Lad os starte med begyndelsen. Hvordan blev pilgrimsvejen til Santiago de Compostela egentlig til?
Legenden siger, at Sankt Jacob blev halshugget omkring år 50 i Rom efter han var vendt tilbage fra forkyndelse af kristendom men i det mærkelig land i Nordvestspanien, der hedder Galicien uden det store held.
Efter halshugningen blev han stedt til hvile på en stenbåd, som engle førte til vigen omkring Finisterre. En adelsmand så båden, som da var oversået med store hvide muslingeskaller (!) og da han havde hjulpet båden i land, blev alt glemt for en tid. Næsten 800 år senere skete et mirakel. En hyrde gik ved sine dyr en sen aften og så pludselig et skarpt lys på himmelen og fik en vision om noget særligt og gik i sin retning af lyset og fandt stenbåden. Han gav sin herremand besked og denne hav beskeden videre til Kong Alfonso. Her var så myten om Sankt Jacob skabt. Kongen beordrede en kirke bygget i Santiago de Compostela. Og snart blev det kendt, at der var en af Jesus disciple, som var begravet i kirken og så små begyndte pilgrimsvandringen at tage form. Dette er den korte version.

Codex Calixtinus må I have hørt om?

Verdens første guidebog. Den ultimative guideborg til Camino Frances. Når ikke?
Det er nok fordi den er fra begyndelsen af 1100 tallet.
I guidebogen er dagsetapperne på mellem 35 og 50 km.
I guiden er oplyst navne på de promonente konger og adelsmænd, som lod vejen bygge af kærlighed til Gud og ære for Sankt Jakob, som der står.
der nævnes de gode og de dårlige floder.
Eksempel: Vandet i floden ved Los Arcos er dødbringende. 2 mil før Sankt Jacobs by er en flod - Lava Nentula - hvor franske pilgrimme af hankøn har for vane i kærlighed til apostlen ikke blot at vaske sine kønsdele, men hele kroppen og tøjet (det er ikke en opfordring). I området ved Saint-Jean-Pied-de-Port er der er et voldsomt folkefærd, der har et barbarisk sprog og har toldere, der slår og myrder pilgrimme, hvis de ikke betaler den krævede told. I Navarras land er befolkningen - elendige, troløse, korrupte og gudløse.
Og sådan fortsætter det region for region. (så pas på)
Helgener som pilgrimme besøger i Spanien - salige Dominicus i Redecilla, salige martyrene Facundus (byen nævnes ikke) salig biskop Isidorus i Léon og naturligvis Sankt Jacob i Santiago. Herefter er der en længere beskrivelse af basilikaen i Santiago og præstestyret der. Et afsnit om hvordan man bør møde pilgrimme - med barmhjertighed og respekt, som var det Vor Herre selv (store ord må man sige).
Codex Calixtinus findes bl.a. på svensk og er spændende og sjov læsning set med nutidens øjne.

Chanson Roland – eller Rolands kvadet – et af et de vigtigske værker til forståelse af Europas kulturhistorie.
Værket er nedskrevet i første halvdel af 1100 tallet og handler om kristnes kamp mod de vantro muslimer i Spanien i 700 tallet.
Værket starter: ”Karl den Store, vor mægtige Kejser har været i Spanien i syv fulde år”
Roland er kejserens nevø, bliver sammen med 12 andre højtstående riddere af den muslimske kong Marsile i Zaragoza lokket i bagholdsangreb i en slugt ved Roncevaux (Roncesvalles) efter at Karls hær er reddet mod Frankrig.
Da Kejser Karls hær er reddet i forvejen, ser Roland ikke anden udvej end at blæse i sit horn Olifant og det gør han så kraftigt, at Karls hær 30 mil væk kan høre det. Med det er for sent og Roland og ridderne bliver dræbt af den muslimske hær. Kejser Karl vender tilbage for at hævne de dræbte og udkæmper et stort slag og fordriver den muslimske hær og muslimerne bliver tvangsomvendt til kristendommen.
Med kvadet og fortællingen begyndte man allerede i middelalderen at konstruere forestillingen om et skæbneagtigt modsætningsforhold mellem religioner og kulturer, som havde taktiske og politiske årsager.

Det forhold var med til at skabe korstogene og Tempelridderne.
Så tænk på, når I starter Jeres pilgrimsvandring og kommer til Roncesvalles, der også kaldes ”Porten til Spanien”, at I træder ind i en region, hvor der har været storpolitiske konflikter helt op til 1900 århundrede.
Der er to ruter, hvoraf den ene er den gamle romerske vej over bjergtoppene og som kaldes ” Route de Napoléon” eftersom den franske kejsers tropper marcherede ind i Spanien af den vej for at udkæmpe den del af Napoleonkrigen på den Iberiske halvø i årene 1808-1814.
Det siges, at de fromme pilgrimme hjælpes af Sankt Jacob, når de er ved at opgive den vanskelige og strenge vandring opad, ved at han umærkeligt lægger sin hånd på pilgrimmens skulder og trækker denne videre. Så læg det på sinde – kære venner.
I kvadet står: ”at Roland af vrede blæste så hårdt i Olifant, at hans mund blev fuld af blod og at jord revnede og klipper sprængtes og stjernerne måtte græde”

Straks efter Pamplona er der en lille by Cizur Menor på en lille høj. Her er ruinerne af en borg, der var indehavet af johannitterridderne der sammen med tempelridderne vogtede over pilgrimmenes sikkerhed på vejen til Santiago.
Lige efter Zariquiegui er på venstre side en moderne drikkevandsfontæne. Den hedder Fuente de la Teja. Den erstattede en ældre, der blev kaldt ”Fornægtelsens brønd”. En legende siger, at en pilgrim møjsommeligt sled sig op mod den nærliggende ”Alto de Perdón” og derved blev meget tørstig. Der mødte han en fremmed vandringsmand, som tilbød ham at vise en ”hemmelig brønd”, men kun mod at han afsvor sig troen på Gud, den Hellige Jomfru og Santiago (Santiago = Sankt Jakob).Det te ejendommelige tilbud kom fra, hvad der som tilsyneladende var en pilgrimsbroder, men som i virkeligheden var selve Djævlen, og han afslog naturligvis og se – den troende fik sin belønning – Djævlen forsvandt og Santiago selv fremstod i pilgrimsdragt og viste ham nu vejen til den hemmelige brønd og gav ham vand at drikke af hans muslingeskal. Denne lille historie fortæller noget om de traditioner der følger pilgrimsvejen og som handler om de fare og fristelser som pilgrimmen kan komme ud for på hans/hendes vej.
Alto Perdón = Forladelsens Høj/Bjerg.
Tag Jer i agt for fare og fristelser på Jeres pilgrimsvandring.

