Det var knapt lyst da jeg afregnede med hotellet og gik ud af døren for at vandre ned til katedralen og der vandre vest på. Første gennem gågaden, hvor der endnu ikke var ret meget aktivitet, for siden at vandre over den romerske bro til vestsiden af byen.
Lidt ude i den første forstad skal der tages et valg. Hvad valget egentligt går ud på er lidt vanskeligt at afgøre. Jeg valgte at gå til venstre, hvilket jeg ikke ved om var et godt eller skidt valg.
Det der mødte mig en time senere kan være at valget var skidt, fordi jeg skulle vandre 300 højdemeter med en 19 % stigning. Og det er uden hårdnålesving, det er på en asfalt vej og det er med morgentrafik både op og ned.
Nok har jeg prøvet snart al vandring op, men denne morgen er nr. 1.
Jeg må indrømme at det er noget af det hårdeste jeg endnu har prøvet. Jeg fandt en rutine ved at stå stille når en bil kom for at passere mig. Derved fik jeg en kort pause. Der var i øvrigt rigtig mange af dem.
Efter at have forceret denne højde, var det blot vandring på markveje, stier og noget asfalt for at nå frem til Cea. Lige uden for Cea skal der igen træffes et valg.
Om man vil vandre en kort rute frem til O Castro Dozón eller man vil vandre over Monasterio de Oseira, der er ca. 7 km længere. Jeg valgte den korte.
Valget skete fordi jeg faktisk er ved at begive med ud på 1½ dagsetape og gerne skulle nå frem til overnatningsbyen, hvor der kun er et offentligt albergue. Og med det antal pilgrimme der nu er på caminoen, så skal man ikke komme for sent frem.
På vejen fik jeg følge af en spanier, der har boet hele sit liv i Sydfrankrig. Han kunne en anelse engelsk. Han var i vinfaget og faktisk fik vi os en hyggelig snak om vin og vinfremstilling.
På vejen havde vi en noget særartet oplevelse. Da vi skulle til at vandre fra asfaltvej og ind på en ret dårlig markvej, der førte op mod en lund eller skov, kom en ældre Opel Corsa med 4 unge mennesker med hæj fart kørende ind på markvejen så vi næsten måtte springe til siden. Bilen fortsatte med stor fart.
Min medpilgrim samlede en stor sten op og sagde at nu skulle vi være på vagt.
Da vi kom op i lunden blev markvejen til en sti og få hundrede meter længere fremme skulle vi over en å, hvor der var lagt en stor badoursten som bro.
Der var ingen "sideveje" frem til åen. Men bilen og de 4 unge mennesker så vi ingen steder.
Så min ven smed så stenen efter nogle kilometer. Jeg må indrømme at jeg ikke følte mig egentlig bange, men måske utryg og især mere på min vens vegne end mig selv.
Vi nåede frem til god behold og fik hver en underkøje (de er mest eftertragtet af mænd +60).
Det var et ret stort albergue, som lå lidt uden for byen mod nordvest - altså på den rette side af morgendagens vandring. Vandrede ind på alberguet omkring kl. 18.00.
Sammen med nogle af min medpilgrimme gik vi til den nærmeste bar - 10 min. - for at få den obligatoriske pilgrimsmenu.

O Castro Dozón
 
O Castro Dozón er en by på 1.760 indbyggere. Men byen ligger i den modsatte retning af hvordan caminon forløber næste dag og hvor alberguet ligger.
Derfor kom jeg aldrig ind i byen og så hvad den egentlig rummede.
Men sådan er det så tit, lange dages vandring giver ikke tid til eller overskud til udflugter.
Beklager jeg ikke kan beskrive byen.

