Jeg tilbagelagde i dag 26 km for at havne i det jeg mener er Spaniens grimmeste by.
Byen ligger naturskønt med bakker og bjerge til alle sider, men jeg tror at samtlige Spaniens dårligste arkitekter har fundet sammen for at bygge den grimmeste by. Der er ingen plan og ingen har interesseret sig for arkitektur og de enkelte nogenlunde pæne huse syner overhovedet intet. Det er som om byens ledelse har sagt vi er da ligeglade med hvordan der bygges og hvordan det ser ud. Det er det værste betonbyggeri med mærkelige proportioner og underlige beliggenheder mellem de rædselsfulde bygninger.
Når nok om byen, der i øvrigt er på størrelse med f. eks. Nykøbing Sj. Det startede med regnvejr. Hvorfor ikke? Igen en dag med en hård og barsk vandring i højderne. Jeg skulle vandre over passet - Alto de Acebo - og det skete igen i tåge og småregn. Tågen er igen så tyk at vindmøllerne 25 m væk igen ikke kan ses - men kun høres.
Det er smadder ærgerligt fordi, der i guidebogen står at der også her er en fantastisk udsigt. Godnat min bare ..... det blev bare ikke for mig denne gang.
Nedstigningen er også en barsk tur, den er stejl og flere steder sker nedstigningen ret stejlt på en sti hvor der er sten på størrelse fra en knyttet hård til en velvoksen fodbold. At gå ned gennem de sten og samtidig holde balancen og det er vådt og klamt og med poncho på, er lidt af en opgave. Men det gik, når man bare tager sin tid til det.
Belønningen blev først på eftermiddagen at solen kom frem og det endelig lykkes at se lidt af de sceneri jeg havde vandret igennem ved at vende mig om og kikke mod nordøst. Og dagens vandringen kunne afsluttes på et helt nyt privat albergue.
Meget fine forhold med nye senge, flotte toiletter og badeværelser og så mange, at der ikke er kamp om at komme i bad eller sidde på toilettet. Tro det men engang imellem er det stressende, at vide at der er andre som også skal bruge faciliteterne og står og tripper.
Vaskemaskine og tørretumbler - så alt tøj kunne blive vasket og tørret - selv uldsokkerne var for en gangs skyld rigtige tørre at tage på næste morgen. Hvilken luksus.
Reinhard, Niels og jeg gik op i denne verdens grimmeste by - indtil nu - og fandt et fantastisk sted en dejlig bar med udsigt ud over bjergene, moderne design og en meget søde og hjælpsom værtinde. Vi fik den traditionelle pilgrimsmenu bestående at en lokal kålsuppe med kartofler og kød.
Rigtig god. Stegt revlsben med for en gangs skyld kogte kartoftler og som deseert Tarta de Santiago, der nærmest et stykke marcipankage. Bedre kan jeg ikke beskrive den.
Vi fik vin og vand til maden som sædvanligt. Da det er et privat albergue vi bor på skal vi først vare på sovesalen kl. 23.00. Og vi nåde det lige - i ikke særlig sober tilstand. Vi fik konsumeret et par flasker vin og fik os nogle af de lokale snaps - som jeg lige må finde ud af hvad hedder lidt senere. Vi havde en fantastik hyggelig aften sammen - i denne verdens grimmeste by.
Så vi har nok irriteret de andre pilgrimme med vores snorken. Vi faldt i hver fald i søvn hurtigt og havde intet at tænke på med at skulle op næste morgen for at stå i kø til at vaske sig og børste tænder eller tænke på at få klamt men dog rent tøj på. Alt var jo på plads.

Det våde vejr fortsætter, det er ved at være uudholdeligt. Og vandringen fortsætter gennem det meget bakkede landskab. I dag er det på stier gennem skove og nogle kilometer på asfaltvej. 
Der var en hård vandring ned over en 6 km strækning, hvor der blev vandret omkring 800 højdemeter ned. Heldigvis var det på nogle skovstier ned til den kunstige sø Embalse de Salim. Søen er opstemmet til brug for et elektricitetsværk, der er baseret på vandkraft. Man kan se vandstanden i søen og dermed få en fornemmelse af omfanget af dens størrelse.
På dagens vandring skal jeg op til en ikke særlig stor by Grandas de Salim, hvor jeg vil overnatte på hotel, simpel hen for at få vasket mit tøj og få det tørt, her efter den megen regn. Og jeg har også behov for at en ordentlig nattesøvn for mig selv. Heldigvis er det godt vejr, da jeg vandre ind i byen efter at have vandre 600 m op til den. Den ligger ude her i bakkerne.
På vandringen her til mødte jeg en dansk pilgrim - Niels fra Århus, som jeg fik vandret noget af dagens vandring sammen med. Det var meget hyggeligt.
Hotellet ligger mit i byen og har restaurant, så der kan jeg indtage aftensmad og morgenmad.
Da det har været en ikke så lang dag, kunne jeg i ro og mag får vasket tøjet og hængt det til tørre og jeg kunne også i fred og ro selv gå i bad. Efterfølgende kunne jeg tag et hvil på hotelværelset.
Efter en tur rundt i byen, kunne jeg spise aftensmad i hotellet restaurant og gå tidlig i seng.

