Efter at have vandret 160 km på 7 dage, er det tid til hviledag, som meget belejligt kan kan holdes i en af Englands mest berømte og besøgte ferie- og kystbyer på sydkysten.
Brigthon er Sydenglands største by og er en del af dobbeltbyen - Hove - Brigthon.
Selv på denne tid af året og selv om det er Cowid-19 i udvikling i England, er der mange turister.
Byen har alt hvad en turist kan drømme om, strand, cafeer, restauranter, forlystelser, butikker, hoteller, seværdigheder og en lang strandpromenade.
Efer at have spist egen morgenmad på værelset, drager jeg en tur hen for at besøge Brigthon Pier. Det er første gang jeg går ud på den for at se forlystelserne. Det er nærmest som at være på Bakken nord for København. Ikke så interessant indhold, men at stå ude på pieren og se ind på Brigthon Skyline er imponerende - især den nye forlystelse og attraktion - Brithish Airways i360 - tårn med lukket udsigtsplatform, der løftes op i ca. 160 m højde. den har i øvrigt koster ca. 325 mio. at opføre.
Efterfølgende gik jeg p i bymidten for at se - Royal Pavillion, der er tidligere regeringsslot og nu museum og Brigthon Dome - der i dag er kustmuseum. Videre vandrede jeg op på hovedgaden til Imperial Arcade - der er et stor lukket shoppingscenter. Det er ikke så spændende. en tur videre op af hovedgaden med masser af butikker og cafeer.
De fleste englændere spiser take away til frokost, så der er et stort udvalg af lækre cafeer.
For en turist er der mange spændende ting at tage sig til og se.
Jeg besøgte det lokale museum - og gik en tur i det, hvor man bl.a. kunne se og læse om Brigtons udvikling fra Victoriatiden til i dag.
Om aftenen var jeg ude at spise på en af de mange restauranter, der gemmer sig i de smalle sidegader til hovedgaden. det var der så mange andre som også gjorde den aften, hvor vejret i øvrigt var ganske godt, så man kunne sidde ude under varmelamperne.

Halvdelen af dagens vandring er på Old Way og den sidste del på North Link, der som udgangspunkt er en cykelsti, men bruges også som gangsti og følger fra Bramber - River Adur - til Shoreham on Sea, der ligger i perlerækken af byer på sydkysten sammen med Hove og Brighton.
Da jeg vandre ud af byen og kommer til Skt. Mary´s hus og ser tilbage, får jeg øje på ruinerne af Bramber Castle. Inden jeg vandre ud af byen, drejer til højre lige før broen over River Adur og vandre ind på grustien, der er langs venstre bred af floden. der er faktisk sti på begge sider. Stien følger flodens forløb slavisk frem til Shoreham on Sea godt 7 km. Halvvejs på vandringen tager Old Way et sving til venstre mod øst - men jeg vandre lige ud. Jeg slutter for denne gang her med at vandre på Old Way.
Jeg slutter nemlig pilgrimsvandringen i dag med at vandre til Brigthon og derfor syd ned mod kysten.
På veje langs River Adur, lægger jeg på lang afstand mærke til en meget markant og stor bygning, som på nærmere hold ligner en katedral uden tårn.
Det er faktisk kapellet (kirken) til Lancing College. Et af de betydende engekske colleges.
Bygningen er så markant, at den kaldte på et besøg. En lille ekstra vandring på godt 3 km frem og tilbage over River Adur på Shoreham Toll Bridge. Desværre var kapellet ikke tilgængeligt i dag. Det var lidt af en nedtur. Det nævnes, at kapellet har været inspiration for filmholdet til Harry Potter universet. 
Herefter vandrede jeg ind i Shorham hvor jeg på en lille café fik en kop the og kage. Herfra vandrede jeg de godt 10 km mod øst gennem Shoreham erhvervsområde og havn på fortovet langs A259 mod og igennem Hove og derefter ind på promenaden frem til Brighton og Brighton Pier. 
Vandringen er langs stranden og på landsiden tårne den en store herskabelig bygning op efter den anden med store lejligheder med udsigt over vandet. Langsom overtager hotellerne husrækken og minder een om hvilken turistby Brigthon med sine ca. 300.000 indbyggere er.
Jeg overnatter nu to nætter på hotel - Amsterdam Hotel Brigthon - der ligger ud til kysten og tæt på Brigthon Pier. For overnatning betaler jeg for de to nætter £ 214.

