Vores værelse for natten var så koldt, at vi havde langt undertøj på og her til morgen var der ingen af os, der gad vaske os, kun fik vi børstet tænder. Jeg har et termometer på min rygsæk - hvor pålideligt det er ved jeg ikke men det viste +11 C.
Efter morgenmad - en kop café con leche / the med toasted brød med marmelade begav vi os med poncho ud i tågen og regnen og stred os videre op til O Cebreiro - den ældste by på Caminoen og som er helt renoveret og på UNESCO verdensarvs liste og videre igennem den og yderligere op til pasgrænsen i ca. 1.400 m højde. Det er godt tåget og den ellers flotte udsigt kunne vi godt glemme alt om. Så går det ned for ca. 4 km, hvorefter vi skal op til ca. 1.200 m højde.
Det var slud og smadder koldt og der er kun en vej - det er mod vest.
Først da vi er ca. 5 km før dagens mål Triacastela begynder tågen at lette og den støv regn der har fulgt os hele dagen høre op. Vi fik tilbagelagt 25 km i dag - var simpelthen gennemblødte, vores rygsæk er våd indvendig, alt vores tøj er klamt, skoene er våde indvendig fordi vi har vandret på stier der nærmest har været vandløb.
Det er den værst  vandredag både i år og i forhold til sidste år.
Nu begynder skaderne så småt at melde sig. Peter fik sin første vable, ondt i den ene akillessene og ondt i skulderen. Jeg har fået ondt i venstre lårmuskel og ligeledes ondt i højre skulder.
Så i dag skal udstyr justeres og krop plejes, så vi kan stå de godt 31 km igennem, der ligger og venter i morgen. Vi har som mål at nå 100 km stenen i morgen.
Vi tager ikke over Samos, men en lidt anden vej over San Xil.