Dagens vandring var nok en af de bedste. Landskabet var enestående smukt med store Lynge og gyvelklædte høje bløde bakker. Små velholdte bysamfund i bakkerne. Ca. kl. 10 fik jeg det første glimt af Atlanterhavet med et kysttogtskib i horisonten. Herefter begyndte nedtællingen til at komme vandet nærmere både i længden og i højen. Stor og lang nedstigning mod Cee og pludselig er du i højde med vandet. En ca. 2 km lang lang og flad sandstrand indbød til at vandre barfodet i vandkanten og for første gang i snart 40 dage at se, lugte og mærke havvand. Vejret var ved starten af dagen regnfuldt så ponchon skulle på, men fra omkring middag var det flot solskin og behageligt varmt for vandring. I Finisterre ventede Manfred og han og jeg gik det sidste stykke til hotellet sammen. Efter en dag på 38 km trænger tøjet og en selv til vask. Da det var overstået gik Manfred og jeg sammen ind i byen for at spise lokal mad. Omkring kl. 20.30 gik vi de sidste ca. 4 km ud til fyret og det absolutte nul kilometer punkt for vandringen. Præcis kl. 21.56 gik solen ned og vi fik set solnedgangen. Da vi var på vej hjem mødte vi en flok andre pilgrimme vi tidligere have mødt flere gange og sammen drak vi afskedsrødvin i behagelig mængde.
Da jeg skulle tidligt op brød vi op så jeg var i seng kl. 0.30. Manfred og jeg fik på den måde taget endelig afsked med hinanden. 
Præcis kl. 21.56 gik solen ned og vi fik set solnedgangen. Da vi var på vej hjem mødte vi en flok andre pilgrimme vi tidligere have mødt flere gange og sammen drak vi afskedsrødvin i behagelig mængde. Da jeg skulle tidligt op brød vi op så jeg var i seng kl. 0.30. Manfred og jeg fik på den måde taget endelig afsked med hinanden.