Det var knapt lyst da jeg afregnede med hotellet og gik ud af døren for at vandre ned til katedralen og der vandre vest på. Første gennem gågaden, hvor der endnu ikke var ret meget aktivitet, for siden at vandre over den romerske bro til vestsiden af byen.
Lidt ude i den første forstad skal der tages et valg. Hvad valget egentligt går ud på er lidt vanskeligt at afgøre. Jeg valgte at gå til venstre, hvilket jeg ikke ved om var et godt eller skidt valg.
Det der mødte mig en time senere kan være at valget var skidt, fordi jeg skulle vandre 300 højdemeter med en 19 % stigning. Og det er uden hårdnålesving, det er på en asfalt vej og det er med morgentrafik både op og ned.
Nok har jeg prøvet snart al vandring op, men denne morgen er nr. 1.
Jeg må indrømme at det er noget af det hårdeste jeg endnu har prøvet. Jeg fandt en rutine ved at stå stille når en bil kom for at passere mig. Derved fik jeg en kort pause. Der var i øvrigt rigtig mange af dem.
Efter at have forceret denne højde, var det blot vandring på markveje, stier og noget asfalt for at nå frem til Cea. Lige uden for Cea skal der igen træffes et valg.
Om man vil vandre en kort rute frem til O Castro Dozón eller man vil vandre over Monasterio de Oseira, der er ca. 7 km længere. Jeg valgte den korte.
Valget skete fordi jeg faktisk er ved at begive med ud på 1½ dagsetape og gerne skulle nå frem til overnatningsbyen, hvor der kun er et offentligt albergue. Og med det antal pilgrimme der nu er på caminoen, så skal man ikke komme for sent frem.
På vejen fik jeg følge af en spanier, der har boet hele sit liv i Sydfrankrig. Han kunne en anelse engelsk. Han var i vinfaget og faktisk fik vi os en hyggelig snak om vin og vinfremstilling.
På vejen havde vi en noget særartet oplevelse. Da vi skulle til at vandre fra asfaltvej og ind på en ret dårlig markvej, der førte op mod en lund eller skov, kom en ældre Opel Corsa med 4 unge mennesker med hæj fart kørende ind på markvejen så vi næsten måtte springe til siden. Bilen fortsatte med stor fart.
Min medpilgrim samlede en stor sten op og sagde at nu skulle vi være på vagt.
Da vi kom op i lunden blev markvejen til en sti og få hundrede meter længere fremme skulle vi over en å, hvor der var lagt en stor badoursten som bro.
Der var ingen "sideveje" frem til åen. Men bilen og de 4 unge mennesker så vi ingen steder.
Så min ven smed så stenen efter nogle kilometer. Jeg må indrømme at jeg ikke følte mig egentlig bange, men måske utryg og især mere på min vens vegne end mig selv.
Vi nåede frem til god behold og fik hver en underkøje (de er mest eftertragtet af mænd +60).
Det var et ret stort albergue, som lå lidt uden for byen mod nordvest - altså på den rette side af morgendagens vandring. Vandrede ind på alberguet omkring kl. 18.00.
Sammen med nogle af min medpilgrimme gik vi til den nærmeste bar - 10 min. - for at få den obligatoriske pilgrimsmenu.

O Castro Dozón
 
O Castro Dozón er en by på 1.760 indbyggere. Men byen ligger i den modsatte retning af hvordan caminon forløber næste dag og hvor alberguet ligger.
Derfor kom jeg aldrig ind i byen og så hvad den egentlig rummede.
Men sådan er det så tit, lange dages vandring giver ikke tid til eller overskud til udflugter.
Beklager jeg ikke kan beskrive byen.