CAMINO PRIMITIVO – DAG 3

Start ByOviedo til Grado
Dato26. maj 2014
Vejr+10C – +18C småregn / sol
Højdemeter op360 m
Højdemeter ned300 m
Sværhedsgradmoderat
Afstand tilbagelagt i dag28 km
Afstand tilbagelagt i alt77 km
Dagens vandring var planlagt til at være ca. 4 km længere end den blev. Jeg stoppede i Grado, en underlig kedelig by langs en landevej og på størrelse med Tølløse.
Dessværre var årsagen til den korte vandring, at jeg kun 6 km efter Oviedo - ved en vandring ned at en stejl cement sti, der dels var våd og dels glat - for første gang på nogen af min vandringer - faldt lige så lang jeg var og fik hudafskrabning og slog hul på mit ene knæ - ret voldsomt med nogle dybe sår til følge.
Jeg blev ret chorkeret da jeg kom op igen og kunne se, at mit bukseben var revet i stykker. Men havde egentlig ikke smerter, hvorfor jeg antog, at der ikke var sket det store, men det var der.
Heldigvis var Thea lige bag mig og foran gik en engelsk kvindelig pilgrim og begge var så hjælpsomme med at få mig hjulpet ned til en bænk, der var for foden af bakken.
Der fik de 2 damer gang i deres førstehjælpspakker og sørgede for at mine sår blev renset og ordnet.
Heldigvis kunne jeg uden besvær bevæge benet og det var kun en alvorlig hudafskrabning, som vi så lod være åben ved at jeg gik i korte bukser. Jeg gik frem til Grado, hvor det første apotek var.
Der var en utrolig sød og venlig apotekerdame, der brugte en halv time på at rense og forbinde mine sår. Jeg købte rensevædske og bind, men hun ville ikke have betaling for den tid hun havde brugt på rensningen.
Men igen - Caminoen tager og Caminoen giver - som hun sagde, det var en hjælp over for en pilgrim.
Jeg var faktisk ret chorkeret og havde de næste dage meget fokus på, det at gå ned for ikke at falde igen og det satte jo mit gangtempo ned.
I Grado boede jeg på et provinshotel - der lå ud til landevejen. Det var pænt og rent og som sædvanlig uden varme på værelset. Til gengæld var pilgrimsmenuen faktisk rigtig god.
Dagens vandring blev dog trods alt på næsten 28 km. Vejret var som de foregående dage småregn og først sidst på dagen blev det sol og dagens temperatur lå vel på 10-18C.
Vandringen ud af Oviedo gik gennem et bakket landskab uden de store naturoplevelser.