Et lille vers - som jeg fandt i en bog om Caminoen oversat fra engelsk Vejen har ingen begyndelse og vejen har ingen ende Byerne som den binder sammen og som den igen skille. Lige nu er det rette øjeblik og timen er timen at starte og gøre dig selv til pilgrim på vejen til Santiago Buen Camino De 7 pilgrimsdyder er: Frihed, enkelhed, langsomlighed, stilhed, bekymringsløshed, åndelighed og fællesskab. De består stadig som eviggyldige udsagn og gør kontinuitet fra fortid til nutid, som den stav den moderne pilgrim kan støtte sig ved
Camino France Camino Frances går fra Saint Pied de Port til Santiago de Compostela. Pilgrimsvejen er ca. 900 km lang og går gennem nogle af de flottes provinser i Spanien. Caminoen går over adskillelige bjergpas, startende i Pyrenæerne og senere i Galicien. Det er ikke den rene Tivolisti at gå på, den variere fra asfalt til bjergstier over markveje, grusvej og lokale asfaltveje og når det regner til de rene plørerhuller, søer og farlige glatte stier. Nogen steder er stigningen lige før det er klatring og andre steder den rene lige vej på god belægning kilometer efter kilometer. Når du som pilgrim har vandret til Santiago kan du på pilgrims kontoret nær katedralen aflevere dit pilgrimspas med de mange stempler i og derefter fået et Compostela - bevis på at du mindst har vandret de sidste 100 km til Santiago - og altså for mange pilgrimme som nævnt fra Pyrenæerne.
Hvorfor vandre til Skt. Jacobs Grav i Santiago ? Ifølge legenden så rejste disciplen Jacob til Spanien omkring år 50 for at kristne de hedenske beboere i Nordvest Spanien. Det gik ikke så godt, så han rejste tilbage til Jerusalem. Da han kom tilbage dertil blev han halshugget. Omkring år 800 oplever en kristen eneboer en nat et prægtigt lys og han går til det sted, hvor lyset kommer fra og opdager, at der er en grav og i den ligger Sct. Jacob. Skt. Jacob er ifølge legenden ankommet på en stenbåd holdt oppe af engle og drevet i land på Costa del Morte (Muxia) og efterfølgende flyttet til det sted, der nu er oplyst. Graven bliver så flyttet og bliver så endelig lagt, der hvor katedralen i Santiago i dag er opført til ære for Skt. Jacob. Og i katedralen er Skt. Jacobs relikvier i dag opbevaret i et sølvskrin i katedralens krypt under et rigt udsmykket alter. I dag vandre de fleste til Santiago ikke for at få syndsforladelse, men for mange er det et indre kald om at tage fri fra den travle og trivielle hverdag og få en mærkbar afbrydelse og en stor oplevelse for livet. Det siges, at har man først vandret på Caminoen, så vender man tilbage. Det kan jeg skrive under på er rigtigt. En gammel overlevering siger, at Caminoen tager og Caminoen giver. Det skal forstås sådan, at vandring på Caminoen er en fysisk udfordring som tager på dig, men du får mangefold en åndelig berigelse med på vandringen. Buen Camino
Pilgrimsvandring er kommet på mode igen blot i en anden forklædning. Den gamle tradition med bodsvandring er lagt på hylden og kommet i en moderne udgave, endda med accept af de nordiske folkekirker. Den moderne udgave af pilgrimsvandringen opfattes nok mere som en langdistance vandring over flere uger på velafmærkede vandrestier med mulighed for at overnatte og spise godt og bekvemt efter dagens vandring. Have godt og bekvemt vandreudstyr, tøj og fodtøj på og gerne i følgeskab med venner og bekendte. Er det opfattelsen, så passer der såmen meget godt. Lægges der så yderligere det element til, at vandringen gøres på udlagt vandrestier der igennem mere end 1000 år er vandret af tidligere pilgrimme, vandringsveje der går gennem smukke landskaber, langs og over vandløb, til og igennem byer, til og forbi kulturminder - katedraler, kirker, klostre og andre historiske kulturminder, så begynder det at ligne en pilgrimsvandring. Der skal dog lægges et aspekt mere til, nemlig det religiøse. En pilgrimsvandring er som udgangspunkt en vandring mellem hellige pladser. Pilgrimsvandringen giver mulighed for en tid til selvransagelse, fordybelse og indsigt i sit eget univers og ens egen tilværelse og tro. Det er ikke kun i den kristne religion, der er pilgrimsvandring, det er der i mange andre religioner. Pilgrimsvandring bruges i dag som en afkobling fra den almindelige stressede hverdag enten som en an der ledes måde at holde fri på eller bruges som et pusterum i enkelhed og langsomhed - en form for retræte - til at gøre sig overvejelser om den hverdag man liver i. Det religiøse indhold er så for den enkelte mere eller mindre betydende.
