmerige, var at kunne få en helgen til at gå i forbøn for én ved Himmelens Port og jo større helgen jo tættere på Gud og Jesus denne var, jo sikre var man på at komme ind i Paradis.
Santiago de Compostela og Rom var de nærmeste store pilgrimsmål og ingen af dem var uden fare at vandre til.
Det hævdes, at mindre en halvdelen af dem som drog på pilgrimsfærd nogensinde vendte tilbage til deres hjem igen.
Enten blev de syge undervejs og døde af sygdommen, dræbt af banditter, ofre for krigshandlinger, eller også så magtede de ikke at vende/vandre hjem igen.
Mange blev også direkte opfordret til at tage ophold i det udenlandske og bosætte sig et sted på vejen hjem.
Set i et moderne perspektiv er pilgrimsfærd eller pilgrimsvandring ikke så religiøst betonet som tidligere.
Mange af de som vandre på de gamle pilgrimsveje, kalder sig pilgrimme ud fra, at de vandre på på de gamle pilgrimsveje, men bære ikke det religiøst islæt med sig.
De har et pilgrimspas, som er udstedt af en organisation og hvor pilgrimspasset giver adgang til overnatning på et kristent eller verdsligst overnatningssted - herberg - til en rimelig pris. I pilgrimspasset indføres dagligt stempler, væsentligst fra overnatningsstedet eller fra kirker, cafeer o. lign. for at indehaveren har dokumentation for at have vandret eller på anden vis transporteret sig fra sted til sted. I tidligere tid gav pilgrimspasset eller pilgrims rejsedokumentet adgang til gratis goder eller særlige rettigheder og beskyttelse og ved endemålet var det dokumentation for, at man havde ret til forladelse for sine synder.
Den moderne pilgrim nyder ikke denne beskyttelse, men opnå dog ofte større respekt og tillidsfuldhed end en almindelig turist.
Pilgrimsvandring er per tradition "at vandre mod et helligt sted" og pilgrimsvandring har fundet sted i århundreder.
Indtil reformationen - og stadig i den katolske kirke - er pilgrimsvandring en tradition, hvor man vandre til en helgen. I den vestlige del af Europa er det overvejende til Santiago de Compostela i nordvest Spanien, hvor Sankt Jacobs relikvier er i Katedralen i Santiago.
For italienerne er det overvejende mod Peterskirken i Rom, hvor Sankt Peters relikvier er.
På de mest benyttede pilgrimsveje er infrastrukturen i de senere år blevet god, med god afmærkning og overnatningssteder med rimelig passende afstand. Især i Spanien er pilgrimsvejene velforsynede med afmærkninger, overnatnings- og spisesteder. På Via Francigena er det ved at komme, men stadig i Frankrig, er der mangel på overnatningssteder i rimelige daglige vandre afstande. Afmærkningen i Frankrig lade os noget tilbage at ønske.
Den moderne pilgrims udstyr er jo milevidt forskelligt fra middelalderens pilgrimmes. Dengang var det en kjortel og et stort overslag, der udgjorde beklædningen, en stor filthat med bred skygge, som kunne holde regn og sne fra ansigtet, sandaler eller intet fodtøj og en taske eller sæk hængende fra skulderen, en stav og en kalabas til vin/øl eller vand.
Udstyret i dag er let beklædning med egenskaber, der gør det nemt at håndtere, langebukser der kan lynes af til korte bukser, overtøj til alt slags vejr af lette og modstandsdygtige materialer, en rygsæk med et vedsiddende ophæng i regntæt materiale, moderne letvægts fodtøj, der er vandafvisende og der tørre hurtigt efter fugt, vandrestave af god og holdbar kvalitet, der kan klare store belastninger og drikkesystemer indbygget i rygsækken. Hvilken forskel.
Hertil kommer, at den moderne pilgrim ikke skal tænke på alvorlige sygdomme, men kan nøjes med vabler og ind i mellem stik fra insekter og få behandling i løbet af dagen, ikke skal tænke på om der er røver og banditter, som kan blive ens endeligt, eller tænke på om det nu også er den rigtige retning, der følges, fordi der er afmærkning eller der bruges GPS eller smartphone til navigation. Og den solide træstav er udskiftet med letvægts vandrestave, der yder bedre komfort end en tung stav.
Og ikke mindst, den moderne pilgrim går kun i en retning - mod pilgrimsmålet - og tager oftest en anden transport tilbage til sit hjem.
Så en moderne pilgrimsfærd lader sig ikke sammenligne med den middelalderlige. Den moderne pilgrimsfærd er en ren skovtur sammenlignet med middelalderens. Hvad er det så der tiltrækker mennesker til at vandre dag efter dag - på f. eks. Via Francigena - op til 90 - 100 dage i træk?
Det siges, at er man først begyndt på at pilgrimsvandre, så er man tilbøjelig til at gøre det igen.
