Man skulle ikke tro det kunne blive værre. Men jo. Som jeg ofte skriver Caminoen giver Caminoen tager. I dag da jeg gik i mudder til anklerne på en eller anden møgvej ude på Mesetaen der kaldes Caminoen og var skide ligeglad med om jeg også fik våde sko - spurgte jeg Gud hvad jeg havde gjort for at jeg på hans vej skulle mødes med snart sagt umenneskelige forhold med vådt tøj og med regn i 52 time hvor jeg har været ude i, mere end 15 timer af dem. Tænk sig jeg fik ikke noget svar? Vi besluttede så at gå 30 km til Boadillo del Camino. Gud må have hørt mig trodsalt for vi er nu havnet på det mest dejlige albergue. For sølle 6 Euro overnatning, skøn aftensmad, morgenmad, vaskemaskine, tørretumbler og ca. 40 andre søde pilgrimme. Så nu har Caminoen givet tilbage. Men kære Gud, hvorfor skal det stadig regne?? PS.  Idag var der for øvrigt en lille bakke vi skulle over på 200 m højde stigningen var ifølge skiltet 18%.

FØDDERNE

er jo det transportmiddel vi pilgrimme benytter sig af. Derfor skal apparatet være i orden og rigtig trimmet. At vandre 250 km har sine omkostninger i pleje af fødderne. De skal holdes rene, tørre og sokker skal være rene og passe. Vandreskoene skal passes, så også de kan klarer alle former for underlag. Det er sjovt at se om morgene, er det første alle gør, det er at ordne fødder. De vaskes, tørres grundigt og bliver smurt ind i diverse creme. Det kan ikke undgås, at der kommer vabler. Manfred har lidt af nogle store nogle fra 2. dagen på begge fødder, men har nu fået dem under kontrol. Så nu er det hans ene knæ, der er problemet. I går måtte jeg også konstatere en vabel på storetåen mod den næste tå. Storetåen bliver simpelthen trygt flad og udvider sig, når du går og går og så gnider storetåen mod den anden tå og du får en vabel. Den gør mest ondt når du ikke går. Er du først i gang så har du ikke tid til at mærke problemet. Nu er den pakket ind i sportstape (den tynde) så friktionen kan blive mindre. Så kan jeg blot nøjes med det handicap, skal jeg vist vare glad.