Start by | Mont Saint-Michel – Rennes |
Dato | 18. juli 2024 |
Vejr | +20 C – +35 C sol/sol |
Højdemeter op | overvejende flad |
Højdemeter ned | overvejende fald |
Sværhedsgrad | Let |
Afstand tilbagelagt i dag | 12 km |
Afstand tilbagelagt i alt | 24 km |
Kaj og Bøje gik først i seng omkring kl. 22:30 og stod op kl. 5:30, der imellem var fred og ro for deres larm. Lettere udhvilet tog jeg afsked med Mont Saint-Michel efter fransk morgenmad kl. 8:30 og vandrede retur mod Pontonson. Hvad jeg ikke fik set på vejen ud, fik jeg nu set på vejen tilbage. Strømmen af turister var så småt begyndt og i dag var der mange på cykel. Vejret var allerede fra morgenstunden med sol fra let overskyet himmel og temperaturen var næsten +25C. Jeg tog et par små afstikkere til de små samlinger af huse der lå ud til vandrestien. Egentlig ganske hyggelige flækker. Retur i Pontorson kunne jeg spise tidlig frokost på en fortovsrestaurant midt i byen. Jeg var i god tid inden jeg skulle med lokaltoget til Rennes kl. 13:40, der faktisk var det første der afgik. Togrejsen tager 3 kvarter og toget var helt fyldt med passagerer. Rennes er hovedby i regionen Bretagne og med sine omkring 225.000 indbyggere i byen og sine derudover omkring 500.000 indbyggere i regionen en markant by, der har satset på teknologiske virksomheder og er den ottende største universitetsby. Efter at have tjekket ind på det bookede hotel, der er beliggende 5 min gang fra byens moderne togstation, tog jeg på byvandring. Jeg vandrede den knap halve time ind i det gamle Rennes centrum og besøgte Rennes katedral – Cathedrale Saint- Pierre – og den store nabo kirke i katedralstørrelse – Basilique Saint-Aubin et Notre Dame de Bonne-Nouvelle. Vandringen gik bl.a. gennem de gamle gader med toppe brosten og de gamle velholdte bindingsværkshuse i flere etager. På vej tilbage tog jeg en anden rute, hvor vandringen retur gik igennem et utroligt smukke parkområder.
For overnatning i Rennes på Hotel Le Sevigne – Sure Hotel Collection by Best Western, betalte jeg inkl. morgenmad € 87.











