Det var en af de her dage, hvor vandringen ikke rigtig blev til noget. Lidt af en dårlig dag.
Lysten til at vandre var ikke stor. Engang imellem er der dage hvor ingen ting rigtig vil lykkes.
Vejret var rigtig godt vandrevejr. Caminon var fin og uden store veje. Men lysten til at vandre mangle de bare.
Årsagen skal nog findes i, at jeg de sidste mange da ge har vandret langt hver dag og så et eller andet tidspunkt har kroppen bare fået nok og vil have no get hvile.
Og så kan det ikke hjælpe noget at presse på. Bare en dårlig dag.
Ribadesella er en lidst større by  paa størrelse med Næstved.
Dagens udfordring var at komme igang og få taget sig sammen til at vandre. Dagens vandring stoppede allerede kl. 14.00. Lysten til at vandre manglede bare.
Hvad tager man sig så til fra kl. 14.00 og resten af dagen.Jo føst skal tøjet vaskes og hænges til tørre på det værelse jeg havde for natten. Jeg boede på et Hostal, som er et hotel i den lavere prisklasse, men med eget bad. Pris 25 Euro inkl. morgenmad og 200 m fra vandet.
Lagde mig til at sove ca 2 timer. Gik ind i byen for at handle.
Dagens næste vandring bringer mig nemlig i et dilemma, men mere om det i morgen.
I denne del af Spanien spiser man først aftensmad mellem kl. 20.00 til 22.00, saa lidt skal man jo have i løbet af dagen, så det blev til nogle tapas.
Kirken i byen er markant beliggende og ret stor. Det er lørdag og kl. 19.30 gik jeg ind i kirken for at opdage, at kl. 20.00 var der messe.
Kirken er på størrelse med domkirken i Kønbenhavn og den var her til lødagsmessen mere end fuld - folk stod op.
Jeg blev til messen - der var kor, kirkehjælpere og messedrenge - saa alle sejl var sat til her ved denne messe. Præsten var i grøn ornat og havde en flot stemme, der kunne fylde kirkerummet.
Efter messen var jeg ude at spise Menu el Dia og bag efter på hovedet i seng.

En utrolig smuk vandring på mest stier og markveje med bjergene på venstre side og havet på højre og det meste af tiden med udsyn til begge dele i rolig omgivelser og igennem nogle smukke byer.
Som jeg skrev i går er der mange "ruiner". Mange asturier udvandrede til Sydamerika især Mexico og der var mange som skabte sig en stor formue i udlandet. Flere vendte tilbage til deres fødeegn og byggede nogle imposante huse i sydamerikansk stil - nærmest nogle paladser af størrelse. Mange af de ejere brugte så huset som feriehus, når de var tilbage på besøg i fødeegnen. Gennem tiderne døde ejerne og husenere både i udlandet og på fødeegnen gik i arv til næste generation - ofte med mange børn - og de boede nu i Sydamerika. og havde ingen tilhørsforhold til forældrenes hjemegn. Så husene står og forfalder mere og mere, så imponerende flotte huse er efterhånden nogle Torneroseslotte eller endnu værre fuldstendig faldet sammen. Dem som er velholdte er imponerende store og flotte.
Dagens udfordring er ikke at falde over sine gene ben for.
Jeg har nogle naturoplevelser i verdensklasse med bjerge og høje bakker og et blåt hav til den anden side. 
Vandrestierne slyngede sig langs kysten og gik op og ned ad bakke fra den ene sandstrand til den næste.
I vores national sang står der "det bølger sig i bakke dal - og bøgen spejler sig i bølgen blå", det kan de også skrive i Asturiens nationalsang. Bare det ikke er bøgen men eucalytustræet, der spejler sig i bølgen blå.
Byerne er utrolig flotte med en arkitektur, der er ganske anderledes end i resten af Spanien. Man kan se at området har en rig fortid og man har passet på sit land og sine værdier både de økonomiske men også de menneskelige. Man passer på miljøet.
Der er mange ligheder med Schweiz.
