Sædvanligvis er der mange mennesker på gaden og trappen og man skal kæmpe sig med andre rygsækbærende pilgrimme og turister for at komme forbi en sækkepibemusikant og ud på katedralpladsen. Men den dag kunne afstandskravet på de halvanden meter til sine medmennesker sagtens overholdes og der var ikke mange mønter i musikantens hat – men det var måske også fordi at musikanten spillede pivfalsk og på grund af de få passerende.
Livet på katedralpladsen, der sædvanligvis en eftermiddag er hektisk med turister i flokke omkring en guide, grupper af pilgrimme, der jublende giver hinanden en krammer og kniber en tåre, cykelpilgrimme der står med deres cykler og jubler, hastende borgere der går over pladsen, gadesælgere og gøglere der gør opmærksom på dem selv, hotelgæster der går ind og ud af Hostal Reis Catolicos og endelig søgende, der efter hinanden går ind i og ud af katedralen.
Hvor er alle de?
Jeg har nu været i Santiago mange gange tidligere og jeg var nærmest chokeret over hvor tom katedralpladsen var i forhold til de tidligere besøg. (Billede 4 – 145049)
Der sad nogle få pilgrimme midt på pladsen ved siden af et par cykelpilgrimme og nogle få stod under parlamentsbygningens kolonnade, et par turister stod og tog selfis og så kom der et par pilgrimme mere end mig vandrende ind på denne tomme plads for at stille sig med ryggen til katedralen for at få taget et foto, som kunne sendes via Facebook/Istagram til venner og familie.
Når man så går rundt om katedralen ad Rua do Franco og via Rua de Fonseca til Fonte dos Cabalos på Praza das Praterias og Praza da Quintana, så ser man sædvanligvis masser af mennesker der sidder på kanten af springvandet eller på de 2 store trapper, der er optræden af enten dansegrupper eller artister eller sammenstimlen af skoleklasser og siddende gæster der spiser på de tilstødende restauranterne.
Nu var der kun nogle få lokale der gik ned af trapperne, et par enkelte unge mennesker sad på trapperne og et par mindre skoleklasser stod og ventede på, hvad der så nu skulle ske, og under et par parsasoler sad nogle få restaurationsgæster og spiste.
I de tilstødende gader var der god plads mellem de gående og på de små pladser, hvor der er udeservering, var der småt med gæster. Her er der sædvanligvis en summen af turister, der sidder tæt ved bordene og nipper til et glas vin eller en drink.
Indehaverne af souvenirbutikkerne stod nær indgangsdøren og så langt efter kunderne. Det skal siges i de butikker, der var åbne.
Postkontoret, der ofte er fyldt af turister og pilgrimme, havde ikke nogen køer denne dag, hvor jeg skulle sende et brev til min datter i UK og et til min familie i DK. Man var helt forbavset.
Jeg plejer at købe mig en kop te og et stykke lagkage i det hyggelige konditori, der ligger i Rua do Vilar – Cafe Casino – der er en dejlig stille, nostalgisk og autentisk cafe, med dybe sofaer og stole og træpaneler på væggene. Her plejer at være mange gæster, men i dag var der kun et par andre gæster og så mig i det store højloftede rum.
Jeg havde valgt at overnatte 3 nætter i Santiago og valgt at gøre det ret komfortabelt på et hotel nede ved Universitetet.
Hvor der sædvanligvis er mange taxaer der kører fra Praza do Obradoiro ud af Rua de San Francisco og forbi Convento de San Francisco de Santiago, var der nu kun nogle få, der kørte ud fra den historiske bydel og måske til lufthavnen eller stationen.
De fleste af de butikker, ligger ud til det høje fortov langs gaden, bortset fra et par små restauranter med take-away, var lukkede og her plejer ellers at være mange turister der passerer forbi og tilbydes smagsprøver fra konditorierne. Der var ingen smagsprøver i dag.
Hen ved kl. 19 begav jeg mig igen ind i den gamle bydel for at finde en restaurant, men jeg skulle lige først en tur ind i katedralen før den lukkede.
Indgangen på det tidspunkt var gennem den lille katedralbutik og ud i rundgangen tæt på alteret. Der var ikke synderlig mange kirkegængere denne aften, sikkert fordi messen var afsluttet, men det der slog mig mest var, at restaureringen af hele alterområdet var afsluttet og der var kommet nye og moderne bænkerækker og stole i de 3 kirkerum og podiet ved alteret også var nyt og i moderne stil og at pillerne var blevet restaureret og nu havde ornamenter i skønne farver.
Alteret og Skt. Jakob figuren skinnede i lyset fra de nye lamper og stod skarp og altertavlens guld og sølv skinnede, så man fik ondt i øjnene af genskæret.
På grund af Cowid19 restriktionerne, er det ikke muligt at gå op og give Skt. Jakob det sædvanlige kram og det er jo naturligvis nedslående, men forståeligt.
Dog er det fortsat muligt at gå ned under alteret og hilse på relikvierne af Skt. Jacob i sølvskrinet og det kan man så gøre. For der var ingen kø.
De tidligere gange jeg besøgte Santiago, har det været lidt af en opgave at få et bord på en af de gode fiskerestauranter. Denne aften var det mere besværligt at vælge hvilken det skulle være, for der var masser af ledige borde.
På den restaurant jeg valgte at besøge, var det vist kun spansk der blev talt ved bordene. Jeg hørte ingen amerikanere eller tyskere eller fransk eller italiensk talt ved de nærmeste borde.
Da jeg gik tilbage til mit hotel, gik jeg over den næsten totalt tomme katedralplads, hvor der ellers, når det er godt vejr, sider små grupper af turister eller pilgrimme og hygger sig. Der var uhyggeligt tomt.