Der hvor Camino Frances og Camino Aragonés støder sammen og nu forløber mod vest, ligger en særegen, men lille og meget smuk 8 kantet romansk kirke i Eunate – Santa Maria de Eunate – som siges at være bygget af tempelridderne i 1100 tallet, med henvisning til, at dens forbillede er Gravkirken i Jerusalem. De kirker Tempelridderne lod bygge var 8 kantede.
Når man besøger kirken kan man fornemme, at der er noget gådefuldt over stedet der kan forstås som et mindesmærke over de millioner af pilgrimme, som i 800-900 år har passeret stedet. Nogen mener, at det er stedet hvor tempelriddere på vej til Jerusalem særligt benyttede til en sidste bøn. Så dvæl her en stund og fornemme denne særlige stemning og ro.
Efter Obanos kommer pilgrimmen til Puente la Reina, som har urgamle traditioner, sikkert helt til bage til tiden før muslimernes ankomst, endda sikkert tilbage til romertiden, da stedet er en flod over gang og et vadested helt tilbage i historien. Broen er bygget i første halvdel af det 1100 århundrede og har sit navn efter, at Doña Mayor, dronning af Navarra, der for at lette pilgrimmenes overgang og fri dem fra de skurkagtige bådekarle, der var tyv agtige og røvede pilgrimmene eller endog druk nede dem, når de ikke betalte nok for overfarten, lod bro en bygge.
Så kære pilgrim skænk denne dronning en tanke og stor tak for hendes bygningsværk, når du vandre over denne skønne bro, der forbinder flodbredderne af Rio Arga og for at du ikke skal vader over floden eller lade dig ro over. Nu kan du gøre det sikkert og uden at sætte livet på spil.

Truslerne mod pilgrimmene er mange langs vejen til Santiago de Compostela.
Men der er også mange skønne øjeblikke og det er også muligt at høre historiens vigesus i form af romerske soldaters klappen fra deres sandaler på Via Traiana, som leder næsten hele vejen fra Pyrenæerne til Santiago.
Et meget velbevaret stykke romervej – måske det bedste i Spanien – er netop uden for den lille by Cirauqui og mod Lorca.
Her får man et rigtig godt indtryk af romernes dygtige vejbygmestres arbejde. (Det gør man også på Via de la Plata)
I Cirauquie støder man ved Iglesia de San Román på et mindesmærke for den fascistiske falanges grundlægger José Antonio Primo de Rivera. Det giver uhyggelige minder fra Bor gerkrigen i Spanien i 1930’erne. Men det er jo også en del af historien om pilgrimsvejen.
Den lille by Estella er et vigtigt punkt på pilgrimsvejen – Estella la Bella – i byen findes der mange gamle huse, som er værd at kikke på, og her få man et indtryk af hvordan byer ne var i det sene 1200’tal.
På vejen ud af Estella passeres Iglesia Nuestra Señora de Rocamadour Her findes et smukt billede af Maria med Jesusbarnet på venstre knæ.

Der findes en legende om, at en pilgrim blev anklaget for mord på medpilgrim. Han bedyrede sin uskyld og vendte sig i sin nød til Den Hellige Jomfru og sagde, at om han var uskyldig, så skulle hun lade Jesusbarnet bytte knæ, et noget usædvanligt krav. Men det skete promte og han blev frikendt. Imidlertid er det jo svært at vide om det er rigtigt, da ingen i dag ved hvordan billedet så ud før miraklet.
Nu når vi snart til Logroño første større by efter Navarra og i La Rioja. En katedralby og en tapasby. Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Faktisk kun det ene, at der er to gader med tapasrestauran ter nær katedralen. Så kan man jo gå til aftensmesse og derefter på ”tapascrawl”
Men på vejen ind til byen vandre pilgrimmen forbi Fuente de los Peregrinos (Pilgrimsbrønden) fra 1500 tallet som ligger over for den gotiske kirke Santiago de Real på den anden side af gaden.
Foran kirken er en statue af Santiago afbilledet i sin inkarnation som Santiago Matamoros – Santiago Mauerdræberen – på en flot hest.
Lidt syd for Logroño ligger – Clavijo – der er stedet for et af spansk histories mest berømte slag – ud kæm pet i 834 og som spiller en stor rolle i legenderne om Santiago.
Baggrunden for slaget er bruddet af en skrøbelig fred bygget på, at de kristne skulle betale en årlig tribut til mauerne på 100 jomfruer. Imidlertid be sluttede kong Ramiro I, at nu var nok nok og sendte det årlige sendebud retur. Det var dog kun hovedet af sendebuddet, der blev returneret. Det var signalet til krig.
Da solen gik ned på krigsdagen var den kristne hær ved at gå i opløsning, men så viste - på Herrens befaling - Santiago sig i en sky, klædt i hvidt ridende på en springende hvid hingst med sit flammende sværd i hånd.
Med Santiagos hjælp var spanierne naturligvis overlegne og det siges, at ikke mindre end 70.000 mauere blev tilbage på slagmarken.
Det blev ikke sidste gang af Santiago kom de kristne til hjælp, hverken som krigsmand eller som sand pilgrimsven.

Hvorfor høns i en katedral? Og Hvorfor en katedral langt ude på landet?
Santo Domingo de la Calzada – et laaaangt bynavn – men et navn man altid kan huske, når man har vandret Camino Frances. Der knytter sig nemlig to væsentlige historier til stedet.
Først det med hønsene. Det har været der i snart mere end 700 år og udskiftes en gang om ugen, andet ville vel også være dyrplageri.
Omkring 1300 tallet tog en tysk familie på pilgrimsvandring til Santiago og overnattede på et noget lurvet værtshus i byen. Om morgenen blev sønnen – der var meget smuk – beskyldt af værtens datter for at have stjålet sølvtøj fra værtshuset. Egentlig var årsagen, at pigen var forelsket i den smukke søn, men hendes tilnærmelser blev ikke gengældt og det var hun rasende over og fandt som ondskabs fuld hævn, at beskylde ham for tyveri og anmelde ham. Resultatet blev, at sønnen blev anklaget for tyveriet og den lokale præfekt idømte ham en passende hård dom – at blive hægt i byens galge – og det skete så til stor fortvivlelse for forældrene. De måtte efterlade deres søn og vandrede nedtrykte til Santiago for så på hjemvejen at tage sønnens lig med sig tilbage. Til stor overraskelse så forældrene, at sønnen viste livstegn i galgen og løb straks til præfekten og fortalte oplevelsen og bad ham om at følge med. .

en han sad netop ved frokostbordet og havde fået serveret to veltilberedte høns og sagde ” at var det sandt det de sagde, så ville hønen og hanen foran ham flyve op og gale” – hvilket de så gjorde. Siden har der været høns i katedralen
Nu skulle man tro, at det ikke kan være sandt at sønnen kunne overleve i så lang tid i galgen, men til historien hører, at Santiago støttede sønnens fødder, så han ikke blev kvalt, fordi sønnen jo var ganske uskyldig.
Den anden historie er, at den lokale munk - Domingo Garcíia i 1100 tallet viede sit liv for at pilgrimme til Santiago kunne komme gennem de lokale områder, hvor pilgrimsvejen var et af de værste stykker på den tid med bugtende stier gennem marsk og med røvere bag hver busk.
Domingo brugte sit liv på at ombygge pilgrimsvejen, bygge broer, herberger og hospitaler og i det hele brugte sin tid på at hjælpe pilgrimme. Det siges, at når Domingo endelig tog sig et hvil, så fortsatte englene med arbejdet. Han blev helgenkåret under navnet - Santo Domingo de la Calzada - (calzada = bred og god kørevej”) Broen over Oja, der står i dag, er Domingos værk.
Så ære ham i katedralen, at du kan komme godt videre mod Santiago.