Da jeg sidst på dagen gik fra Steyning til Bramber, hvor jeg overnatter, mødte jeg biler på landevej, men vandrede på fortov langs med vejen. Den øvrige del af dagen vandrede jeg på stier og markveje.
Da jeg kom til Storrington besøgte jeg kirken og fik at præsten skrevet i mit pilgrimspas, at jeg havde besøgt den.
Jeg havde lidt svært ved at finde Old Way, da jeg vandrede i Storrington. Men efter lidt søgen lykkedes det.
Og så gik det på skov-, mark- og græstier først langsomt op ad, for længere frem mere stejlt op, for at ende i en samling huse med en lille kirke og en cafe. Her fik jeg set kirken inde og i cafeen en pause over en kop the. Videre vandrede jeg ad en markvej op på ryggen - i over kote 200 m på Southwest Downs, hvor jeg vandrede mod øst.
Mod nord ser jeg ud over det flade grønne Sydengland. Mod syd ud over sydøst kysten med udsigt mod Spanien. En fantastik flot udsigt i et pragtfuldt solskinsvejr.
15 km vandring på ryggen mod øst. For at komme over A 24, der går nord - syd, går stien 150 m ned på vestsiden og på østsiden 200 m op til omkring kote 250 m.
Så det blev til men del højdemeter på dagens vandring, men det var dem alle værd - alene for udsigten. Den skal opleves på stedet og i nuet.
Der var mange ude at vandre på en søndag, både på langtur og kort.
Old Ways går gennem Steyning, så jeg skulle vandre ned og frem til den hyggelig og charmerende by - Steyning - med en række spøjse butikker, en alene med dukkehuse, en med en modelbager(???), en modebutik med 70'er kjoler og naturligvis pubs og tea houses på hovedgaden. 
Søndag bruger mange englændere til at gå ud at spise med familien og spise, sundays roast eller få creme tea med scorns og clottted creame. Især når det er dejligt vejr. Og der var mange i byen. Jeg valgte en pub, hvor jeg spise en let laksesandwich. Fra Steyning er der et par kilometer til Bramber hvor jeg overnatter. I byen ligger  en borgruin, men den er totalt skjult bag århundredes bevoksning og træer. Bramber er ikke nogen stor by og midt i den er en større pub, der har værelser - The Castle Inn - hvor jeg overnatter.
For overnatning inkl. morgenmad betalte jeg £ 70.