For mit vedkommende er det, der tiltrækker mig, at kunne vandre på gamle pilgrimsveje, hvor der er millioner af mennesker, der har vandret mod det samme mål og med den samme baggrund på et kristent grundlag - at vandre mod en katedral med relikvier. At vandre på afmærkede vandreveje med en infrastruktur, der gør det bekvemt og sikkert at vandre, i øvrigt igennem et skønt landskab, med en imødekommende lokal befolkning og med overnatningsmuligheder ad libitum.
For mig giver det tryghed og sikkerhed, det giver en særlig oplevelse at gå i andres fodspor med det mangefold af kulturminder, fra romerske ruiner og veje, til middelalder kirker og katedraler, til andre historiske bygningsværker og kulturminder i et kristent og religiøst samfund, hvor der er et internationalt fælleskab, hvor de bærende kræfter er næstekærlighed og medmenneskelighed, men også plads til ensomhed og søgen mod indre værdier.
Her kan du få en fornemmelse af hvor mange kilometer du kan vandre på de enkelte pilgrimsvej og hvor mange højdemeter du skal trave op på den og hvilke pashøjder du kan forvente at møde.
Det kan give dig en fornemmelse af hvor let eller sværd pilgrimsvejen er at vandre.
PILGRIMSVEJ
KM
SPANIEN
CAMINO FRANCÉS CAMINO FINISTERRE CAMINO MUXIA CAMINO ARAGONÉS CAMINO AREGONÉS + FRANCES
797 87 28 163 873
CAMINO DEL NORTE CAMINO DEL NORTE + FRANCÉS
822 861
VIA DE LA PLATA CAMINO SANABRÉS VIA DE LA PLATA + SANABRÉS VIA DE LA PLATA – OVER ASTORGA
616 370 986 977
CAMINO PRIMOTIVO CAMINO PRIMOTIVO + FRANCÉS
315 354
CAMINO INGLÉS CAMINO INGLÉS – A CORUÑA CAMINO INVIERNO CAMINO SAN SALVADOR CAMINO DE MADRID
116 74 275 138 304
CAMINO PORTUGUÉS – TUI (ES)
117
PORTUGAL
CAMINO PORTUGUÉS – LISSABON CAMINO PORTUGUÉS – PORTO
614 242
FRANKRIG
VIA PODIENSIS LE PUY EN VELAY VIA TOLOSANA ARLÉS VIA LEMOVICENSIS VÉZELAY VIA TURONENSIS TOURS
738 793 900 827
ENGLAND – FRANKRIG – SCHWEIZ– ITALIEN
VIA FRANCIGENA CANTERBURY – ROM VIA FRANCIGENA TIL SKT. BERNHARD VIA FRANCIGENA FRA SKT. BERNHARD
1.901 945 946
ITALIEN
VIA DI FRANCESCO
528
ISRAEL
THE JEUS TRAIL JERUSALEM – BETHLEHEM – RETUR
198 20
GEORGIEN
GEORGIAN MILITARY HIGHWAY
192
ENGLAND
OLD WAY
336
THE PILGRIMSWAY
215
SAINT JAMES WAY
114
LONDON TO WALSINGHAM
321
DANMARK
DEN DANSKE PILGRIMSRUTE SJÆLLAND OG ØER – NORD – SYD
342
DEN DANSKE PILGRIMSRUTE – ØST – VEST
128
DEN DANSKE PILGRIMSRUTE – FYN SYD
120
TOTAL
12.267
PILGRIMSVEJE
PASHØJDE I METER
SPANIEN
CAMINO FRANCÉS COL DE LEPOEDER MONTES DE OCA CRUZ DE FERRO O CEBREIRO
1430 1162 1561 1306
CAMINO FINISTERRE A PENA
CAMINO MUXIA MORQUINTIÁN
CAMINO ARAGONÉS PUERTO DE SOMPORT MONASTERIO NUEVO CAMINO DEL NORTE JAIZKIBEL ALTO DE LA CRUZ LAUSADA MORCO DAS PLAS
345
230
1690 1296
545 436 555 709
VIA DE LA PLATA CERRO DEL CALVARIO MONASERIO BAÑOS DE MONTEMAYOR FUENTERROBLE E SALVATIERRA CRUZ DE SANTIAGO
CAMINO SANABRÉS PUERTO DE PADORNEIO CAMINO PORTUGUÉS ALAVIAZERE ALTO ALTO DA PORTELA GRANDE
CAMINO PRIMITIVO EL CASTRO LA ESPINA PICO DE PULIARES PUERTO DEL PALO ALODE LA MORTA FANFARON HOSPITAL ACEVO
554 753 893 946 1150
1351
470 405
665 682 929 1147 1159 1218 1062
CAMINO DE MADRID PUERTO FUNFRÍA
1796
CAMINO INGLÉS MONTES DE GOMES GALICIA A MELLA
CAMINO INVIERNO VILLAVEJA LAS MEDULAS ERMITA DE NSTRA SRA DE O FARO
426 463
775 810 1153
FRANKRIG
VIA PODIENSIS LAC DE L’EUF COL DE LE L’HOSPITAL COL DE AUBRAC COL DE BENTARTE COL DE SOMPORT
VIA TOLOSANA ST. GULLHEM-LE-DESERT COL DE BARAGUE DE BAL COL DE SERVICES COL DE SOMPORT
1205 1304 1307 1344 1632
496 609 944 1632
ENGLAND – FRANKRIG – SCHWEIZ
VIA FRANCIGENA TIL SAINT BERNARD LANGRES OUHANS PONTALIER LIDDES L’HOSPITAL COL DU SAINT-BERNARD
475 600 840 1346 2120 2473
ITALIEN
VIA FRANCIGENA FRA SAINT BERNHARD CASSIO PASSO DELLA CISA RADICOFANI
VIA DI FRANCESCO POGGIO DI SAN BARTOLO COL DE CONSUMA POGGIO DELLA CESTA MONTE CALVANO COLLE COPPAROTTO
813 1041 1229
1040 1050 1113 1254 1042
ISRAEL
THE JESUS TRAIL CANA TABGHA MT. TABOR MT. DEBORAH
300 -200 588 443
GEORGIEN
HE MILITARY HIGHWAY JVARI PAS
2395
ARMENIEN
PILGRIMSFÆRD LAKE SEVAN VARDENYAT TARTEV
1940 2345 1500
Pilgrimsveje der er i Sydeuropa har trache gennem bjergrige og bakkede egne, hvilket naturligt gør, at der skal vandres op og ned gennem terrænet.
