DEN DANSKE PILGRIMSRUTE – 2022 – SAMMENFATNING

Den danske Pilgrimsrute fra Helsingør til Rødby. Det tog mig 18 dagsvandringer at vandre de 342 km pilgrimsvandringen blev på for mig. Vejret viste sig fra den bedste side og det var flot vejr især dagene i august, hvor det næsten blev for varmt over +30C og sol fra skyfri himmel. Som nævnt tidligere var det første gang jeg vandrede på en pilgrimsrute i Danmark, hvilket faktisk er lidt skamfuldt- hvor det først sker over 10 år efter jeg trådte det første skridt på en pilgrimsrute. Det har været en dejlig oplevelse at vandre fra nord til syd i det østlige Danmark. En oplevelse gennem Danmarkshistorien, en vandring gennem et afvekslende landskab med vandring igennem grønne skove og langs blå søer og rundt om smukke fjorde, over broer og ind i skønne byer. Jeg har besøgt et utal af sognekirke, der har vist en rig variation af bygningskultur og udsmykning og mødt søde, venlige og imødekom-mende gravere, kirketjenere, præster, der har låst kirkedøren op og fortalt engageret om deres arbejdsplads og om kirkens historie. Det er jo ikke altid man som pilgrim kommer frem, når kirken er åben og det gjaldt desværre Helsingør Domkirke, som jeg dog tidlige har besøgt når den var åben. Andre af sognekirkerne var også aflåste, trist men også forståeligt. Ud over Helsingør Domkirke vil jeg nævne at Roskilde Domkirke og Maribo Domkirke jo bør besøges. Men undlad ikke at besøge Esrum Kloster, Frederiksborg Slotskirke, Sankt Bendts Kirke i Ringsted, Sct. Peders Kirke i Næstved og Vor Frue Kirke i Vordingborg. Sakskøbing Kirke er kun åben under gudstjenester. Af kulturhistoriske interesse er det værd at besøge Gurre Slotsruin, Frederiksborg Slot, Lejre Skibssætninger og Gåsetårnet i Vordingborg. Pilgrimshuset i Ballerup og Pilgrimshuset i Maribo giver mulighed for overnatning for pilgrimme. Underlaget for vandringen er overvejende på gode mark- og skovstier, naturstier af vekslende kvalitet, sogneveje med lidt eller næsten ingen trafik, men dog på asfalt. Afmærkningen med Jacobs muslingeskal og den gul pil er på strækninger god og andre mangelfuld. Derfor anbefales det at benytte Appen GuruMaps, hvor Den danske Pilgrimsrute kan følges i realtid fra nord til syd. Jeg mødte kun1 medpilgrim en enkelt dag. Overnatninger og den man ønsker at benytte sig af er jo op til den vandrende, men der masser af muligheder i den nordlige del og lidt færre syd for Næstved. Så planlæg dine overnatninger. Alt i alt – en dejlig vandreoplevelse for både pilgrimmen og den naturinteresserede vandre.

Skriv et svar