Hvorfor skulle vejret blive bedre? Selvfølgelig ikke!!!
Det blev bare værre. Det blev tåge, regn og regn og atter regn. Så på med ponchoen igen. Nok en dag pakket ind og ud i kulden.
Og oven i alt det, blev det den mest anstrengende dag indtil nu.
Dagen i dag skulle have været højdepunktet på camino vandringen da du vandre op i De Kantabriske Bjerge og op i passet i ca. 1.225 m højde.
Efter sigende skal der være den flotteste udsigt på hele pilgrimsvandringen.
Imidlertid så jeg intet, da tågen var så tyk, at du kun kan se 25 m frem. Du kan høre vindmøllerne på din vej, men du kan ikke se dem. Og den fantastiske udsigt er skjult i tågen.
Dog er caminoen godt afmærket for der er pæle for hver 25 m, så der er ingen panik med at finde vej gennem dette særprægede område, der virker som en stor græsplæne pænt slået af de får der går og græsser.
Det er en anstrængende tur op, da man vandre ca. 900 m op til denne slette, hvor man så vandre i dette mælkehvide uden at kunne se noget ud igennem ansigtshullet i ponchoen.
Der er ingen steder at komme i læ og eventuelt sidde ned. Der er intet uden nogle gamle ruiner af fortidens hospitaler, hvor forkomne pilgrimme i middelalderen kunne blive hjulpet af betænktsomme munke. Dem er der ingen af i dag.
Jeg vandre i ca. 5 timer uden at se et andet menneske og gik i denne tykke tåge og kæmpede mig op ad bakke efter bakke.
I det vejr og uden at se nogen - bortset fra fårene - får man sandelig sine tanker på afveje. Man får også sin vilje ganske gevaldigt prøvet af. Man er ensom, man er i naturens vold og man er på kanten til at opgive på grund af den utrolige udfordring som vandringen er, bare op og op og op.
På et tidspunkt følte jeg mig så forkommen efter næsten 20 km uafbrudt vandring i tågen og regnen, at jeg havde lyst til at smide mig i græsset og overgive mig til de højere magter. Jeg havde ikke fået noget at spise eller drikke i 5 timer.
Jeg synes jeg har været der ude i en sindstilstand, at jeg var på kanten af at opgive. Men alligevel får man den sidste styrke til at fortsætte.
Efter 5 timer i denne ensomhed og tilstand af at opgive, møder man så en anden pilgrim og det virker som at man får nye kræfter. Man får en sludder og hører at denne også har haft den samme oplevelse af at have lyst til at opgive.
Men nu har jeg selv været så langt ude på kanten, at nu ved jeg, at jeg trods alt har en så stærk overlevelsesevne, at den kan overvinde snart hvad som helst.
Så derfor kommer der ikke fra dagen nogen fantastiske naturbilleder, men kun kedelige billeder med tåge.
Efter 27 km i dette "helvede" ankom jeg til et privat albergue sammen med 10-12 andre våde pilgrimme.
Det lykkedes til næste morgen at får alt tøjet tørret.
Det blev en aften hvor oplevelserne blev livligt diskuteret og gennemsnakket og for alle havde det været "et livets oplevelse" på hver sin måde.
Og hvor det nu er kommet på afstand - vil jeg ikke have været oplevelsen foruden. Nu ved jeg med mig selv, at jeg kan klare meget mere end jeg hidtil havde troet.

