Start By | Roskilde – Lejre |
Dato | 15. juli 2022 |
Vejr | +13 C – +20 C sol / brise |
Højdemeter op | 55 m |
Højdemeter ned | 72 m |
Sværhedsgrad | let |
Afstand tilbagelagt i dag | 16 km |
Afstand tilbagelagt i alt | 133 km |
Dagen startede ud af “memory lane”. Jeg er født og døbt i Roskilde og boede der indtil jeg blev 10 år. Jeg boede på Jernbanegade og havde Vor Frue Kirke som nabo, hvor jeg i øvrigt blev døbt. Allehelgensgades Skole gik jeg i fra 1. til 3. kl. Fremme ved Roskilde Domkirke vandrede jeg ned mod Roskilde Havn og tog en afstikker op til Sanktjørgensbjerg Kirke og så ned igen på pilgrimsruten, derfra frem til Sankt Hans Hospital langs vandkanten af Roskilde Fjord. Pilgrimsruten og Skjoldungestien følges stort set ad videre gennem dagens vandring. Herfra vandres ind i Nationalpark Skjoldungernes Land ved Boserup Skov. På skovveje og markveje og stier frem til og langs Boserup Sø og videre gennem et skønt naturområde til og langs Kornerup Sø og Å. Sidst nås frem til Gl. Lejre igennem bølget landskab, hvor der er en stor skibssætning og gravhøje. Her sluttede jeg dagens vandring og vandrede op til Lejres Stationsby. Vejret var perfekt vandrevejr. Tilpas temperatur og let brise, så der lidt op på formiddagen kunne vandres I T-shirt med korte ærmer. Kombinationen af perfekt vejr og skønt landskab med stor afveksling med udyrket og dyrket land, søer, skove og åløb og fortidsminder, gav en af de dejlige vandredage. Vor Frue Kirke var ikke åben ej heller var Sanktjørgensbjerg Kirke.