Og nu til en af mine egne oplevelser, som gør pilgrimsvandring så uforudsigelig og dog så forudsigelig.
Den 23. april 2012 efter en dag på omkring 28 km i rigtig dårligt vejr, koldt og regnfuldt, lykkedes det mig at overnatte i Grañon i nød herberget, som er på noget der ligner 1. sal i den lokale kirke. Man skal ind fra bagsiden og op ad trappen ved tårnet. Det var der så også mere end 40 andre der havde fundet frem til. Fuldt hus blev der annonceret. Da jeg ankom blev jeg mødt af hospitaleroen, der på engelsk kundgjorde, at ”her betalte man efter evne og tog efter behov”. Da jeg lagde 10 € i cigarkassen, kom der en person og straks tog den igen fra kassen, uden at hospitaleroen så meget som blinkede med øjnene og sagde så tørt ”den havde han nok brug for”.
Fantastisk aftensbord med dejlig salat, pasta i kødsovs og en dessert – youghurt og selvfølge lig brød og rødvin – alt i øvrigt doneret af handlende i omegnen. Og dejlig pilgrimsstemning ved den åbne pejs, med snak og udveksling af oplevelser. Og mere rødvin.
Før vi skulle til at sove, kom den uforudsigelige oplevelse, da vi alle blev budt ind på 1. sal i et kulsort kirkerum. Her viste sig at en af pilgrimmene gav sig til at synge en meget smuk salme, akkompagneret af en ret dårlig guitarist.

Men det at høre en smuk stemme i et stort kulsort kirkerum gav gåsehud. Messen blev også forrettet kun fra levende lys på alteret.
Sovesalen var stuvende fuld, alle lå på nogle tynde madrasser på et iskoldt gulv – jeg i min sovepose iført fleecejakke og vandrebukser. Toilettet var – hvad der føltes som en ½ km væk og igennem en forhindringsbane af sovende og snorkende og lugtende medpilgrimme. En dør som knirkede rædselsfuldt og et overpisset toilet, hvor der næsten var is i vandhanen og et højskyldende toilet, der frembragte nærmest et tordenskrald af fossende vand, når man trak ud. What a night!!!!!
Næste morgen – uden at blive vasket og børste tænder – et let morgenmåltid og så videre ud i en blæs ende og kold morgen.
To huse længere fremme var til stor jubel for mange af os en åben bar – hvor det lykkedes at få børste tænder og få et hæderligt morgenmåltid med tostodas, ost, juice og the og få købt 2 ½l flaske vand til dagens vandring.

Det siges, at mange pilgrimme ikke kom længere en til Villafranca, fordi de ikke havde mod til at vandre igennem skoven på Gåsebjerget. Men der var råd for, at pilgrimmen kunne få syndsforladelse, da by en i middelalderen var sæde for biskoppen. Så hav de den stedlige biskop autoritet til at give syndsforladelse.
Navnet på mange byer langs pilgrimsvejen hedder noget med Villafranca. Årsagen er, at mange franske pilgrimme slog sig ned i de mindre byer, mest på vejen tilbage fra Santiago, når de enten ikke orkede at vandre helt hjem eller ikke havde lyst til at komme hjem til den by, de kom fra eller de slet og ret ikke kunne komme hjem på grund af krig eller an den uorden. Og så var der lige det, at kronen og bispedømmet belønnede pilgrimme som blev boende langs pilgrimsvejen med jord og penge.
Når pilgrimmen kom udaset frem til San Juan de Ortega kunne han dvæle ved en utrolig smuk sarkofag med en prægtig baldakin over inde i kirken ved siden af klosteret. I krypten under, er de jordiske rester af San Juan, der var elev hos Santo Domingo de la Calzada og som ham også blev vejbygmester og et af San Juans værker er broen ved Ages lige uden for byen.
Når du når hertil, har du en smule over 500 km til Santiago.

Efter at have vandret ned på den anden side af Motes de Oca, når pilgrimmen til storbyen Burgos med den imponerende katedral. En af Spaniens største katedraler- Catedral Basílica Metropolitana de Santa María de Burgos – der er på ca. 40.000 etagemeter. Der er 18 side kapeller. Bygget i begyndelsen af 1200 tallet i gotisk stil.
Man kan bruge en hel dag på at gå rundt i katedralen, hvis man er til religiøs kirkekunst og der findes mange exceptionelle kunstgen stande.
Lad mig blot nævne et meget specielt krucifiks, der er i et kapel til højre for hoved ind gangen, hvor katedralens klenodie El Cristo de Burgos hænger. Det siges, at skulpturen har menneskind og at håret og negle skal klippes. Hvilket lyder lidt markabert.
Det var dog ikke det makabre krucifiks, der vakte min største interesse, da jeg besøgte katedralen, men et 1400 tals maleri, der viser Jomfru Maria med Jesusbarnet på skødet. Hendes skarlagensrøde kjole gjorde et utroligt stort indtryk på mig. Og af en eller anden grund har det billede sat sig på min nethinde.

I øvrigt er der også til Burgos knyttet en stridsmand over alle stridsmænd – El Cid – der er eviggjort i kvadet – Cantar de Mio Cid. El Cid fødes i 1043 som lavadelsmand. Hans fødenavn var Rodrigo Diaz del Vivar. Hans levned er en stor ridder værdig og er alt for langt at beskrive her. Men man kan jo ty til at læse kvadet på spansk som nattelæsning. El også kan man gå på Netlix også se filmen om El Cid med Charlton Heeston og Sophia Loren.
I øvrigt er Museo de la Evolucion Humana også bestemt et besøg værd.
Straks pilgrimmen vandre ud af Burgos kommer den magiske højslette – Mesetaen – denne endeløse træløse højslette, hvor varme og kulde kan være frygtindgydende og hvor bebyggelse er en mangel vare.
Mesetaen er vel det stykke af Camino Frances, hvor pilgrimmen virkelig kan når ind til sit inderste jeg og gøre status over – hvorfor er jeg her? Hvad er det jeg har begivet mig ud på? Og her finder sine dybeste indre dialoger på godt og ondt – og hvor afklaringen med sig selv og sin Gud ofte finder en løsning eller at det hele kan ende i en uforløst frustration. Det er måske også her, at man gør status over sit tidligere og nuværende liv og hvor tanken om et nyt anderledes liv fødes. Og hvor bekræfte sen på, at jeg vil noget nyt skal realiseres.
Det siges, at når man først har pilgrimsvandret vend er man tilbage som et andet menneske og det siges også, at han man først vandret en camino, så vender man tilbage.
For mit vedkommende kan jeg kun bekræfte begge udsagn.

Ude på Mesetaen snart efter Burgos kommer pilgrimmen igennem nogle få byer, hvor der er et par jo jeg vil nævne – Castrojeriz og Frómista.
Når man har gået Camino France vil bl. a. de to byers navne kunne huskes – Castrojeriz – på grund af at byen kan ses langt fra, da den ligger på en bakketop og er et landpunkt og på grund af navnet. Fromista på grund af et par interessante kirker og godt sted at hvile eller overnatte.
Men først til Castrojeriz. Borgen ved byen var et meget vigtig i forbindelse med la reconquiata (tilbage erobringen af land/område fra muslimerne. I dag er borgen bare en af de mange ruiner, som er langs caminoen.
Imidlertid er det mærkværdigste i byen kirken Colegiata de la Virgen de Manzano. d.v.s. "Jomfruen af æblet” (??) Den er opkaldt efter det æbletræ, hvor kirkens smukke madonna billede blev fundet efter at Santiago på sin hvide hest i et gigantisk spring hoppede ned fra borgen og landede i træet, hvilket lyder en smule ubekvemt, men uden tvivl dæmpede faldet. Uden for kirkens søndre dør findes en sten, som har et aftryk af hestens hove og på kirkedøren findes 4 hestesko sømmet op, og det påståsat det var Santiagos hest som efter lod dem der.