The Southwest Downs er disse bølgende bakker der løber øst - vest i 200 til 300 m højde igennem Sussex og Dorset.
I dag skulle jeg have vandret på Old Way langs River Arun.
Af flere årsager både på grund af egne, en stor flok fårs og vejrets skyld - blev det aldrig den forventede vandring og oplevelse.
Så nu er den rå oplevelse sådan, der omfatter fårelorte, plankning over en høj havelåge, vandring på landevej og forkert valgt hotel.
Værre kan det ikke blive på en vandredag.
Nu til dagens indhold:
Efter en traditionel engeksk breakfast og gode ønsker fra min værtinde om en god vandringsdag, vandrede jeg hurtig ud af Arundel og mødte dagens hundeluftere på en sti nær en bygning med tårne, hvor der var en stor fold af over 500 nyklippede får foran mig. 
Lige her skete der en navigationsfejl. Jeg fik vandret ind i folden og blev jeg så optaget af ikke at træde i for mange fårelorte, at jeg helt glemte at sikre mig, at jeg vandrede på Old Way via min App.
Den asfalterede vej gennem folden gik ret nord og i den retning jeg mente jeg skulle og troede - ved tårnbygningen skulle jeg faktisk være vandret til højre ned af et bakkedrag og langs River Arun.
Imidlertid havnede i en højest surrealistisk situation, at jeg var lukket inde på en stor Estate (Arundel Park)
For enden af vandrevejen, hvor jeg kunne kikke ud på landevejen, kunne jeg ikke komme ud på den. Porten var lukket og låst i den 3 m høje port og mur der var omkring denne flere kvardratkilometer store parkområde.
Jeg måtte vandre over 1 km retur, hvor jeg havde set, at der også var en port og en høj havelåge ved en port bygning.
Portbygningen var ubeboet og havelåge og port solidt aflåst.
Efter at have overvejet situationen vurderede jeg, at det var muligt at planke havelågen og få den gamle krop, rygsæk, vandrestav, vandrehat og sjælen over. Og det lykkedes.
Over 2 km unødig vandring blev det så. 
Men fortrædelighederne var ikke ovre med det -  men kun lige begyndt.
Hvis I ikke lige ved det, så er mindst det halve England ude at køre bil i weekenden. Sådan oplevede jeg det i det mindste.
Jeg måtte ud at vandre på B2139. Smal landevej med biler mindst hvert 5 sekund i begge retninger med en fart på 80 til 100 km/t.
Gud være lovet fandt jeg en sti gemt inde bag noget bevoksning, der gav et par km ro og tog det værste af det godt 8 km lange helvede.
Da jeg kom til Ambeley - 5 huse og en bro over River Arun forstod jeg først mit held.
Ved en snak med en lokal fortalte han, at jeg aldrig uden at være en god svømmer, var kommet af den rette vej ned til her, jeg nu var og skulle være.
Nok 5 km på den befærdede vej til Storrington var udfordrende.
Mit overnatningssted lå nu helt forkert i forhold til min placering på vejnettet. Når jeg ikke kunne følge Old Way på grund af oversvømmelserne fra de foregående dages mega nedbør, var jeg nu 3 km syd for overnatningsstedet, som jeg ville have mødt, når jeg var kommet fra nord. Og i morgen kan jeg så også vandre dem igen, fordi jeg skal tilbage igennem Storrington.
Jeg fik vandret nordpå til det bookede hotel af en sti og sidst 1 km på en lokal vej med meget lidt trafik.
Hotellet jeg overnatter på er et fint, men bedaget hotel i engelsk landstil, med pub og rustik restaurant. Uden for meget varme på værelset, kæmpe dobbelt seng og badeværelse på størrelse med et normalt soveværelse.
Hotellet havde i øvrigt en udmærket restaurant, hvor jeg fik et godt aftensmåltid.
Prisen på overnatning på - The Roundabout Hotel - inklusiv sen morgenmad på en søndag morgen, som var på £ 152 .

Fra hotellet jeg overnattede på kunne jeg vandre direkte ud på Old Way, hvor jeg den lokale kirke skulle vandre ind på en smal sti, der var hegnet på begge sider og gik ned i en lille lavning. Lavningen var totalt oversvømmet og dermed også stien. Og det var bare dybt vand. Så jeg måtte vandre tilbage fra udgangspunktet og finde alternativ vej uden om lavningen. Det skete igennem den nærmeste bydel. Det blev til 1 mile ekstra vandring.
Efter at have fundet den rette Footpath, kunne jeg vandre videre mod Boxgrove, hvor jeg skulle besøge den lokale kirke.
Desværre er de fleste kirker aflåste, så stor var forbavselsen, at kirkedøren til en stor middelalder kirke - med et middelalder kloster i ruiner - lukkede sig op. I indgange i skibet er en flot labyrint i marmorgulvet. Oven i købet var præsten tilstede i kirken og vi fik en snak om pilgrimsvandring og om kirkens og klosterets historie.
Igen ud på en Public Footpath der gik igennem en stor indhegning, hvor der stod en flok køer - troede jeg - det viste sig, at det var velvoksne tyrekalve på størrelse med køer. Men venlig verbal hilsen til dem, der stod nærmest, havde åbenbart den rette virkning. De gloede bare på tåben der vandrede forbi.
Senere var der en kæmpe flok får, der fik besøg i en stor indhegning. De gad godt nok ikke flytte sig for tåben, der kom besøg i indhegningen.
Jeg fik også fornøjelsen af en meget snakkende dame med 3 mindre hunde som hun luftede og efter hver anden sætning afsluttede med - "darling". Lidt spøjst udtryk til en fremmed.
Sidst på dagens vandring måtte jeg igen opgive og vende om i en lavning - der var fuld af vand - i en skov og find ud til fast vej. 2 km omvej for derefter at havne på en meget befærdet 4 sporet dual carriageway - indfartsvej til Arundel. Heldigvis var der et smalt fortov i den bredde græsrabat. Engelsk trafik er tæt og der køres hurtigt.
Vel, vandrede jeg ind i katedral- og borgbyen Arundel. Byen ligger på siden af ås, hvor der er vid udsigt over River Arun. Middelalderby med en stor katedral en stor borg og en stor lokal kirke i en ellers lille by, som  River Arun år igennem.
Vejret var koldt denne morgen - med rim i græsset til solen kom frem og sidst på dagen kunne jeg vandre i langærmet t-shit.
Fra borgen vandrede jeg over broen til den nyere del af byen, hvor jeg havde booket overnatning på et B&B. Overnatningsstedet - Arden House - er familiedrevet af en utrolig venlig vært. Værelset jeg havde booket var et stort lyst værelse. For overnatning inkl. en engelsk breakfast - betalte jeg £ 99.

