I dag er det jo så den store dag, hvor jeg har planlagt at vandre fra Arzua til Santiago.
Det er nu 3. gang jeg skal vandre det stykke af engang. Så mon ikke det også kan lade sig gøre denne gang.
For at være for sent i Santiago, så starter jeg ud meget tidligt. Jeg har sat vækkeuret til kl. 5.00 og efter at have gjort mig i stand med bad, vask og barbering er det at komme i vandretøjet og få rygsækken samlet og på ryggen.
Det er bælgragende mørkt her uden for byen, men jeg ved hvor caminoen starter - det er kun 100 m
fra hotellet.
Jeg har en lampe med denne gang og ikke som tid ligere hvor jeg skulle rage rundt med mobiltelefon ens lys. Det er rigtig mørkt denne morgen kun stjerne på himmelen lyser klare, for det tegner til at blive godt vandrevejr. Det er også lovet i vejrudsigten. Så det er jo positivt.
Sådan en klar stjernefuld morgen 2 timer før det bliver lyst har sin helt egen stemning.
Man kan høre gruset knirke under vandreskoene, man kan høre det pudsler i skovbunden, idet fjerne hører man en hund gø, der er en hane, som vist nok har fået stillet uret lidt tidligst til at stå op, det ras ler i træernes blade, man kan høre en bæk risle og li ge pludselig bryder et renovationskøretøj stilheden både med støj og lugt.
For så langt er vi altså heller ikke ude på landet.
Lampen bruges kun sporadisk og hvor det er totalt mørkt. Der skal spares på batteriet, hvis nu???? Caminoen er lidt krænglet  de første få kilometer, da den går i zig zag gennem nogle små bebyggelser og under en landevej og afmærkningen er både lidt mangelfuld og inkonsekvent, men her kommer GPSen så til hjælp. Så ingen problemer.
I et vejkryds bliver jeg lige pludselig noget forskrækket af at blive  tiltalt på tysk af en ældre dame, der fortæller, at hendes 2 andre medpilgrimme er kommet noget foran hende og hun har tabt orientering en. Hun er glad for at jeg kom forbi, for ellers ville hun have ve 
Jeg kan så hjælpe hende med at komme gennem labyrinten og da jeg går hurtigere end hende, så fortsætter jeg, da vi er kommet ud på et langt lige stykke, hvor hun ikke kan gå fejl, før det bliver lyst.
Vi er nu på Camino Frances - og nu er der mange pilgrimme på caminoen. Mange går forbi mig i hurtigere tempo, men jeg ved erfaringsmæssigt, at dem møder jeg senere for de har oftere hvil.
Efter at have været på caminoen fra kl. ca. 6.00 til godt kl. 17.30 - ca. 11 1/2 time og 38 km senere an kommer jeg til Katedralpladsen kl. ca. 17.30 og kan dermed afslutte min vandring på Camino del Norte.
Dagens udfordring er at komme til Santiago og afslutte vandringen på Katedralpladsen i nogenlunde tid og inden katedralkontoret lukker.
Dagens udfordring er at komme til Santiago og afslutte vandringen på Katedralpladsen i nogenlunde tid og inden katedralkontoret lukker.
Caminoen er ikke særlig udfordrende på det sidste stykke og de bakker man skal over er nu jo barnemad for en garvet pilgrim. Men for andre kan man se, at bakkerne stadig tager sin told.
Bene holder og knæet gør ondt som bare pokker med holdt hele vejen - selv en kort afstikker til Monte do Gozo (Glædens Bjerg) lige uden for Santiago med det rædselsfulde monoment blev der kræfter til.
Oplevelsen er den samme hver gang man kommer ind til den gamle bydel i Santiago og nu ved at man kun har 2 km tilbage. Selv om det er op ad bakke til katedralen, så får man kræfter til at gå det sidste stykke selvom der nu ligger 36 km bag én på dagen.
Det er for mig den samme glæde at kunne satte foden på muslingeskallen på stenen midt på pladsen alle de gange jeg nu er kommet til Katedralen.
Så blev Camino del Norte overvundet.
Det var godt nok en sej og hård vandring og langt mere udfordrende fysisk og psykisk end jeg havde drømt om. 
Men det sår der alt sammen noget mere om under de næste dage.