For det ikke skal være løgn så er det voldsomt regnvejr fra morgenstunden og nu er det på med ponchoen. Andet kan i dag ikke holde regnen ude. Det er koldt fra morgenstunden og der er kun en ting, det er at gå sig varm.
I dag skal der igen vandres op - jeg skal op i 920 m højde for derefter at vandre ned til ca. 600 m højde til dagens endemål, der er et helt nyt albergue i Campiello. En vandring på 28 km.
Alt er vådt da jeg ankommer til alberguet. Og alle de andre medpilgrimme er ligeså forkomne og alle er i dårligt humør.
Der er ikke blevet set meget på vandringen på grund af, at du er fokuseret på at komme igennem dagens regnvejr og der er heller ikke meget at se på under vandringen.
Nu er jeg på vandringen kommet i kontaktet med 2 belgiere, der bor i Barcelona og er taget på camino for at slappe af. De er lige så våde som os andre.
Det glædelige ved alberguet er, at det er helt nyindrettet med stor afstand mellem sengene, gode bade- og toiletforhold, stor industrivaske maskine og stor industritørretumbler, som begge straks bliver sat i gang af ejeren, så alt vores tøj kan blive vasket og tørret. Det er lykken.
Efter et dejligt varmt bad og rent tøj er man klar til at sove et par timer og derefter i en helt ny restaurant få alletiders dejlige fælles aftensmad. Og derefter hygge med de andre pilgrimme.
Her møder jeg første gang Niels fra Aarhus og Reinar fra Tyskland. Og det viser sig, at vi kommer til at vandre sammen til Santiago og nyde hinandens selskab både på vejen og om aftenen.
Byen hvor alberguet ligger i er en flok huse og alberguet og ikke meget mere.
Så alle gik tidlig til køjs.

Jeg kunne ikke dy mig for at tage dette billede af de to unge forelskede mennesker, der vandre på caminoen.
Billedet i sig selv synes jeg siger meget om hvordan caminoen også er.
I dag fik jeg vandret 29 km og til gengæld var det i et flot vejr med sol og 15-25C.
Nu begynder caminoen at vinde højde. I dag kom bakkerne op på 635 m højde og det kan man godt mærke når der skal vandres op.
Vandringen gik igennem det bakkede landskab, som nu bliver generelt bakket. Til gengæld var der ikke de store seværdigheder på vandringen - bortset fra et gammelt forladt kloster med en kirke i Cornellana.
Efter klosteret gik det nu rigtig op ad bakke. Som nævnt næsten 500 m op og det over ca. 6 km - og det kan jeg fortælle er rigtig hårdt.
Som nævnt var dagens vandring til Bodenaya - som i realiteten kun består af et albergue.
Alberguet er privat drevet. Man får en seng, aftensmåltid og morgenmad. Der er plads til 15 personer og det er indrettet i en gammel landbrugsbygning. Det er kun nogle få år gammelt. Der er fælles aftensmåltid som er ganske hyggeligt. og inden du starter vandringen næste morgen får du et solidt morgenmåltid.
På alberguet mødte jeg 2 svenskere og fik en snak med dem.

Dagens vandring var planlagt til at være ca. 4 km længere end den blev. Jeg stoppede i Grado, en underlig kedelig by langs en landevej og på størrelse med Tølløse.
Dessværre var årsagen til den korte vandring, at jeg kun 6 km efter Oviedo - ved en vandring ned at en stejl cement sti, der dels var våd og dels glat - for første gang på nogen af min vandringer - faldt lige så lang jeg var og fik hudafskrabning og slog hul på mit ene knæ - ret voldsomt med nogle dybe sår til følge.
Jeg blev ret chorkeret da jeg kom op igen og kunne se, at mit bukseben var revet i stykker. Men havde egentlig ikke smerter, hvorfor jeg antog, at der ikke var sket det store, men det var der.
Heldigvis var Thea lige bag mig og foran gik en engelsk kvindelig pilgrim og begge var så hjælpsomme med at få mig hjulpet ned til en bænk, der var for foden af bakken.
Der fik de 2 damer gang i deres førstehjælpspakker og sørgede for at mine sår blev renset og ordnet.
Heldigvis kunne jeg uden besvær bevæge benet og det var kun en alvorlig hudafskrabning, som vi så lod være åben ved at jeg gik i korte bukser. Jeg gik frem til Grado, hvor det første apotek var.
Der var en utrolig sød og venlig apotekerdame, der brugte en halv time på at rense og forbinde mine sår. Jeg købte rensevædske og bind, men hun ville ikke have betaling for den tid hun havde brugt på rensningen.
Men igen - Caminoen tager og Caminoen giver - som hun sagde, det var en hjælp over for en pilgrim.
Jeg var faktisk ret chorkeret og havde de næste dage meget fokus på, det at gå ned for ikke at falde igen og det satte jo mit gangtempo ned.
I Grado boede jeg på et provinshotel - der lå ud til landevejen. Det var pænt og rent og som sædvanlig uden varme på værelset. Til gengæld var pilgrimsmenuen faktisk rigtig god.
Dagens vandring blev dog trods alt på næsten 28 km. Vejret var som de foregående dage småregn og først sidst på dagen blev det sol og dagens temperatur lå vel på 10-18C.
Vandringen ud af Oviedo gik gennem et bakket landskab uden de store naturoplevelser.