Hvad dagen i går manglede af stilhed og ro, naturoplevelser, kulturminder, sjove og spændende møder med mennesker, solskin og lyst sind, kom til overflod i dag.
Old Way følger i dag kysten op og ned mellem fjordene for til sidste for mig at ende i den gamle katedralby Chichester lidt inde i landet.
Hundelufterne var tidlig oppe for at lufte deres hunde langs stranden og på digernes smalle stier. Det gav anledning til mange snakke om, hvor jeg skulle hen og hvorfor. Hyggeligt. 
Flotte udsigter på 20 km stier, dog ikke helt uden udfordringer med at finde ret rute. De lokale var til overmåde hjælpsomme.
Vandringen gik langs vandet mellem Langstone og Hayling Island, videre mellem Emsworth og Thorney Island og Bosham Næs og ind i landet til Chichester.

Ved slutningen - omkring 19,9 km langs kysten fik jeg et problem. Pilgrimsvejen stoppede 100 m før jeg skulle op på en lokal vej. Der var vand på 1 m dybde på grund af tidevand. Jeg måtte vandre 1 km retur og fandt over en lille bro over en lille å en indgang til et stort hus have.
Jeg sneg mig langs bevoksningen for at komme ud til den lokal vej på den anden side af huset, men blev råbt an af en yngre dame, som klart lod skinne igennem, at jeg var på privat grund.
Det endte imidlertid i et hyggeligt møde med, at jeg blev budt på the og småkager og fik en lang snak med hende og hendes mand om langdistance vandring, som de yndede i deres ferier og deres tanker om at vandre Camino Frances og mine råd til dem om det. Fantastisk eftermiddag. de sidste kilometer ind til Chichester var på fortovet langs indfaldsvejen. 
På vejen til det bookede hotel i den modsat ende af byen besøgte jeg Chichester Cathedral, der er imponerende med 2 korgange og med sidekappeler. et moderne, men utrolig smukt tæppe mellem hovedalteret og korgangen bag.
Ved besøget fik jeg en sticker fra katedralen i mit pilgrimspas. En moderne måde at få stempel på.

For at komme til mit overnatningssted skulle jeg vandre gennem Chichester centrale bydel og ud til et megacenter med supermarkeder og andre storbutikker. Imidlertid ligger hotellet ud til Old Way.
En god dag må slutte med et godt bad og et lækkert måltid en god seng.
For overnatning på - Chichester Park Hotel - betalte jeg inkl. morgenmad £ 68.

Det blev ikke den vandring jeg havde forventet på grund af den utrolig store mængde nedbør, der kom over natten. Alt var vådt - veje og stier, åløb over sine bredder. I lavninger og på enge var der blankt vand. Første sti jeg fulgte på Old Way endte i nogle kæmpe dybe vandhuller på størrelse med swimmingpools og uden mulighed for at vandre tørskoet forbi og da jeg skulle under 2 underføringer (motorvej og jernbanelinje) længere fremme og sådan nogen har det med at være fyldt med ulækkert vand, måtte jeg ud på landevejen. Stierne (Footpath/ Bridleway) kan ofte i byerne og også andre steder være hegnet ind med hegn på begge sider, så det er umuligt at vandre uden om eventuelle forhindringer f. eks. store dybe vandpytter. I England er landevejene ofte smalle og de er med stærk trafik. Just ikke nogen fornøjelig morgen start i småregn og med regnvåd vejbane og med klart vand i vejsiden. Efter godt 5 km på landevej kunne jeg vandre ind på en lokal vej frem til en mindre by. Fra denne skulle jeg tage et shortcut på en sti op til nogle bakker, hvor Old Way fortsætter mod øst forbi Portmouth til Havant, der er dages endemål. Indgangen på stien var simpelthen fyldt med vand mellem de to første huse, så det kun bliver med at få våde sko. Så det måtte jeg opgive.
Resultater blev desværre at vandringen oppe på bakkesiden med udsigt over Portsmouth ikke blev til noget. Til gengæld blev det vandring på fortov resten af dagen langs befærdet gader igennem en perlerække af sammenbundne byer langs kysten.
Omkring middagstid vandre jeg ind på en pub og spiser frokost - hvad ellers fish and chips.
Resten af dagens vandring er langs den østgående befærdede vej, der fører frem til Havant. Den går gennem den blandede bebyggelse langs veje, der skifter mellem boliger og erhverv af varierende art. Man følger faktisk udviklingen langs vejen gennem årene der er gået.
Vejret var med sol og lunt + 16C, så jeg måtte smøge ærmerne op på t-shiten, så jeg blev mindre svedig.
Jeg vandrede frem til Havant, hvor jeg overnatter på et gammelt hotel med pub midt i byen og ud til Old Way. I Havant er kirken indviet til Skt. Faith.Skt. Faith er en kvindelig martyr i Aquitaine i Frankrig. Den oprindelig kirke er fra 1200 tallet og renoveret i 1862. 
Hotellet jeg overnatter på - Bear Hotel by Greene King Inns - og jeg betalte for overnatning inkl. morgenmad £ 62.