Det er en dejlig fornemmelse at være i et sådant område og jeg har bestemt lyst til at komme tilbage som almindelig turist. Det er simpelthen så meget at se på og opleve.
Der er så mange sandstrande langs kysten som jeg ikke havde viden om fandtes.
Jeg havde den opfattelse af hele området var barsk og bjergrigt ned til Bisqayen. Hvorfor ved jeg egentlig ikke? Det må nok bero på at jeg ikke har hørt efter i geografitimerne, da jeg gik i skole
Hele Nordspanien er et kæmpe ferieområde og i TV hørte og så jeg at over 2,5 mio., spaniere holder ferie i Nordvestspanien.
De sandstrande jeg er kommet forbi er utrolig flotte, og når man kommer forbi en strand en tidlig morgen, er kommunens folk ude med maskiner for at rydde op og vende sandet, så det er rent og pænt til næste dags sommergæster og det gælder selv den mindste sandstrand. I de store byer, San Sebastian, Santander og her i Gijon, er strandene et "fluepapir"

Vandringen i dag er en blandet fornøjelse. Den forløber dels gennem nogle meget smukke byer og senere langs den meget befærdede  hovedlandevej der går øst - vest og er N 634/E 70  - så det siger jo noget og trafikken.
Vi er nu kommet ind i Asturien (Asturias) hvor jeg i de tidligere uger har vandret i Cantabrien.
Det er et skifte både i natur og i den måde beboerne er på. Naturen er nu mere "skarp", vi er kommet i bjergland med mange høje bjerge - et af Spaniens højeste Pico de Europa - klimaet er på en måde anderledes - det er mere venligt og imødekommende  - grønt og frodigt - og beboerne er utrolig venlige og imødekommende. Asturien er et kongedømme og har varet det  helt tilbage fra middelalderen og ingen fremmede har kunnet få herredømme over landet.
Oviedo er hovedstaden med den største by er Gijon.
Udfordringen i dag var vandringen ad hovedlandevejen N 632/E 70. Forstil Jer at vandre i venstre side i mod trafikken på hovedlandevejen mellem Holbæk og Sjællands Odde. Trafiktætheden er stor og 20 m lange lastvognstog hver 15 sekund. Der udover er der vejarbejde, da der er arbejder på at etablere en motorvej. Ikke blot køres der hurtigt, men alt skidt og møg får du i lige hovedet. Du går på den hvide stribe. Der må køres 100 km i time på strækningen som er på ca. 7 km. Det svarer til at du går på landevejen i ca 1 1/2 time.
Oplevelsen var at jeg overlevede det. Jeg tog simpelthen høretelefoner i ørerne og satte musik på.
De byer jeg kom igennem på resten af vandringen er arkitektoniske helt anderledes end tidligere. Arkitekturen er mere inspireret af Sydamerikans byggestil, hvilket er naturligt, idet mange fra Asturien udvandrede til Sydamerika i forrige århundrede og vendte rige hjem og byggede nogle utrolig smukke huse.
Der er ikke noget albergue på vejen, så i dag blev det til overnatning i et nyrenoveret hus med ferielejligheder. Byen Pedueles er ikke andet en 50 huse og nogle bondegårde, men byen lever af nærheden til vandet, hvor der er en sandstrand. Så derfor er der ferielejligheder. Lejligheden havde eget køkken. Så jeg besluttede selv at lave mad. Økonomisk kunne det ikke betale sig - men så fik jeg dog trods alt noget andet end Menu del Dia.
I byen er der en noget utraditionel bygning, nærmest et palads, der henligger i ruin.
Læst historien om disse ruiner i morgen.

Nu går vandringen igen ud mod vandet og det er en lang vandring igen i dag og vejret er meget varmt.
Derfor er det om at komme tidlig afsted omkring kl. 7.00 for et benytte køligheden.
Vandringen var på en kombination af små kommuneveje, markevej, stier og gennem en perlerække af små landsbyer.
Landskabet er bakket, så der er meget op og ned vandring, men højden er behagelig. Idet hele taget en dag hvor det er rart at vandre på grund af  af veksling i terræn, byer m.v.