Selvom det er hviledag er det jo ikke ensbetydende med at man ikke kan stå tidligt op.
Med i værelsesprisen var også morgenmad og det var en overdådig morgenbuffet, med både varmt og koldt. Det var en god start på dagen.
Der er 5 min fra hotellet til katedralen. Jeg gik til morgenmesse og nadver og ved udgangen i sakristiet fik jeg stempel i mit pilgrimspas af en præst.
Fra katedralen og den gamle bydel gik jeg videre ind i gågadesystemet i den nye del af byen, hvor der er forretninger og kontorbygninger. Gik videre mod vest og kom til Rio Miño, hvor jeg gik en tur over en gamle romerbro til vestsiden af byen.
Her var en hyggelig bar med udsigt ind til Ourense mod øst og fik mig en kop te.
På vejen tilbage gav jeg katedralen et yderligere besøg og så den indvendig. Besøgte et par nabokirker i den gamle bydel og gik en tur rundt i dens gyder og smalle gader.
I løbet af dagen fik jeg slappet godt af på et par barer og fik lidt godt at spise kl. 20.30 på en moderne restaurant i den gamle bydel. Da vejret var fantastisk var der rigtig mange mennesker i byen den aften.
Dejligt at vide, at nu er alt udstyr igen på toppen og det er jeg også både på krop og sjæl og klar til de sidste dage inden Santiago nås.

Ourense
 
Katedralen i Ousense blev opført i 1200 og 1300 tallet og er opført i det man kalder composteliansk romansk stil.
Katedralen ligger klemt inde mellem de øvrige bygninger i den gamle bydel, så der er ikke nogen særlig stor plads foran katedralen.
Katedralen er udsmykket med flere kraftigt bemalede stenfigurer.
Udover den romerske bro er der også over Rio Miño en meget moderne bro til kørende trafik.
Byen er en udpræget industri og handelsby og et trafikknudepunkt.
Højhastighedsjernbane til Ourense fra Madrid er under konstruktion og forbinder således fra Malaga via Madrid, Ourense med A Coruña i nordvest.

Jeg kan nu mærke at jeg er ved at være godt mør i mine ben. Jeg har gået nogle lange etaper på de første dage. Men nu er en storby i sigte og nås i dag.
Hele alberguet vågner stort set samtidig og alle vandre ud i den friske morgenluft nogle, bl.a. mig drejer ind i den første bar og få et godt morgenmåltid med toastet brød, marmalede, te og Zumo (friskpresset appelsinsaft).
Dejligt at starte morgenes vandring på. Den bliver i dag lang og vejret bliver også igen varmt.
Hele caminofamilien vandre sløvt der udad.
Vandringen som sådan er ikke så hård, da det mest er en nedstigning fra højsletten til en dal hvor Ourense er beliggende.
Derfor siges det også, at Ourense sammen
Sevilla er de varmeste byer i Spanien. Og det kan man sagtens sige for jeg tror dem - for der er utrolig varmt i Ourense i dag.
Jeg har booket hotel i løbet af formiddagen og skal bo midt i centrum tæt på katedralen og har booket et værelse for 2 dage.
Jeg har behov for at slappe af oven på de 12 dages vandring, der har budt på et gennemsnit på knap 35 km om dagen - hvilket svarer til ca. 9 timers vandring i stegende hede med sol fra en skyfri himmel.
Trods det at jeg nu i mange dage har brugt solcreme faktor + 50 er jeg gennemstegt.
Jeg har brug for at få vasket alt mit tøj og brug for at få gjort mig selv ordentlig i stand. Ikke at jeg er ulækker beskidt, men har behov for pleje af krop og sjæl.
Endda så meget at jeg ikke gider gå ud at spise den første dag, men nøjes med at indtage min "nødration" på værelset. "Nødrationen" skal også udskiftes.