Når pilgrimmen har krydset Canal Castilla, kan denne vandre ind i Frómista, en lille by midt ude i ingenting.
Frómista er et vigtigt punkt på pilgrimsvejen og er allerede nævnt i Codex Calixtinus (se Historier og legender 1) årsagen er Iglesia de San Martin fra 1066 Doña Mayor (dronningen fra Puente de la Reina), som lod den bygge. Kirken er en udsøgt romask kirke, der gennemgik en omfattende renovering i 1893. Som er meget omdiskuteret. Kirken er berømt for sin velbalanceret arkitektur. Den bruges ikke til gudstjenester men er et national monument.
Den er særegen ved at kirken inde har over et hundrede kapitæler på pillerne og der er hugget nogle besynderlige væsener og både hedenske og kristne figurer og nogle tegn som viser hen mod Frimurerne, hvor stenhuggerne i middelalderen overleverede deres hemmeligheder og stenhugning.
Den anden kirke Iglesia San Predo fra 1500 tallet er faktisk også et besøg værd, selv om den ikke er så spektakulær som San Martin. I kirken findes en skulptur af Sankt Peter og Sankt Paul (apostlen Paulus).
Tænk over når I nu vandre på caminoen, at hver by har sin historie – stor eller lille – men næsten altid en historie der på en eller anden måde knytter sig pilgrimsvejen.

Når, men León har også en anden seværdighed – naturligvis ud over katedralen - Santa Maria de la Regla , som du endelige ikke må glemme at besøge. Katedralen har nogle skønne glasmosaik ruder, der giver et fantastisk lys, især rosenvinduet. Flere af ruderne er fra 1200 og 1300 tallet.
Siger Gaudi dig noget?  Det første du sikkert tænker på er Sagrada Familia i Barcelona. Men, denne enspænder af en arkitekt, har også lagt sig landmær ker andre steder. Bl.a. den imposante bygning: Casa Botines på gågaden i León.
Du skal også besøge Bacilica San Isodoro, hvor der opbevares nogle utrolige kostbarheder givet som gaver til bl.a. spanske konger gennem tiderne.
For den spillelystne, kunne et besøg i Capilla de Nuestra Señora de Dado (Vor Fru af Terningen) (??)
Til kirken knytter sig en figur, som tilskrives mirakuløse egenskaber. Kapellet har fået sit navn af, at en spiller, der havde tabt stort i et spil, i et vredesudbrud kastede sine terninger på figuren og traf Jesus barnet i ansigtet, hvorved det straks begyndte at bløde.
På vej ud af León, kan man slet ikke undgå at møde Hostal San Marcos – det ligger på pilgrimsvejen ud af León om man følger Camino Frances eller følger Camino San Salvador. Hostallet ligger ved middelalderbroen pilgrimmen skal over.
I næste by mod vest efter León, kommer pilgrimmen igennem Virgen del Camino, i øvrigt en rædselsfuld by langs en befærdet vej. I slutningen af byen, ikke langt fra hvor pilgrimmen skal beslutte om der skal vandres til venstre eller lige ud, ligger Camino Frnaces enes nye kirke – bygget i 1961/62 – Virgen del Camino, der i manges øjne er en kirke bygning som de lokale kalder ”et mellemamerikansk collegebibliotek” Facaden prydes at et vældigt broncerelief på 6 m i højden, som fortæller om Jomfru Maria og de tolv apostle.
Næste gang skal I høre om hvad der skete i 1434 på broen i Hospital de Òrbigo.

Jeg lovede Jer at fortælle om hændelsen på broen over Rio Órbigo. Men først skal vi lige vandre nogle kilometer på Kastilliens flade landskab – nok lidt trist vandring uden den store interesse – men fortvivl ikke – der kommer senere udfordringer nok mod Astorga – næste katedralby.
I Villavante – en lille flække – nogle få km før Hospital de Órbigo – efter at have vandret over en jernbanebro - kan den trætte pilgrim overnatte i Mollino Galochos, et A&C (=B&B), som ligger lige ud til caminoen.
Der har jeg overnattet to gange, i 2012 da jeg pilgrimsvandre alene og 2013, da jeg havde min søn med på slæb (rettere var nu ham, der havde mig med på slæb), et par skønne overnatninger. Begge gange var det et frygteligt regnvejr fra Léon mod Astorga og pilgrims vejen var et pløre og ælte og beskidte og våde var vi. Her blev vi modtaget med en herlig skoldhed suppe og hjemmebagt brød til.
Et utrolig venligt værtspar, der driver stedet, som er en gammel vandmølle, der er totalt renoveret i grov spansk stil med højt til loftet i pejsestuen, hvor en å render igennem. Der er dog en stor glasplade over, så man kan se vandet rende nedenunder. Dejlige værelser med alle bekvemmeligheder og dejlig aftens mad og morgenmad. Og sød værtinde som hygger om sine gæster.
Så fik jeg anbefalet stedet – sorry,

Og så til historien fra broen over Órbigo.
I 1434 var broen skueplads i hele 30 dage – 15 før den 25. juli (det er Santiagos fødselsdag) og 15 dage efter.
Den standhaftige ridder hed Suero de Quiñones og han var noget af en vigtigper. For at vise hvor stor en kærlighed han havde til en Doña og for at vise sit heltemod og for at bevise at han ikke frygtede noget, bar han hver torsdag en tung jernring om halsen. Men hun var faktisk ligeglad med ham.
Så kundgjorde han, at han med kongens bemyndigelse og til sin Doñas ære, skulle være på broen over Rio Òrbigo og der bryde lanse med hvilken som helst ridder. Den udfordring han kaste de i ansigtet på dem som han mødte på broen var, at ingen ridder fik passere, om han ikke erkendte, at hans egen Doña ikke var ligeså smuk og skøn  om Sueros, en forulempning ingen ridder kunne sidde overhørig. Kun kongen og den lokale Adelsmand var undtaget fra udfordring, hvilket de sikkert var lettede over, for ikke at skulle kæmpe imod denne romantiske galning.
Galningen lod på flodbredden bygge en kampbane og endog herberge, messetelte og der var herolder med trompeter og meget mere.
Der kom riddere fra nær og fjern, tyske, franske, spanske og italienske og i alt blev det til 300 kampe på godt og ondt, men Suero og hans ridderhold blev ubesejret.
Det siges, at Suero efterfølgende gjorde en pilgrims rejse til Santiago og der overbragte et juvelbesat halssmykke, som i dag opbevares i Katedralmuseet og det skulle hænge på Santiago Alfeo, altså Jacobs søn (???).
Suero fik til sidst sin Doña Leonor de Tavor som ægteviv. Andet havde vel også været synd for ham med den iver han havde lagt for dagen.
Det siges, at står man på broen og kikker sydover mod poppellundene og flodens sydlige side – og skærper man blikket – så kan man se de flotte vimpler på riddernes lanser bugte sig i vinden og høre hestenes prust og vrinsk og riddernes og deres damers latter.
Så har du tid en varm eftermiddag, så stå på denne næsten 300 m lange og så meget imponerende bro og se og hør om du kan opleve fænomenet.
Det er opfattelsen at Cervantes – i ved ham den spanske forfatter der skrev Don Quijote – havde Suero som figur for historien om den bedrøvelige ridder Don Quijote, der kæmper for sin Doña Dulcineas ære.
Og så skal vi altså videre mod Astorga.