Udfordringen er fortsat at alberguet ved dagens afslutning er fyldt op. Det er noget irriterende, men spanierne har stadig ferie og de unge mennesker har fundet ud af, at benytte de billige overnatninger (det koster oftest kun 4 Euro) for en seng for en nat.
De får udstedt et pilgrimspas og starter så f. eks. i Santander og vandre fra den ene strand til den anden og overnatter på alberguet og efter 4-5 dage tager de hjem. Men der er mange af dem.
Så er vi andre "pilgrimme" forvist til at finde alternativer som så er Casa Rual (bed and breakfast) eller hotel.
Vicente de la Barquera er en mellemstor by på størrelse med Køge. Den har en middelalder bydel med en lille kongeborg fra omkring år 1.000 og en meget stor middelalderkirke.
Middelalderkirken er imponerende indvendig, den er høj og bred og har det oprindelige trægulv fra kirken blev bygget - utroligt.

Det er nu en uge siden jeg opdaterede hjemmesiden. Herud er det lidt svært at finde en internetadgang og oftest er de placeret i forretninger med pengeoverførelser eller postbokse som har et par maskiner som sidevirksomhed. Så i dag er det fra Gijon (Udtales - hihon)
Dagens vandring var lidt dramatisk forstået på den måde, at for at komme over en flod blev vi uofficielt nødt til at benytte en jernbanebro at gå over. D. v. s alle benytter broen også de lokale. Det er en lokalbane og der kører tog hver 15 min. og det tager ca. 10 min at gå strækningen.
Vejret er der jo ikke meget at klage på - dejlig solskin og varmt - men det skal man  jo bare være glad for.
Dagens mål er en lille meget usædvanlig by på caminoen Santillana del Mar, der ligger som en lille fortidslomme i en dal ikke så langt fra vandet. Når jeg skriver fortidslomme, skal det forstås således at alle huse, kirken, rådhuset i byen er renoveret og gader og stræder er med gammel belægning. Forstil Jer at blive hensat 500 år tilbage i tiden.
Byen er overrent af turister og der er barer, restauranter og butikker med delikatesser i næsten hver eneste bygning. Mange hoteller og Casa Ruals. Byen lever af turisterne.
Så dagens udfordring var at finde en overnatning, da alberguet var fyldt op da jeg ankom. Men i løbet af 2 min havde jeg et dejligt værelse i centrum af byen i et gammelt meget velholdt herskabshus fra forrige århundrede. Den mindste badekabine jeg nogensinde af set og brugt. Jeg kunne ikke få armene og hænderne op og vaske hovedet eller bukke mig. Så jeg måtte lukke for vandet og åbne dørene for at sæbe mig ind. Men et skønt værelse og en god nats søvn.
På caminoen møder du jo andre pilgrimme. I dag var det en ung rumæner, der har været i Spanien i 6 år som tjener og nu havde 2 uger fri. Et tysk ægtepar omkring de 50 er også nogen jeg møder med dages mellemrum og får en sludder med hver gang vi mødes.
Ellers er vandringen i ensomhed, ikke at man er ensom, men der er langt mellem at man møder nogen, der kan gå timer især når vandringen er gennem skove og ud over bakkerne på vejene. Men det passer mig udmærket.
Nogen vil spørge hvad med sikkerhed? Og er du ikke bange for store hunde - for de er store hernede - dyr og møde andre mennesker?
Overhovedet ikke - de store hunde er vagthunde og holder sig til deres beskæftigelse at gø. Andre dyr er firben, fugle m.v. Og når du møder andre mennesker er der altid et Holla (olla) Buenas dias (Goddag).

Når man er ude at vandre langt, er man jo sådan set ligeglad med hvilken ugedag det er. Fordi jeg jo har kvajet mig og glemt min oplader, har jeg nu været nødt til at blive en ekstra dag i Santander. Den dag jeg lå over i Bilbao har jeg indhentet. Og nu får jeg så en ny liggedag. Men set lidt frem, så kan den også indhentes over nogle dage.