Ourense

Ourense er på størrelse med Odense og har ca. 108.000 indbyggere. Ourense har vidnesbyrd fra romertiden bl.a. i form af en utrolig smuk og lang bro over Rio Miño, har en indre gammel middelalder bydel med katedralen og andre kirker.
Ourense er også en moderne by med en flot gågade i midten af byen med butiksstrøg.
De gamle romere havde det med at finde rigtig gode placeringer af deres byer og Ourense er ingen undtagelse. Der er varme kilder i byen og den ligger nær Rio Miño, hvor der var store guldfund.
Og at byen så er placeret, at den er blandt de varmeste i Spanien har vel selvsagt også været et plus for romerne

Det går ikke altid som planlagt. Alberguet eller rette to i Albergueía var begge optaget. Det ene har 10 senge og det andet havde vist nok 20 sengepladser.
Hele min tidligere caminofamilie er nu samlet igen som yderligere nogle stykker. Men årsagen til at det store albergue var optaget var at en tysk skoleklasse havde lagt beslag på hele alberguet. Da det er privat, så må de jo gøre som de vil.
Forud på dagen er gået et par pæne klatre turer på ført 200 højdemeter fra den store og frugtbare Tal des Támega højslette og op i et hedeagtigt landskab hvorefter der yderligere vandres 400 højdemeter til Albergueía. Der er i øvrigt en fantastisk udsigt ud over højsletten.
Men jeg må videre end små 7 km og det kræver blot at yderligere skal vandre 100 højdemeter
Vejret er som alle de forgående dage varmt og fra en skyfri himmel, så det tærer på kræfterne her sidst på eftermiddagen i heden.
Da jeg vandre ind i Vilar de Barrio spørger jeg en lokal om der findes et hotel/hostal eller B&B, men får ikke et tilstrækkelig klar svar eller information og vandre derfor ind i byen.
Vejret er som alle de forgående dage varmt og fra en skyfri himmel, så det tærer på kræfterne her sidst på eftermiddagen i heden.
Da jeg vandre ind i Vilar de Barrio spørger jeg en lokal om der findes et hotel/hostal eller B&B, men får ikke et tilstrækkelig klar svar eller information og vandre derfor ind i byen. Den er relativ stor, men åbenbart er der kun det offentlige albergue. Det er i øvrigt relativ nyt og med plads til 24. Og i løbet af de næste timer bliver det fuldt optaget.
Sammen med nogle stykker fra caminofamilien besøger vi dnt nærmeste bar og vi får os nogle glas koldt hvidvin. Senere går vi i den anden ende af byen for at spise aftensmad.
Tilbage på alberguet inden kl. 22.00 hvor der slukkes og lukkes til en god nats søvn - burde de være - men der er ulideligt varmt i sovesalen med plads til 10 personer.
Så for mig bliver det en dårlig nats søvn. Ærgerligt.

Vilar de Barrio
 
Vilar de Barrio er en mindre by på 1.645 indbyggere. Det jeg nåede at vandre rundt i byen gav det indtryk, at det er en pæn lidt nyere by, der er centreret omkring et stort torv. Der synes at være pænt liv i byen.
Den virker ikke uddød, som mange af de andre byer jeg har vandret igennem.
Der er ingen nævneværdige seværdigheder i byen.

Formiddagens vandring går igennem et meget smukt landskab uden de store vandremæssige udfordringer. Der er en flot udsigt ved Alto del Coñïzo.
I Gudiña skal der tages en svær beslutning.
Gå til højre og du skal vandre ca. 40 km længere end hvis du vandre til venstre.
Jeg må indrømme at jeg drejede til venstre - og det gør langt de fleste, dels fordi dette valg er naturmæssigt det flotteste og afstandene mellem overnatningssteder er langt mindre.
Der skal du vise sig en anden udfordring - anlægsarbejderne til højhastighedsjernbanen fra Madrid til Ourense.
Kort uden for Gudiña er der en byggeplads for en kommende tunnel, hvorfra der kører lastvogne med materialer fra tunnelarbejdet
og tilkørsel af lastvogne med cementblandere og det hele foregår åbenbart mellem 2 punkter på denne lille og smalle bivej.
På et tidspunkt kommer en SUV op på siden af mig og standser. En medarbejder fra tunnelbyggeriet kommer hen til mig med en neongrøn farvet trafikvest og beder mig om at tage den på. Så han hjælper mig med rygsæk og vest.
Det viser sig at tunnelarbejdet strækker sig over flere kilometer og flere punkter, så der er trafik fra byggeriet helt frem til dagens overnatningssted Campobecerros.
Vandringen foregår mest på nævnte bivej, der i øvrigt går gennem et utrolig flot landskab langs med Embalse das Portas. Søen har en fantastisk flot blå farve, når man ser ned på den og samtidig er lyngbakkerne i fuld blomstring med den flotte violet/lilla farve tilsat den gule farve fra de voksende gyvel. Et utroligt flot farvespil.
Vandringen er relativ anstrengende, der er ingen skygge og det går nærmeste hele tiden lidt op ad.
Da der kun er et par kilometer tilbage til Campobecerro, så dropper højden næste 250 m. Nedgangen til byen foregår over kun omkring 1 km, men det er nedad på en sti, der ikke er andet end storesten på størrelse med fodbolde. Det er enormt krævende. Der e 10 kg på ryggen, nogle af afsnittene er over 20-25% og du skal hele tiden se dig koncentreret for, når du går i disse store sten. Det er utrolig hårdt for fødderne og ankler.
Endelig nede er det asfaltvej resten af vandringen frem til et casarual i den lokale bar.
Udmærket og billigt værelse med adgang til pænt og rent bad og toilet.
Herude spises åbenbart meget sent - aftensmaden indtages i baren først omkring kl. 22.00 - den sædvanlige 3 rettes menu for 10€ inkl. brød, vand og vin.