Som nævnt er der to muligheder at vandre mod Astorga fra Virgen del Camino, enten til venstre ved kirken og ud over markerne på sletten gennem Chozas de Abajo og Villar de Mazarife eller ruten langs med landevejen. Og i Hospital de Órbigo er der også 2 muligheder - igen langs landevejen 621, eller ud over terrænet. Jeg har vandrer begge og fandt den gennem landskabet, som den jeg foretrak.
Inden pilgrimmen kommer ind i Astorga, skal denne over jernbanelinjen. Det sker ved at man vandre over et stykke ingeniørkunst af en jernbro. Jeg har aldrig set et så indviklet gang system, men der er en menig med galskaben. Den virker 1 km lang. Men oplev den selv – og så ryst på hovedet bagefter.
Du kan se katedralen i Astorga på lang afstand og den er et landmærke. Astorga er en handelsby på ca. 15.000 indbyggere og den er kendt for to ting: Chokolade og Bispepaladset ved katedralen. Godt nok to noget forskellige ting.
Katedralen – Catedral de Santa Maria – er det ikke lykkedes mig på mine to vandringer at få beset indefra, da åbningstiderne er nogle mærkelige akavede for pilgrimme.
Tager vi chokoladen. Kakaobønnen kom til Spanien i forbindelse med erobringen af Sydamerika i 1400 tallet og den chokolade der blev fabrikeret i de 49 chokoladeværksteder var og er fortsat værdsat i hele Spanien. Så prøv chokoladen, når du nu er i byen.

Bispespalads? Ja, der har vi igen Gaudi, som fik til opgave at tegne og for bispedømmet lade opføre et bispepalads, der blev opført fra 1886 til 1913. Forløbet var noget indviklet – som det ofte var ved Gaudis projekter og byggerier – så da bispen, som gav Gaudi opgaven døde og den nye biskop aldeles afskyede arkitekturen, så blev Gaudi sat fra bestillingen og efterfølgende ønskede biskoppen ikke at benytte bygningen. Og siden 1963 har den så huset Museo los Caminos.
Bygningen bryder med alle andre nabobygningers arkitektur og er en ene, men den er et besøg værd både inde og ude.
Astorga er en god by at tage ophold i og om sommeren er der et vældigt leben på Plaza Mayor om aftenen, hvor byens borgere lever udendørs.
Efter Astorga skal pilgrimmen nu til at tage sig sammen, for nu skal der vandres op (der er ca. 500 højdemeter) til passet over Montes de León. Denne del af caminoen betragtes nok af mange som et af de mere strabadserende stykker på Camino Frances ved Foncebadón og Manjarin men også et af de ste der som mange, ser frem til at passere. Ikke for flækkernes skønhed, men for at aflægge et lille ritual ved, når passet passeres.
Netop mellem Foncebadón og Majarin – på det høje ste sted i kote 1.531 m er et af mange pilgrimmes højdepunkter – Cruz de Ferro – Jernkorset.
Der knytter sig mange historier til stedet, som har været kendt fra hedensk tid, som et væsentligt land mærke på udløberen mod sydvest af De Kantabriske Bjerge. Selv romerne beskriver stedet (men de har jo også været alle mulige og umulige steder på den Iberiske halvø)
Traditionen tilskriver, at man tager en sten af en passende størrelse med fra sin hjemstavn eller sin mark og bær den til Cruz de Ferro, hvor man smider den, i den i øvrigt høje bunke af sten, som er i forvejen og gør det som tegn på, at de byrder man tog med sig på sin pilgrimsvandring, kan man nu kaste af sig, og herfra vandre man, som et lettere menneske til Santiago. PS: Husk nu at stenen skal svare til størrelsen af de byrder man ønsker at kaste af sig.
Det mærkelig er faktisk, at man efter mødet med Cruz de Ferro føler sig lettet og mere motiveret for at fortsætte vandringen, men det ligger måske i, at man nu skal vandre godt 1.000 højdemeter ned på de godt og vel 25 km mod Ponferrada.
Inden pilgrimmen vandre ned skal denne forbi Majarin, hvor der – da jeg vandrede forbi i 2012 og 2013 var et noget spøjst albergue, der blev bestyret af  Thomas – der mente, at han var det sidste tempel ridder. Han havde for vane, at ringe med en klokke hver gang der gik en pilgrim forbi. Hvis han fortsat har den vane, så må han da have fået den klokke ringning automatiseret. Med det antal pilgrimme der nu vandre forbi kan han vel ikke bestille andet.

Ponferrada – tempelridder by og byen med jernbroen – Pons ferrata. Omkring 1082 be ordrede biskop Osmund, at der skulle bygges en bro. Den blev forstærket med jern. Deraf navnet på byen. Poferrada er i dag en middel stor købstad med livlig aktivitet.
Fra 1178 og frem til tempelridderordenens katastrofale opløsning i 1400 tallet herskede tempelridderne over området op til Montes de Oca mod øst og frem til O Cebreiro mod vest, og i det område gav de pilgrimme beskyttelse.
Tempelridderborgen i Ponferrada er på ca. 8.000 m2 og er op gennem tiden blevet tilbygget og ombygget adskillige gange og står i dag som et meget fint eksempel på middelalder borgbyggeri. Den er bestemt et besøg værd og især det bibliotek der er indrettet, er værd at besøge, hvor der er en udsøgt samling af middelalder byger, håndskrevne med nogle imponerende farvelagte tegninger af datidens nobiliteter, deres heste, våbenskjolde m.v. Der er også en stor samling bøger udstillet hvor blomster, urter, dyr m.v. er afbilledet.
I Paolo Coelho’s bog ”Pilgrimmen”, beskriver han sin deltagelse i eksotiske ceremonier i den gamle tempelridderborg. I et af borgtårnene er en udstilling af datidens ridderuniformer, som bestemt også er et besøg værd.

I øvrigt har Paolo Coelhos bog om hans pilgrimsfærd til Santiago, betydet at mange der har læst bogen efterfølgende er blevet inspireret til at følge i hans fodspor.
Jeg læste bogen før jeg selv pilgrimsvandrede første gang og jeg må indrømme, at den ikke sagde mig så meget, men efterfølgende hvor jeg igen har læst den, fik jeg et noget andet og langt mere positivt syn på fortællingen og kunne genkende interessante passager fra min egen oplevelse og vandring.
Der er også en række andre museer i byen foruden et klokketårn fra det 1600 århundrede.
I Ponferrada er der to pilgrimsruter ud af byen, den ene der går lige ud af byen – Camino Frances, hvor imod den anden grå til højre mod Otero og ned over Rio Sil og langs med den – Camino de Invierno
Da vi skal af Camino Frances vandre pilgrimmen mod Villafranca del Bierzo, men inden da lidt fra caminoen ligger det besynderlige og mærkelige og særprægede landskab Las Médulas, hvor romerne grave guld og andre mineraler og sikrede Rom vel stand. (Man vandre forbi Las Médulas på Camino de Invierno – det er i øvrigt en turistfælde af værste skuffe)
I Cacabelos – en lille flække – i Igesia Santuario de la Quinta Angustia er en sort Madonna figur og yderligere et besynderligt værk ved indgangen til sakristiet forestillende jesusbarnet som spiller kort (??) med Sankt Antonius. Det er tarotkort.
I Villafranca de Bierzo – der ligger smukt i en dal mellem høje bjerge, hvor floderne Burbia og Valcarce flyder sammen. Byen er kendt for Iglesia de Santiago fra 1100 tallet, der er en enkel romansk kirke, der ligger lidt ensomt i udkanten af byen og nær alberguet og i nordportalen, hvor der er beskedne udsmykninger, har denne portal den særlige betydning, som Puerta de Perdón. Det siges, at i middelalderen nåede mange pilgrimme kun hertil og når de endelig nåede at røre døren og fik deres syndsforladelse, faldt de udmattede om og døde, hvorefter de blev begravet på den tilgrænsende kirkegård. Så her kunne pilgrimmen opnå den samme syndsforladelse som i Santiago de Compostela.
Strækningen gennem dalen ansås i middelalderen som ekstrem farlig på grund at røverbander, hvor for der blev bygget 2 borge - Castro de Vega og Sarracín -  for at overvåge caminoen. Begge er borg ruiner, men Sarracin er fortsat et imponerende syn.
Nu mærkes det at vi er på vej ind i Galicien, denne mærkelige provins med keltiske rødder og sine særlige mystiske traditioner og ikke at forglemme – det uforudsigelige vejr.
Og vejen bliver nu mere drøj at vandre, hvor pilgrimmen nu igen skal vandre op, denne gang til O Cebreiro.

