Min første pilgrimsfærd i april/maj 2012 var ikke en ren indskydelse, men den var heller ikke velforberedt.
Jeg havde trænet vandring op til pilgrims færden og læst lidt litteratur om pilgrimsvand ring i Nord Spanien og så havde jeg set som så mange andre Bertelsen på Caminon.
Lidt vovet havde jeg sat mig for, at jeg ville vandre fra Pyrenæerne til Verdens Ende. Og sådan blev det.
Jeg havde også sat mig for, at jeg ville starte i Påsken 2012 og regnede med at bruge 50 dage på forehavendet.
Jeg tog nattog fra København til Köln – og startede som luksuspilgrim med at tage enkeltmands 1. klasse sovecoupé. Fra Köln smuttede jeg over i et hurtig tog til Paris Gar de Nord og ankom Påske lørdag morgen tid ligt og vandrede 9 km gennem Paris´ tomme gader til Gar de Montparnasse og fik tid til at besøge den jødiske kirkegård tæt på stationen.
Fra Paris tog jeg hurtigtog til Pou og overnattede på et pænt familiehotel.
Næste morgen tog jeg tog og bus til Somport, der ligger på grænsen mellem Spanien og Frankrig i lidt over 1.600 m højde i Pyrenæerne.
Med i bussen var 2 andre passagerer ud over mig – over for mig sad en slank yngre tysker vel på omkring de 40 år, der lige som jeg havde lagt en rygsæk i bussens baggagerum og derudover en ældre kvinde, der synes at være lokal. Det var det.

Jeg spurgte den yngre tysker om han skulle ud at vandre på Caminoen og det svarede han ja til. Det blev derefter til 25 dages bekendtskab og dejligt sammenhold til León. Vi mødtes så igen i Santiago og senere i Finisterre.
Vi startede ud i snevejr og senere bidende kold og stærk blæst med regn og første dag blev på 25½ km til lidt før Jaca. Drivvåde og kolde fandt vi en bar som havde værelser. Alle albergues var endnu ikke åbne for sæsonen.
Men det jeg egentlig ville fortælle er historien bag denne optakt til min første camino og pilgrims vandring på i alt 1.050 km fra Somport via Santiago til Muxia. 
Baggrunden for min første pilgrimsvandring var den, at jeg havde planlagt min pension til foråret 2012. Min kone gennem næste 30 år var død i foråret 2010 og dermed havde jeg et par skel sættende begivenheder i mit liv og min 3. livsperiode skulle nu begynde hvor jeg var blevet 65 årig.
Jeg syntes at en sådan udfordring med at vandre over 1.000 km måtte jeg simpelthen tage op, mig som aldrig havde dyrket nogen form for sport eller udendørsaktivitet i nævneværdig grad.
Et år i forvejen begyndte jeg at træne vandring og da jeg startede ud på caminoen havde jeg vandret ca. 1.000 km med den rygsæk jeg nu havde på ryggen og med samme indhold. 12 kg. Træningen havde jeg gjort omkring søerne i Nordsjælland og søer i Midtskåne.

Jeg havde ikke nogen egentlige forventninger til hvordan vandringen ville blive eller om jeg havde fornøden vilje og lyst til at vandre dag efter dag. Men det mærkelige var, at i takt med dagene gik og sammenholdet mellem min tyske pilgrimsven blev styrket og oplevelserne sammen med de andre og mange pilgrimme blev større og større, så blev jeg fanget af stemningen på denne Magiske camino og den særlige ånd som hviler over den.
Jeg spurgte den yngre tysker om han skulle ud at vandre på Caminoen og det svarede han ja til. Det blev derefter til 25 dages bekendtskab og dejligt sammenhold til León. Vi mødtes så igen i Santiago og senere i Finisterre.
Vi startede ud i snevejr og senere bidende kold og stærk blæst med regn og første dag blev på 25½ km til lidt før Jaca. Drivvåde og kolde fandt vi en bar som havde værelser. Alle albergues var endnu ikke åbne for sæsonen.
Men det jeg egentlig ville fortælle er historien bag denne optakt til min første camino og pilgrimsvandring på i alt 1.050 km fra Somport via Santiago til Muxia.
Baggrunden for min første pilgrimsvandring var den, at jeg havde planlagt min pension til foråret 2012. Min kone gennem næste 30 år var død i foråret 2010 og dermed havde jeg et par skelsættende begivenheder i mit liv og min 3. livsperiode skulle nu begynde hvor jeg var blevet 65 årig.

