Som nævnt bor vi i ude i "no where" i Casa Morgade, et hyggeligt Casa Rual med moderne pejs og et udmærket køkken med en god pilgrimsmenu. Det er som så mange andre Casa Ruals familie drevet.
Vi starter ud straks ved daggry (det er altså kl. 7.30) og begiver os ud på den våde og glatte Camino med vandhuller iført vanter og hue. Vores forventning er at nå til Palads de Rei, der ligger ca. 37 km foran os.
Vi har et godt tempo på fra mogenstuden fordi det i dag  ikke er nødigt at have poncho på. Solen er fremme, men det er ikke varmt, men det er O.K. vandrevejr.
Vi kan godt mærke, at vi har over 225 km bag os, vi er ved at få småskader, som ondt i knæ og rygsækken sider ikke altid rigtigt og ind i mellem går vi langt mellem os, blot for at få gået nogle kilometer, hvor der ikke er noget at skrive hjem om.
Pludselig rundt om et hjørne med en høj hæk kommer der frem en hel karavane beståen af 3 æsler, mand og kone og 3 børn. et barn på 2 æsler og et barn i en vogn konen trækker. Og det går mod øst???
Tidligere på dagen havde vi set et Japansk ægtepar med 2 små børn der knap kunne gå, slæben den på en af de her lette barnevogne i dobbelt størrelse. Hvordan pokker de er kommet op og ned med den vogn er et under.
Vi når frem til Palas de Rei omkring kl. 18.30 godt møre og trætte og flytter ind på et Casa Rual midt i byen.

PORTOMARIN

Portomarin er en noget speciel by. Byen er nemlig blevet flyttet fra dalbunden i 60'erne til dens nuværende placering oppe på skrænten ned til dalen. Hvorfor nu det?
Jo hele årsagen er såmen den enkelte, at der til de nærmeste storbyer i 60erne savnedes elektricitet til den industriudvikling, der skete i området.
Det var jo under Francos diktatur, hvorfor en besked om, at alle huse i dalen skulle rømmes og også kirkerne ikke blev imod sagt, da der i dalen skulle etableres en kæmpe sø, hvis vand skulle forsyne det vandkraftværk, der blev bygget i nærheden af byen.
Imidlertid var der i Portomarin en meget smuk gammel romansk kirke fra 1200 tallet og da Franco blev støttet af den katolske kirke kunne han ikke modsættes sig kirkens krav om, at den enestående kirke - der er bygget i en særpræget nærmest borgagtig stil - skulle flyttes op i den nye by, der blev etableret som erstatning for den gamle.
Så sten for sten blev denne kirke brudt ned og genopbygget på den nye bys torv., hvor den i dag står som et noget særpræget bygningsværk, men i dens oprindelige skikkelse.
Nu har jeg været i Portomarin 2 gange og det er desværre ikke lykkedes at komme ind i kirken og se den indefra.
Den gamle by kan man skimte, når vandstanden er lav i bassinet, ligesom den gamle bro også kan komme oven vande.
Den nye bro er ikke nogen arkitektonisk perle og det må man desværre også sige om byen.