For at komme til O Cebreiro, vil pilgrimmen blive udfordret af en barsk vandring, hvis denne aldrig har begivet sig højere op end Himmelbjerget og Yding Skovhøj. Den første gang strækningen vandres, kan den godt give sved på panden i +35C og så men også i regn tøj og tåge og +5C, hvis det ikke er om vinteren der vandres, hvor der kan være meter høj sne. Vi er ved indgangen til Galicien, denne mærkelige provins, hvor vejret er ret uforudsigelig og kan slå om fra det ene øjeblik til det andet, fra skønt vejr og sol til regn og blæst og kulde.
Så sørg for at have påklædning med til alt slags vejr, når I begiver Jer ud på Camino Frances. Det er ikke altid en skovtur i solskin hele caminoen igennem.
Vandringen fra Villafranca Bierzo til O Cebreiro finder mange også noget af det smukkeste på Camino Frances. Sikkert fordi landskabet er så vildt og i forårstiden fantastisk smukt med bakker i alle mulige farver og grønne dale.
Nok kommer man igennem en række små by er på ruten, hvor det er muligt at kunne slappe af på en bar eller to på vejen op til pashøjden i ca. 1.350 m. Den nok ikke så erfaren pilgrim kan godt blive noget træt på de godt 25 km, som dagens vandring kan blive på og stopper i en af de små byers overnatningssteder, albergues eller hostals eller i en bar med nogle få værelser inden pashøjden.

For næste dag frisk at fortsætte vandringen op.
Selv gjorde jeg stop i La Laguna og havde et dejligt enkelt værelse i den cafe der netop var åbnet der, og sammen med pilgrimme fra USA, Frankrig, Italien, Sverige, Tyskland og så mig fra Danmark, havde en skøn aften i et dejligt fællesskab, hvor snakken gik på alle sprog, og kunne den ene ikke et af dem, ja, så kunne en anden oversætte. Det er det som er så fascinerende ved caminoen – det som oftest betegnes som ”caminoånd” og beriger og modner den enkelte pilgrim og ofte giver nye venskaber, giver fortælle lyst og åbenhed fra den måske lidt forsagte, og hjælpsomhed fra den stærke til den svage og giver mod og lyst til at kende livet fra en anden side end den grå hverdag. Og selvom det blev sent efter nogle flasker vin, så er man frisk og klar til færdens sidste mil mod Santiago
O Cebreiro – hvad er det som er så interessant ved den lille flække på bjergtoppen – er det beliggenheden i sig selv? Er det det fantastiske natursceneri ved pashøjden? Er det de mærkelige huse – pallozas – lave stenhuse med stråtag? Er det de mærkelige bygninger på fødder – hórres – der er til opbevaring af afgrøder? Er det den lille ældgamle kirke? Er det på grund af alberguet, som har været her i 1100 år? Eller er det den særlige åndelige følelse af noget, man måske storladent kan kalde hellighed? Eller er det bare fordi det hele opfat tes som en turistfælde?
Afgør det selv, når du en dag om morgenen står og spejder ud over landskabet hvor der mellem bjerg ene og dalene, er som om det er et hav, men som blot er fyldtop  med en stor skybanke.
I kirken, som er bygget i 836 og nogen mener at Den Hellige Gral (kalken) er i netop i den kirke her i O Cebreiro. Men der er jo mange andre kirker som også gøre krav på den ret.
Men under alle omstændigheder er kalken i kirken tilskrevet et under i slutningen af 1200 tallet.
I den nærliggende by Barxamajor fandtes en gammel fårehyrde Juan Santín, som hver eneste dag troligt vandre til kirken for at deltage i messen, i mange tilfælde var der kun ham og præsten. En morgen var det en forfærdelig snestorm og den lade præst håbede at fårehyrden ikke mødte op.
Det gjorden han dog, og præsten kommenterede lettere irriteret, at det kun var en dåre som gik ud i et sådant vejr bare for at tilbede lidt brød og vin.
Samtidig som han sagde dette fyldtes kirken af et tordenskrald og kirken blev lyst op af et lyn, og på alteret forvandledes brødet til kød og vinen i kalken til blod. Og det siges, at man kunne høre Jesu røst tale til præsten: ” Også jeg er kommet for at deltage i messen i nat, for jeg er også en hyrde”.
Det transformerede brønd og vin opbevares i kirken i et relikvieskrin af krystal skænket i 1486 af Los Reyes Catolicos – kong Ferdinand og dronning Isabella.
Og nu skal vi så videre mod klosteret i Samos.

Nu begynder terrænet igen at falde ca. 600 højdemeter mod Triacastela og klosteret i Samos. Inden da skal der vandres forbi Alto de San Roque, hvor der er en bronchestatue af en pilgrim, der slider sig igennem blæsten i de nøgne højder.
Her er landskabet rådt og vildt og bakket med nogle fantastiske udsigtpunkter. En italiensk pilgrim beretter fra 1743, at der var sat mange små trækors i jorden, som markerede pilgrimme som var røvet og myrdet. PS: Der står ingen kors af den slags i dag på stedet. Men nu hvor vi er ved gravsteder for afdøde på caminoen, så er der efter hånden nogle styk ker fra nyere tid, nogen smukkere end andre.
Triacastela betyder ”De tre borge”, men ingen af dem findes i dag. Men inden byen vandres over Rio Sarria. Byen er lille og søvnig og jeg havde fornøjelsen at overnatte i byen. Den aften – inden jeg begav mig til aftensmad – gik jeg ind i den lokale kirke Ingesia de Santiago – ikke nogen prangende kirke – hvor der skulle holdes aftensmesse. Vi var vel under en halv snes pilgrimme og nogle få ældre lokale sogne børn til messen.
Før nadveren, bad præsten os pilgrimme om at komme op bag alteret og spurgte hver af om vores nationalitet og som dansk, fik eg udleveret et Ark A 4, hvor der var skrevet, hvad jeg kunne læse, en bøn på dansk. Min sidemand var tysk og jeg kunne se at hans var skrevet på tysk.