Campobecerros
 
Campobecerros har beskedne 105 indbyggere, men lige nu er det en aktiv lille flække.
Årsagen skal søges i, at byen ligger mellem 2 høje bakke og højhastighedsjernbanens traché går gennem disse 2 bakker. Derfor bores der tunneler på begge sider af byen. Der er bygget en stor cementfabrik og boremaskinerne har holdeplads mellem bakkerne.
Jeg må igen tilstå, at jeg ikke vandrede rundt i byen efter ankomsten og kan derfor ikke beskrive den nærmere.

Det var en afvekslende vandringsdag. På grund af anlægsarbejder på højhastighedsjernbane er caminoen omlagt og de første flere kilometer om morgenen vandres på hovedlandevejen. Det er ikke så interessant, det går bare op og op og der er en del morgentrafik.
Da Padornelo nås, er det muligt at komme tilbage på den oprindelige Camino og her er Camino stien nærmeste et vand løb, hvor man må træde på den ene sten efter den anden for ikke at få våde fødder. Og det har ikke regnet jeg ved ikke hvor længe. Så når det har regnet må det være en flod man vandre i her i Sierra de Prada.
Pashøjden i Puerto de Padornelo er 1.351 m.
Og det er så kun det første pas.Der er et mere på dagens vandring.
Der er en fantastisk udsigt ud over Castillia & León mod øst, som nu snart forlades og ind over Gallicien mod vest.
Igen ned og over Rio Leira og igennem den sidste by i Castilla & León - Lubian og mod passet A Canda, som passeres i 1.58 m højde og her er igen en fantastisk udsigt over det Galiciske landskab.
Og nu kan man tydeligt se forskel på de to regioner, hvor Galicien er det grønne bølgede og tættere beboede område.
Vejret har været et perfekt vandrevejr med tilpas varme og tilpas sol og det er et fantastisk landskab at vandre i selv om det er en anstrengende vandring på til over 1.300 m og over 1.200 m og vandring ned næste de samme højdemeter.
Min medpilgrimme er nu ligesom spredt for alle vinde, jeg har kun se de franske ægtepar og den lange englænder og min østriske medpilgrim har jeg ikke se i nogle dage.
Jeg vælger at overnatte i Vilavella. Valget er mellem det offentlige albergue og et luksus Spa Hotel - alberguet kommer jeg først forbi, men jeg vælger luksus Spa Hotellet, selv om det koster 10 gange så meget som alberguet.
Efter dagens godt nok noget anstrengende 30 km - synes jeg, at jeg fortjener en gang luksus overnatning og pleje af mig selv.