Mørkt, vådt og lunt var vejret, da jeg vandrede til St. Mary's Church fra hotellet jeg overnattede på, hvor Old Way tager sin begyndelse. Derefter igennem et beboelses kvarter for at vandre over den ene kilometer lange Itchen Toll Bridge til Woolston på den anden side af River Itchen og videre til Netley. Der vandres på en fast sti langs Southampton Water. Tidlige var der i Netley et meget stort hospital med et kapel. Efter en brand i 1928 stod kun kapellet tilbage. I dag står kapellet, som eneste og som en meget markant bygning på et meget stort grønt område.
Herfra vandres igen langs vandet til Hamble le Rice for der at tage The Pink Water Taxi til Warsash over River Hamble. Det var en spøjs oplevelse, at blive sejlet over floden. For at få fat i The Water Taxi, vinker man bare fra molen, når den er på vandet eller på den anden side. Prisen over er på £ 2,5. På østsiden vandres af en grussti langs kysten af Southampton Water til Brownwich Beach. Før Brawnwich Beach vandres der uden om Solent Breezes Holiday Park og nu ind i landet på en lokal vej med mindre trafik til den pittoreske lille by Titchfield.
Efter at have vandret over Itchen Toll Bridge, måtte jeg have regnjakke og uldbluse af for kun at vandre i t-shirt.
Vejret skiftede fra småkedeligt overskyet småregn til blot overskyet og +18C. Jeg havde det helt forkerte vandretøj på, så jeg var godt svedig da jeg sidst på eftermiddagen kunne tjekke ind på The Bugle Hotel i Titchfield. Byen har nogle meget gamle bindingsværkshuse.  
Nu sidder i hotellets pub og får en vel fortjent Gin & Tonic inden aftensmad, der bliver en stor pizza.
Jeg overnatter på The Bugle Hotel og betalte inkl. morgenmad £ 42.
Byen har alle faciliteter, herunder supermarked.

Hvor liger Ivybridge? Byen ligger mellem Plymouth og Exeter i South Devon. Årsagen til jeg rejser fra den by er, at jeg har været på besøg hos min datter og svigersøn, der bor i byen.
Jeg bliver kørt til stationen (trinbrættet) i Ivybridge hen på eftermiddagen og tager toget kl. 17.00, hvor jeg skal skifte 1 gang i Westbury. Rejsen tager knap 4 time. Der er ikke overfyldt i toget, så det bliver en behagelig rejse, da det er et næsten ny togstamme.
Jeg ankommer omkring kl. 21.00 til Southampton og det er mørkt og det småregner.
Fra Southampton Centralstation til hotellet, hvor jeg skal overnatte er der godt 15 min. vandring.
Der er nu ikke meget liv i Southampton på det tidspunkt.
Hotellet jeg har valgt ligger på hovedgaden og ikke mere end 10 min. vandring til Sct. Mary's Church, der er start på Old Way.
Hotellet - Mercure Southampton Centre Dolphin Hotel - er ældre, men udmærket og der er et pænt værelser og der følger morgenmad med i overnatningsprisen £ 69.