Tidlig op i mørke og ud i den lidt kølige morgenluft.
Du starter lige med at gå 500 m og så er det ellers op at flere hundrede trappetrin på stien, hvorefter der åbenbare sig alle tiders udsigt udover Bisqayen. Hvilket syn i morgengryet. Du kan se og høre det store hav. Bølgerne der slår mod klippekysten og havduften i næsten. Det er noget der giver dig en morgenvækning.
De andre pilgrimme ligger forsat og snuer, så jeg er den første.
Caminoen snor sig rundt om kysten og på et tidspunkt går man i gennem en tunnel. Det du går på er et gammel banespor, der for mere end 100 år siden er brugt til at fragte malm på til udskibning. Hvordan udskibningen har kunnet lade sig gøre må guderne vide med den højde der er fra havet og op til sporet. men sådan forholder sig nu.
Dagens vandring bringer dig igennem en af de gamle kulturbyer på kysten Castro-Urdiales. En ikke så stor by men mondæn med endnu en af de mange strande. Den har en middelalder kirke liggende ude på et næs. En gotisk kirke med et flot indre og endelig en kirke der er åben og tilgængelig for et besøg.
Dagens mål er Islares. Islares er en mærkelig by. Ca. 2 km lang med en rædselsfuld campingplads og et hul af en badestrand. Byen har 3 restauranter og et minimarked.
Og som i så mange byer er der selvfølgelig uafsluttede byggeprojekter som ligger som en skændsel af ophobede byggematerialer og en ikke nedtaget byggekran og halvfærdige bygninger under forfald. Velbekomme den bank, der har penge i de projekt.
Alberguet er ikke ret stort, derfor er det slået telte op uden for. Fordelingen er retfærdig (set fra mit synpunkt) Ældre vandrende pilgrimme har fortrinsret til nederste køje, der efter yngre pilgrimme i de næste 2 etager og er der fyldt får cyklende pil grimme adgang til alberguet men må sove i teltene. Men hvad? Det koster 4 Euro at få en seng, adgang til bad og toilet samt stik til opladning af din mobil.
Jeg er ifølge min vandringsplan 1 dag bagud, så ud fordringen er nu at få indhentet den ene dag jeg lå over i Bilbao. Men det skal planlægges, så du ikke får dig vandret ihjel med dagsvandringer over 35-40 km. Her var muligheden for at vandre ca. 7 km læn gre end etapen foreskriver. At du så havner ude i lidt af et "hul" må man tage med.
I dag havde jeg så fornøjelsen at få et tysk ægtepar som sengekammerater, et par som jeg også havde mødt tidligere og så selvfølgelig det spanske ægte par.
Jeg kan ikke finde ud af de spanske spisetider for aftens mad. De svinger mellem kl. 19.00 og kl. 20.30. Man skal bare komme 1 minut før at køkkenet åbner, så bliver man afvist med at der først er åben sådan og sådan. Så er man henvist til at spise tortilla eller bocadillos eller tapas. Og det kan man godt blive lidt træt af.
Så som aftensmad stod det på et fluet, tomat, ost og skinke ved køkkenbordet i alberguet. Som dessert æble og melon.
Som sædvanlig blev lyset sluttet kl. 22.00 og så var den dag gået.
Jeg er ved at blive gammel og dermed usikker på om jeg nu har alle mine ting med mig hver morgen.
Min rygsæk har jeg efterhånden fået en bestemt måde at pakke ud og pakke igen om morgenen i mørke.
Jeg har også en mavetaske med mine pilgrimspas (skal bruges for at kunne overnatte på albergues). Mit pas og mine øvrige rejsepapirer, min pung og penge, min notesbog og min camino guidebog.
Hver morgen er det blevet et ritual, at sikre sig at alle papirer og penge er hvor de skal være og at rygsækken nu syntes at være som den skal være.
Du går jo ikke 10 km tilbage for at hente glemte småting.