Når der vandres op tælles de meter op som - højdemeter.
Lægges samtlige højdemeter sammen over pilgrimsvejens længde fås jo det samlede antal. Det er dem som er angivet i det efterfølgende skema.
PILGRIMSVEJE
HØJDE METER
SPANIEN
CAMINO FRANCÉS CAMINO FINISTERRE CAMINO MUXIA CAMINO ARAGONÉS CAMINOAREGONES + FRANCES CAMINO DEL NORTE CAMINO DELNORTE + FRANCÉS VIA DE LA PLATA CAMINO SANABRÉS VIA DE LA PLATA + SANABRÉS VIA DE LA PLATA – OVER ASTORGA CAMINO PORTUGUÉS – LISSABON CAMINO PORTUGUÉS – PORTO CAMINO PORTUGUÉS – TUI (ES) CAMINO PRIMOTIVO CAMINO PRIMOTIVO + FRANCÉS CAMINO INGLÉS CAMINO INGLÉS – A CORUÑA CAMINO INVIERNO CAMINO SAN SALVADOR CAMINO DE MADRID
Birgittaleden kan vandres fra nord mod syd - fra Söderköping til Vadstena - men pilgrimsvandring blev på 148 km, nok lidt længere end den udlagte rute angives til.
Ruten er let at vandre, da der ikke er mange højde meter i den, den vandres på godt underlag enten asfalt eller gode grusveje og stier.
Med hensyn til afmærkningen er den mangelfuld nogle steder, men med guiden tilknyttet pilgrimsruten, er den nem at følge og gennemføre.
Da jeg foretrækker at overnatte på hoteller eller B&B o. lign. kan der være længere mellem overnatningsstederne end hvad der følger af den angivne rute.
Ruten er i et varierende og smukt landskab og der er mange kilometer på trækstien, der løber på den venstre side af kanalen og dermed også langs sluserne og ved broerne over kanalen.
En del vandring er på lokale asfalt og grusveje med beskeden trafik og vandres der langs mere befærdede veje, er det på cykel/gangsti adskilt fra vejen.
der er mange kulturminder på ruten og den løber også forbi en række sognekirker og i Linköping besøges Domkirken (katedralen). Kirkerne er i sommerhalvåret åbne mellem kl.10 og 18.
Der er frit tilgængelig stempel som kan anvendes til at stemple i pilgrispasset til Birgittaleden.
Der vandres i et varieret landskab af marker, naturområder, små landsbyer, flækker og rundt om gårde og som nævnt langs Götakanalen af flere gange. den længste er på omkring 20 km langs kanalen.
Slutmålet er Vadstena Klosterkirke, hvor Bigittasøstrene har deres recidens. I klosterkirken kan relikvierne af Den Hellige Birgitta besøges.
Som bevis på pilgrimsvandringen kan på baggrund af pilgrimspasset med dokumentation af stempler i det udstedes et Birgittacertifikat, der dokumenterer at ruten er vandret som pilgrim.
Min vandring var i dejligt sommervejr med op til +30C og sol hver af de 6 vandredage. Det kan der ikke klages over.
Jeg mødte ikke andre pilgrimme på vejen, så det er begrænset med pilgrimsvandrere, så det er ikke det man skal satse på.
Sverige er ikke noget billigt land at være pilgrim i og jeg betalte mellem SEK 1.595 til 350 for overnatninger. Det laveste beløb var på et ganske udmærket og pænt vandrehjem.
Der er butikker og cafeer og restauranter, så det er ikke nødvendigt at have proviant med, hvis det ikke ønskes.
Jeg havde en dejlig og afvekslende pilgrimsvandring og kan anbefale at vandre Birgittaleden.