Præsten spurgte om der var en af os der kunne oversætte fra spansk til engelsk og en amerikansk pilgrim, der i øvrigt var præst, blev tolk og tolkede resten af forløbet. Vi skulle på tur på vort modersmål op til alteret og læs den udleverede bør op. Jeg tror at det for mange af os var et rørende øjeblik, sådan at blive en del af messen.
Vi fik tildelt nadveren og fik en velsignelse med på resten af pilgrimsvandringen og et ønske om, at vi alle kom godt og sikkert frem til Santiago. Da messen var tilendebragt sad flere af os lidt i kirken og havde en stille stund.
Da jeg gik ud af kirken, stod præsten og tissede op ad kirketårnet, som noget af det mest naturlige og gav mig et nik til farvel. Sådan er verdens gang.
Efter Tracastela deler pilgrimsvejen sig – en over Samos – og en anden over San Xil. Jeg har vandret dem begge og kan kun anbefale at vandre ned til klosteret i Samos.
Men inden der vandres videre, var det skik på tiden da katedralen i Santiago var under sin første opførelse, at pilgrimme her skal samle en sten kalksten op og bære den til Castañeda i nærheden af Santiago de Compostela, der hvor der blev lavet kalk til byggeriet.
Klosteret i Samos – Monasterio de los Santos Julián y Basilisa er et af Spaniens ældste klostre med spor tilbage til 500 tallet. Samos kloster og klosteret i den franske by Cluny, var de herskende kulturcentret i middelalderen og en inskription kan man læse ”Claustrum sine librario sicut castrum sine armentario” = Et kloster uden bibliotek er som en borg uden våben. I klosterets bibliotek opbevares mange bogskatte.
Her skal nævnes, at abbederne i de to klostre var nogle dygtige politikere og spindoktorer, som kunne fremme kirkens interesser hos såvel det spanke hof som det tyskfranske hof og havde gode forbindelser til paven. Og det siges, at det var med til at fremme pilgrimsvæsenet mod Santiago for at holde muslimerne på sydsiden af Pyrenæerne. Og var med til at udvikle grundlaget før de første korstog til Jerusalem.
Desværre har jeg ikke haft fornøjelsen at overnatte i klosteret i Samos, men det siges at være en dejlig oplevelse.
Næste større by er Sarria, hvor mange pilgrimme starter deres pilgrimsvandring til Santiago og det af gode grunde – så det må I vente med at høre til næste afsnit.

Sarria har jeg aldrig fundet særlig tiltrækkende, måske fordi jeg kun har vandre igennem byen af caminoen. Dog kan jeg huske fik jeg et flot rødt stempel i mit pilgrimspas i kirken der ligger ved den lange trappe, man skal vandre op ad.
Baggrunden for at mange pilgrimme begynder deres pilgrimsvandring i Sarria er, at der der fra er ca. 117 km til Santiago. For at få det af mange eftertragte Compostela – bevis på at man har gennemført en pilgrimsvandring, så kræves det, at pilgrimmen kan dokumentere ved stempler i sit pilgrimspas, at have vandret de sidste 100 km, og det krav opfylder byen ved sin placering.
I øvrigt kræves det, at der er to stempler pr. dag i pilgrimspasset de sidste 100 km uanset hvor pilgrimmen i øvrigt er startet, om det så er hjemmefra.
Husk i øvrigt at købe et pilgrimspas – gerne hjemmefra hos den danske Santiago Pilgrims forening – og gå så til din lokale kirke og få præsten til at give dig det første stempel og få en velsignelse. For dig og præsten er det ofte en stor oplevelse, for ikke alle præster har prøvet det ritual før.
Når vi skal videre – vi skal nemlig fortsat mod vest – og 17 km fra Sarria, står i hvert fald i 2012 og 2013 en kilometersten i granit bemalet med 100 km – nok den mest fotograferede sten på Camino Frances.

Og sjov nok så er der ikke 100 km til Santiago derfra, men 105 km (sådan er der mange finurlig heder på caminoen).
Cirka en sne kilometer fra Sarria, ligger Portomarin. Byen som er blevet flyttet for at give mulighed for at lave en stor kunstig sø i 50’erne under Franco styret. Ikke langt fra går floderne Miño og Ferreira sammen og det er udnyttet og vandet bruges dels til vanding og dels til at producere elektricitet.
Når vandstanden er lav, kan man på bunden se den gamle by. Nok var beboerne chokeret over at skulle blive tvangsflyttet op på skråningen, men at de ikke kunne få deres gamle kirke med, var for meget. End en på historien er, at den gamle kirke blev pillet ned sten for sten og efterfølgende rejst sten for sten i den nye by.
En række byer ligger nu som perler på en snor og tilbyder pilgrimme gode overnatningssteder, sådan i Palas de Rei – der har sit navn efter at et palads som den vestgotiske konge Witiza lod bygge længe før romerne indfandt sig. Og så skal det nævnes, at strækningen mellem Portomarin og Palas de Rei i middelalderen var noget af en skændsel, idet stedet var det rene udendørs bordel, hvor billige og villige damer bød sig til over for de ydmyge pilgrimmene og det medførte at kirken lyste byerne og beboerne i band. Sådan noget uvæsen kunne ikke tillades, så tæt på Santiago.
Melide var og er fortsat et pilgrimsknudepunkt. Her gå Camino Frances sammen med Camino Primitivo. I Melide siges det, at man kan spise de bedst tilberedte – pulpu - blæksprutter i Spanien (og så er der næsten 200 km til havet ????). Dem man får serveret i Santiago, Santander og i andre kystbyer er faktisk også lige så gode.
Herfra er der nu lidt over 50 km til Santiago – og det kan mærkes.
Der er mange pilgrimme på caminoen nu – især i højsæsonen – op mod en kvart million pilgrimme p.a. vandre til katedralen i Santiago og de fleste skal den samme vej. Her kommer både de slidte pilgrimme, der har mere end op mod 800 til 1.000 km bag sig og de, som er begyndt for få dage siden og som kommer i rene vandresko og hjemmevasket vandre tøj med små rygsække og en flaske vand i hånden. Og når mange mennesker er sammen, så opstår der lidt skærmydsler ind i mellem, når der ved barens toilet er kø eller der ikke er siddepladser nok i baren eller der ikke er flere tostadas eller Magaritas, så er det ikke altid næstekærligheden er i højsædet, eller når der ikke er flere ledige senge i alberguet eller at hostallet ikke har flere ledige værelser og sidste pizzaria er lukket og slukket.

En af de mere besøgte, men oprigtigt kedelige byer er Arzua.
Arzua ligger inden for en god dagsvandring fra Santiago. Så der er mange som planlægger den sidste overnatning i Azura for at vandre en god maraton til Santiago de Compostela næste dag. Jeg har selv gjort det et par gange.
Arzua er en by læggende langs en landevej strækkende over 4 km med en husrække langs hovedvejen og i den vestligste ende ligger den gamle bydel som man vandret ud af byen igen nem og ud gennem et skovområde. I øvrigt er strækningen herfra og til Santiago et noget bakket landskab med en del højdemeter.
Som nævnt har jeg vandre herfra til Santiago et par gange, startende ud i mørke med lys fra enten en pandelampe eller fra mobiltelefonen kan man med forsigtighed finde vej i den labyrint af sidestier. Den første gang var jeg dog blevet noget fortabt. Jeg kunne høre noget vand risle, men jeg kunne intet se. Pandelampen var gået ud og daværende mobiltelefon gav ikke noget lys. Noget fortabt sagde jeg til mig selv – ”hvis Gud vil have mig til Santiago, nu hvor jeg har vandret næste 900 km for til Hans ære, så må Han vise af hvilken af de 3 stier jeg skal gå” – svaret ude blev måske? Men min tanke var at tage den bredeste og den sti som gik mest opad. Det var så den rigtige – jeg kom til Santiago.