Jeg har fået købt en oplader - faktisk 2 - for nu bliver den ene i rygsækkens dyb, så skulle uheldet være ude igen - ja, så har jeg en ekstra. Kald det f. eks. forsikring mod glemsomhed og begyndende alzheimer.
Butikkerne åbner omkring kl. 10.00, så da jeg kom forbi katedralen for at se på den - var der morgenmesse. Så den deltog jeg i. I korte bukser og kort tshirt og vandresko. Præsten kikkede godt nok lidt, da han gav mig nadveren, men jeg tror han kunne se at det var en stakkels luksus pilgrim, der var på valfart gennem hans sogn.
Fik som nævnt købt et par opladere og har nu også fået opladet mobiltelefonerne og ipoden.
Og er nu i gang med at opdatere hjemmesiden.
Udfordring er at få alt udstyr i orden og på plads igen til de næste dage uden ankomst til storbyer. Oplevelsen er at gå i en dejlig ren by med hvide bygninger, brede fortove, flotte bygninger og meget liv med mange mennesker.
Da jeg jo ikke har bil eller andet køretøj til rådighed en sådan liggedag, bliver det jo begrænset, hvor meget udover den inderste bydel du fået set af byen.
Bustransport er begrænset og lidt besværlig for en enkelt dag at satte sig ind i.
Men Santander har også en badestrand og skulle været blive lidt bedre, så har jeg faktisk badebukser med - så hvem ved - måske en tur i vandet - men det stå der sikkert noget om senere.

Santander er en mondæn havne og strandby med kvaliteter der overgår Nice og Monaco.
Så det bliver spændende at møde den by - så det med med forventninger at jeg her søndag kan når til byen.
Den har en gotisk katedral, en lang havnefront og jeg ankommer pr. båd til byen. En noget utraditionel måde at træde ind i byen på. Fra vandsiden.
Ud i den mørke morgenstund med frisk skovluft. det første du møder kl. 6.30 er en åben tank station. Så er morgenmaden sikret før kl. 10.00. Og kanske rigtig friske sandwich i køleskabet og en Kass Limon. Kass Limon er lige som Fanta citronvand. Frisk og læskende. Så 2 sandwich og sodavand til morgenmad. Lidt utraditionelt som morgenmad - men meget velkomment at jeg ikke skal gå på tom mave flere timer.
Første landsby jeg møder - Escalente - har åben bart haft sommerfest - fortsat musik i gaden og fulde folk, der tisser op af nærmest parkerede bil. Lidt foruroligende at gå på landevejen, når der kan være fulde folk i bilerne, der køre omkring dig i morgenstunden. Men der lyder et friskt Buen Camino fra mange af dem - og så er alt forladt.
Lidt før middag når jeg byen Guemes - der siges at have et enestående albergue - men det viser sig at alberguet er lukket. Samtidig med at jeg er ud foran det, kommer min spanske cykelpilgrim og hilser glædestrålende på mig og hvad jeg kan forstå er han på vej til Santander og videre til Santillana del Mar, som jeg også vil nå om et par dage.
Jeg skal nemlig ligge en dag over i Santander - dels skal jeg have en oplader - og den kan man ikke købe en søndag fordi butikkerne er lukkede - og så skal jeg have opdateret min hjemmeside. Og det er det der sker nu.
Igen er jeg ude på 2 caminos for at nå Santander i dag søndag. Jeg tager et short cut via en cykelsti langs den i øvrigt om søndag meget befærdede N 634 hovedlandevej til Somo. hvor jeg skal med båden til Santander. Som nævnt en utraditionel måde at ankomme til en by som pilgrim. Ikke som vandrende men med båd.
Mens dagens vandring indtil nu har foregået på kommuneveje, skal jeg de sidste ca. 8 km gå langs en befærdet hovedlandevej en søndag eftermiddag med hvad det indebærer af søndagstrafik.
Godt der er en cykelsti og godt at der findes musik til ørene. Så på med ørepropper for første og måske også sidste gang, for at holde trafikstøj ude. Godt med 70``, 80`` og 90`` musik i ørene. Og strækningen på 6 km er bare lige ud.
