Så blev der i dag mindre end 100 km til Santiago. 23 km blev det til i dag - igen bakke op og ned - jeg synes mest op.
Nu er der kommet flere pilgrimme til. Det sædvanlige "slæng" og vel en halv snes flere. Nogen med store rygsække andre med mindre.
Det er lige som caminoen er ved at vågne lidt op af dvalen. 
Men der er tomt her i Portomarin, hvor jeg overnatter. Normalt er det et af de store stoppesteder for pilgrimme. Byen lever af dem.
Portomarin er en kunstig by. I 50'erne under diktator Franco, blev den gamle by flyttet fra dalen op på bakkesiden, fordi der skulle etableres en stor kunstig sø ved at stemme floden Mino op, da der skulle opføres et elektricitetsværk baseret på vandet fra søen.
Derfor er der en lang bro fra den ene side af dalen til den anden. Det eneste bygningsværk der er genopført er kirken, hvor man nummererede hver enkelt sten og genopførte den præcis som den var i dalen.
Franco og den Katolske Kirke havde jo nære bånd.
Vandringen hertil har været på en stor blanding af autentiske camino stier, ny belagte sti strækninger, små asfaltveje og gade/gyder igennem de små bosættelser med gårde. 
Vi er i Galicien, som er Spaniens grønne lunge med saftigt græs og hø til kvæg, får og andre husdyr. 40% af alt kvæg i Spanien bor her. Og dem møder man så på caminoen. Det et faktisk hyggeligt at se en ko i øjenhøjde.
Vejret har været fortræffeligt og lige nu er det +30C og sol. I morgen tidlig og formiddag bliver det stærkt overskyet med småregn.
I Galicien er vejret altid omskifteligt og upålideligt.
Jeg mødte en spansk familie, far, moder og voksen datter, der vandre etaper på caminoen og er nu på den sidste til Santiago. Datteren og jeg fik en lang snak om hvordan de havde oplevet pandemien og jeg fortalte om min oplevelse. der var verden til forskel.
Jeg overnatter på Casa San Nicolas og betalte for overnatningen €47. Jeg havde købt ind til egen morgenmad og spiste den på værelset inden jeg vandrede ud.