I dag vandrede jeg fra Pola de Seiro til den gamle katedralby Oviedo.
Midt i Oviedo mødte jeg Thea - min hollandske med pilgrim fra gårsdagen - og hun stod og talte med 4 andre franske pilgrimme hun tidligere havde mødt, om hvor man kunne bo til fornuftige penge. Så vi overtog de 4 franske pilgrimmes værelser i en pension midt i byen og kunne indtage værelserne efter de var rengjort. Rent lykketræf, men sådan er caminoen.
Thea og jeg gik ud for at spise og gik efterfølgende til messe i Katedralen i Oviedo. Thea er katolik
Aftenmessen blev forrettet af en meget gammel præst, der måtte sidde ned under hele messen og uddele nadveren siddende. Det var lidt pudsigt.
Som nævnt var det en kort vandring, ikke særlig interessant fordi Oviedo er på størrelse med Århus og man vandre igennem forstæderne og industriområderne.
Jeg var rundt i den gamle bydel af Oviedo og havde på forhånd fået det indtryk, at byen var meget spændende. Desværre levede byen ikke op til det forventede indtryk og katedralen var heller ikke den oplevelse jeg havde forventet
Vejret var der heller ikke meget ved. Igen overskyet og disse 10-15C og sidst på dagen og aften var det regn.

Villaviciosa er udgangspunktet for pilgrimsvandringen.
  
Jeg vandrede fra det hotel jeg boede på i Villaviciosa til Pola de Seiro, en mellem stor by. Vandringen var på ca. 29 km igennem et Asturisk landskab med grønne bakker af først af mindre skove. Vandringen føltes lang, dels fordi jeg vandrede alene og dels fordi det var første dag efter jeg ikke havde vandret i lang tid.
Første dag mødte jeg ingen andre pilgrimme og selv ved et meget besøgt kloster Valdedios, et kloster opført for ca. 1.100 år siden og selv i dag benyttet som kloster og kirke mødte jeg ingen.
Vandringen gik gennem dette grønne landskab med udsigt til De Kantabriske Bjerge hele dagen.
I Pola de Seiro gik jeg frem til byens albergue for at overnatte der. Det viste sig at være helt nyt og havde sædeles gode faciliteter.
Vi var kun 2 pilgrimme den nat. Udover mig var der en hollandsk pige i 30'erne - Thea - som var startet i Irun.
Hun var en special dame, der vandrede i nederdel, hvilket er temmelig usædvanligt.
Hun var ret interessant og havde vandret mange andre caminoer. Da vi var de eneste overnattende besluttede vi os for sammen at lave mad og spise på alberguet. Så vi fik faktisk en ret hyggelig aften og en meget rolig nat.
Det var en rigtig god start på vandringen.
Afstanden jeg tilbagelagde var ca. 29 km og det foregik først i finregn og senere overskyet og omkring 10 til 15 C - så ikke den bedste men heller ikke den værste start.

At rejse til Nordspanien er idag ganske enkelt. Det sker nemmest med fly, men også med tog. Med fly er det mest bekvemt at flyve fra København til Madrid og fra Madrid til den nærmeste provinslufthavn.

Jeg tager denne gang med Iberia Express fra Kastrup den 23. maj kl. 6.45 til Madrid, hvor jeg ankommer ca. kl. 10.00. Kl. 11.45 skal jeg med fly til Aeropoerto de Asturias, der ligge ca. 40 km både fra Gijon og Oviedo. Der lander jeg ca. kl. 13.00.
Det er nemmest for mig at tage bus (Alsa) fra lufthavnen til Gijon og der skifte bus (Alsa) til Villaviciosa. Der forventer jeg at være omkring kl. 16.00. Der er lidt ventetid på bussen både i lufthavnen og Gijon.
Camino Primitivo starter ca. 5 km sydvest for Villaviciosa, hvor for det er mest bekvemt at overnatte i byen.
Byen er på størrelse med Kalundborg. Jeg har bestilt hotelværelse, fordi der ikke er noget albergue i byen. Værelset kostede kr. 225 på et pænt provinshotel midt i byen lige ud til Camino del Norte. Så det er bare at gå til højre om morgenen - og så er pilgrimsvandringen begyndt.