Anden gang var i et forfærdeligt regnvejr sammen med min søn og vi diskuterede højlydt om vi skulle den ene eller den anden vej flere gange, igen fordi vi ikke tydeligt kunne se de gule pile eller markeringsstenene.
Ved Lavacolla - omkring midtvejs på dagens vand ring til Santiago de Compostela – ligger i dag Santiagos lufthavn.
I middelalderen havde en høj her en fremtræden plads i legenderne omkring Sankt Jacob. En af de prøvelser som den hedenske dronning Lupa udsatte Santiagos disciple for var at spænde de vilde okser for kærren for at føre liget af ham til Mont Ilicina. Hun sikrede sig, at ingen nævnte de ildsprudlende drager, der på den tid hærgede området. Med støtte fra deres tro o Santiagos kræfter, lykkedes det imid lertid hans disciple at drive dragerne på flugt og tæmme okserne. Bjerget blev døbt Pico Sacro og i dag er der et romansk kapel – Ermita de San Sebastian.
Jeg har i et tidligere afsnit fortalt om, at pilgrimmene inden de vandrede ind i Santiago, vaskede sig, så de lugtede mindre grimt og var lidt renene og var fri for lus og andre smådyr.
Lidt længere fremme kommer pilgrimmen til Mote Gozo – Glædens Bjerg – hvor det efter traditionen var, at den som kunne se tårnene på katedralen først, fik den store ære at lede gruppen af medpilgrimme sikkert til katedralen og være den første i gruppen til at ære Sankt Jacob ved ankomsten.
I 1105 lod biskop Gelmirez bygge et kapel – Santa Cruz del Gozo – på stedet og lidt neden for ligger et af de største albergues på caminos , der siges at kunne rumme over 500 pilgrimme og sidst men ikke mindst er der i 1989 opsat et monument til ære for Pave Johannes Paulus II’s besøg. Efter min menig bør han vende sig i graven over, at man kunne opsætte et så rædselsfuldt monumentet til hans ære. Gud være lovet - er det nu revet ned. Sikke en lettelse.
Der er dog stadig en bid vej til ca. 5 km til katedral en. Pilgrimmen skal lige først over en uinteressant bro over motorvejen og Rio Sar for at vandre ind mod Santiago gennem forstaden og videre op til den gamle bydel mod katedralen.
Min er faring fra første pilgrimsvandring er, at jo tættere på man komme sit endemål, jo større blive følelserne om mødet med det, som man har stræbt efter og som man har gjort så meget for at nå frem til, de afsavn man har gjort, de møjsomme timer på pilgrimsvejen i alt salgs vejr, de ensomme stunder med egne tanker, de glade stunder med dejlige med pilgrimme og de fantasier om mødet med Sankt Jacob overvældende forløses.
Når man så endelig træder ind på katedralpladsen – Praza de Obradoiro - og ser katedralens tårne, de mange andre pilgrimme, som står og omfavner hinanden med glade smil og tåre i øjnene, så forløses ens egne følelser på samme måde og mange bryder egen facade ved at bryde ud i tåre og ofte højlydt på eget sprog råder ” JEG gjorde det”
I skal ikke snydes for lidt rådgivning, når I nu er kommet til Santiago, så det kan i høre om i det sidste afsnit om Camino Frances.

Når pilgrimmen har tørret tårerne af kinderne og fået samlet sig efter den glade ankomst, er det nu tid til den sidste del af pilgrimsvand ringen – vandringen ind i katedralen. Katedralen ligger faktisk ud til fire plaser – den største Plaza de Obradoiro – som mange mener er en af det flotteste pladser i verden. De to andre er Plaza de la Azabachería ved Norportalen og den sidste Plaza de la Quintana ved Østportalen og Puerta Santa. Plaza de las Platerías med Sydportalen. Så kom vi vist hele vejen rundt.
Jeg vil ikke beskrive katedralen, den skal I selv have fornøjelsen at opleve med egne øjne og deltage i den daglige pilgrimsmesse, der holdes kl. 12.00 ofte i en stuvende fuld katedral.
Desværre er det med katedraler, at de er for evigheden, hvorfor de også må holdes vedlige og i disse år, så er turen kommet til katedralen i Santiago, som er under renovering både ude og inde, og derfor er dele af katedralen ikke tilgængelig  i endnu mere et år.
Et af de store øjeblikke er ellers når det store røgelseskar – Botafumeiro – dette 80 kg store sølv røgelseskar af 8 mand svinges gennem tværskibet i katedralen. En fantastisk oplevelse og syn, når dette store røgelseskar svinges så det næsten rør loftet og kommer susende ned forbi alteret med en røgfane efter sig og retur flere gange.

Den oplevelse er desværre ikke tilgængelig nu i en længere periode.
En af traditionerne er, at pilgrimmen som sit sidste gøremål på pilgrimsfærden går op i den store alter tavle og fra bagsiden af Sankt Jacobs statuen giver denne et kram og hvis lejligheden byder sig, siger en stile takkebøn for at han har støttet pilgrimmen på hans færd. Efterfølgende går man ned i krypten under alteret og viser relikvieskrinet med Sankt Jakobs jordiske rester den sidste ære og knæler et øjeblik. Herfra en man så fritaget sine pilgrimsforpligtelser og kan kalde sig turist.
Er man til, at det udfyldte pilgrimspas med de mange farvestrålende stempler skal indløses med et Compostela, som er kirkens bevis på at man har vandret en camino, så skal man hen på katedralens pilgrimskontor. Og der skal man for det meste have tålmodighed. Time lang kø for hos det frivillige personale dokumentere sin pilgrimsfærd ved at forevise pilgrimspasset, der granskes og for den som har vandret på religiøs eller kulturmæssig bag grund, kan så få udstedt et Compostela på latin med ens fornavn stavet på latin. For mit vedkommende er det stavet forskelligt hver gang. Men det gør det jo ikke mindre værd. Man kan også få et afstands bevis, der bekræfter at man har vandret en hel camino eller en del af den, med navn og antal kilo meter.
Santiago skal opleves og her er det ikke min opgave at være guide i byen, men blot nævne, at den gamle bydel omkring katedralen er den de fleste opholder sig i, når man kommer som pilgrim første gang, fordi der er så mange ting man gerne vil opleve, de sjove og rørende optrin når nye pilgrimme kommer vandrende ind, gadesælgerne og gadegøglerne, de mange cafeer og restauranter og det leben som et på et stort internationalt mødested.
Første gang er det vemodigt at tage afsked med Santiago de Compostela, dette forjættede sted der ude længst vest på nær Verdens Ende i dette mærke lige land Galicien, hvor mystik og keltiske tradition er fortsat holdes i hævd og hvor eucalyptustræer gror og hvor et af den kristne verdens tre store pilgrimsmål ligger.
Og tænk så, at næsten 300.000 andre mennesker hvert år tager sig tid til at vandre til dette sted, mennesker fra alverdens lande mødes her forenet i et mål – at vandre en camino i Spanien til Santiago de Compostela.