Via Francigena er en oplevelse man ikke bør være foruden. Er man til religionshistorie og historie i øvrigt og er man til vandring i meget forskellige regioner i 4 europæiske lande og vandring i naturskønne og varierende omgivelser fra flade marsk områder til vandring i bjerge, så udfordre Via Francigena alle disse ønsker. En pilgrimsfærd eller pilgrimsvandring på Via Francigena bør man ikke bare lige kaste sig ud i, den kræver nogen forberedelse bl.a. på grund af overnatningsmulighederne overvejende i Frankrig. I Schweiz er overnatningssteder ikke så problematisk og i Italien er de som på caminos i Spanien. Er vandringen en pilgrimsvandring - som jo er en vandring til en helligdom - så får man mere en hvad hjertet kan begære. Der er katedraler, klostre og kirker i overflod og de fleste er åbne og er alle rige på kunstværker fra imponerende altre og altertavler til skulpturer i sten til træ, relikvieskrin, religiøse billeder og andre kunstgenstande, den ene smukkere end den anden - den ene mere værdsat en den anden - den ene finere end den anden. Alt ud fra den som betragter dem. Udover det religiøse, er der naturligvis både arkitektur og politik, som er interessant af få viden om på en pilgrimsfærd. Man bliver mere klog på de forskellige arkitekturperioder fra romansk byggestil, gotisk til barok og moderne byggerier. Men man bliver også klog på den politiske baggrund for hvorfor netop at denne katedral, dette kloster eller denne kirke er opført lige netop der, hvorfor og hvilken betydning den havde tidligere og har i dag. Derfor er pilgrimsvandring ikke blot en vandring i naturen men også en vandring i fortid og nutid. Og så er der den samtidig en indre vandring eller rejse om man vil. Den indre vandring/rejse, er den indre dialog man har med sig selv, når man kilometer efter kilometer har tid til at vende og dreje et emne, en oplevelse, en situation, en bekymring, en glæde, en sorg, en fantasi, en .... hvad som helst. En sådan indre vandring/rejse kan give en afklarethed, en stillingtagen, en livsændring, en styrke, en ..... nævn det selv. Ud over oplevelsen på det religiøse og kundskabsmæssige plan, får man også en fysisk oplevelse. At vandre dag efter dag - i mange dage - giver den vandrende en bedre fysik, en bedre mental tilstand, et bedre helbred, men det rummer også mulighed for overbelastning og skader, hvis man ikke lytter til sin krop. Via Francigena er faktisk ganske udmærket fysisk at kast sig ud i, da de første godt 600 km er mere eller mindre fladt, hvor man har lejlighed til at bygge sin fysik og styrke op til de mere vanskelige passager over bl. a. Alperne på grænsen mellem Schweiz og Italien og senere i Italiens bakkede landskab. Hvad fik jeg ud af det? Jeg har tidligere vandret lidt i Sydvest England, men her fik jeg set England fra en helt anden side, når man vandre fra Canterbury til Dover. Et England, som man ellers ikke se, når man kører i bil. Og hjælpsomhed fra lokal beboere og interesse i hvem man er og hvorfor man vandrede. I Frankrig transporterede jeg mig med tog godt 650 km fra Calais til Besancon. Hvorfor det? Min begrundelse var dels, at jeg ikke havde lyst til at vandre i et fladt landskab mange kilometer om dagen, fordi jeg ofte har gjort dette i Spanien. Anden begrundelse er der ikke. Til gengæld opnåede jeg at se et afvekslende landskab gennem, en togrude. Og så opnåede jeg at kunne stå af i de Franske katedralbyer og bruge mere tid end når man vandre gennem byerne og har et lidt andet dagligt mål. At finde et egnet overnatningssted.. Og egentlig er det jo bare en dårlig undskyldning. Det som slog mig mest - er den store forskel der er i den måde den kristne tro udøves på i de forskellige lande. I forhold til Spanien, hvor der er overdådige katedraler og kirker og hvor der et pomp og pragt, er det engelske kirkesamfund meget mere afdæmpet og verdsligt. De franske katedraler og kirker er spartanske og ribbet for meget pragt, men det katolske grundlag fornægter sig ikke. I Schweiz er de overvejende protestantisk og det afspejler katedral og kirker, ligeledes ved at være spartanske. Nu har jeg været på adskillige pilgrimsvandringer i de sidste 5 år og stadig kan jeg blive begejstret over den imødekommehed der vises en som pilgrim og berørt over den måde man modtages på i kirker, når man går til messe og nadver. Man er på en eller anden måde velkommen som fremmed. Og man behandles mere respektfuldt end blot en turist. Den største oplevelse på denne pilgrimsfærd var at vandre op til Col du Grand Saint Bernard i 2.473 m højde i dårligt og regnfuldt vejr. En oplevelse - en stor oplevelse. Jeg ved godt der er mange før mig der har gjort det. Men prøv det selv? Og så selvfølgelig at gå til messe i klosteret, der i mere end 1.000 år har taget imod pilgrimme og rejsende og få en velsignelse af munkene med ønske om god og fredfyldt vandring/rejse videre frem.