Jeg syntes at en sådan udfordring med at vandre over 1.000 km måtte jeg simpelthen tage op, mig som aldrig havde dyrket nogen form for sport eller udendørsaktivitet i nævneværdig grad.
Et år i forvejen begyndte jeg at træne vandring og da jeg startede ud på caminoen havde jeg vandret ca. 1.000 km med den rygsæk jeg nu havde på ryggen og med samme indhold. 12 kg. Træningen havde jeg gjort omkring søerne i Nordsjælland og søer i Midtskåne.
Jeg var som sådan næppe meget anderledes religiøs end flertallet af danskere, en tur i kirken til Jul og når et nyt familiemedlem skulle døbes eller der var bryllup eller begravelse, så kom jeg i kirken.
Men på forunderlig vis skete der noget med mig under vejs – jeg deltog i messer om aftenen, gik ind i kirker, katedraler, klostre og beså disse fantastiske bygninger og deres udsmykninger og blev gradvis fanget af ikke blot de fysiske rammer, men også af den stemning, liturgi og kirkehandlingerne, der om aftenen ved messerne blev udført og hvor ikke blot de lokale kirkegængere men også mange af os pil grimme deltog.

En række oplevelser under vejes bekræftede mig i, at der nok er mere mellem himmel og jord end vi lige til daglig tænker over. Ikke at jeg fik en særlig aha oplevelse eller fik ud tænkt store spirituelle tanker undervejs, men trods alt fik indsigt i en del af livet omkring mig, som tidligere havde været i baggrunden.
Nu her bag efter ca. 5.000 km på 8 pilgrims vandringer og læsning af stakkevis af bøger om vandringer på caminons og beretninger af andre pilgrimme og den historiske bagrund for caminons opståen og Spaniens historie samt bøger om religionshistorie, så er pilgrims vandring for mig blevet en del af mit liv og livsstil.
Jeg har læst mange beskrivelser om hvordan den vandrende – har vandret sig til et andet liv og blevet en anden person efter vandringen. Jeg har også læst nogle beretninger og skildringer, hvor jeg tager mig til hovedet og siger til mig selv – det kan bare ikke passe, at ved kommende har opleveret det beskrevne.
På min første camino, der var rigtig våd – halvdelen af dagene var med regn – tænkte jeg kun på en ting, og det var at sørge for ikke at træde i for meget vand næste gang jeg satte foden ned eller undgik mudderhuller eller undgik at falde over sten på stien. Jeg tænkte ingen store tanker om at skifte mit liv ud med et andet.

en det kom snigende denne ændring i ens livsopfattelse, snigende ind ad bagdøren ved de dejlige oplevelser i selskab med alverdens mennesker med forskellige syn på hvordan verden bør se ud, med samværet med de utrolig søde lokale beboere, de hjælpsomme hospitaleros/hospitaleras, ved deltagelse i messer og ved stille stunder i de mange kirker og ved de skønne samtaler med mine med pilgrimme.
Og jo, nu er jeg en helt anden person med en anden livsopfattelse og med en større forståelse for spiritualitet og religiøsitet end tidligere. Nu går jeg jævnligt i den lokale kirke til gudstjeneste og synes at det er givende og ganske ”hyggeligt” – og det er vel ikke det helt rette ord.
Og jo, jeg tror at der er en styrende magt – kald den Gud, om du vil – som på forunderligvis har fingeren med i spillet om forløbet af dit liv. 
Jeg fortryder bestemt ikke, at jeg trådte det første skridt i Somport ud på caminoen og jeg har heller ikke endnu vandret det sidste.
Dette er skrevet frem til 2015.