Caminoen tager Caminoen giver siges det. Denne mystiske Camino. Nogen vil sige ja, ja, godt med alt det fis. Det er bare noget opreklameret mystik, så der kan trækkes kunder til Nordspanien. Men så enkelt er det ikke. Og når man er på Caminoen, så er der et eller andet, som man ikke rigtig kan definerer eller beskrive. Når man er i tvivl om man nu også skal tage vejen til højre eller venstre, så er der 20 m længere henne et symbol på Caminoen eller en anden pilgrimme, der peger. Når man mangler et eller andet, så er hjælpen inden for rækkevidde. Man finder altid en ledig seng. Brønden er altid lige på den anden side af bakken. Og så er der et eller andet der driver pilgrimmene mod målet. Om det er noget guddommeligt eller om det er ens vilje. Det er faktisk lige meget. Tag nu 30 dage med modgang koldt vejr, klamme albergues dårlige stier og caminoveje, poncho og vådt tøj. Surt humør og dårlig stemning.
Nu i dag på den anden side af Monte de Leon, er der i Villafranca del Bierzo, hvor jeg efter 24 km og overnatter, solskin og kl. 17.00 34 grader. Der er dømt korte bukser og tshirt. Der er kold rødvin på bordet. Fra Helvede til Paradis. Landskabet er skiftet til bløde bakker med vinstokke, græsmarker med køer, kastanien er sprunget ud, alt blomstrer og parasollerne er oppe på gadecafeerne. Det gør jo at humøret nu er på plussiden og viljen til at tage de sidste dage er tilbage. Der er nu 193 km til Santiago og 308 til Verdens Ende. Jeg har tilbagelagt med turen til Klosteret i La Pena, og det jeg har gået rundt i byerne, vel vandret ca. 715 km på 31 dage. Det er hård og rå vilje og glæde ved at se målet for ens ønske om at vise at "det gjorde jeg", der nu giver styrken til at fortsætte og kunne se Atlanterhavet. Og så alle de dejlige opmuntringer og kommentarer i bloggen og mails jeg har fået. Det giver styrke og mod. Tak for alt det I har givet af støtte.