Reservere undervejes hotelværelse på et hotel i NH Hotelkæden (gode prisbillige hoteller i de større byer) og får en bekræftelse på at værelset er reserveret. Ro i sjælen. Nu er det bare rå vandring de sidste 10 km.

Ankommer ca. kl. 16.00 til hotellet. Receptionisten byder en hjertelig velkommen og byder på kaffe mens formaliteterne bliver klaret inkl. stempel i pilgrimspasset. Op på værelset, tøjet af til vask og i bad og derefter 1-2 timer på langs.
Du ankommer med båd til Santander. Båden - en lille personbåd - der går og kommer, som der er passagere til - der er vel en 4-5 stykker - som sejler over sundet mellem Somo og Santander - uden om sand banker og sandøer. En smuk tur på omkring 20 min. - så du kan få lidt hvile inden du skal videre på din ben til hotellet midt i byen. det viser sig hotellet ligger 5 min fra hvor båden satte mig af og 5 min fra katedralen, altså midt i hjertet af byen. Dejligt.
Søndag aften var jeg ude at få tapas på en rigtig tapsbar. De var rigtig gode.

Det er lidt af en blandings camino, da den faktisk omfatter 2 caminoruter.
Årsagen er den at jeg prøver at se om jeg ikke kan indhente min liggedag i Bilbao og det kan faktisk uden at vandringen bliver alt for lang, ske ved ikke at tage kystvejen med båd sejlads, men tage ind landsruten.
Indlandsruter er ellers altid ensbetydende med at det går bakke op og bakke ned - og det er det faktisk også i dag, men højdeforskellen er ikke så den tager livet af dig.
I øvrigt er det at gå i landskab med grønne bakker og skovstrækninger en farveksling til kyststierne.
Ideen er at kunne nå Santander i morgen.
Når du går over 2 caminoruter, er den ene ofte ikke afmærket særlig godt - så du skal bruge din guide og tage den beskrivelse og kort meget nøje. Du er jo i ukendt land og selvom jeg er velforsynet med GPS med kort og kompas, så kan man godt komme i tvivl ind i mellem.
Og jeg må jo så også sande, at jeg troede jeg var klogere end både GPS, kort og guide tilsammen og kom lidt ud af kurs og fik vandret 2 unødige km. Selvom det ikke lyder af meget, så er det 2 spildte kilometer som kan mærkes ved dagens slutning.
Så det tyske ægtepar som gik ud lidt efter mig havde jeg så fornøjelsen at møde senere på dagen, da de holdte en pause.
Resten af dagen så jeg ikke en eneste pilgrim - de var nok alle taget på kystvejen. Det viste sig også senere at den rute jeg valgte til Gama ikke er særlig meget vandret, men den er officiel og faktisk også afmærket - om end med slidte gule pile.
Udfordringen var at finde den rigtige vej til Gama. Gama er en by på størrelse med Tølløse. Der er 5 restauranter og en bar.
Baren har nøglen til alberguet der officielt har 10 senge. Spændende var det om jeg kunne finde vej til alberguet og som nævnt med en omvej paa 2 km lykkedes det. Faktisk var det en flot rute med ud syn over bakker og vandet.
I baren fik jeg nøgle til alberguet et tegn på, at der ikke var ankommet nogen før mig. Og ganske rigtigt var jeg den eneste.
Et lille, men ny og velholdt albergue med ikke 10 senge (jo i stueetagen) og på 1, sal også 10 senge. Meget rent og pænt.
Så meget spansk har jeg dog tilegnet mig, at jeg kunne forstå på det opsatte skilt, at - turister kræver og pilgrimme byder.
Derfor var alberguet stillet til rådighed mod at man gjorde rent efter sig og efterlod alberguet i ikke dår ligere stand end da man ankom - til 4 Euro - er det vel også et overkommeligt krav.
I alberguets officielle ankomst bog, som du selv skrev dig ind i og du selv stemplede dit pilgrimspas og efterlod de 4 Euro i en postkasse, kunne jeg se, at der ikke var over 200 pilgrimme der havde brugt overnatningsstedet siden 2006. Der var 14 danske inkl. mig selv.
