Før morgengry blev jeg vækket ved, at himmel og jord stod ud i et. Plastikhavemøblerne væltede og det trommede på ruden i værelset af regn. Og det hyrede af storm. Jeg lagde mig til at sove igen og da jeg vågnede halv syv var det vindstille og skyfrit og solen var på vej op. Som jeg nævnte i går ville dagen blive anderledes. Jeg magter ikke mere at vandre 31 km på en dag. Da jeg planlagde og bookede overnatningsstederne viste det sig, at jeg havde forregnet mig på afstanden mellem dagens start og dagens overnatningssted med omkring 12 km. Imidlertid startede jeg ud i morges med forventningen om en løsning. Og den fandt jeg så også senere på formiddagen. Jeg traske ud på den første kilometer på asfaltvej til jeg kunne vandre ind på kyststien. Kyststin var allerede fra morgenstunden befolket af løbende motionister, hundeluftere og andet godtfolk. Og ved første bugt var det surferne og i næste var det unge og ældre på paddelbords og på den nærmeste Newquay, var det børnefamilier med og uden hunde, der nu sloges om at benytte sandstranden og badevandet. Løsningen på dagens transport blev, at jeg hyrede en taxi kl. 13:00 til at køre mig de 12 km, som er mellem Newquay og Perranporth, hvor jeg lidt syd for byen overnatter på St. George Hotel. I mellemtiden ville jeg så finde Newquay Parish Church og derefter være turist og tage en gåtur rundt i byen. Kirken var lukket selv om det var søndag formiddag. Det var skuffende. Sammen med de øvrige flere tusinde andre feriegæster i byen, lykkedes det mig i kampen med mange af dem at få et 1 mandsbord på en af konditorierne og bestille Cornich Cream Tea med scornes, clotted cream & jam. Og frem til chaufføren ankom fik jeg set lidt af byen. Newquay er på ca. 25.000 indbyggere og mere end de dobbelte i ferietiden. Aftalen med taxiselskabet var, at chaufføren skulle standse ved 2 landsbykirker på vejen, så jeg kunne se og besøge dem. Chaufføren var så i øvrigt skotte(!), katolik(!) og bor, som nabo til den sidste af kirkerne. Jeg fik besøgt St. Carantroc Church, lidt syd for Newquay og kirken indviet til St. Cubert i byen af samme navn yderligere sydpå. Velankommet til Perranporth – byen er på 5.000 indbyggere, kunne jeg også her traske rundt i byen sammen med feriegæsterne – dem af dem – som ikke var taget på byens store sandstrand. Det satte så ind med dagens regnvejr, der sugede gader og fortove tomme for mennesker, som derefter flokkedes under butikkernes markiser og udhæng og indendørs i butikker eller cafeer og restauranter. Ved forretningen der solgte originale Cornish Pasties var køen så lang, at isforretningen i Strandgade i Helsingør på en god sommerdag var det rene vand, selv om det regnede her. De må have været særlige gode de pasties de solgte. Jeg skulle i øvrigt også købe et eller andet til aftensmad og til frokost til morgendagens vandring. der var en bagerforretning hvor jeg fik købt 2 pasties. De er nemme at opbevarer, fylder ikke så meget og mætter i øvrigt godt med det fyld, som er i dem. det lykkes efter nogen søgen at finde det Keltiske kors i byen, der i øvrigt stod på en lille ø i søen, der er en del af byens parkanlæg. Herefter var det tid til at vandre de sidste kilometer ud af byen mod syd til hotellet. Dejlig nyrenoveret hotel ejet at et finsk ægtepar, der har arbejdet og boet i Malmø i mange år, før de fik ideen og realiserede den med at drive hotel i Cornwall. Hvor er verden lille.

For overnatning på det nyrenoverede St. George Hotel uden for Perranporth betalte jeg £ 144 inkl. et rigtigt godt morgenmåltid.