Vilavella

Vilavella er på 1.039 indbyggere og ligger ved en nu nedlagt jernbanelinje.
Byen er endvidere knudepunkt for både hovedlandevejen og den nye motorvej.
Vilavella er i øvrigt den første større by i Galicien når man kommer fra øst.
Det eneste jeg så af byen var den korte vandring igennem den, for resten af tiden opholdt jeg mig på Luksus Spa hotellet.
Hotellets facade er de gamle facader på de huse om hotellet optager i gaden, men når man kommer bag denne facade, ja , så er det en hyper moderne arkitektur der møder gæsterne.
Der er selvfølgelig en stor spa og fitness afdeling, som jeg desværre ikke fik anvendt, da jeg ikke turde gå i klorvand med min hummerrøde krop.
Værelset er stort og lyst og moderne med rå overflader. Restauration og bar
område er lækkert udført.
Dagens menu er veltilberedt og rigtig god.

Dagen er en af dem man gerne vil glemme.
Da jeg står op kan jeg mærke at dagen i dag kunne jeg godt undvære, jeg gider ikke gå ud af døren og vandre. Vejret er godt nok, men både mentalt og fysisk, så gider jeg ikke tage på caminoEn i dag.
Der har hobet sig omkring 40 pilgrimme op, da de har overnattet i byen og jeg gider ikke vandre for at have konkurrence for at finde et overnatningssted.
Kapaciteten på overnatningssteder er begrænset de to næste dage.
Langt om længe efter efter beskedent morgen måltid bestående af selvbetjent te og en croissant med smør og marmelade, får jeg taget mig sammen. Men jeg kan godt mærke at lysten mangler.
Efter 12 km kommer jeg ved 11 tiden til en mindre by Requejo. På det første det bedste og faktisk de eneste hotel i byen går jeg ind og ringer på. En ældre dame kommer til døren og ser overrasket på mig, da jeg spørger om jeg kan få et værelse nu og for tiden frem til i morgen. Hun spørger til om jeg er syg, hvilket jeg svarer No.
Jeg får en nøgle til et pænt og rent værelse for 22€ og lægger mig til at sove.
Jeg vågner ved 14 tiden, tager et bad og går en tur ned i "byen". Der er en bar, kirke og en købmand. Baren er super morderne og med tjenere i habit (?????). Jeg får et let måltid. Går en tur ud langs caminoen til enden af byen og tilbage igen.
Resten af dagen går med ingen ting.
Jeg går til købmanden og køber et dejligt frisk brød, en dåse tun, 2 tomater og 2 dåser tunpate og nogle Fanta Limon. Det bliver så en del af min aftensmad.
Der er sådanne nogle offdage på caminoen. Det skal der komme. Dagen hvor man spørger sig selv, hvorfor man faktisk er startet på vandringen og om det er nødvendigt at gå længere.
Jeg fik en god nats søvn.

Requejo
 
Requejo har 170 sjæle, ligger ud til en hovedlandevej, som motorvejstrafikken nu har taget al trafik fra. Igen en af disse spanske byer som lider en langsom men sikker død, fordi udviklingen løber uden om byen.
Byen er skåret over af landevejen, som også er grænse mellem den nyere del og den ældre del af byen.
Den ældre del af byen er faktisk ganske pæn og velholdt og med smalle gyder.
Byens kirke er som næsten alle de øvrige på min vej, lukkede og kan kun beses udefra.
 