Efter at have taget bad og vasket tøj, tog jeg en lur og omkring kl. 20 skulle jeg til at gå ud for at spise, kom der en pilgrim paa cykel - det var en spanier ca. 35 år gammel.
Vi 2 blev de eneste der den nat der benyttede det ganske rare albergue.
Dessvære kunne spanieren ikke et ord engelsk/tysk kun spansk og fransk - og så stod vi der. Jeg kunne lidt spansk og intet fransk. Hvilken aften. Men vi fik dog med nogen møje og besvær udvekslet hvem vi var, hvad vi lavede og hvorfor.
Så vi gik begge på baren og fik hver en pizza som aftensmad og derefter kl. 22.00 på hovedet i seng.
En lidt lang vandringsdag, men human og en lidt pudsig afslutning men kun en medpilgrim i alberguet.
Til min store ærgelse har jeg opdaget, at jeg har efterladt min oplader til mobiltelefoner i alberguet i Islares. Det er noget skidt at glemme sine ting. Så nu bliver jeg jo endnu mere paranoid med at sikre, at jeg ikke har glemt noget.
Nogen vil nok sige, hvorfor ikke se dig for. Husk at alt foregår i mørke hver morgen - ofte uden du kan se en hånd for dig. Du skal pakke i en rigtig rækkefølge og gør dig i stand på også en rækkefølge, der følger det samme ritual hver dag. Vaske dig, børste tænder, tage piller, smøre fødder ind, tage tøj på - uden at genere de øvrige alt for meget.
Det bliver en rutine. Så nu har jeg også fået lært, at huske, at det ikke kun er ledningen til opladeren jeg skal have med, men også opladeren.
Godt at min spanske pilgrim lånte mig hans oplader. Tak for det.

Tidlig op i mørke og ud i den lidt kølige morgenluft.
Du starter lige med at gå 500 m og så er det ellers op at flere hundrede trappetrin på stien, hvorefter der åbenbare sig alle tiders udsigt udover Bisqayen. Hvilket syn i morgengryet. Du kan se og høre det store hav. Bølgerne der slår mod klippekysten og havduften i næsten. Det er noget der giver dig en morgenvækning.
De andre pilgrimme ligger forsat og snuer, så jeg er den første.
Caminoen snor sig rundt om kysten og på et tidspunkt går man i gennem en tunnel. Det du går på er et gammel banespor, der for mere end 100 år siden er brugt til at fragte malm på til udskibning. Hvordan udskibningen har kunnet lade sig gøre må guderne vide med den højde der er fra havet og op til sporet. men sådan forholder sig nu.
Dagens vandring bringer dig igennem en af de gamle kulturbyer på kysten Castro-Urdiales. En ikke så stor by men mondæn med endnu en af de mange strande. Den har en middelalder kirke liggende ude på et næs. En gotisk kirke med et flot indre og endelig en kirke der er åben og tilgængelig for et besøg.
Dagens mål er Islares. Islares er en mærkelig by. Ca. 2 km lang med en rædselsfuld campingplads og et hul af en badestrand. Byen har 3 restauranter og et minimarked.
Og som i så mange byer er der selvfølgelig uafsluttede byggeprojekter som ligger som en skændsel af ophobede byggematerialer og en ikke nedtaget byggekran og halvfærdige bygninger under forfald. Velbekomme den bank, der har penge i de projekt.
Alberguet er ikke ret stort, derfor er det slået telte op uden for. Fordelingen er retfærdig (set fra mit synpunkt) Ældre vandrende pilgrimme har fortrinsret til nederste køje, der efter yngre pilgrimme i de næste 2 etager og er der fyldt får cyklende pil grimme adgang til alberguet men må sove i teltene. Men hvad? Det koster 4 Euro at få en seng, adgang til bad og toilet samt stik til opladning af din mobil.
