Efter et fyrsteligt morgenbord kunne jeg her til morgen endelig vandre ud i et skønt efterårsvejr med sol. Kort efter jeg vandrede ud kom jeg til landsbyen Braham og vejen kom jeg forbi en stor sognekirke i Braham med et slankt kobberspir på tårnet. Nysgerrigheden var straks vagt og jeg kunne se, at der var lys derinde. Og jeg vandrede ind lige som en formiddagsmesse skulle til at gå i gang. Præsten inviterede mig til at deltage. Det er første gang jeg deltager i en angelsaksisk gudstjeneste. Da jeg deltog i nadveren gav præsten mig samtidig en velsignelse på vandringen. Der var kaffebord efter og jeg blev et interessant islæt til snak omkring bordet. Menigheden bestod vel af 15 lokale lidt ældre personer end mig. Efter at have vandret ned ad en lang bakken kunne jeg vandre ind i byen Bridge. Byen ligger ud til den gamle landevej ind til Canterbury og lagde man mærke til de gamle reklamer, der er malet på facaderne på bygningerne med pubs vil man bemærke at kan lejes åbne og lukkede vogne, opstaldes heste i gode båse og overnattes. Efter Bridge valgte jeg, at vandre ind i Canterbury på den gamle Romer Vej – (Durovernum), der er fra Canterbury til Dover. Nu omdage er den utrolig trafikeret, men med fortov fra motorvejs udfletningen syd for Canterbury og de 5 km ind til katedralen. Ca. halvvejs kan tårnene på katedralen ses. Det er det øjeblik, man som pilgrim venter på og som giver pilgrimmen de sidste kræfter frem til at nå det fysiske mål og give den spirituelle forløsning, pilgrimmen har båret på hele sin vandring. Når man står ved katedralen kommer følelserne op i een og får frit løb. Har man ikke selv prøvet det, er det svært at beskrive for andre. I dag var så en meget speciel ankomstdag, fordi jeg blev mødet af een af de stewards (opsynsfolk – der guider besøgende i katedralen. Henvendelsen kom fra en ældre utrolig venlig dame, som bød mig velkommen og ville høre om jeg skulle starte eller slutte min pilgrimsvandring. Da jeg nævnte det sidste, bad hun en kollega om at hente en af katedralens præster, som ville tilbyde mig en velsignelse, som afslutning på pilgrimsvandringen. Det takkede jeg meget gerne ja tak til. Kort efter kom en præst og bad mig fortælle om min pilgrimsvandring og bad mig sammen med ham gå op bag katedralens alter, hvor Thomas Beckets grav er og på den forrettede præsten den afsluttende velsignelse. Besøgende i kirke må ikke betræde området med graven, men der er så undtagelser. Der har siden graven blev lagt stået et tændt lys på den. Det ses nederst til venstre for mig på billedet. Efter dette skønne ritual, begav jeg mig til mit overnatningssted lidt fra katedralen, som efter bedste tradition hedder – Pilgrims Hotel. Nu har jeg endelig og efter flere genvordigheder vandret fra Southampton til Canterbury – små 400 km.