BIRGITTALEDEN SYD – DAG 3

Start ByMalmö Airport til Gislöv
Dato16. april 2022
Vejr+10C – sol / let vind
Højdemeter op32 m
Højdemeter ned76 m
SværhedsgradLet
Afstand tilbagelagt i dag25 km
Afstand tilbagelagt i alt74 km

Da jeg var klar til vandring efter morgenmaden kunne jeg gå ud i sol og med antydning af rim i græsset. Det blev perfekt vandrevejr for de forventede 25 km, hvor jeg kunne smøgede ærmer op for første gang i år. Dejligt. Jeg læste åbenbart ikke guidebogen godt nok, så jeg fik vandret de første 5 km på en bred landevej med 90 km skiltning og som var næsten snor lige. Jeg skulle have været på en mindre vej lidt længere mod øst. Men der var ikke meget trafik så ingen fare og vel ankommet til Børringe Kloster. Også her var der en velholdt hovedbygning, hvor der var passet på kulturarven. Herfra vandrede jeg på en lokal asfalt- og senere grusvej videre mod Fru Alstad (det hedder flækken – altså). Men først forbi Rigsborgen Lindholm, der i 1300 tallet under Margrete den I, fik en væsentlig betydning, idet borgen var samlingspunkt for forhandlinger der ledte til Kalmarunionen. I dag er der intet tilbage af borgen. Herfra mest på en god svensk grusvej til Fru Alstad. Der er en middelalder kirke med en underlig proportion og størrelse. Den er indviet til Jomfru Maria og Johannes Døberen (på dansk Skt. Hans). Desværre igen en lukket kirke. Dagens slutmål er et overnatningssted nær Gisløv. Gisløv kirke var også aflåst, da jeg nåede frem. Det er lidt trist med de lukkede kirker. Herfra havde jeg 2 km på markvej til mit overnatningssted – Weinbergs Hotel – der en renoveret gård ombygget med værelser og med en fantastisk restaurant og kvalitetskøkken med urter fra egen urtegård. For overnatning og morgenmad betalte jeg 1.800 SEK. En dejlig afslutning på denne prelude af årets første pilgrimsvandring.