Selvom det er koldt, kan man godt have en god vandringsdag. Blanding af markveje, lokale asfalt veje, skovstier og igennem en skov uden stier. Ikke mange op og nedstigninger, men dog op til en pashøjde lige over 1.300 m. Her i det Franske Centralmassiv er der mange dale og bjergtoppe at forcere for at komme sydvest på. Det er et flot landskab, hvor man ofte vandre højt oppe og kan se ud over landskabet. På et tidspunkt blev det for meget for mig med en flok højtsnakkende franske ældre damer, som gik i samme tempo som mig, at jeg måtte finde på en måde at slippe væk fra dem på. Så derfor lagde jeg et spor via Google Maps, der ledte mig 4 km igennem en skov.
Jeg var noget spændt på det faktisk kunne lade sig gøre. Der var ikke noget egentligt spor i skoven med Google Maps påstod det. Faktisk var det problemfrit med både at komme over en bred å med trædesten og et åbent dyrehegn ud til landevejen. Faktisk lagde jeg mig damer bag mig. Dog mødtes vi så igen ved et kapel, hvor de slog sig ned for at få noget at spise her på eftermiddagen.
Det er lidt ironisk, at denne flok (6 ældre franske kvinder) som jeg prøvede at undgå på vandringen, var de samme som jeg skulle spise aftensmad med og morgenmad næste morgen på overnatningsstedet.
Egnen jeg vandre i nu er Margeride. Umiddelbart siger det ikke en noget på dagens vandring. Dog støde man på et gammelt tårn i en lille flække ved samme navn. Når man så ser på historien, så er tårnet det eneste som er tilbage af en meget stor fæstning, hvor borgherren herske over egnen. Nuvel er det så mange år tilbage. Men sådan er der spor efter fortiden. Som nævnt to jeg et shortcut gennem en skov hvor der næppe har vandre nogen igennem i lang tid. Sporet var nærmest usynligt, men blev krydset af skovveje og dog kunne jeg næsten være sikker på, at jeg fulgte det. Da jeg kommer til en bred å og skal over, får man altid tanker over, om det nu er muligt at forcere vandløbet. Men ingen problemer. Og det næste om det nu er muligt at komme igennem et eventuelt hegn og hvordan man i så fald kan komme over. Heller ikke her problem er. Det er en lang vandring. Og man tænker ofte på, hvor ligger dagens slutmål? Hvor er byen? Hvordan ser den faktisk ud?. Byen i dag gemmer sig. Ligger faktisk rigtig godt skjult. Lige som på, hvor man skal helt frem til byskilte for at se noget af den og så dukker den op. Ikke stor by, men med bager, slagter og mindre supermarked. Der er 1.500 indbyggere. Ikke meget at skrive om. Bykirken er aflåst.
Jeg har booket mig ind på Albergue Saint Jacques, som er en restaurant af samme navn med nogle få men rigtig pæne værelser. Stedet ligger ud til byens plads, hvor der overfor er det sædvanlige monoment i byen for de af byens unge mænd som faldt som soldater under 1. Verdenskrig, suppleret med de de faldne patrioter skudt af tyskerne under 2. verdenskrig. Et sådant monoment er i hver en fransk by. Det giver eftertanke, at læse de faldnes navne og hvor mange de er. Overnatningen inkl. morgenmad kostede € 47.
