Hvorfor en rejsedag 2?
Årsagen er den kedelige, at jeg om aftenen den 16. aug. blev kørt i ambulace de ca. 25 km fra Rodeiro til Lalin for at blive behandlet for både et hedeslag og en maveforgiftning.
Efter at være kommet til Pension Carpinteiras og tjekket ind fik jeg det rigtig dårligt og kastede voldsomt op og dermed på vej til at blive dehydreret, da jeg samtidig ikke kunne få min temperatur ned.
Mine værter var meget bekymrede og tilkaldte en ambulance og jeg blev kørt til akutmodtagelsen i Lalin, hvor jeg blev lagt i drop med satsvand og senere med penicillin, for at blive behandlet mod dehydreringen og maveforgiftningen.
Grunden til, at jeg skriver dette indlæg er, at det måske kan være med til at informere om, at det ikke er problematisk at blive behandlet i Spanien og at der tages hensyn til den ekstreme hede, der kan være i Spanien og dermed risiko for hedeslag. Maveforgiftningen er antagelig et udslag af, at jeg har spist frugt fra træer som pære og druer og spist brombær fra hegn langs stierne.
Det skal nævnes, at jeg blev kørt på akutmodtagelsen I Lalin omkring kl. 20.00 og blev kørt retur til Rodeiro omkring kl. 01.00, hvor min vært var oppe for at tage imod mig.
Den Blå Sygesikringsbevis gjorde sin gavn, sammen med forevisning af pas, så jeg ikke på stedet skulle stille sikkerhed eller betale for behandlingen, som i øvrigt var rigtig effektiv via en engelsktalende læge og sygeplejerske og et venligst og kompetent plejepersonale.
Den 17. aug. 2017 tog jeg om morgene en taxa til Lalin.
Lalin er en by med 20.000 indbyggere, hvor jeg den 18. aug. tog bus til Santiago.
Jeg blev derefter 3 dage i Santiago for restituere mig inden jeg rejste hjem til Danmark.