Jeg er ifølge min vandringsplan 1 dag bagud, så ud fordringen er nu at få indhentet den ene dag jeg lå over i Bilbao. Men det skal planlægges, så du ikke får dig vandret ihjel med dagsvandringer over 35-40 km. Her var muligheden for at vandre ca. 7 km læn gre end etapen foreskriver. At du så havner ude i lidt af et "hul" må man tage med.
I dag havde jeg så fornøjelsen at få et tysk ægtepar som sengekammerater, et par som jeg også havde mødt tidligere og så selvfølgelig det spanske ægte par.
Jeg kan ikke finde ud af de spanske spisetider for aftens mad. De svinger mellem kl. 19.00 og kl. 20.30. Man skal bare komme 1 minut før at køkkenet åbner, så bliver man afvist med at der først er åben sådan og sådan. Så er man henvist til at spise tortilla eller bocadillos eller tapas. Og det kan man godt blive lidt træt af.
Så som aftensmad stod det på et fluet, tomat, ost og skinke ved køkkenbordet i alberguet. Som dessert æble og melon.
Som sædvanlig blev lyset sluttet kl. 22.00 og så var den dag gået.
Jeg er ved at blive gammel og dermed usikker på om jeg nu har alle mine ting med mig hver morgen.
Min rygsæk har jeg efterhånden fået en bestemt måde at pakke ud og pakke igen om morgenen i mørke.
Jeg har også en mavetaske med mine pilgrimspas (skal bruges for at kunne overnatte på albergues). Mit pas og mine øvrige rejsepapirer, min pung og penge, min notesbog og min camino guidebog.
Hver morgen er det blevet et ritual, at sikre sig at alle papirer og penge er hvor de skal være og at rygsækken nu syntes at være som den skal være.
Du går jo ikke 10 km tilbage for at hente glemte småting.

Bilbao er jo en by der er dobbelt så stor som København og derfor er vandringen ud af byen måske ikke den mest spændende, da den går gennem forstæderne, men på den anden side går den langs Rio Bilbao de første ca 12 km.
Området jeg kom igennem vekslede mellem små erhvervsbygninger, kontorbygninger, beboelses bygninger og faldefærdigt og udrangeret erhvervs byggeri. Men trods det, er der faktisk ret megen aktivitet i bygningerne.
I Portugalete - der vel nærmest kan sidestilles med Frederiksberg - hvis det er en sammenligning - er der velstand og anderledes format over området.
Derefter er vandringen faktisk for de meste mange kilometer langs motorvej A 8 mellem Bilbao og Santander - med støj og møg fra motorvejen. Senere går jeg ind på mindre lokale kommuneveje, hvor terræn og landskab er afvekslende.
Nær Probeña kommer jeg til endnu en sandstrand i rækken af strande der er befolket af feriegæster Play de La Arena og går langs med den til Probeña, der er en lille halvsøvnig landsby.
Udfordringen er at gå på fortov og asfalt. Det er hårdt for fødderne og man bliver træt af at vandre på den hårde belægning. På den anden side er stigninger og fald gennem landskabet gennemsnitligt mere humant for en vandre.
I dag er jeg først på caminoen efter kl. 8.00, da hotellet først har morgenmad kl. 8.00, men da dagens vandring er overkommelig, så er det O.K.. Vejret er fantastisk - solskin og en let brise til at holde ud.
Stor er overraskelsen i løbet af dagen, da jeg igen møder et spansk ægtepar som jeg har overnattet sammen med flere dage forud. De har brugt 2 dage til at komme den samme distance som jeg har nået, selvom jeg har ligget over.
Hver har sin hastighed og det er helt sikkert at dem ser jeg igen. Konen kan lidt engelsk og manden kun spansk.
I øvrigt bød dagen på en særlig oplevelse ved at jeg skal over Rio Bilbao og det sker ved en særlig bro i Portugalete, hvor du bliver svævet over i en gondol spædt under broen i wirer, som så bringer dig over floden. Gondolen er så stor at der kan være 8 personbiler og den svæver vel 10 m over vandet. Konstruktionen er en helt Eifel værdig.
Atter en stille og rolig dag på caminoen. Havde gode fødder og fik set lidt af omgivelserne, fordi belægningen ikke tog ens opmærksomhed.