Startede med et godt morgenmåltid i hotellets bar. Hvis det er muligt at få Zumo - friskpresset appelsinsaft - så drikker jeg altid mindst 1 glas om morgenen. Det er ligesom at få et vitaminspark at begynde dagen på.
Det er en utrolig smuk vandring i et naturskønt landskab, hvor de 1.000 m passeres. I denne højde findes Embalse (Embalse betyder kunstig sø) de Cernadilla.
Som de andre dage er det varmt, men let overskyet.
Puebla de Sanabria bliver dagens overnatningsby.
Jeg har booket et hotel i løbet af dagen for at være sikker på at have et sted at sove. Det viser sig, at jeg har booket et hotel lidt uden for byen, men på den rigtige side i forhold til næste dags vandring.
Hotellet er et hotel, der havde sin storhedstid i 50'erne -begyndelsen af 60'erne. Men der er intet at klage på med hensyn til kvalitet, rengøring og bad/toilet.
Jeg skal ned i den nye bydel og handle ind. Jeg skal have frisk forsyning af vand på flasker og jeg skal også have min proviant fornyet. Et nyt lille brød, en frisk tomat og en dåse tun samt en dåse tunpate.
I rygsækken har jeg denne "nødration" samt en mindre pakke kiks.
Så der altid er lidt til et frokostmåltid eller mellemmåltid på vandringen. Det giver en tryghed at vide, at der er lidt at spise, hvis der ikke lige skulle komme en bar på vejen.
Jeg har ikke set mine medpilgrimme hele dagen, naturligvis fordi jeg ikke overnattede i samme by som dem. Til min overraskelse møder jeg alle her samt en englænder, jeg tidligere har mødt og talt sammen med.
Så det bliver et hyggeligt møde over en godt aftensmåltid på det hotel, som de to overnatter på i den nye bydel.

Puebla de Sanabria
 
Puebla de Sanabria er også en af de "must" byer der skal besøges på Camino Sanabrés.
Den gamle middelalderby, der ligger på en høj bakketop hvor Rio Tera og Rio Castro løber sammen  derfor er et naturligt sted for at bygge en borg. Den gamle middelalder by er særdeles velbevaret og er på UNESCO liste over verdens naturarv
Som det ses af billederne besøgte jeg den gamle bydel om aftenen efter at det var mørkt.
Byen er levende og benyttes og bebos, så det er lidt underligt at gå i disse ældgamle gader og møde moderne menneske.

Det flotte og tørre vejr fortsætter. Men det er nu bare ved at være uudholdeligt. Selv solcreme faktor +50 er ikke tilstrækkeligt. Og jeg er nødt til at gå i lange bukser og t-shirt med lange ærmer. Næsten er nu helt solskoldet.
Vi startede alle ud efter morgenmåltidet kl. 7.00. Jeg er en langsom vandrer, men til gengæld skal jeg ikke have så mange pauser. Så jeg er aboslut sidste mand i rækken. Men det har jeg det udmærket med.
Dagen i dag vandre jeg langs Rio Teka i et naturskønt landskab. På et tidspunkt skal floden krydset og her er floden opstemt i Embalse de Nuestra Señora de Agevanzal.
Denne store kunstige sø er utrolig flot og vandet er glasklart. Der vanderes langs bredden flere kilometer.
På et tidspunkt ganske nær bredden opdager en rygsæk og tøj ligge på en stor sten nær vandet. Ude i søen kan jeg se en person svømme rundt. Det er min østriske medpilgrim Walther, der har taget sig en svømmetur.
Her i området er der nu skove, lunde, vinmarker afvekslende med kornmarker og caminoen snor sig af stier gennem skove og over marker. Det er en helt anden oplevelse end disse lange enerverende lange lige strækninger og afvekslingen gør, at vandretiden føles kortere, når der er afbrydelser og noget at se på.
Mine snart 15 medpilgrimme sluttede deres vandring i Rionegro del Puente, hvorimod jeg havde gode ben i dag og fortsatte til Nonbuey.
Jeg overnatter her på et hotel. Hotellet ligger på en rasteplads ud til motorvejen, hvorfor der er døgnåbent i baren og det benyttes som holdeplads for den tunge lastbiltrafik og overnatning for chauførerne.
Hotellet er pænt og rent og der serveres en udmærket 3 rettes aftens menu. Så det var et udmærket valg at stoppe her for overnatning.

Mombuey
 
Momuey er en by 440 indbyggere, der ligger langs den gamle hovedvej og også her er byen lidt trist og hensynende, da trafikken nu sker på motorvejen.
Byens kirke har et noget specielt tårn. Kirken er bygget på tempelridder tiden i 1300 tallet og derfor er kirketårnet også vagttårn. Byen ilhørte i 1200 og 1300.