Dagens vandring er af en pæn længde, når der også skal vandres ca. 1000 højdemeter op. Martigny ligger i kote 470 og Liddes, hvor jeg skal overnatte, ligger i kote 1.346 m.
Jeg begynder dagens vandring kl. 7.00. Ud gennem byen og ud til Martigny Bourg.
Her slutter det flade dal landskab i Rhone dalen og går nu over i Alperne.
Vejret er rigtig godt, sol fra en næsten skyfri himmel og over middag er det 25C-27C.
Ud til vejen er en tavle, der angiver om passene er åbne. Det er passet over Sankt Bernhard. Det er jo rart at vide.
Ved Martigny Croix vandres ind i skoven og så er det ellers op og op på en noget anderledes vandresti end jeg nogensinde har vandret på før. Stien i sig selv er ikke nem at se forløbet af, fordi du vandre på store flade bjergstykker og du kan så ind imellem se, hvor der er slidt og hvor græsset er trådt ned.
Stien går efterhånden over i en smal jordsti, der går stejlt op og ned. Stien er nogle steder max. 50 cm bred og på venstre side har du en stejl bjergside op og på den højre side har du frit udsyn flere hundrede meter ned til jernbarnelinje, flod og til hovedlandevejen til tunnelen gennem Sankt Bernhard.
Flere steder er både op og ned så stejle, at det tangere bjergklatring med oppakning.
Det er godt det er tørt og dejligt vejr. Stien er støvet. I regn ville den være livsfarlig glat.
Flere steder er der spændt kæder op langs bjerg siden, så det er muligt at have noget at holde fast i under op og ned vandringen.
På et tidspunkt - for dette her forløb strækker sig over flere kilometer - er jeg ved at opgive, ikke så meget på grund af hverken højdeskræk eller fysik, men mere på grund af den psysiske belastning det er, at man er anspændt og nervøs for at falde, glide eller miste ret fodfæstet. Så det bliver ikke til mange kik ud over natursceneriet eller at tage fotos.
Endelig kommer man ind på en mere human sti og kan fortsætte mindre anspændt og til sidst igen afslappet i det gode vejr. Men længe vare glæden over det ikke.
Efter landsbyen Bovernier, vandres på ny op i skoven, nu på modsatte side af floden - Le Dranse - ind i et anderledes stenrigt terræn.
Her er der tale om at vandre på klipper af varierende størrelse fra ½ m til 5 m højde. Stenene eller klipperne er overgroet med mos. Så godt det er tørvejr, for i regnvejr, ville disse klipper blot blive glatte og farlige at forcere. Nogle steder er hver anden sten afmærket med en gul rhombe med en sort kant rundt om. Det er stimarkeringen. Efter omkring 1 km i dette terræn vandres ud af skoven og ud på en skovsti for lidt senere at vandre over en flodseng, hvor der alene er sten på størrelse med en fodbold.
Efter omkring 1 km i dette terræn vandres ud af skoven og ud på en skovsti for lidt senere at vandre over en flodseng, hvor der alene er sten på størrelse med en fodbold. Samtidig skal der vandres opad.
Denne del af vandringen "trækker tænder ud" og jeg har stadig mange kilometre og højdemeter foran mig.
Efter Sembrancher er Via Francigena mere human, lidt biveje, lidt skovveje og skovstier, så alt er den rene idyl i forhold til tidligere. På et tidspunkt skal Le Dranse passeres fra den ene bred til den anden. Og dette omkring 7 km fra Liddes.
Da jeg kommer til overgangsstedet er floden så høj, at stemmeværket man skal vandre over oversvømmet med en rivende strøm. Det er umuligt at passerer også uden sko og strømper.
Er dette virkelig endemålet på at nå til Peterskirken i Rom?
Jeg vender mig om for at gå tilbage og da jeg har gået 10 m ser jeg et skilt på landsiden af floden og en pil pil der peger næste lodret op. Der er antydningen af en sti på bjergsiden. En sti der har bredden af 2 fødder ved siden af hinanden og så er den næsten lodret op. Der er vel et sted mellem 50 til 75 m vandring op af bjergsidens skråning, hvor man så ende oppe ved en skovvej og en jernbro over Le Dranse. Der er en flot udsigt ned til det sted man begyndte at kravle op.
Det var næsten bare for meget.
Ikke fysisk med psykisk. Dette er den værste vandringsdag af alle dem jeg har været på indtil nu.
Men jeg overlevede og jeg styrede min frygt flere gange den dag.
Det siges, at disse stykker af Via Francigena er det værste overhovedet på hele pilgrimsvejen og at de kun bør vandres af personer med god fysik og kun i godt og tørt vejr. Det har de så sandelig ret i.
Vel ankommet til mit overnatningssted i en lille landsby Liddes med 711 indbyggere, indtil flere skilifte og masser af overnatningssteder, kan jeg sætte mig og spise en lækker aftensmenu, der koster det samme som værelset for natten. Det skal blot nævnes, at det var et umærket overnatningssted med en god restaurant og kok.
