Det er den mest kedelige og mest irriterende vandring jeg har oplevet på Caminoen. Jeg startede før daggry, hvilket hernede er kl. 7.10. Jeg startede kl. 6.30 i mørke for at udnytte køligheden om morgenen. Det er vi så i øvrigt mange der gør. Starten af vandringen er på asfaltvej gennem en endeløs række af små samlinger af huse og gårde. Det lugter enormt landligt og er det. Ingen seværdigheder, kun landbrug og grønne marker. Dagens højdepunkt blev nået ved Portomarin, hvor Franco i 60erne lod den gamle by oversvømme for at få vand til et vandkraftværk, Byen blev flytte længere op på skråningen og den gamle romanske kirke, der ligner et fort, blev flyttet sten for sten, Jeg kom ca. kl. 10.00 for at komme ind i kirken og se den. Den er åben står der på kirkedøren fra kl. 10.00 til kl. 14.00. Da kl. var 10.30 var der stadig ikke åbent, og jeg måtte vandre videre med uforrettet sag. Sådan er Caminoen også. Resten af turen er en lang lidelse. Intet spændende at se på, ingen interessante ting. kun grønt landskab som på Fyn/Jylland/ Sjælland eller for den sags skyld i Skåne.
Mine ben var bare ikke til vandring i dag. Det var en lang lidelse, hvor kun det yderste af viljen til at nå Santiago var piske, der fik mig fremad. Jeg hadede faktisk at vandre i dag. Havde fået nok af endeløse vandringer op af bakke, ned ad bakke, op af bakke og ned igen. Og byen jeg nu overnatter i Palas de Rei ville bare aldrig komme. Det lykkedes at komme frem og jeg indlogerede mig som den sidste gæst på det sidste værelse på byens eneste hotel. Det var en dag jeg fik overstået på den rå vilje. Benene? De har det godt. Nu er jeg på linjen der gør, at jeg kan nå Santiago på 2 dage. Det er helt vildt.