PILGRIMSVANDRING I MIDDELALDEREN Pilgrimsvandring i middelalderen var noget af en farefuld færd. Det skal huskes, at man startede pilgrimsfærden, når man forlod sit hjem og man gik derefter oftest kun til fods helt til et pilgrimsmål, Santiago de Compostela, Rom eller Jerusalem, der var de 3 store pilgrimsmål. Baggrund for at tage på pilgrimsfærd eller pilgrimsvandring var ofte, at ens synder var blevet så store eller mange, at den eneste måde man med sikkerhed kunne sone dem på og dermed komme i Himmerige, var at kunne få en helgen til at gå i forbøn for én ved Himmelens Port og jo større helgen jo tættere på Gud og Jesus denne var, jo sikre var man på at komme ind i Paradis. Santiago de Compostela og Rom var de nærmeste store pilgrimsmål og ingen af dem var uden fare at vandre til. Det hævdes, at mindre en halvdelen af dem som drog på pilgrimsfærd nogensinde vendte tilbage til deres hjem igen. Enten blev de syge undervejs og døde af sygdommen, dræbt af banditter, ofre for krigshandlinger, eller også så magtede de ikke at vende/vandre hjem igen. Mange blev også direkte opfordret til at tage ophold i det udenlandske og bosætte sig et sted på vejen hjem. Set i et moderne perspektiv er pilgrimsfærd eller pilgrimsvandring ikke så religiøst betonet som tidligere. Mange af de som vandre på de gamle pilgrimsveje, kalder sig pilgrimme ud fra, at de vandre på på de gamle pilgrimsveje, men bære ikke det religiøst islæt med sig. De har et pilgrimspas, som er udstedt af en organisation og hvor pilgrimspasset giver adgang til overnatning på et kristent eller verdsligst overnatningssted - herberg - til en rimelig pris. I pilgrimspasset indføres dagligt stempler, væsentligst fra overnatningsstedet eller fra kirker, cafeer o. lign. for at indehaveren har dokumentation for at have vandret eller på anden vis transporteret sig fra sted til sted. I tidligere tid gav pilgrimspasset eller pilgrims rejsedokumentet adgang til gratis goder eller særlige rettigheder og beskyttelse og ved endemålet var det dokumentation for, at man havde ret til forladelse for sine synder. Den moderne pilgrim nyder ikke denne beskyttelse, men opnå dog ofte større respekt og tillidsfuldhed end en almindelig turist. Pilgrimsvandring er per tradition "at vandre mod et helligt sted" og pilgrimsvandring har fundet sted i århundreder.
Indtil reformationen - og stadig i den katolske kirke - er pilgrimsvandring en tradition, hvor man vandre til en helgen. I den vestlige del af Europa er det overvejende til Santiago de Compostela i nordvest Spanien, hvor Sankt Jacobs relikvier er i Katedralen i Santiago. For italienerne er det overvejende mod Peterskirken i Rom, hvor Sankt Peters relikvier er. På de mest benyttede pilgrimsveje er infrastrukturen i de senere år blevet god, med god afmærkning og overnatningssteder med rimelig passende afstand. Især i Spanien er pilgrimsvejene velforsynede med afmærkninger, overnatnings- og spisesteder. På Via Francigena er det ved at komme, men stadig i Frankrig, er der mangel på overnatningssteder i rimelige daglige vandre afstande. Afmærkningen i Frankrig lade os noget tilbage at ønske. Den moderne pilgrims udstyr er jo milevidt forskelligt fra middelalderens pilgrimmes. Dengang var det en kjortel og et stort overslag, der udgjorde beklædningen, en stor filthat med bred skygge, som kunne holde regn og sne fra ansigtet, sandaler eller intet fodtøj og en taske eller sæk hængende fra skulderen, en stav og en kalabas til vin/øl eller vand. Udstyret i dag er let beklædning med egenskaber, der gør det nemt at håndtere, langebukser der kan lynes af til korte bukser, overtøj til alt slags vejr af lette og modstandsdygtige materialer, en rygsæk med et vedsiddende ophæng i regntæt materiale, moderne letvægts fodtøj, der er vandafvisende og der tørre hurtigt efter fugt, vandrestave af god og holdbar kvalitet, der kan klare store belastninger og drikkesystemer indbygget i rygsækken. Hvilken forskel. Hertil kommer, at den moderne pilgrim ikke skal tænke på alvorlige sygdomme, men kan nøjes med vabler og ind i mellem stik fra insekter og få behandling i løbet af dagen, ikke skal tænke på om der er røver og banditter, som kan blive ens endeligt, eller tænke på om det nu også er den rigtige retning, der følges, fordi der er afmærkning eller der bruges GPS eller smartphone til navigation. Og den solide træstav er udskiftet med letvægts vandrestave, der yder bedre komfort end en tung stav. Og ikke mindst, den moderne pilgrim går kun i en retning - mod pilgrimsmålet - og tager oftest en anden transport tilbage til sit hjem. Så en moderne pilgrimsfærd lader sig ikke sammenligne med den middelalderlige. Den moderne pilgrimsfærd er en ren skovtur sammenlignet med middelalderens. Hvad er det så der tiltrækker mennesker til at vandre dag efter dag - på f. eks. Via Francigena - op til 90 - 100 dage i træk?
Det siges, at er man først begyndt på at pilgrimsvandre, så er man tilbøjelig til at gøre det igen. For mit vedkommende er det, der tiltrækker mig, at kunne vandre på gamle pilgrimsveje, hvor der er millioner af mennesker, der har vandret mod det samme mål og med den samme baggrund på et kristent grundlag - at vandre mod en katedral med relikvier. At vandre på afmærkede vandreveje med en infrastruktur, der gør det bekvemt og sikkert at vandre, i øvrigt igennem et skønt landskab, med en imødekommende lokal befolkning og med overnatningsmuligheder ad libitum. For mig giver det tryghed og sikkerhed, det giver en særlig oplevelse at gå i andres fodspor med det mangefold af kulturminder, fra romerske ruiner og veje, til middelalder kirker og katedraler, til andre historiske bygningsværker og kulturminder i et kristent og religiøst samfund, hvor der er et internationalt fælleskab, hvor de bærende kræfter er næstekærlighed og medmenneskelighed, men også plads til ensomhed og søgen mod indre værdier.
