Hvorfor skulle vejret blive bedre? Selvfølgelig ikke!!!
Det blev bare værre. Det blev tåge, regn og regn og atter regn. Så på med ponchoen igen. Nok en dag pakket ind og ud i kulden.
Og oven i alt det, blev det den mest anstrengende dag indtil nu.
Dagen i dag skulle have været højdepunktet på camino vandringen da du vandre op i De Kantabriske Bjerge og op i passet i ca. 1.225 m højde.
Efter sigende skal der være den flotteste udsigt på hele pilgrimsvandringen.
Imidlertid så jeg intet, da tågen var så tyk, at du kun kan se 25 m frem. Du kan høre vindmøllerne på din vej, men du kan ikke se dem. Og den fantastiske udsigt er skjult i tågen.
Dog er caminoen godt afmærket for der er pæle for hver 25 m, så der er ingen panik med at finde vej gennem dette særprægede område, der virker som en stor græsplæne pænt slået af de får der går og græsser.
Det er en anstrængende tur op, da man vandre ca. 900 m op til denne slette, hvor man så vandre i dette mælkehvide uden at kunne se noget ud igennem ansigtshullet i ponchoen.
Der er ingen steder at komme i læ og eventuelt sidde ned. Der er intet uden nogle gamle ruiner af fortidens hospitaler, hvor forkomne pilgrimme i middelalderen kunne blive hjulpet af betænktsomme munke. Dem er der ingen af i dag.
Jeg vandre i ca. 5 timer uden at se et andet menneske og gik i denne tykke tåge og kæmpede mig op ad bakke efter bakke.
I det vejr og uden at se nogen - bortset fra fårene - får man sandelig sine tanker på afveje. Man får også sin vilje ganske gevaldigt prøvet af. Man er ensom, man er i naturens vold og man er på kanten til at opgive på grund af den utrolige udfordring som vandringen er, bare op og op og op.
På et tidspunkt følte jeg mig så forkommen efter næsten 20 km uafbrudt vandring i tågen og regnen, at jeg havde lyst til at smide mig i græsset og overgive mig til de højere magter. Jeg havde ikke fået noget at spise eller drikke i 5 timer.
Jeg synes jeg har været der ude i en sindstilstand, at jeg var på kanten af at opgive. Men alligevel får man den sidste styrke til at fortsætte.
Efter 5 timer i denne ensomhed og tilstand af at opgive, møder man så en anden pilgrim og det virker som at man får nye kræfter. Man får en sludder og hører at denne også har haft den samme oplevelse af at have lyst til at opgive.
Men nu har jeg selv været så langt ude på kanten, at nu ved jeg, at jeg trods alt har en så stærk overlevelsesevne, at den kan overvinde snart hvad som helst.
Så derfor kommer der ikke fra dagen nogen fantastiske naturbilleder, men kun kedelige billeder med tåge.
Efter 27 km i dette "helvede" ankom jeg til et privat albergue sammen med 10-12 andre våde pilgrimme.
Det lykkedes til næste morgen at får alt tøjet tørret.
Det blev en aften hvor oplevelserne blev livligt diskuteret og gennemsnakket og for alle havde det været "et livets oplevelse" på hver sin måde.
Og hvor det nu er kommet på afstand - vil jeg ikke have været oplevelsen foruden. Nu ved jeg med mig selv, at jeg kan klare meget mere end jeg hidtil havde troet.